Kapitel 3
"Herren talede... og sagde: Den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag med hornblæsning til ihukommelse (ikke som en skygge af noget) og med HØTIDSSTÆVNE; I må intet arbejde gøre" (3. Mose. 23:23-35).
Dette er billedet på den næste velsignede begivenhed i Guds store forløsningsplan, når Kristus KOMMER igen i skyerne med en befaling, en overengels røst og Guds basun (1. Tess. 14-17). Dette vil ske "når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi (alle) forvandles" (1. Kor. 15:52).
Medmindre Kristus vender tilbage og lader de døde genopstå, vil vi aldrig opnå evigt liv. Hvis der ikke var en genopstandelse, "så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt" (1. Kor. 15:18).
Kristus griber direkte ind i verdensbegivenhederne ved den syvende og sidste basun (Åbenb. 11:15-19). En basun er et krigssymbol. Han kommer i en tid med verdensomspændende krig -- og når nationerne er rasende! Så snart arbejdet med at indsamle førstegrøden (symboliseret med Pinsen) er fuldført i slutningen af vor nuværende tidsalder, vil Kristus igen begynde at opbygge Davids faldne hytte (Apg. 15:16) – endnu en gang vil han række hånden ud for at vinde resten af sit folk (Esa. 11:11) igen vil han søge efter og finde sin tabte hjord som kirkernes præster har forsømt at lede efter og frelse i denne periode (Ezek. 34:1-14).
Læg mærke til nøjagtigt hvornår dette finder sted! "På hin dag skal der stødes i det store horn (basun) og de bortdrevne (Israel) ... skal komme og tilbede Herren på det hellige bjerg i Jerusalem" (Esa 27:13).
Hvornår vil Israel blive genforenet igen? Ved basunens lyd – ved Kristi genkomst. Eftersom kirkerne har glemt basunernes højtid, tror mange, at jødernes delvise tilbagekomst i det tyvende århundrede til Det Hellige Land og etableringen af en nation som kaldes Israel, er opfyldelsen af denne profeti!
Kristi direkte indgriben i verdensbegivenhederne, vil blive den næste store begivenhed i forløsningsplanen.
Og måske vil denne strålende genkomst finde sted, uanset hvilket år, netop på basunernes højtidsdag – hvem ved? Selvom vi ikke kan sige det med sikkerhed, kan vi se, at det ikke er usandsynligt, at Korsfæstelsen skete på påskedagen – den selvsamme dag! Og den Hellige Ånd ankom og begyndte udvælgelsen af frelsens førstegrøde på selve Pinsedagen. Havde de 120 disciple ikke været forsamlede til hellig sammenkomst, kunne de da have modtaget denne velsignelse - at Den Hellige Ånd tog bolig i dem? Gentagne gange indprentede Jesus os at våge med hensyn til hans genkomst! Kunne det ske, at med mindre vi overholder højtiderne ligesom det første århundredes menighed holdt Pinse, at vi da ikke vil være rede og heller ikke vil blive taget op for at møde Kristus i skyerne? Vi hverken kan eller vil hævde dette, vi stiller kun spørgsmålet. Er det ikke en mulighed? Lad os vandre lydigt og villigt i lyset.
Basunernes højtid er en glædes fest – og ligesom ugesabbatten er den hellig for Herren (Neh. 8:2, 9-12).
Lad os nu læse 3. Mos. 23:26-27, 31-32: "Herren talte ... og sagde: På den tiende dag i samme syvende måned falder Forsoningsdagen; da skal I holde højtidsstævne, faste ... I må intet arbejde gøre på denne dag. Det skal være Eder en evig anordning fra slægt til slægt, overalt hvor I bor. Den skal være Eder en fuldkommen hviledag, og I skal faste; på den niende dag i måneden om aftenen, fra denne aften til næste aften skal I holde Eders hviledag." Vidunderlige hemmelighed! Forsoning – forening med Gud! Mennesket vil endelig blive gjort et med sin Skaber!
Igen i 16. kapitel af 3. Mosebog vers 29 og 31, hvor symbolikken i forsoningsdagen bliver forklaret, finder vi den indstiftet som en højhellig sabbat, der skal holdes for altid: "Det skal være Eder en evig gyldig anordning. Den tiende dag i den syvende måned skal I faste og afholde Eder fra alt arbejde, både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt Eder... Det skal være Eder en fuldkommen hviledag, og I skal faste; det skal være en evig gyldig anordning."
Læg også mærke til udtrykket i 3. Mosebog 23:32: " ...fra denne aften til den næste aften skal I holde Eders hviledag." Alle der holder sabbatten citerer dette skriftsted for at vise, at sabbatten begynder ved solnedgang. Hvis vi tror det, hvorfor da ikke holde denne sabbat som teksten her handler om – den højhellige sabbat, Forsoningsdagen, som er indstiftet for altid? Er vi konsekvente, når vi stadig citerer denne tekst for at vise, hvornår sabbatten begynder og derefter nægter at holde netop den sabbat der henvises til?
Forsoningsdagen skildrer en vidunderlig og storslået begivenhed der vil finde sted efter Kristi genkomst, og som verden er helt uvidende om, fordi den ikke har kunnet se den sande betydning af de årlige højtider, der er hellige for Herren. Verden svigtede den overholdelse som skulle have været til stadig påmindelse om Guds forløsningsplan.
Symbolikken er i sin helhed udtrykt i beretningen om begivenhederne på forsoningsdagen, befalet i 16. kapitel i 3. Mosebog, og som de blev udført i gammeltestamentlig tid frem til korsfæstelsen.
Vers 5: "Af israelitternes menighed skal han (Aron eller ypperstepræsten) tage to gedebukke til syndoffer og en væder til brændoffer."
Vers 6: Ypperstepræsten ofrede et syndoffer for sig selv og sit hus.
Vers 7 og 8: "Derefter skal han tage de to bukke og stille dem frem for Herrens åsyn ved indgangen til åbenbaringsteltet. Og Aron skal kaste lod om de to bukke, eet lod for Herren og eet for Azazel."
Eftersom dette ikke har været forstået – fordi der er mange forskellige fortolkninger og meninger og forklaringer på dette, lad os da tage os tid til at granske det i detaljer. Lad os, uden hensyntagen til vore egne tidligere overbevisninger, studere det indgående med åbent sind og uden fordomme bevise alle ting. Vi vil have sandhed!
Nøglen til hele forklaringen ligger i en korrekt forståelse af ordet Azazel. Dette er et ord som ikke forekommer noget andet sted i Det Gamle Testamente. Comprehensive Commentary siger: "Ligesom hebræernes og de kristnes ældste opfattelser mener Spencer, at navnet Azazel er navnet på Djævlen. Det samme mener Rosen ... Og One Volume Commentary skriver: "Azazel forstås at være navnet på en af de onde ånder." I forklaringen i Den Danske Bibel siges Azazel at være en ond ånd der menes at have hjemme i ørkenen.
I Den Engelske Bibel er Azazel oversat til "scapegoat" som betyder "en der bærer skylden for andre". Men "scapegoat" er et engelsk ord som ikke oversætter det hebræiske ord Azazel, det er kun et ord som oversætterne benyttede. One Volumen Commentary fortsætter: "Azazel opfattes som at være navnet på en af disse ondskabsfulde dæmoner."
Disse to gedebukke var selvfølgelig antityper eller symboler. Læg mærke til at det var nøvendigt at afgøre ved lodtrækning, hvilken buk der var kvalificeret til at repræsentere Kristus og hvilken der skulle repræsentere Azazel. Nogen siger at BEGGE var kvalificeret, men det er ikke hvad skriften siger. Så lad os ikke bare antage det. At "kaste lod" er en højtidelig appel til Gud om at afgøre et tvivlsspørgsmål. Det er en hellig religiøs handling. Den medførte en overnaturlig handling af Gud. Det er grunden til at lotteri og spil om penge er djævelsk – ja, faktisk vanhelligelse af en hellig handling der appellerer til Gud.
Læg mærke til at mennesker ikke var i stand til at afgøre hvilken buk der var kvalificeret til at repræsentere Kristus. Dette indebar en appel til Gud om at afgøre loddet! "Eet lod for Herren og det andet lod for Azazel". Et lod var altså for Herren -- bukken der skulle symbolisere Kristus. Det andet lod var ikke for Herren, det repræsenterede ikke Kristus, men Azazel, det vil sige Satan! Disse ord antyder ganske naturligt, at Azazel er navnet på en person, der står i modsætning til Den Evige! Læg mærke til kontrasten – et lod for Herren og et for Azazel.
Bukken som Gud gennem lodtrækningen valgte til at repræsentere Kristus, blev ofret -- ligesom Kristus, bukkens antitype, blev ofret. Den anden buk som blev valgt af Gud til at repræsentere Azazel, blev ikke dræbt. Den blev i stedet ført ud i den øde ørken. Den var ikke en buk opstået fra de døde, der skulle symbolisere den opstandne Kristus, for den døde aldrig. Som vi vil vise, kan en ubeboet ørken, som denne buk blev drevet ud i, IKKE repræsentere himlen som Kristus steg op til. Himlen er hverken ubeboet eller øde.
Efter at Gud havde afgjort hvilken buk repræsenterede Kristus og hvilken Azazel, slagtede ypperstepræsten (vers 11) oksen, der skulle være syndoffer for ham selv. Derefter tog han stødt vellugtende røgelse og gløder og bar det ind i Det Aller Helligste, hvor han stænkede noget af tyrens blod på sonedækket -- billede på Guds trone -- der dækkede vidnesbyrdets stentavler (loven). Dette blev forlangt af ypperstepræsten med henblik på at rense sig selv, før han kunne gøre tjeneste og repræsentere Kristus som ypperstepræst. I opfyldelsen af symbolet blev det ikke gjort, fordi Kristus vor ypperstepræst behøvede ikke denne renselse ligesom de stedfortrædende præster.
Nu var de levitiske ypperstepræster rede til at gå ud og forrette.
Derefter blev gedebukken, som Gud ved lodtrækning havde valgt til at reprsentere Kristus som folkets syndoffer, slagtet. Hermed blev folkets synder båret af denne buk, ligesom Kristus endelig en gang for alle bar vore synder på korset. Men Kristus opstod igen fra de døde og steg op til Guds trone i himlen.
Hvem eller hvad var det da, som fra dette punkt i den levitiske ceremoni symboliserede den opstandne Kristus, der steg til himmelen? Nogen siger bukken som repræsenterede Azazel. Lad os se nærmere på det.
Den opstandne Kristus som nu er ved Guds højre hånd på tronen i himmelen (1.Pet. 3:22), kaldes – hvad? Vor ypperstepræst! Hvad var det jordiske billede på Guds trone? Den ubeboede ørken? Nej! Det er hvor den levende gedebuk blev sendt!
Det jordiske modstykke til Guds trone var nådestolen/sonedækket i det allerhelligste. Efter at Kristus døde, drog han til den himmelske nådestol og gik som vor ypperstepræst i forbøn for os. " ... hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev vor ypperstepræst på Melkisedeks vis evindelig" (Hebr. 6:19-20).
Nuvel, hvem eller hvad i den levitiske ceremoni på forsoningsdagen symboliserer den opstandne Kristus, vor Ypperstepræst, som gik ind bag forhænget til Guds trone i himmelen? Bukken der blev slagtet repræsenterede den korsfæstede Kristus, men den døde og kan derefter ikke længere repræsentere den opstandne Kristus. Den dræbte Kristus var ikke vor Ypperstepræst, fordi det levitiske præsteskab, med sin ypperstepræst, ophørte ikke før Kristus genopstod fra de døde og steg til himmelen som Ypperstpræst af Melkisedeks rang. Men den opstandne Kristus var Ypperstpræst. HVEM udførte så rollen i den levitiske ceremoni, som midlertidigt blev udført år efter år, på denne evigt gældende højtidsdag? Det er så klart, at selv et barn kan se det. Det var den levitiske ypperstepræst og ikke gedebukken der repræsenterede Azazel!
Straks efter at den ofrede gedebuk var død, hvem gik da indenfor forhænget og præsenterede dens blod for det der symboliserede Guds trone?
3. Mos. 16:15: "Derefter skal han (ypperstepræsten) slagte folkets syndebuk, bære dens blod inden for forhænget og (nu symboliserer ypperstepræsten den opstandne Kristus der går i forbøn for os som vor ypperstepræst) gøre med det som med tyrens blod, stænke det på sonedækket ... og (vers 16) skaffe helligdommen soning."
Og således tog ypperstepræsten blodet indenfor forhænget til nådestolen og dette symboliserede den opstandne Kristus, som en gang for alle tog sit blod indenfor forhænget til selve Guds trone i himmelen, for at gå i forbøn for os som vor Ypperstepræst. Det er så ligetil at selv et barn kan forstå det..
Den slagtede gedebuk repræsenterede den korsfæstede Jesus. Ved at ypperstepræsten tog blodet fra den slagtede buk indenfor forhænget til nådestolen i Det Aller Helligste, som er billede på Guds trone, repræsenterede han den opstandne Kristus og hans gerning, han som steg op til Majestætens højre hånd, højt deroppe for at gå i forbøn for os som vor Ypperstepræst. Kan vi på ærlig vis fortsætte med at forkynde, at bukken der repræsenterede Azazel var symbolsk for det arbejde som vor opstandne Kristus udførte? Tog denne levende buk Kristi blod indenfor forhænget til nådestolen?
Da ypperstepræsten gik indenfor forhænget ind i Det Aller Helligste, symboliserede det Kristi tilbagekomst til himmelen. Det han havde udført bag forhænget i Det Aller Helligste, symboliserede Kristi arbejde disse 1900 år op til nu med at gå i forbøn for os, idet han sprinkler sit udgydte blod på nådestolen i himmelen. Da han kom ud igen og symboliserede Kristi genkomst til jorden, hvad gjorde han så?
"Når han så er færdig med at skaffe helligdommen, åbenbaringsteltet og alteret soning, skal han føre den levende buk frem. Aron skal lægge begge sine hænder på hovedet af den levende buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder, og lægge dem på bukkens hoved og sende den ud i ørkenen ved en mand, der holdes rede dertil. Bukken skal da bære alle deres misgerninger til det øde land, og så skal han slippe bukken løs i ørkenen. Derpå skal Aron ... bade sit legeme i vand. ... Men den som førte bukken ud til Azazel, (eller bedre: bukken der repræsenterede Azazel), skal tvætte sine klæder og bade sit legeme i vand; derefter må han komme ind i lejren" (3. Mos. 16:20-26).
Lad os nu få dette ganske klart!
Er Gud ikke en Gud for retfærd såvel som medlidenhed og nåde? Hvem er den egentlige ophavsmand for vore synder? Djævelen er ophavsmand, ligesom Jesus er vor frelses ophavsmand. Jesus tog vor skyld – vore synder – på sig, selv om han var en uskyldig, og midlertidigt stedfortrædende soningsmand. Han var et uskyldigt offer. Han elskede os og var villig til at dø for os. Vor skyld, vore synder blev båret af ham og ham alene – og Gud tilgiver os vore synder, når vi angrer og tager imod Kristi offer. Og dog, hvis vi stopper der, er dette da fuld retfærdighed?
Den egentlige årsag -- det virkelige ophav til disse synder er djævelen, Satan. Er det retfærdigt at Kristus skal bære skyld som ikke er hans, mens djævelen går fri? Ville du ikke mene, at Guds store plan til syvende og sidst vil yde fuld retfærdighed og placere den oprindelige skyld netop hvor den hører hjemme?
Bemærk nu et andet point. Azazel bukken får lagt alle de synder på sig, der allerede var tilgivet folket. Disse synder der allerede var blevet fuldt betalt for ved Kristi stedfortrædende offer, symboliseret ved slagtning af den uskyldige buk, før disse samme synder til slut blev lagt på den levende buk. De var allerede blevet betalt ved den slagtede buks død.
Djævelen er den egentlige ophavsmand til al synd. Kan vi derfor blive endelig genforenet med Gud, så længe anstifteren af synd er iblandt os? Kan vi ikke se, at han først må drives bort? Og at der ikke ville være retfærdighed hos Gud, medmindre Satans egen skyld i vore synder, blev lagt tilbage på hans hoved? Ville det være retfærdigt overfor Kristus at lade ham bære djævelens skyld, såvel som vor egen skyld for vore synder? Kristus har båret vore synder, men skal han fortsætte med at bære dem? Bør de ikke fjernes fuldstændigt fra os og fra Guds nærvær?
Således anskueliggøres ved slagtningen og stænkningen af blodet fra den første buk, hvordan vi vil blive forsonet med Gud, nemlig ved offering af det uskyldige stedfortrædende offer. Så den endelige bortvisning af den anden buk lastet med de synder, hvis soning var blevet symboliseret ved den første buk, det klarlægger ikke mindre livagtigt virkningen af offeret, nemlig at disse sonede synder fuldstændig bliver fjernet fra Guds nærvær!
Satan er brødrenes anklager. Hans magt over mennesker er baseret på synd. Når alle disse synder som han er ophav til, bliver lagt tilbage på ham, efter at de ved Kristus er fjernet fra os, da vil Satan have mistet sit krav på os, og han kan ikke længere anklage os!
På samme måde som endelig anerkendelse af den første buk (Kristus) symboliserede fuldstændig forsoning og tilgivelse af Israels synder, således symboliserer Azazels forvisning med de allerede tilgivne synder den fuldstændig fjernelse af al synd, forsoning med Gud og befrielse fra djævelens magt.
Ofringen af det første uskyldige offer var midlet til forsoning med Gud, men endnu ikke fuld retfærdighed.
Bortvisningen af den anden levende buk er billede på den endelige forsoning, idet synderne bliver placeret hvor de hører hjemme og sammen med deres ophav fjernes de fuldstændig fra Gud og hans folk – og dermed folkets endelige befrielse fra Satans magt.
At forsone betyder at blive til et. At sammenføje til et – at forme ved at forene. Vi vil ikke blive komplet sammenføjet til et, og forenet med Gud, før alt dette er gjort.
Før vi går videre, bør du også lægge mærke til at Aron måtte vaske og rense sig efter at have lagt begge sine hænder på den levende buk, Azazel, før han kunne komme i kontakt med folket. Således skulle "manden, der holdes rede dertil", også vaske sine klæder og bade sig efter at have været i kontakt med Azazel-bukken, inden han igen kom i nærheden af folk. Symbolikken er tydeligvis den, at de havde været i kontakt med djævelen!
Læg nu mærke til at disse synder som allerede er sonet og tilgivet, først bliver lagt på den levende buks hoved når ypperstepræsten kommer tilbage fra Det Aller Helligste bag forhænget. Dette forestiller en handling som vil finde sted efter at Kristus er kommet tilbage til jorden!
Men hvis den levende buk havde repræsenteret den opstandne Kristus, da måtte det betyde, at de synder som Kristus bar op på korset, ville blive lagt tilbage på hans hoved af en anden efter at han var opstået fra de døde, i dette tilfælde repræsenteret af ypperstepræsten. Ville dette give mening? Er teorien om at Azazelbukken forestiller Kristus logisk? Nej. Derimod passer den enkle forklaring på alle måder -- den er LOGISK. Den første buk repræsenterede den uskyldige Jesus som døde for vore synder; ypperstepræsten repræsenterede den opstandne Kristus som gik indenfor forhænget til Guds nådestol, eller trone i himmelen og blev der i over 1900 år; og ypperstepræsten der vendte tilbage for til slut at lægge synderne på den levende buks hoved, repræsenterede Kristus der ved sin genkomst vil lægge synderne som han bar, tilbage på syndernes ophav djævelen, og sende ham levende bort til en øde og ubeboet ørken – afgrunden i Åbenbaringens Bog 20:3.
I Åbenbaringens kapitel 19 har vi profetien om Kristi genkomst. Og i begyndelsen af det 20. kapitel – hvad skal da ske?
Nøjagtig det som kapitel 16 i 3. Mosebog beskriver. Djævlen bliver sendt bort – symbolet der her er brugt er "afgrunden," symbolet på en ubeboet øde ørken (Åbenb. 18:2) – og han bliver sendt af en dertil "rede mand" – en engel fra himlen. Djævlen bliver ikke slået ihjel. Han dør ikke. Han er stadig i live tusind år senere -- efter Tusindårsriget (Åbenb. 20:7).
Nu nogle få punkter der vil komme en i sinde. Begge bukkene blev fremstillet for "Herrens åsyn". Kan Satan træde frem for "Herren? Job 1:6 og 2:1 siger at han trådte frem for Herren. Bemærk også at Azazel blev drevet bort fra Det Aller Helligste, et symbol på Guds nærvær.
Således blev den årlige forsoningsdag indstiftet for evigt for at forløsningsplanen, der vil finde sted ved Kristi genkomst, skulle holdes i levende erindring i Guds børn og Hans Kirke for altid.
Og vi finder denne årlige helligdag anerkendt i Det Ny Testamente. I Apg. 27:9 hvor apostelen Paulus er på sin farefulde sørejse til Rom, er det beskrevet, "at da sejladsen allerede var usikker, fordi fastedagen allerede var ovre ... " Bibelkommentarer vil fortælle, at fasten henviser til forsoningsdagen, den 10. dag i den syvende måned. Man kunne vel ikke omtale en dag af denne specielle art, hvis denne ikke fortsat var i kraft og strengt overholdt. Ellers kunne Den Hellige Ånd aldrig have inspireret disse ord! Dette er visselig en stærk indikation på, at denne dag fortsat eksisterede og var anerkendt som sådan af Den Hellige Ånd.
