Kapitel 11
Mysteriet er nu åbenbaret! Ikke kun svaret på hvad der skete med de “Ti Forsvundne Stammer” – men også hvorfor de så fuldstændig mistede deres identitet!
Israelitternes fortropper – nord riget – deres nationale navn var nu “Kongeriget Israel” – blev en nation der forsvandt i historien.
Jorden kunne lige så godt have åbnet sig og slugt dem, hvad historisk beretning angår.
Historien beretter faktisk om deres landsforvisning til Assyrien i 721 – til 718 f. Kr. De blev tvangsfjernet fra deres byer, landsbyer og gårde i deres land, den nordlige del af Palæstina, og ført som slaver til Assyrien ved de sydlige kyster af det Kaspiske Hav. Men i 604 – 585 f. Kr., perioden hvor kystriget Juda blev taget til fange af Nebukadnezar af Babylon, var assyrerne emigreret mod nordvest, og sammen med dem De Ti Stammer!
De var helt forsvundet! Tabt af syne! Hvor langt mod nordvest rejste de, eller hvor de endelig slog sig ned, er et ubeskrevet blad i historien
Hvordan forklarer historikere og teologer dette?
Eftersom de ikke kender det sande svar, giver de en forkert forklaring. De antager fejlagtigt, at alle israelitter var jøder, og at de tretten millioner jøder i verden i dag udgør
130
hele den israelitiske befolkning i vor tid. Nogle teologer påstår med urette, at alle ti stammer som dengang blev drevet i assyrisk fangenskab i 721 – 718 f. Kr. vendte tilbage til Jerusalem, sammen med den gruppe jøder der kom tilbage for at bygge templet halvfjerds år efter Judas tilfangetagelse i 604 – 585 f. Kr. Men det er helt forkert. Kun en del af Juda kom tilbage. Og de der gjorde, var alle fra de tre stammer Juda, Benjamin og Levy. Tjek stamtavlerne i Ezra og Nehemias.
Jøderne antages at være Israel – hele Israel – fordi de aldrig mistede deres identitet! Der er en grund til at Jøderne ikke mistede deres identitet, i modsætning til Israels hus!
Gud havde givet dem en helt speciel, eviggyldig pagt som indeholdt identitetstegnet.
Det er ikke almindelig kendt eller anerkendt, at Herren, mens hans folk endnu opholdt sig ved Sinais bjerg, gjorde en særskilt, evig bindende pagt med dem, en pagt der indeholdt et identitetstegn.
Her skal det påpeges at Israel var det eneste folkeslag på jorden, som Gud personligt tog sig af som sit folk.
Husk at Adam og Eva havde forkastet det symbolske træ der repræsenterede Guds Hellige Ånd, og Far–Søn forholdet han tilbød dem. Deres efterkommere, afskåret fra Gud, forvildede sig langt bort fra Guds veje, så langt at jorden allerede på Noahs tid var fuld af elendighed og vold.
Efter Syndfloden, inden to generationer var passeret, fulgte verden som helhed Nimrods veje til frafald (1. Mose. 10:8; 11:1-9), og hans moder, der også var hans hustru, grundlagde den frafaldne hedenske religion som siden da har opslugt og forført verden. Dette frafaldne religiøse system som Semiramis startede, gennemsyrede alle landene. Med forvrængning af sandheden udviklede den sig i forskellige varianter og optrådte under forskellige nationale navne i landene. Men alle var de baserede på det samme system af frafald. De afskar verden fra Gud! Og nutidens forførte verden er slavebundet af dens mange former og navne på forskellige religioner.
Gud udvalgte disse Israels børn på grund af Abrahams, Isaks og Jakobs lydighed. Da de var i trældom
131
og slaveri kaldte ham dem til at være sit folk -- de skulle åbenbares hans sandhed – hans sande religion og livsform og menneskehedens af ham tilsigtede skæbne.
Guds sandhed og Guds veje som blev åbenbaret for disse israelitter, er ganske enkelt bestemt for alle folkeslag til alle tider. Det var meningen at Israel, hvis de havde fulgt Guds veje, skulle være et levende eksempel for alle nationer.
Jesus kom, ikke for at afskaffe Guds Sandhed eller Guds Veje, ikke for at indføre en ny religion, men for at åbenbare flere sandheder om Guds kommende Rige, og om hvordan vi kan blive født ind i det.
Sandt nok, Det Gamle Testamentes Israel fik pålagt visse offerceremonier og ritualer, der alene tjente som påmindelser om synd (Hebr. 10:1-4; 9:10), det var en midlertidig erstatning for Kristus – der skulle gælde indtil han kom. Da det virkelige (offer -- Kristus) kom, ophørte erstatningen. Men Guds sandhed og veje gælder til evig tid! Derfor åbenbarede Gud sine veje for Israel, og de gælder for alle folkeslag til alle tider – også i dag!
Denne specielle pagt som identificerer, er altså indstiftet for evigt, og gælder for alle kristne i dag – for alle der er forsonet med Gud som hans folk!
Denne særskilte, evigt bindende pagt findes i 2. Mosebog 31:12-17. Den har at gøre med ét af de to test bud, som vi i forrige kapitel så, at Israel havde brudt og derfor blev drevet ud og frataget førstefødselsretten.
“Og Herren sagde til Moses: “Du skal tale til israelitterne og sige: ’Fremfor alt skal I holde mine sabbater…” (2. Mose. 31:12-13).
Læg mærke til hvis dag det er, det er “Herrens dag”. Herren kalder sabbaterne “mine sabbater”. Sabbaterne er hans – de tilhørte ikke Israel – de er ikke vore dage, men Herrens. De er ikke “de jødiske sabbater” eller “hedningernes sabbater”. Sabbaten er et tidsrum, og når det kommer, er det ikke vor, men Guds.
Det gælder på nøjagtig samme måde for os i dag som for vore forfædre dengang. Hvis vi tilegner os den til eget brug, enten til arbejde, fornøjelse eller hvad som helst – så stjæler vi denne tid fra Gud!
132
Læg igen mærke til det han sagde: “Frem for alt skal I holde mine sabbater”. I 2. Mose. 20:8 befaler han os at “holde den (sabbaten) hellig” – Gud gjorde den til hellig tid og befalede os at holde den hellig – og ikke vanhellige det som er helligt for Gud.
Studér nu denne specielle pagt lidt nærmere: “… thi sabbaten er et tegn mellem dig og mig og Eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den der helliger Eder” (2. Mose. 31:13). Denne del af sætningen er af enorm betydning! Alligevel læser de fleste hurtigt over det uden at fatte den livsvigtige sandhed den indeholder!
Vær klar over at her er hele hensigten med sabbatten: “… thi den er et tegn … Hvad er et tegn?
På forretningsstrøget i en by, ser du over alt tegn eller skilte der identificerer butikkerne, kontorerne og fabrikkerne. Tegnet eller skiltet tilkendegiver det foretagende, institution eller kontor der er indenfor.
Et tegn er et mærke, et symbol eller en etikette som identificerer. Du ser et tegn, et skil: “A. B. Hansen, Møbler og Indretning”. Tegnet, skiltet, viser hvem der er ejer og hvad slag forretning han har. Aschehougs Konversationsleksikon definerer ordet “tegn” således: “Et mærke der tjener til identificering eller symbol; … noget som viser … tilstedeværelsen af noget andet eller som kan tænkes at varsle om kommende begivenheder”. Så der er selvfølgelig også specielle tekniske oplysninger med ordet som matematiske, medicinske og astronomiske tegn.
Ord Moses brugte på hebræisk og som er oversat til “tegn”, er ôwth, og den hebræisk-engelske ordbog definerer det som “et signal, et flag, sømærke, monument, et synligt bevis osv. – mærke, under, tegn eller skilt”. Et flag identificerer en nation. Et hvidt flag er tegn på overgivelse. Et sømærke er et signal der gør opmærksom på advarsler.
133
Gud befalede sit folk at holde sabbatten som et tegn. Det er et tegn mellem Guds folk og Gud: “… et tegn mellem mig og Eder”, siger budet. Det er et identitetsmærke. Det annoncerer eller bekendtgør en vis identificerende viden. Men hvilken viden? Gud svarer: “… for at I skal kende, at jeg er Herren, der helliger Eder.”
Bid nu nøje mærke i ordene! Det er tegnet der viser dem, hvem der er deres Gud! Det er tegnet hvorved vi kan vide at han er Herren! Det identificerer Gud!
Jamen, ved alle da ikke hvem Gud er? Aldeles ikke! Hele verden er forført – siger Biblen.
Denne verden har en gud – en falsk gud – djævelen Satan! Han foregiver at være “en lysets engel” (2. Kor.11:14). Han har sine religiøse organisationer – sine kirker. Ikke alle er buddhister, shintoister, taoister eller konfucianere. Mange har antaget navnet “kristne”, men deres præster er ifølge Biblen Satans præster: “Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere” (2. Kor. 11:14-15).
Men kalder de sig virkelig Kristi præster? Læs verset lige foran – vers 13: “Thi den slags mennesker er falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle”. Ja, Satan er den store forfalsker. Han giver sig ud for at være Gud. Han kaldes i Bibelen for denne verdens gud (2. Kor 4:4). Han udgiver sine præster for at være Kristi præster – og de beskylder Kristi sande præster for at være “falske apostle” for dermed at fjerne mistanken fra sig selv!
Kender denne verdens “kristendom” virkelig den sande Gud? Den er forført til at tro, at den gør, og en forført verden kan tage sin falske tro fuldstændig alvorlig. Ens gud er den eller det som man tjener og adlyder. Men den sande (Gud) er den Eneste Ene som vi bør adlyde.
134
Denne verden er ikke oplært til at adlyde Gud! Dens falske “kristendom” lærer, at Guds lov er “ophævet”. Den anerkender menneskenes samvittighed, tilskyndet af Satans falske lære, i stedet for Guds lov! Den lærer ikke, som Kristus gjorde, at vi faktisk skal leve efter hvert Guds Ord – det vil sige hele Biblen! Den adlyder Satan ved at synde! Satan er derfor denne verdens gud!
Gud gav mennesket sin sabbat i den hensigt at holde menneskeheden oplyst med sand kundskab og den sande gudsdyrkelse. Men hvordan identificerer sabbaten Gud – hvordan peger den mod den sande Gud og ikke imod den falske? Kan søndagen ikke være lige så god? Så absolut ikke!
135
Se denne specielle sabbatpagt i vers 17: “Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og vederkvægede sig” (2. Mose. 31:17).
Det var på den syvende dag i skabelsesugen, at han hvilede fra skabelsesarbejdet. Ikke på søndagen, der er den første dag i ugen. Det er kun den syvende dag i ugen der peger tilbage på skabelsen.
Hvordan identificerer den Gud?
Hvis du tror at nogen anden eller noget andet er Gud, så vil jeg bevise at min Gud er den sande Gud, for hvad du ellers måtte tro er Gud, blev formet og skabt af den sande Gud. Han som skabte og formede alt andet, er større end alt det han formede – er over alt andet som kunne blive kaldt gud.
Skabelsen er beviset på Gud – på Hans eksistens. Den – selve skabelsesakten – identificerer ham!
Derfor tog Gud det mest holdbare, det mest uforgængelige og uopslidelige som mennesket har kendskab til – et tilbagevendende stykke tid – den eneste dag som er et minde om skabelsesakten. Han tog den eneste dag som til stadighed, hver syvende dag i ugen, peger på, at Gud på den syvende dag i skabelsesugen hvilede fra skaberarbejdet; det (skaberværket) som er beviset for den almægtige, alt styrende Guds eksistens – til Skaberen selv!
Gud satte denne specielle dag til side som sin egen dag – Gud helligede denne specielle dag til sig selv – idet han adskilte denne dag og befalede sit folk at samles til gudsdyrkelse – dagen hvor mennesket blev befalet at hvile fra sit arbejde og sine fysiske fornøjelser – og blive forfrisket ved at mødes med andre lydige gudsdyrkere i åndeligt fællesskab!
Ingen anden dag er mindedag for skabelsen. Sandt nok, at Satan har forført og vildledt verden til at tro, at Kristus opstod søndag morgen ved solopgang – netop på det tidspunkt som altid har været brugt ved hedensk soldyrkelse. Men denne antagelse er ikke rigtig! Skriv efter vort hæfte om opstandelsen The resurrection Was Not on Sunday – (Opstandelsen var ikke på en søndag). Du vil blive forbavset! Skriv også efter hæftet om påsken The Plain Truth About Easter – (Den enkle sandhed om påsken). Begge hæfter er gratis, men endnu ikke oversat til dansk. De chokerer og åbner øjne. Bøger i de offentlige biblioteker bekræfter og beviser at de taler sandt.
136
Kristi opstandelse fandt faktisk sted på sabbatten, ikke på søndagen! Desuden siger Gud intet sted i Biblen, at vi skal fejre dagen for Kristi opstandelse! Det er en hedensk menneskeskik¸ baseret udelukkende på frafaldne menneskers autoritet – og i strid med Guds bud!
Her finder vi altså et yderst vigtigt formål med sabbatten. Den identificerer Gud! Selve dagen, som Gud tilsidesatte til forsamling og tilbedelse af Gud, er mindedagen, hvor vi skal ære Skaber-Herskeren over altet!
Men det er ikke det hele! Sabbaten blev også givet som et tegn, der tilkendegiver hvem der er Guds folk, og hvem der ikke er det! Læg mærke til denne særskilte pagt, som ikke alene siger: at “… I skal kende, at jeg er Herren …” men læs også resten at sætningen: “der helliger Eder” (2. Mose 31:13).
Der er en kollosal betydning i dette!
Hvad betyder ordet “helliger”? Det betyder “at sætte til side til helligt brug og formål”. På den syvende dag af selve skabelsesugen, helligede Herren sabbatsdagen – det vil sige at han satte den til side til helligt brug. Men nu ser vi, at Gud også siger, at den er et tegn på at han, Herren, helliger – sætter dem til side, adskiller dem fra andre folkeslag, som sit folk til sit hellige formål – de er hans folk.
I Det Gamle Testamentes tid var Israels hus hans folk. I nytestamentlig tid er Guds egen Kirke hans folk – de der virkelig har omvendt sig -- sande kristne undfanget af Guds Ånd!
Men hvordan sætter sabbatten dem til side – adskiller dem – fra dem der ikke er Guds sande folk?
Hvis du overholder Guds sabbat som han befaler det, da har du allerede fundet svaret ud fra egne erfaringer. Hvis du ikke har det, da begynd at helligholde Guds sabbat som han befaler – og du vil snart erfare, at du automatisk bliver adskilt fra alle andre mennesker! Verden, folk du kender -- din familie, forretningsforbindelser eller andre du har kontakt med – de vil tilsidesætte dig!
Sabbatten er Guds tegn, der ikke alene identificerer Gud
137
som Skaber og Hersker, men som også identificerer dem som virkelig er hans folk!
Men hvordan?
Lad mig give endnu en definition på Gud. Selv om den eneste vise og sande Gud er den store Skaber og Hersker af universet, er der mange afguder og falske guder. Satan fremstiller sig selv som Gud for de forførte – og Biblen kalder ham faktisk for denne verdens gud. Afgudsbilleder blev dyrket som guder – og bliver det den dag i dag, selv i såkaldte “kristne” kirker. Det eller den du tjener og adlyder, er din gud!
Selve ordet “Herre” betyder regent, mester, chef – den du adlyder! Jesus udbrød: “Men hvorfor kalder I mig ’Herre, Herre’! Når I ikke gør, hvad jeg siger” (Luk. 6:46). Hvis de ikke adlød ham, da var han ikke deres Herre! Så hvorfor kaldte de ham Herre, når han ikke var deres Herre?
På ny siger Jesus: “Ikke enhver der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje” (Matt. 7:21). Kun de der adlyder Gud, kan blive hans børn og komme ind i hans Rige! Din Gud er den du adlyder!
Læg også mærke til: “Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder?” (Rom. 6:16).
Angående afguder og falske guder, så siger det andet bud: “Du må ikke tilbede eller dyrke (dvs. adlyde) det (billede eller afbilleder), thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde (ulydighed) på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!” (2. Mose. 20:5.6).
Hvor betegnende! Sabbatsbudet er det eneste af de ti, der betegner dem der i dag er virkelig sande kristne! Det er test budet!
Et menneske kan være ærlig og oprigtig i sin omgang med
138
andre – det kan have ry for ikke at lyve eller stjæle. Men det identificerer ham ikke – det sætter ham ikke i en gruppe for sig – ikke i en kristen gruppe!
Mange ikke-kristne ærer deres forældre – i hvert fald så vidt andre kan se. Mange bliver betragtet som sandfærdige, tro mod ægtefællen; mange sværger ikke og bruger ikke grimme ord: de fleste er – i andres øjne – ikke mordere.
Men deres påtagede tilpasning til disse bud stempler dem ikke anderledes – de bliver ikke Guds folk af den grund! Faktisk er der kun få der holder disse bud i den åndelige betydning, men dette er ikke synligt for verden. Men det er meget tydeligt for verden, når man holder Guds sabbat!
Derfor er det kun få gør det! Folk bryder sig ikke om at blive identificeret som anderledes – og tilhøre Gud! Folk ønsker, i andres øjne, at blive genkendt som en af denne verden – og de skammer sig over, i venners, forretningsforbindelsers og families øjne at blive kendt for at tilhøre Gud.
Denne verdens mennesker er villige til at anerkende de andre ni bud – men sabbatsbudet gør de direkte oprør imod! Det er det eneste bud, der er en afgørende test på lydighed! Det adskiller dem, der har overgivet deres vilje til Gud – de der adlyder Gud uanset forfølgelser eller hvad det må koste!
Åh ja, det sætter dig for dig selv, adskiller dig! For det er et tegn!
Det peger på den sande Gud, på den dag han adskilte fra de andre dage til sammenkomst og gudsdyrkelse. Det udpeger Guds virkelige folk. Faktisk er det kun få jøder som virkelig holder sabbatten hellig! Måske identificerer den dem ikke for Gud som hans folk åndelig set! Men de anerkender virkelig denne specielle dag! Og selv om de krænker den i Guds øjne, så er det denne dag der identificerer dem for verden!
Guds tegn er noget du accepterer frivilligt – enten efter eget valg eller overhovedet ikke. Men “dyret” (symbolet på det kommende genopstandne såkaldte “Hellige” Romerske Rige i Europa) har et andet mærke, som med fysisk magt snart vil blive brændemærket på folk! Det har noget at gøre med “køb og salg” – handel, forretning, det at have et levebrød, et job (Åbenb. 13:16-17; 13 og 17). Ja, sabbatten er prøvelses budet –
139
din frelse og dit evige liv afhænger af dette ene bud!
Jeg har sagt, at Gud udskilte sabbatten og gjorde den til en evigt gældende pagt. Den har ikke noget at gøre med det vi kalder “den gamle pagt” der blev indstiftet på Sinai bjerg. Hvordan er den så en pagt?
Lad os definere ordet “pagt”. Webster definerer en pagt som “en aftale mellem personer eller parter, en højtidelig overenskomst”. En pagt er en kontrakt eller aftale, hvor den ene part lover en vis belønning eller betaling til gengæld for visse fastsatte tjenester udført af den anden part.
Den gamle pagt som blev indgået på Sinai bjerget mellem Gud og Israels børn, pålagde folket visse regler og betingelser som skulle følges: Lydighed mod De Ti Bud. Belønningen der blev lovet var, at Israel ville blive en nation ”over alle folk”. Løfterne var udelukkende nationale, materielle og af denne verden. Den nye pagt er grundlagt på bedre forjættelser (løfter) (Hebr. 8:6) som består af en “evig arv” (Hebr.9:15).
Så snart en pagt er undertegnet, forseglet eller ratificeret – stadfæstet – kan der intet tilføjes (Gal. 3:15). Det der tilføjes efter underskriften er ikke juridisk bindende. Du læser om den faktiske opstilling af den gamle pagt og om forseglingen med blod i 2. Mosebog 24:6-8. Læg mærke til vers 8 der ender med ordene “den pagt, Herren har sluttet med Eder…” pagten er sluttet, fuldført!
Vi hører ikke mere om oprettelsen af denne specielle evigt varende sabbatspagt før syv kapitler senere. Den er derfor ikke en del af Den Gamle Pagt!
Men igen, er den en pagt?
Biblens ord siger at den er en pagt. Læs 2. Mosebog 31:16: “Israelitterne skal holde sabbatten, så de fejrer sabbatten fra slægt til slægt som en eviggyldig pagt”.
“Evig” betyder kontinuerlig, uafbrudt. Men skulle den vare evigt? Læs næste vers: “Den skal være et evigt tegn til alle tider mellem mig og israelitterne.” (1907 oversættelse).
140
Hvilke betingelser skal opfyldes? Hold sabbatten hellig! “Den skal være Eder hellig” siger Gud (vers 14). Og hvad er den lovede belønning for at opfylde betingelsen? Det er ikke alene et tegn, men også en aftale eller en pagt “mellem mig og Eder”, siger Gud, “for at I skal vide, at jeg er Herren, som helliger Eder”.
Der har vi det! Gud lover at hellige dem -- Han vil adskille dem som hellige – som sit hellige folk! Kan man forestille sig et større løfte?
Ja, det er en pagt! Det er en egen, helt anderledes pagt. Selv om man prøver at argumentere med, at Den Gamle Pagt er “afskaffet” og at De Ti Bud dermed er ophørt, kan man ikke påstå, at denne pagt kun skulle være gyldig frem til korset. Pagten er bindende “fra slægt til slægt” (vers 13); “en evig pagt” og ” et evigt tegn” vers 16 og 17 i 1907 oversættelsen.
“Ja”, siger oprøreren, der vil argumentere sig ud af lydigheden, “men den er mellem Gud og Israels børn. Den gælder ned gennem alle Israels slægtled; den er for altid mellem Gud og israelitterne”.
Ja så – du indrømmer altså at den er for altid bindende for israelitter ned gennem alle deres generationer? Der er to svar på dette argument, der vil dømme dig til ildsøen, hvis dette er dit argument.
Det første: Ingen kan nægte at dette helt og holdent binder Israels folk til for altid, ned gennem alle slægtled, at holde sabbatten uden afbrud. Deres slægtled fortsætter fremdeles. Derfor er den bindende for dem i dag.
Du må også indrømme at frelse og kristendom står åben for jøder og alle israelitter. “Evangeliet “er en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og så for græker” (Rom 1:16).
Så en jøde kan altså blive omvendt til at være kristen! Faktisk bestod Kirken i begyndelsen næsten kun af jøder! Så, selv om en jøde er en kristen i Guds Kirke, er han bundet til at holde Guds sabbat som en evigt gyldig pagt gennem alle generationer, for evigt!
Har Gud da to slags kristne? Er det syndigt for
141
en jødekristen, at bryde sabbaten, og syndigt for alle andre at holde den? Skal jødekristne forsamles på sabbaten og dem af andre nationaliteter på søndagen? Sagde Jesus ikke, at et hus der er delt og i strid med sig selv, kan ikke bestå?
Findes der to slags kristne? Læs Galaterbrevet 3:28-29: “Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus. Men når I (hedninger) hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse”.
Eftersom sabbaten er bindende i dag for den jødiske del af Guds Kirke, og der ikke er nogen forskel – vi er alle ét i Kristus – så er den også bindende for hedningekristne!
Men der er også et andet svar på dette argument: Folkene i De Forenede Stater, Den Britiske Sammenslutning af Nationer og landene i Nordvesteuropa er faktisk folkene fra de Ti Stammer, fra Israels Hus. Det jødiske folk er Judas Hus.
Men hvis sabbatten er Guds tegn, som markerer hans folk Israel, hvorfor overholder vore lande den ikke i dag?
Svaret på dette spørgsmål er også svaret på et andet: Hvorfor kaldes de ti stammer fra Israels hus for “de Tabte Ti Stammer”? Og hvorfor tror vore lande, at de er ikke-israelitter? Hvorfor kender de ikke deres sande identitet?
Vi kommer nu til en forbløffende, ja, nærmest chokerende sandhed! Her er en sandhed, der vil gøre os målløse, og som er mærkeligere end noget eventyr!
Her er kendsgerningerne, skjult i mange århundreder, som er mere interessante end en kriminalroman! Hvorfor kaldes sabbaten respektløs og spottende “den jødiske sabbat”? Hvorfor tror verden at alle israelitter er jøder og at jøderne udgør samtlige israelitter?
Her er en forbavsende overraskelse for dem som tror dette! Jøderne er bare en lille minoritet af israelitterne.
Intet sted i Biblen bliver nogen af ti-stamme-nationen Israel kaldt jøder. Dette navn – jøder—angår alene kongeriget Juda. Jøderne er rigtignok israelitter – men kun en lille del af israelitterne er jøder!
142
Jeroboam blev, umiddelbar efter at han var blevet konge, bange for at folket, når de drog til Jerusalem for at deltage i de årlige højtider, ville se kong Rehabeam og igen ønske sig ham som konge. Så han tog hurtigt sine forholdsregler for at sikre sin trone.
Levy stamme udgjorde præsteskabet. De var lederne og de bedst uddannede. Levitterne, som levede af tienden, havde nydt to-tre gange højere indtægter end de øvrige stammer. Med et hurtigt pennestrøg afsatte Jeroboam levitterne og satte de laveste, de mest uvidende, til at være præster. Dem kunne han kontrollere! Dermed kunne han kontrollere religionen ligesom de hedenske konger altid havde gjort. Derefter drog mange, måske alle, levitter tilbage til kongeriget Juda, og blev optaget blandt jøderne.
Derefter satte Jeroboam straks to store afgudsbilleder op som hans folk skulle dyrke. Han gav ordre til, at efterårsfesten skulle holdes den ottende måned på det sted han valgte langt mod nord i Palæstina, og ikke i den syvende måned og i Jerusalem som Gud havde befalet (1. Kong. 12:28-32). Jeroboam ændrede også sabbaten fra den syvende dag til den ottende – dvs. dagen efter den syvende, som selvsagt var den første dag i ugen. Således satte han tilbedelsesdagen til at falde sammen med den hedenske soldag, som nu hedder søndag!
I løbet af 19 konger og 7 på hinanden følgende dynastiers regeringstid fortsatte Israels hus, de ti stammer, med Jeroboams to grundlæggende synder: afgudsdyrkelse og brud på sabbatten. Mange af kongerne tilføjede andre onde og syndige skikke.
Men i 721 – 718 f. Kr. lod Gud Israels hus invadere og erobre af Assyrien. Israelitterne blev tvangsfjernet fra deres gårde og byer og drevet som slaver til Assyrien ved sydkysten af det Kaspiske Hav. Men huset Juda – jøderne, en hel anden nation – blev ikke invaderet før 604 f. Kr.
To til tre generationer efter at Israel var blevet taget til fange udviklede kaldæerne sig til en verdensmagt, det første imperium der regerede hele verden. Under Nebukadnezar invaderede kaldæerne (Babylon) Juda (604-585 f. Kr.).
Omkring 604 f. Kr. forlod assyrerne deres land nord for Babylon og emigrerede nordvest på – gennem landene der i
143
dag er Georgien, Ukraine og Polen, og ind i det der i dag hedder Tyskland. I dag er Tysklands befolkning efterkommerne af assyrerne.
Folkene fra de ti stammer, Israel, emigrerede også mod nordvest. Selv om assyrerne havde taget Israel til fange, fortsatte israelitterne ikke som deres slaver i Europa. De fortsatte deres vandring lidt længere – ind i Vest Europa til den skandinaviske halvø og de Britiske Øer!
Hvorfor blev de da kendt som “de ti tabte stammer”? Fordi de havde mistet deres nationale identitetstegn!
Kong Jeroboam havde ændret deres tilbedelsesdag fra den syvende dag i ugen til den første – til solens dag, søndag! Alle de følgende konger fulgte denne praksis så vel som afgudsdyrkelsen!
Så længe de blev i landet Israel og kaldte sig “Kongeriget Israel”, var deres identitet kendt. Men i Assyrien var de ikke længere en nation med egen regering og konge. Der var de slaver. De optog assyrernes sprog efterhånden som generationerne voksede op og glemte deres hebræiske sprog, akkurat som profetierne i Biblen havde forudsagt. De mistede deres nationale identitet.
Mange generationer senere begyndte Josefs stamme som var delt i to, Efraim og Manasse, at kalde sig “British”. De havde bibeholdt nogle få hebræiske øremærker. Berith eller b’rith på hebræisk betyder “pagt” og ish betyder “menneske”. På hebræisk betyder britisk “pagtmenneske”, hvad de i sandhed er.
Rubens stamme slog sig ned i landet, der i dag er Frankrig. De havde også mistet deres nationale identitet. Men franskmændene har netop deres forfaders karaktertræk. Ved at læse vort gratis hæfte som på fransk åbenbarer deres ophav og nationale identitet, begynder tusindvis af franskmænd at lære deres sande identitet.
De Ti Stammer, kendt som huset Israel, tabte sit identitetsmærke – Guds sabbat.
Dette er grunden til at de mistede deres nationale identitet!
Men Juda holdt sabbaten! De fortsatte ikke med at holde den hellig eller holde den på Guds måde ret længe, men de anerkendte den ligesom de gør den
144
dag i dag. De anerkender og holder den som hviledag. Resultat? Hele verden betragter dem som Guds udvalgte folk! Verden tror, at de er Israel – og ikke Juda alene!
Jødernes identitet er ikke gået tabt! Og eftersom deres identitet som racemæssige efterkommere af det gamle Israel er kendt – og identiteten af de langt mere talrige “tabte ti stammer”, ikke er kendt – da tror verden at jøderne er Israel og ikke Juda. Det jødiske folk tror det selv! Så her igen er hele verden forført, for så vidt angår den sande identitet af dem der virkelig er Guds udvalgte førstefødselsrets nation!
Ja, sabbatten, Guds dag – Herrens sande dag – er når alt kommer til alt, vort folks dag i dobbelt forstand: For det første fordi den er det for hele Guds folk, også for hedningefødte som nu tilhører Kristus; for det andet er den vor dag også ud fra racemæssige forhold, gennem kødelig fødsel, fordi det er dagen som han gav vore forfædre og befalede, at den til evig tid skulle holdes hellig!
Ved du hvorfor kongeriget Israel blev invaderet af assyrerne, erobret og landsforvist som slaver i 721-718 f. Kr.? Ved du hvorfor jøderne (kongeriget Juda) senere blev taget til fange og spredt over hele verden? Begge Israels huse blev sent til national afstraffelse og forvisning fra Palestina, fordi de brød Guds sabbat!
Har det nogen betydning? Det betyder sandelig en hel del for Gud! Og han siger, at han ikke har forandret sig – han er den samme i går og i dag, ja til evig tid” (Hebr. 13:8).
Se først hvorfor Jøderne blev invaderet og erobret af Nebukadnezar og ført i fangenskab til Babylon i åre 604 – 585 f. Kr.
Halvfjerds år senere vendte mange af jøderne, i overensstemmelse med Jeremias’ profeti (Jer. 29:10) tilbage til Palæstina for at genopbygge templet og genindføre gudsdyrkelsen. Profeten Nehemias fortæller hvorfor de i 70 år var blevet landsforvist: “I de dage så jeg i Juda nogle træde persekarrene på sabbatten, og andre så jeg bringe korn i hus eller læsse det på deres æsler, ligeledes
145
vin, druer, figner og alle slags varer, og bringe det til Jerusalem på sabbatten. Dem formanede jeg da, når de solgte levnedsmidler … Jeg gik derfor i rette med de store i Juda og sagde til dem: ’Hvor kan I handle så ilde og vanhellige sabbatsdagen? Har ikke vor Gud bragt al denne ulykke over os og denne by, fordi Eders fædre handlede således? Og I bringer endnu mere vrede over Israel ved at vanhellige sabbatten” (Neh. 15:18).
Kan det siges mere tydeligt! Sabbatsbrud var hovedårsagen til Judas tilfangetagelse! Det var så vigtigt for Gud, at han straffede sit udvalgte folk med denne af alle, strengeste nationale straf – nederlag i krig og landsforvisning til slavevilkår i et fremmed land! Gud definerer synd som brud på hans lov (1. Johs. 3:4). Guds lov byder: “Kom hviledagen i hu at du holder den hellig … den syvende dag er sabbat for Herren din Gud.” At arbejde på sabbatten og krænke den ved egne forlystelser, drive handel osv., er en stor synd som straffes med evig død!
Jøderne havde ingen undskyldning. De var blevet advaret af profeterne. Læg mærke til advarslen ved Jeremias: “Så siger Herren: ’Vogt Eder for Eders sjæls skyld, at I ikke bærer byrder på sabbatsdagen … gør intet arbejde, men hold sabbatsdagen hellig, som jeg bød Eders fædre… Men hvis I ikke hører mit ord om at holde sabbatsdagen hellig og om ikke at bære nogen byrde ind gennem Jerusalems porte på sabbatsdagen, så sætter jeg ild på dets porte, og den skal fortære Jerusalems paladser uden at slukkes” (Jer. 17:21-22, 27).
Dette var advarslen som jøderne ikke lyttede til. Se nu hvad der skete!
“På den tiende dag i den femte måned, det var Babels kong Nebukadrezars nittende regeringsår, kom Nebuzar’adan, øverste for livvagten (i dag ville vi kalde ham øverstkommanderende eller feltmarskal), Babels konges tjener til Jerusalem. Han satte ild på Herrens hus og kongens palads og alle husene
146
i Jerusalem; på alle stormændenes huse satte han ild” (Jer. 52:12-13).
Når Gud advarer, er straffen sikker!
Så, hvad skete der nu med den anden af Israels nationer, kongedømmet Israel, 117 år før Juda blev taget til fange og landsforvist.
I Moses’ dage, længe før de blev delt i to nationer, havde Gud givet dem et valg. Vi dækkede dette fuldt ud i forrige kapitel i behandlingen af 3. Mosebog kapitel 26. Se nu hvad Gud siger gennem profeten Ezekiel.
Ezekiel fik et budskab fra Gud angående Huset Israel (ikke Juda – jøderne). Ezekiel var blandt jøderne i landflygtighed over hundrede år efter at israelitterne var blevet forvist til trældom. Da havde assyrerne for længst forladt deres land, der lå ved det Kaspiske Havs sydkyst, og havde bosat sig i det vi dag kender som Tyskland.
Folket af Israels Hus emigrerede også nordvest gennem Europa. Men de stoppede ikke i Tyskland sammen med assyrerne, de fortsatte længere vest og nord på – ind i Vest Europa – Frankrig, Belgien, Holland, de skandinaviske lande og de Britiske Øer – hvor de stadig er, med undtagelse af Manasse stammen, der langt senere emigrerede til Nordamerika og blev til De Forenede Stater.
Profeten Ezekiel fik til opgave, at forlade jøderne i Babylon og gå til Israels Hus. “Gå hen og tal til Israels Hus”, sagde Gud (Eze. 3:1) og i vers 4 gentager han det: “… gå til Israels Hus og tal mine ord til dem!”
Men Ezekiel tog aldrig dette budskab til det tabte Israels hus. Han kunne ikke, han var slave sammen med jøderne.
Alligevel bringer han det til dem i dag i form af bogen i Biblen der bærer hans navn – og ved den kendsgerning, at det bliver forkyndt til netop dette folk i The Plain Truth og radioprogrammet The World Tomorrow!
Det er en profeti! Der et budskab til vore folk i dag! Du læser det nu! I dette øjeblik! Måtte Gud hjælpe dig til at tage det alvorligt!
Idet Gud først taler om det gamle Israel siger han i Ezekiel 20:10-12: “Så førte jeg dem ud af Egypten
147
og bragte dem ud i ørkenen; og jeg gav dem mine anordninger og kundgjorde dem mine lovbud; det menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem. Også mine sabbater gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem”(vers 10-12.).
Denne profeti gentager nøjagtigt, ord for ord, den evigt bindende sabbatspagt fra 2. Mosebog 31:12-17! Fortsæt nu: “Men Israels hus var genstridig imod mig i ørkenen; de vandrede ikke efter mine lovbud – og mine sabbater vanhelligede de grovelig” (Eze.20:13).
Så talte Gud indtrængende til deres børn en generation senere: “Følg ikke Eders fædres anordninger, hold ikke deres lovbud og gør Eder ikke urene ved deres afgudsbilleder! Jeg, Herren er Eders Gud! Følg mine anordninger og tag vare på at holde mine lovbud; holde mine sabbater hellige, så de bliver tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, Herren er Eders Gud” (vers 18-20).
Betoningen ligger helt og holdent på forskellen mellem Guds bud, love og sabbater og fædrenes forandrede sabbater, bud og love. De var allerede gået over til at holde en anden dag end Guds sabbat! De holdt søndagen, dagen for hedningernes soldyrkning!
“Men også sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine anordninger og tog ikke vare på at holde minde lovbud” (vers 21).
Hvad gjorde Gud til sidst, flere generationer senere?
Han spredte dem i nationalt fangenskab og slaveri (vers 23). Men Hvorfor? “Fordi de ikke holdt mine lovbud, men lod hånt om mine anordninger og vanhelligede mine sabbater, og deres øjne hang ved deres fædres afgudsbilleder” (vers 24). Det var grunden! Var det da så vigtigt?
Fortsæt denne forbløffende profeti! Læg mærke til at det er profeteret for os i dag!
Idet han taler om den nærmeste fremtid i vore dage, siger Gud til vore folk: “Med stærk hånd
148
og udstrakt arm og udøst vrede vil jeg vise, at jeg er Eders konge”(vers 33).
Udtrykket “udøst vrede” henviser til de sidste syv plager, som kommer lige før Kristi genkomst (sammenlign med Åbenb 16:1). Tiden er lige før og efter hans genkomst, hvor Jesus vil regere over os. Så dette er altså en profeti for vore dage.
Alle profetier i Biblen der viser hvor vort folk (Israel) vil opholde sig ved Kristi genkomst og i den kommende store folkevandring tilbage til Palæstina, fremstiller dem som atter værende i fangenskab og slaveri.
Læs videre i profetien: “Jeg vil føre Eder bort fra folkeslagene og samle Eder fra de lande, hvor I er spredt … med udøst vrede … og bringe Eder til folkeslagenes ørken (margen: syrisk-arabisk ørken -- en kommende folkevandring), og der vil jeg gå i rette med dem ansigt til ansigt Ezekiel 20:34-35.
Læg mærke til at dette er Ordet, det er Kristus der taler! Han vil da igen være personligt tilstede på jorden. Og han vil da gå i rette med vore folk ansigt til ansigt
Det er på tide at vågne op og indse hvor nært forestående og skræmmende alvorligt dette er!
Der er måske kun én enlig røst der advarer dig! Men Gud brugte én enlig røst til at advare verden i Noahs dage; én enlig røst i Elias’ dage; én enlig røst i Johannes døberens dage; og efter at Johannes døber var sat i fængsel, én røst i Kristi egen person! Hvis du stoler på flertallet der synder, da vil du lide straffen sammen med dem!
Læg mærke til måden han vil gå i rette med dem!
“Som jeg gik i rette med Eders fædre i Egyptens ørken, vil jeg gå i rette med eder, lyder det fra den Herre Herren. Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig … og I skal kende, at jeg er Herren” (vers 36-38).
Hvordan gik han i rette med dem? Han sagde: “Følg ikke Eders fædres anordninger … Følg mine anordninger og tag vare på at holde mine lovbud, hold mine sabbater hellige, så de bliver et tegn imellem mig og Eder, at det må kendes, at jeg er Herren Eders Gud” (vers 19-20). Og de af os der faktisk skal komme til Palæstina, skal vide at Han er Herren.
Hvordan kan vi vide det?
149
Ved Hans sabbatstegn!
Læs versene 42-44 i din egen Bibel! Han siger, at vore folk, når de ikke længere er genstridige, da vil de holde hans sabbat, og de vil huske deres veje som de gjorde sig urene ved. Da skal de blive lede ved sig selv over at have brudt sabbatten! Dette er en overordentlig streng lektie! Det er Guds Ord der taler til dig!
150
