Kapitel 5
Efter at Jakob og hans tolv sønner døde i Egypten, antages det, at deres afkom i løbet af ca. to og et kvart århundrede voksede til en befolkning på mellem to og tre millioner.
Men Israels børn blev slaver: “Imidlertid døde Josef og alle hans brødre og hele deres slægtled. Men israelitterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så landet blev fyldt af dem. Da kom der en ny konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef … Og ægypterne tvang Israelitterne til trællearbejde, og gjorde dem livet bittert med hårdt arbejde …” (2. Mos. 1:6 -14).
Da lod Gud Moses vokse op og gjorde ham velegnet på en speciel måde til at lede Israels børn ud af slaveriet i Egypten, som de var endt i. Da de nåede Sinai bjerget på ørkenhalvøen, gjorde Gud en pagt med dem og organiserede dem som en nation – sin nation – blandt verdens kongeriger. Deres regering var et teokratisk styre med civile og åndelige religiøse love udfærdiget af Gud selv. Gud
47
var deres konge og han regerede dem med et system af dommere.
Gud var Israels eneste Konge! Israel var både kirke og stat. I Apo. ger. 7:38 fortælles det, at israelitterne udgjorde menigheden i ørkenen. Ordet “menighed” om Israel anvendt igennem hele Det Gamle Testamente har nøjagtig samme mening som ordet “kirke” i Det Ny Testamente. Israel havde således mere end ét sæt love. Gud gav Israel en dobbeltsidig regeringsform. Menigheden eller Kirken fik ritual og love – dyre ofringer, mad- og drikkeofre, sanselige og kødelige forordninger.
Men Israel var også en civil regering; Gud etablerede civile embedsmænd og civile love – statutter og vedtægter. Den eneste store centrale lov kodeks, grundlaget for både kirke og civiladministration – den overordnede åndelige lov – var De Ti Bud som Gud proklamerede direkte til hele menigheden, og skrev på stentavler med sin egen finger.
I flere generationer efter at de forlod Egypten, var Gud deres Konge! (Historien om dette findes i Mosebøgerne, Joshua og Dommernes bog.) Hver stamme holdt sig for sig selv, men sammen udgjorde de én nation, omtrent på samme måde som De Forenede Stater fremstår som én nation, der består af flere individuelle stater.
Hver stamme havde sit eget landområde. Levitterne, der blev præstestammen, spredtes imellem de andre stammer uden egen arv og uden tildeling af særskilt territorium (bortset fra nogle byer). Som erstatning for levitterne der var spredt ud mellem alle stammerne, blev Josefs børn delt i to stammer – Efraim og Manasse, så der fortsat var tolv særskilte og adskilte stammer med hver sit eget territorium eller provins.
Alle disse år forblev førstefødselsretten og scepteret i denne ene nation – førstefødselsretten gik fra slægtled til slægtled indenfor stammerne Efraim og Manasse, og scepteret fortsatte i Juda.
Israels børn var mennesker som du og jeg. De knurrede og klagede sig ustandseligt. Deres kødelige sind
48
var fjendtligt imod Gud og hans love, nøjagtigt som menneskesindet er i dag (Rom. 8:7). De blev snart utilfredse med at have Gud til Konge og krævede, en mand til konge ligesom i de hedenske nationer omkring dem. Sådan er det også i dag, vi ønsker at være som de ikke-kristne omkring os, i stedet for fuldt ud at underlægge os Guds veje, som han har instrueret os i sit Ord! Menneskenaturen har ikke ændret sig.
Da Israels ældste kom til Samuel og forlangte, at en mand skulle gøres til konge over dem, var profeten Samuel misfornøjet med dem. Men Gud sagde: “Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, thi det er ikke dig de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge … Men … dog skal du indtrængende advare dem og lade dem vide, hvad ret den konge skal have, som skal herske over dem” (1. Sam. 8:7-9).
Saul var deres første menneskelige konge. Han nægtede at adlyde Gud og blev til sidst forkastet. Han blev dræbt i et slag. Hans eneste overlevende søn, Isjbosjet, blev dræbt efter at have regeret i kun to år (2. Sam. 2:10). Men Isjbosjet regerede aldrig over Juda. Hans korte regeringstid over en del af Israel endte Sauls dynasti. Sådan forkastede Gud ham. Hans dynasti fortsatte ikke!
David efterfulgte Saul. David sad på Herrens trone. Davids søn, Salomo, hans efterfølger sad også på Herrens trone. “Og Salomo satte sig på Herrens trone som konge i sin fader Davids sted” (1. Krøn. 29:23; se også 2. Krøn. 9:8).
Her vil jeg gerne understrege et andet specielt punkt. Ind til Saul havde den Evige Gud været Israels konge. Disse menneskekonger sad på den Eviges trone. Den Evige – “Herren” – er Jesus Kristus som var hos Faderen før verden var til (Johs. 17:5 og 1:1-2, 14). Jesus var både “roden” og “sæden” fra David. (Oversætterens kommentar: Det inspirerede græske ord for “rod” i Åbenb. 22:16 er i senere bibler oversat til “rodskud” hvorved den sande mening mistes, nemlig at Jesus både var Davids rod – Davids og hele menneskehedens ophav -- og hans sæd, efterkommer igennem Maria.) I og med at Jesus var “roden”, var tronen hans før David blev født. David bare sad på Herrens trone. For det andet: Eftersom Jesus var Davids lovlige, kødelige søn, skal samme trone engang igen, når han kommer tilbage til jorden, blive hans retmæssige arv, hvor han fortsætter Davids dynasti.
49
Nu kommer vi til en tilsyneladende umulig kendsgerning. Den er fantastisk – men alligevel sand! Mens David var konge, gjorde Gud en betingelsesløs, evig pagt med ham, som Gud hverken kan eller vil bryde! Denne pagt er endog mere forbløffende, og mindre forstået end den betingelsesløse pagt med Abraham!
Jeg beder dig indprente dig den særegne natur og karakter i pagten, som Gud indgik med David. For den er et afgørende led i Kristi formål og mission – en vigtig nøgle til at forstå Biblen!
I 2. Samuel 23:1, 5 finder vi: “Dette er David sidste ord … Gud … Han gav mig en evig pagt, fuldgod og vel forvaret.” Med andre ord en pagt for al evighed som ikke kan slå fejl!
Blad nu tilbage til 2. Samuels syvende kapitel for at få nærmere detaljer. Gud gav David dette pagtsløfte, da han var meget optaget af, at Pagtens Ark stod i et telt. David ville bygge et stort tempel i Jerusalem.
“Men samme nat kom Herrens ord til Natan således: ’Gå hen og sig til min tjener David: Så siger Herren: Skulle du bygge mig et hus at bo i? … Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindeligt. Jeg vil være din sæd en fader, og den skal være mig en søn! Når den synder, vil jeg tugte den med menneskestok og menneskers slag, men min miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din forgænger. Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid” (2. Sam. 7:4-5, 12-16).
Læg specielt mærke til følgende punkter:
1) Davids trone blev indsat og grundfæstet med Davids søn Salomo.
2) Tronen – Davids trone (vers 16) – var grundfæstet
50
til evig tid i Salomo (vers 12-13). Læg mærke til at der ikke står, at når Kristus kommer, vil Gud grundfæste den i ham for evigt. Der står, at den vil blive grundfæstet i Salomo til evig tid.
3) Hvad ville der ske hvis Salomo eller Israels børn var ulydige? Ville det ophæve pagten? Vers 14-15 siger klart, at hvis de synder, vil Gud tugte dem med menneskers slag, men vil ikke bryde pagten. Tronen skal uanset hvad, fortsætte for evigt!
4) Læg særlig mærke til at Gud, i tilfælde af ulydighed, ikke ville tage tronen væk som han gjorde med Saul. Hvordan tog han den fra Saul? Sauls dynasti endte! Ingen af Sauls sønner sad nogensinde på tronen. Men Salomos dynasti skulle aldrig ende. Straffen for ulydighed ville være tugtelse af menneskehænder.
5) Eftersom Gud grundfæstede tronen med David og Salomo med fast hånd, kunne vi da, hvis Davids trone ophørte med at eksistere, om det så bare var for én generation, sige, at den var grundfæstet til evig tid, sådan som Gud lovede?
Her er en kendsgerning som er lige så lidt kendt som mange andre i Biblen! Gud den Almægtige gjorde en absolut bindende – hvor bindende skal vi se! – pagt med David, som betingelsesløst garanterede at fra dette punkt, ville der aldrig komme en eneste generation i ubrudt dynastisk linie, uden at en efterkommer af David skulle sidde på Davids trone og regere Israels børn! Løftet var, et kontinuerligt, ubrudt dynasti – ned gennem alle generationer – for altid – der blev garanteret.
Dette er vanskeligt at tro! Men Gud lovede og gav en ufravigelig garanti netop om dette! Der var ingen betingelser. Intet ville kunne forhindre det. Folkets synder ville ikke ændre på det. Løftet stod der uforanderligt!
Men hvor befinder tronen sig i dag?
Bibelhistorien handler om en kongerække, der alle er efterkommere af David i et kontinuerligt dynasti indtil kong Zedekias. Men i år 585 f. Kr. blev denne sidst omtalte konge på tronen, taget til fange af kong Nebudkanesars af Babylons armeer. Han fik øjnene stukket ud
51
og blev ført til Babylon hvor han døde i et fangehul!
Desuden blev alle hans sønner dræbt! Alle Judas adelsmænd der ikke allerede var i fangenskab eller slaveri i Babylon blev dræbt, så der ikke kunne være nogen tilbage til at overtage Davids trone! Kaldæerne ødelagde Jerusalem, brændte templet og kongens bygninger og tog jøderne som fanger og slaver til Babylon. Der er ingen beretning om nogen konge af Davids linje, der regerede over Juda fra den dag og til nu. Imidlertid overlevede linjen fra Jojakim til Jesus i det babylonske fangenskab – så Jesus nedstammede fra David.
Nogen vil imidlertid sige, at denne trone i dag er grundfæstet i Kristus. Men Kristus har endnu ikke overtaget den! Han fremstillede sig som en mand af høj byrd (Luk. 19:12) som drog til et land langt borte (himmelen) for at få kongemagt, og som efter at have erhvervet retten til riget, skulle komme igen. Jesus Kristus vil ikke sidde på Davids trone før han kommer for anden gang, noget der stadig er fremtid! Men hvad med de 600 år der gik mellem kong Zedekias og Kristi fødsel? Hvem regerede israelitterne fra David trone i løbet af disse generationer? Hvis ingen, da må vi erkende, at Gud brød sit ord, og at Skriften er blevet brudt!
Svaret er opklaringen på et mysterium, der er mere forbløffende end opdigtet fiktion! Biblen åbenbarer det skridt for skridt.
Men så vil nogen pege på udtrykket: “Dit hus og dit kongedømme skal stå fast” (2. Sam. 7:16) og drage den slutning, at Gud måske mente, at han ville etablere denne trone når Kristus kommer igen. Men det går heller ikke. Hvem ville Jesus overtage Davids trone fra, hvis denne var ophørt med at eksistere disse hundreder af år? Gud lovede klart og tydeligt, at han ville grundfæste tronen i Salomo: “Jeg vil grundfæste hans (Salomos) kongetrone evindelig.” Han talte ikke om at etablere den mange hundrede år senere med Kristus, når han kommer for anden gang. Den “han” der henvises til er Salomo – ikke Kristus, for Gud sagde: “Når den (han) synder, vil jeg tugte den (ham)” (2. Sam. 7:14).
Men her kommer skriftstedet, der vil stoppe alle spekulationerne om hvornår denne trone blev etableret: “Hør mig, Jeroboam og hele Israel! Burde I ikke vide, at Herren, Israels Gud, har givet David og hans efterkommere kongemagten over Israel
52
til evig tid ved en saltpagt?” (2. Krøn. 13: 4-5) Saltpagt betyder urokkelig pagt. Dette viser at etableringen allerede da var i fortid. Gud gav virkelig kongeriget til David og hans sønner – ikke til hans Søn, Kristus, men hans sønner, flertal – kontinuerlig for altid.
“Jeg slutted en pagt med min udvalgte, tilsvor David, min tjener: Jeg lader din sæd (Mofatt: dit dynasti) bestå for evigt, jeg bygger din trone fra slægt til slægt” (Sal. 89:4-5). Læg mærke til det! Denne trone, grundfæstet for altid, blev bygget op for at vare ved gennem alle generationerne. Gud etablerede denne trone som begyndte med David og Salomo. Vi har historien om den igennem et vist antal slægtled – indtil kong Zedekias i 585 f. Kr.
Den blev etableret for alle slægtled, kontinuerlig, uden afbrud, for altid! Udtrykket “fra slægt til slægt” må så absolut også indbefatte slægtledene fra Zedekias til Kristi fødsel. Hvem sad på tronen igennem disse slægtled?
Kristus sidder ikke på denne trone nu, men på Gud den Almægtiges trone i himmelen (Åb. 3:21).
Hvad da med vor nuværende generation? Hvor findes den efterkommer af David i dag, som efter en ubrudt kongerække sidder på Davids trone og regerer over Israels børn?
Kan det undre nogen, at mænd som Thomas Paine og Robert Ingersoll mistede troen på Biblen? De så disse ubetingede løfter, men de kunne ikke se at de var blevet opfyldt. Og dog, hvis vi har tålmodighed nok, vil vi komme frem til det her i bogen.
Men vi fortsætter i Salme 89 med vers 29: “Jeg bevarer for evigt min miskundhed mod ham, min pagt skal holdes med ham troligt; jeg lader hans æt bestå for evigt, hans trone, så længe himlen er til”.
Vurder for et øjeblik meningen med ordet ”æt” i denne forbindelse. Mofatts oversættelse til moderne engelsk bruger med rette ordet “dynasti”. The Revised Standard Version oversætter det, “hans (Davids) linje” dvs. en kontinuerlig rækkefølge af sønner, generation efter generation. Dette “afkom” er ikke den almindelige befolkning af Israels børn. Her tales om Davids afkom, hans sønner som skulle blive konger.
53
David var af Juda stamme der besad løftet om kongespiret, scepteret, men ikke førstefødselsretten. Hans “afkom” var derfor den kongelige linje. Det betyder faktisk hans dynasti, hans direkte opadgående linje af sønner.
Mens hans trone skal altså vare ved op gennem alle generationerne, så længe som himlene består, lad os nu se på det næste vers: “Hvis hans sønner svigter min lov og ikke følger mine lovbud, hvis de bryder min vedtægt og ikke holder mit bud, da hjemsøger jeg deres synd med ris, deres brøde med hårde slag; men min nåde tager jeg ikke fra ham, min trofasthed svigter jeg ikke; jeg bryder ikke min pagt og ændrer ej mine læbers udsagn. Ved min hellighed svor jeg én gang for alle – David svigter jeg ikke: Hans æt (dynasti) skal blive for evigt, hans trone for mig som solen, stå fast som månen for evigt, og vidnet på himlen er sanddru” (Sal. 89:31-38).
Her tales om de generationer, hvor hans børn måske kan være blevet ulydige og har forladt Guds lov. I dag er der folk der undskylder sin manglende evne til at lokalisere denne trone ved at sige, at pagten var betinget – at fordi Israels børn var ulydige mod Gud, blev pagten ophævet. Men hvad sagde den Almægtige? Hvis børnene i ulydighed bryder loven, vil de blive straffet for deres overtrædelser – og ikke ved at Gud bryder sin betingelsesløse pagt med David!
Nogle mennesker siger at Kristus overtog tronen. Men det gjorde han ikke. Han blev derimod korsfæstet, genopstod og steg til himlen. Han vil komme, og det ganske snart, og sætte sig på denne trone som kongernes Konge og herrernes Herre. Men hvorledes kan Jesus Kristus, når han kommer tilbage til jorden, overtage – og sætte sig på en trone hvis den for længst er ophørt med at eksistere?
Hvis Davids trone endte med Zedekias, så eksisterer den jo ikke i dag. Og hvis den ikke eksisterer, hvordan skal da Kristus kunne sidde på en trone der ikke eksisterer? (Se Lukas 1:31-32.) Og da den skulle forsætte gennem alle slægtled, hvad da med de mange generationer mellem Zedekias og Jesu fødsel?
Den højest vigtige kendsgerning at den herliggjorte kongernes Konge kommer for at sidde på en eksisterende trone, er yderligere fastslået af
54
profeten Jeremias. I det 33. kapitel er der en profeti om de begivenheder der vil indtræffe på den tid, da Kristus kommer tilbage i magt og herlighed! Da Jeremias skrev denne profeti, sad profeten i fængsel i Jerusalem. Babylons hære var i færd med at tage jøderne til fange. Gud sagde til Jeremias: “Jeg vil kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kender… om denne bys huse og om Judas kongers huse, som nedbrødes …” (vers 3-4).
Jeremias vidste at kongernes hus i Jerusalem var under ødelæggelse – og at Davids trone blev fjernet fra Jerusalem. Han skulle, som vi senere skal vise, blive manden Gud brugte til at oprykke denne trone fra Jerusalem. Gud åbenbarede nu et beroligende faktum for ham. Davids trone ville i endens tid atter blive plantet i Jerusalem. Gud forsikrede profeten på ny, at tronen kontinuerligt ville regere israelitter helt frem til da. Der ville være et uafbrudt dynasti. Messias vil komme til en eksisterende trone!
Her er profetien om det der skal ske ved Kristi genkomst i herlighed og magt, hvor han kommer for at regere: “Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opfylder den forjættelse, jeg udtalte om Israels og Judas hus” (vers 14). Bemærk det omhyggeligt! Dette løfte om Davids kontinuerlige dynasti er et løfte til Israels hus så vel som til Juda. Siden opdelingen i to nationer havde tronen ikke været forbundet med Israel – kun med Juda. Men løftet som skal blive opfyldt ved Kristi genkomst, forbinder det med Israel såvel som med Juda!
Fortsæt: ” I hine dage og til hin tid lader jeg en retfærds spire (Messias) fremspire for David, og han skal øve ret og retfærd i landet” (vers 15). Her tales om Kristi regering som kongernes Konge. Jesus, en ætling af David ved fødsel og kødelig herkomst (Rom 1:3), var Davids retfærdige spire eller rodskud.
Fortsæt “I hine dage skal Juda frelses og Jerusalem bo trygt … Thi så siger Herren: David skal ikke fattes en mand til at sidde på Israels hus’ trone” (vers 16-17). Læg mærke til det! Der står ikke at David ikke til syvende og sidst, efter 2500 år uden en mand på tronen, skal fattes en. Der står, at David aldrig – på noget tidspunkt – gennem alle
55
generationer og slægtled – skal mangle en efterkommer til at sidderpå hans trone!
Og regere over hvem?
Ikke over Juda! Læs det i din egen Bibel! I løbet af disse 2500 år skal David ikke fattes en mand til at sidde på huset Israels trone – ikke Judas!
Denne trone var, på den tid da Gud åbenbarede denne profeti til Jeremias, ved at blive rykket op fra Juda. I løbet af disse 2500 år fra dengang til Kristi genkomst, skulle den være trone over huset Israel!
Efter at Kristus har overtaget regeringen ved sin genkomst, fremgår det klart at Israel igen skal foretage ofringer, brændeofre og slagteofre. I Ezekiels profetier i kapitel 40 i slutningen af bogen, som dækker tiden efter Kristi genkomst, er disse ofringer nævnt. Men efter Kristi genkomst, når ofringerne genoptages, vil efterkommere af præstestammen Levi fortsat være i live. Bemærk vers 18 i Jeremias 33: “Og levitpræsterne skal aldrig fattes en mand til at stå for mit åsyn og frembære brændoffer, brænde afgrødeoffer og ofre slagtoffer”.
Der står ikke, at de i alle disse år før Kristi genkomst fortsat vil have udført ofringer. Andre skriftsteder viser klart at ofringer ikke skulle foretages af kristne efter Kristi eget offer, og de blev ikke udført af Jøderne efter at Templet blev ødelagt i år 70 e. Kr. Men andre profetier som allerede er citeret, viser lige så klart at Davids efterkommere skulle regere siddende på Davids trone gennem alle generationerne fra og med Salomo.
Da mange levitter uden tvivl blev boende blandt de ti stammer – skønt vi ved, at mange fortsatte blandt jøderne – og eftersom de der fulgte med de ti stammer mistede deres identitet sammen med dem, er det højest sandsynligt, at mange, måske endda de fleste af Kristi sande præster, der er blevet kaldet igennem århundrederne, har været af Levi stamme.
Læg mærke til hvor bindende Guds pagt med David er: “Så siger Herren: Hvis min pagt med dagen og natten brydes, så det ikke
56
bliver dag og nat, når tid er inde, da skal også min pagt med min tjener David brydes, så han ikke har nogen søn til at sidde som konge på sin trone … ” (vers 20-21).
Fortsæt: “Har du ikke lagt mærke til, hvorledes dette folk siger: ’De to slægter, Herren udvalgte, har han forkastet!’ Og de smæder mit folk, fordi det i deres øjne ikke mer er et folk” (vers 24).
Dette er netop det folk stadig siger, det der er profeteret! De siger at jøderne blev spredt blandt mange, for ikke at sige i alle lande – spredte individer – ikke mere en nation med egen regering! Og de ti stammer har man antaget “var forsvundet”, og at de ikke mere eksisterede, eller at de bare var blevet en del af de spredte jødiske individer! Ja, det har jøderne selv sagt – og det har verden sagt! Men hvad siger Gud?
Fortsæt med næste vers “Så siger Herren (vers 25): Hvis jeg ikke har fastsat min pagt med dag og nat, givet love for himmel og jord, så vil jeg også forkaste Jakobs afkom og min tjener David og ikke af hans afkom (dynasti) tage herskere over Abrahams, Isaks og Jakobs afkom; thi jeg vender deres skæbne og forbarmer mig over dem” (vers 25-26).
Det er stærke ord! Med mindre du kan stoppe denne gamle jord i at dreje sig om sin akse – med mindre du kan fjerne sol, måne og stjerne fra himmelen, siger den Almægtige, kan du heller ikke hindre ham i at holde sin pagt, om bestandig at holde en arving der nedstammer fra David på tronen i et evigt, uafbrudt dynasti fra Davids og Salomos tid kontinuerligt gennem alle slægtled!
Han behøver ikke nødvendigvis regere over hele Israels hus, eller over jøderne – men i det mindste over en del af dem, og nok til at de udgør en nation.
Dette kan ikke betyde, at der ikke ville være en vedvarende trone eller at det kun gjaldt den ene “sæd” – Kristus – som til slut kommer for at regere. Læg mærke til
57
at der entydigt står: “… og ikke af hans afkom tage herskere (flertal) … Der tales om mange efterfølgende herskere – ikke om én Hersker som kommer for at overtage en trone som var ophørt 2500 år tidligere!
Pagtløftet til David er klart og entydigt. Enten har hans dynasti eksisteret hele tiden til i dag og regeret over Israels hus (ikke over jøderne), eller Guds Ord har fejlet!
Husk igen scepterløftet som inkluderer kongerækken gennem historien til den kulminerer med Kristus når han kommer igen: “Ikke viger kongespir (scepter) fra Juda, ej herskerstav (lovgiver) fra hans fødder, til han (Fredsfyrsten), hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde” 1. Mos. 49:10).
Har scepteret forladt Juda? Er tronen ophørt? Eller eksisterer dem som Gud så forpligtende har lovet at den ville, så Kristus, når ham kommer, kan overtage og sidde på en trone som altid har fungeret og stadig fungerer i dag.
Biblens ufejlbarlighed står på spil! Guds Ord står på spil!
58
