Kapitel 7
Nu kommer vi til en af de mest fascinerende og spændende faser i denne mærkelige historie om Israel – den er faktisk det bindende led mellem profeti og vore dages opfyldelse – og alligevel fuldstændig ukendt og uaccepteret af teologer.
Efter at huset Israel, det nordlige kongerige med hovedstad i Samaria, i 721-718 f. Kr. blev drevet i fangenskab til Assyrien, forsatte kongeriget Juda i den sydlige del af Palestina, der er kendt som Judæa. På den tid havde Juda endnu ikke forkastet Guds styre og religion. Gud havde holdt sin pagt med David. Davids dynasti sad på tronen over en del af israelitterne – over huset Juda – jøderne.
Men efter at Israel var ude af syne, vendte Juda sig bort fra Guds veje og regering, fulgte hedningenationernes veje og syndede endog værre end Israel havde gjort, indtil Herren til sidst også sendte Juda i nationalt fangenskab og slaveri.
Før Judas frafald havde Gud gennem profeten Hoseas sagt: “Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldig (Hos. 4:15). Men senere sagde Herren til Jeremias: “Så du, hvad den troløse kvinde Israel gjorde? Hun… bolede … Det så hendes svigefulde søster Juda, hun så, at jeg forstødte den troløse kvinde
73
Israel for hendes hors skyld, at jeg gav hende skilmissebrev; den svigefulde søster frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede … Det troløse Israels sag står bedre end det svigefulde Judas” (Jer. 3:6-11).
Her er det igen gjort lysende klart, at Israels 12 stammer blev delt i to helt adskilte nationer. Men alligevel benægter modstanderne denne sandhed, der er åbenbaret i denne bog, disse klare skriftsteder – og forsøger at miskreditere dem der åbenbarer den.
Se nu hvordan Juda (jøderne) også bliver fjernet fra deres land – over 130 år efter at Israel blev taget til fange. De blev ført som slaver til Babylon – ikke til Assyrien hvortil Israel tidligere var blevet ført.
“Og Herren sagde: Også Juda vil jeg fjerne fra mit åsyn, ligesom jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste Jerusalem, denne min udvalgte by, og det hus, om hvilket jeg har sagt: Mit navn skal være der” (2. Kong. 23:27).
Således kom tiden ca. 130 år efter Israels landflygtighed, hvor Gud sørgede for, at også jøderne blev drevet ud af deres land og i landflygtighed til slaveri.
Netop i denne hensigt lod Gud en ganske speciel profet opstå. Hans opgave og kald er der i sandhed kun meget få der forstår. Denne profet var Jeremias. Jeremias spillede en forunderlig og lidet kendt rolle i denne landsforvisning.
En del af vigtigheden af Jeremias’ opgave kan opfattes ud fra følgende væsentlige kendsgerninger: Biblen nævner kun tre mænd der var forudbestemt til sine respektive embeder før de blev født – Jeremias var den første af disse tre. De andre to var Johannes Døberen og Jesus Kristus!
Den Evige Gud talte første gang til Jeremias da han var ganske ung – visse fingerpeg tyder på, at han kun var 17 år. Da han havde udført sin kommission, var han en aldrende, hvidhåret patriark.
Dette centrale og lidet kendte kald og embede er beskrevet i de første vers i det første kapitel i Jeremias’ bog. “Før jeg danned dig i moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af moderliv, helliged jeg dig, til profet for folkene satte jeg dig” (Jer. 1:5).
74
Men Jeremias blev skrækslagen, han blev ræd! “Ak Herre, Herre, jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung”. Så sagde Herren til mig: “Sig ikke at jeg er ung! Men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig” (vers 6-8).
Så rakte Herren sin hånd ud og rørte ved Jeremias’ mund. “Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante” (vers 9-10).
Læg mærke til at Jeremias blev sat over riger – over mere end ét rige. Han var en jødedreng der levede i Juda. Han blev sat til at være profet over Juda – men ikke Juda alene. Over Riger, over Kongedømmer! Han blev sat over dem for at udføre to ting: først at rykke op og rive ned, og også at opbygge og plante.
Læs det i din egen Bibel! Gud brugte profeten Jeremias til at advare nationen Juda mod at overtræde Guds veje og regering. Han blev sendt for at advare denne oprørske og ulydige nation om den overhængende straf – invasion og fangenskab under de kaldæiske væbnede styrker – hvis de ikke indrømmede deres synd og omvendte sig til Guds veje. Han blev brugt som mellemmand mellem kongerne af Juda og Babylon.
Det er velkendt at Jeremias blev sendt for at advare Juda om et forestående fangenskab – “oprykke” og “nedrive” Davids trone i Judas rige.
Det er også almindelig forstået, at huset Juda blev invaderet af kong Nebukadnezars hære, at jøderne blev ført som fanger til Babylon, at de ophørte med at være et kongerige, og at der ikke længere var en regent af Davids dynasti på tronen over kongeriget Juda.
75
Hvad betyder da alt dette? Glemte Gud sit pagtløfte til David, at hans dynasti aldrig skulle ophøre – at Davids trone var etableret med Salomo og det skulle forsætte gennem alle slægtled for altid? Havde Gud den Almægtige nu glemt, at han havde sværget på, at han ikke ville ændre dette løfte – selv om kongerne og folket gjorde oprør og syndede? Guds troværdighed står på spil!
Men læg mærke til dette! Se det i din egen Bibel! Jeremias fik denne guddommelige opgave at oprykke og at nedrive selve Davids trone i Juda – men læg mærke til den anden halvdel af opgaven. At opbygge og plante! Bygge og plante; Hvad?
Det han blev brugt til at “oprykke” fra Juda, var David Trone som Gud har svoret at ville bevare for evigt! Jeremias blev ikke sat over én nation, Juda – men over nationer. Over Rigerne – kongeriget Israel så vel som Juda!
Hans opgave var at rykke denne trone op fra Juda. Og derefter, hvilken opgave skulle han da udføre i Israel? Jo! Bemærk den anden halvdel af hans forunderlige og lidet forstået opgave var – at opbygge og plante!
Så vidt verden ved, så var den sidste konge på David trone Zedekias af Juda. Han blev styrtet og tronen “oprykket” fra Juda i året 586 f. Kr. – næsten 600 år før Kristi fødsel.
Hvad skete der med denne trone? Hvor var tronen mellem 585 f. Kr. og Kristi tid 600 år senere? Vi ved at Jeremias ikke plantede og genopbyggede den i Babylon. Gud havde lovet, at fra Davids trone skulle der regeres over Israelitter i alle slægtled – ikke over hedninger. Vi ved fra historien, at den hedenske trone fortsatte i Babylon. Davids trone blev aldrig igen plantet eller bygget blandt jøderne! Den herskede ikke over jøderne på Kristi tid. Jøderne var da under romersk styre. Jesus besteg ikke en sådan trone. Tronen var ikke virksom i Juda – den eksisterede ikke der eller over dette folk – den var der ikke til at Jesus kunne overtage den. Og Jesus sagde tydeligt, at hans rige ikke var af denne verden (nuværende tidsalder)!
76
Dog var han født til at sidde på netop denne, hans far Davids trone (Luk. 1:32).
Men denne trone var det overdraget profeten Jeremias, ved en guddommelig kommission, at plante og genopbygge – i løbet af hans levetid! Jeremias var sat over både Juda og Israel. Han skulle bruges til at oprykke Davids trone i Juda, men det var ikke alt! Han skulle også plante og genopbygge den, og det skulle nødvendigvis være i Israels hus – som i mange dage havde været uden konge og fyrste – i det tabte Israel, der nu tror at de er hedninger! Derfor må identiteten og stedet for omplantningen forblive skjult for verden indtil endens tid, som vi nu lever i.
Jeremias’ Liv og gerning er en utrolig spændende historie. De første kapitler i hans bog er viet hans præstegerning, der varslede jødernes forestående landflygtighed. Han advarede Judas konger, præster og profeter og gav dem Guds budskab. De kastede ham i fængsler – de nægtede at høre eller adlyde Gud. Så lod Gud dem bortføre som fanger.
Det er almindelig kendt at Babylon overtog Juda i tre omgange. Den første belejring var i 604 f. Kr., to år senere end man tidligere har antaget, men et årstal som nu er slået fast. Landet kom imidlertid ikke helt i de hedenske babylonieres vold, før end en hel tidscyklus på 19 år var gået, altså i 585 f. Kr. Du kan læse om den rolle Jeremias spillede i landsforvisningen i Jeremias’ bog.
Men se nu en interessant kendsgerning. Den allersidste konge optegnet både i Biblen og i verdslig historie, der har siddet på Davids trone, var kong Zedekias af Juda. Husk hans navn. Læg mærke til 2. Kong. 24:18: “Zedekias var en og tyve år gammel, da han blev konge, og han herskede elleve år i Jerusalem. Hans moder hed Hamital og var en datter af Jirmeja fra Libna.”
Læg nu mærke til beskrivelsen af den endelige nedrivning og oprykning af Davids trone: “Efter at Jerusalem var indtaget i kong Zedekias af Judas niende regeringsår i den niende måned, kom kong Nebukadrezar af Babel med hele sin hær til Jerusalem
77
og belejrede det; i Zedekias’ ellevte år på den niende dag i den fjerde måned blev byen stormet … da kom alle Babels konges fyrster og satte sig u Midterporten… Da kong Zedekias af Juda og alle hans krigsmænd så dem, flygtede de … Men kaldæernes hær satte efter dem og indhentede Zedekias på Jerikos lavslette; og de tog ham med og bragte ham op til kong Nebukadnezar af Babel i Ribla i Hamats land; og han fældede hans dom. Babels konge lod i Ribla Zedekias’ sønner dræbe i hans påsyn; også alle de ypperste i Juda lod Babels konge dræbe, derpå lod han øjnene stikke ud på Zedekias og lod ham lægge i kobberlænker for at føre ham til Babel” (Jer. 39:1-7).
I kapitel 52, de første elleve vers, finde vi næsten ord for ord en beskrivelse af de samme begivenheder, men med tilføjelse af denne ene sætning: “hvor han blev til sin dødsdag.”
Disse skriftsteder fremhæver følgende punkter:
- Kongen af Babylon dræbte alle Zedekias’ sønner, som var arvinger til Davids trone.
- Han dræbte også elle de fornemme af Juda for ikke at levne mulige arvinger til denne trone.
- Til slut, efter at have stukket øjnene ud på Zedekias, blev han, kongen der sad på Davids trone, selv ført til Babylon hvor han døde i fængsel.
- Således synes det at fremgå, og det har hele verden troet, at Davids trone ophørte med at eksistere uden mulige arvinger eller sønner til at fortsætte dynastiet. Sikkert er det, at fra og med denne dag har tronen aldrig igen eksisteret i Juda, i Jerusalem eller blandt jøderne!
Det er sandt at en tidligere konge af Juda allerede på dette tidspunkt sad i fængsel i Babylon, og han havde sønner som kunne fortsætte Davids linje. Den tidligere Jojakin, ført til Babylon i lænker, kom atter til værdighed 37 år senere (se 2. Kong. 25:27-30). Han blev endog givet kongetitel sammen med mange andre fangne “vasalkonger”.
En af Jojakins sønner var Sealtiel, han var far til Serubabel, der var sønnen af kongelig æt, som Jesu Kristi
78
egne forfædre kom igennem også helt tilbage til David! (Matt. 1:12). Serubabel var den mand, gennem hvem Gud fik Kyros af Persien til at udstede et dekret, der gav ham statsholder titel – ikke kongekrone – så han kunne vende tilbage til Jerusalem og genopbygge Guds hus, templet, halvfjerds år efter tilfangetagelsen.
Men hverken Jojakin, hans sønner eller sønnesønner regerede nogensinde som konger i Juda. Hvorfor?
Hvis der var en efterkommer af Davids linje som overlevede fangenskabet, hvorfor blev han så ikke genindsat på tronen da han kom tilbage til Jerusalem? Hvorfor? Ganske enkelt fordi Gud ikke tillod det!
Det er Gud som indsætter og afsætter konger! Gud havde besluttet at fjerne Davids krone fra Perez’ regerende linje og flytte den til en søn af Zera. Samtidig måtte en kongelig linje direkte fra David blive i området, så Kristus kunne blive født af Davids æt flere hundrede år senere. Gud måtte også holde sit løfte til David, at han aldrig skulle mangle en efterkommer på tronen! Mange indviklede og fascinerende profetier skulle opfyldes -- hvoraf nogle tilsyneladende er selvmodsigende – et vanskeligt job at udføre, en ærefrygtindgydende opgave Gud gav til Jeremias.
“Så sandt jeg lever, lyder det fra Herren: Om også Konja (Jekonja) kong Jojakin af Judas søn, var en seglring på min højre hånd, jeg rev ham bort” (Jer. 22:24). Gud havde besluttet at gøre en ende på denne kongelinje, han var i færd med at fjerne kronen – ikke tillade at Jekonjas sønner skulle regere på Judas trone! Gud var ved at overdrage tronen til en anden gren i Judas familie.
Med fynd og kraft fortalte Gud Jeremias, “Optegn denne mand som barnløs, som en mand, der ingen lykke har i sit liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans afkom at sætte sig på Davids trone og atter herske over Juda” (vers 30).
Gud talte! Jeremias skrev! Historien blev designet og opfyldt som Gud havde sagt! Jekonja havde børn – Gud lod selv disse fakta nedskrive (se 1. Krøn. 3:17; Matt. 1:12), men med hensyn til Davids trone var han barnløs – ingen af hans børn overtog nogensinde tronen!
79
Kronen var nu fjernet fra Perez linjen, rykket op fra Juda, enhver kandidat til tronen var dræbt, og Jekonja var spærret inde i Babylons fængsel og på Gud den Almægtiges befaling, erklæret barnløs med hensyn til tronen!
Jeremias havde nu fuldført den første del af sin store opgave. Tronen var blevet rykket op og kongeriget revet fuldstændig ned. Juda havde nu påbegyndt sin nationale straf.
Men hvad med den anden del af Jeremias’ vigtige kommission?
Jeremias var blandt de landflygtige jøder. Han måtte have sin frihed, for at han kunne udføre anden del af sin opgave.
“Men med hensyn til Jeremias bød kong Nebukadrezar af Babel livvagtsøversten Nebuzar’adan: ’Tag ham og hav øje med ham og gør ham ingen men; gør med ham som han selv ønsker” (Jer. 39:11.12). “Så sendte livvagtsøversten bud efter Jeremias og sagde til ham: … Se nu tager jeg i dag lænkerne af dine hænder. Hvis det tykkes dig godt at drage med mig til Babel, så drag med, og jeg vil have øje med dig; men tykkes det dig ilde, så lad være! Se hele landet står dig åbent; gå, hvor det tykkes dig godt og ret … Og livvagtsøversten gav ham rejsetæring og gave og lod ham gå” (Jer. 40: 2-5).
Så blev Jeremias frigivet og kunne gøre som han ville. Han fik endda penge og fuld frihed så han kunne udføre anden del af sin kommission. Hvor tog han hen?
Nu kommer vi til den forbløffende, fascinerende og spændende del af Jeremias’ bog, som har været komplet overset: ”“Jeremias gik da til Gedalja, Ahikams søn, i Mizpa og bosatte sig hos ham iblandt folket, der var levnet i landet” (vers 6).
Denne Gedalja havde kongen af Babylon gjort til statsholder over en rest jøder i landet, og eftersom Jerusalem var ødelagt, havde han gjort Mispa til sit hovedkvarter.
80
“Derpå bortførte Jisjmael som fanger hele resten af folket i Mizpa, kongedøtrene og hele folket, der var ladt tilbage i Mizpa, og over hvem livvagtsøversten Nebuzar’adan havde sat Gedalja, Akihams søn … Dem bortførte Jisjmael … som fanger og gav sig på vej til ammoniterne” (Jer. 41:10
Opfattede du det? Læs afsnittet igen. Iblandt disse jøder var kongens døtre! Døtre af Zedekias, konge af Juda og af Davids dynasti!
81
Kong Zedekias var død i fængslet i Babylon (Jer 52:11). Alle hans sønner var dræbt. Hele Judas adel var dræbt. Enhver mulig arving efter Zedekias til Davids trone var blevet dræbt – undtaget kongens døtre! Nu forstår vi hvorfor Jeremias tog til Mizpa!
Snart blev Jisjmael erstattet af en mand ved navn Johanan der overtog ledelsen. Af frygt for gengældelse fra Nebukadnezar og kaldæer hæren appellerede han og hærføreren til profeten og sagde: “Måtte vor bøn nå dit øre, så du beder til Herren din Gud … Måtte din Gud kundgøre os, hvilken vej vi skal gå” (Jer. 42:2-3). De var som så mange bekendende kristne i dag. De kommer til Guds præst og forsikrer højtideligt, at de virkelig ønsker at høre Guds vilje. De lover ligesom disse: “… vi vil adlyde Herren vor Guds røst” (vers 6).
Men mente de det? Det gør den slags folk sjældent. Menneskenaturen vil gerne være god – elle tro at den er god – men den vil ikke gøre godt.
Og Herrens ord kom til Jeremias. Og Gud bød dem ikke at frygte og sagde at han ville beskytte og befri dem. Men folket ønskede at flygte til Egypten. Gud advarede dem imod at gøre det. Hvis de gjorde det, ville Nebukadnezars sværd som de frygtede, indhente dem der og de ville dø. “Hvis I virkelig har i sinde at drage til Egypten og drager derned for at bo der … så skal sværdet, som I frygter, nå Eder der i Egypten … og I skal omkomme der” (Jer. 42:15-16).
Men som sædvanligt forkastede folket Guds advarsel. “Du lyver!” sagde Johanan, “Herren vor Gud har ikke sendt dig for at sige, at vi ikke skal drage til Egypten” (Jer. 43:2-3). “Og Johanan … og alt folket adlød ikke Herrens røst” (Vers 4). Folk som højlydt bekender, at de vil adlyde Guds ord, vil som regel ikke anerkende, at Guds Ord er Guds vilje med mindre det også er deres vilje!
Og så tog Johanan “hele Judas rest … mænd, kvinder og børn, kongedøtrene … også profeten og Baruk, Nerijas søn (Jeremias’ sekretær eller skriver) og drog til Egypten” (Jer.43:5-7).
82
Da de nåede Egypten, advarede Gud igen disse jøder igennem Jeremias og sagde, at de skulle dø der ved sværdet og ved hungersnød “ingen skal reddes eller undslippe, så han kan vende hjem (Jer. 44:12-14) … undtaget enkelte som reddes”. Ja, nogen få i dette selskab var under guddommelig beskyttelse. En guddommelig opgave skulle udføres. De skulle undslippe! Herren fortsætter: “Kun de, der undslipper sværdet, skal vende hjem fra Egypten til Judas land, et ringe tal” (Jer. 44:28).
Baruk var Jeremias’ permanente følgesvend og sekretær. Det er vigtigt her at lægge mærke til Guds løfte om beskyttelse: “Så siger Herren, Israels Gud, om dig, Baruk … Se, hvad jeg har bygget, nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op; det gælder al jorden (eller bedre: hele landet) … Men dig giver jeg dit liv som bytte, alle vegne hvor du kommer” (Jer. 45:2-5). Baruks liv var ligesom Jeremias’ under guddommelig beskyttelse!
Tidligere havde Herren sagt til Jeremias: “Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig (din rest -- KJV) vel” (Jer. 15:11). [Oversætters kommentar: det hebræiske ord for “rest”, sheruth er udeladt i den danske oversættelse, så meningen kan misforstås]. Den eneste “rest”, der var igen for Jeremias’ opgave med at omplante tronen, var kongens døtre. Herren fortsætter i samme vers: “Sandelig, jeg lader fjenden bønfalde dig i ulykkens og trængselens tid.” Dette gjorde Gud bogstaveligt talt som beskrevet i kapitel 39:11-12 og kapitel 40:2-6 som jeg tidligere har dækket.
Bemærk, at det skulle gå det kongelige materiale vel, som Jeremias fik til at bygge og plante – og at Jeremias ville blive beskyttet og sendt til et land han ikke kendte! Hvem ellers skulle drage til et ukendt land? De ti stammer, Israel, dem der havde førstefødselsretten!
Så Jeremias og hans lille kongelige selskab skulle slippe ud af Egypten, vende tilbage til Juda, og derfra – hvor hen? Til stedet hvor “de ti tabte stammer” opholdt sig, som vi vil få at se!
Lad nu Esajas fuldende denne profeti: “Thi fra Jerusalem udgår en rest, en levning fra Zions bjerg: Hærskarers Herres nidkærhed virker dette. Den
83
bjærgede rest af Judas hus slår atter rødder forneden og bærer sin frugt foroven” (Esa. 37:32, 31).
Den samme profeti findes i 2. Kong. 19:30-31. Det er en profeti som Esajas gav i kong Ezekias’ 14. regeringsår, da kong Sankerib af Assyrien truede med at invadere Juda. Det var en profeti for noget der skulle ske senere – ikke i Ezekias’ regeringstid. Nogle kritikere forsøger at vælte denne fundamentale og vigtige sandhed, idet de påstår at denne samme rest også er nævnt i 2. Krønikebog 30:6. Men beskrivelsen der er ikke en profeti, men en historisk beretning om en begivenhed fra Ezekias’ første år – og denne rest undslap ikke fra Jerusalem. Det var jøder som undslap Sankeribs styrker, der truede med at invadere Juda, men de undslap ind i, ikke ud af Juda. Intet er her sagt om at “slå rødder forneden og bære frugt foroven” Som både Esajas 37 og 2. Kongebog 19.
Denne profeti er så vigtig at den bliver gentaget to gange! Den henviser til en rest som skulle undslippe senere – sammen med Jeremias’ flugt. Denne rest som er med Jeremias – i det mindste én af kongedøtrene – skal slå rod forneden! Det vil sige, skal blive omplantet!
Og bære frugt foroven! Blive bygget! Har Gud fejlet, har han ikke holdt sin højtidelige pagt om at holde Davids trone i live? Hvor fandt denne omplantning og opbygning sted? Kan vi finde ud af det i Guds Ord? Ja, det kan vi! Stedet og folket som tronen blev genoprettet hos, er klart identificeret!
84
