Kapitel 9
Vi er nu rede til at finde Israels ti stammers geografiske beliggenhed. Vi ved, at de må eksistere nu om dage som en nation og en sammenslutning af nationer, mægtig og anset for at være ikke-israelitter. Der hvor vi finder dem, finder vi også David trone!
Mange steder drejer profetierne sig om disse folkeslag i de sidste dage. Profetier som ikke skal kunne forstås før “endens tid”. Profetier som indeholder budskab, der skal bringes frem til disse folkeslag af de udvalgte, der får dem åbenbaret af Gud!
Først er det nødvendigt af have følgende kendsgerninger for øje:
Profeten Amos skrev – under den 13. af de 19 konger i Israels hus (Amos 1:1): “Se, den Herre Herrens øjne er vendt mod det syndige rige (Israels hus, Juda havde ikke syndet endnu) og jeg udsletter det (kongeriget, dets regering, ikke folket) af jorden. … thi se, jeg byder, Israels hus skal sigtes blandt alle folkene, som man sigter med sold, uden at et korn falder til jorden” (Amos 9:8-9).
Denne profeti bliver sædvanligvis møntet på jødernes adspredelse. Men den har intet med jøderne eller Judas hus at gøre. Den angår de ti stammer Israels hus – som blev bortført i fangenskab til Assyrien, hvorfra de senere emigrerede og blev spredt bland andre folk, længe før jøderne blev ført til Babylon. Denne profeti siger, at Israel (ikke Juda) skulle
91
blive sigtet iblandt andre nationer – disse israelitter der havde mistet deres identitet – og dog har Gud beskyttet og taget vare på dem, så “ikke et korn falder til jorden”.
Det var dengang Israels børn “… skulle være uden konge i mange dage ” (Hos. 3:4) Mange steder i Det Ny Testamente antyder, at disse folk virkelig blev sigtet gennem alle nationer. Selv om mange af dem stadig var spredt iblandt forskellige nationer i det første århundrede e. Kr., havde en del af dem etableret sig i sit eget område på Jeremias’ tid, 140 år efter deres oprindelige bortførelse.
Men disse israelitter, der havde førstefødselsretten, skulle til sidst komme til et nyt land som skulle blive deres eget. Gud siger i 2. Samuel 7:10 og i 1. Krønikebog 17:9: “Jeg vil (fremtid!) skaffe mit folk Israel en hjemstavn og plante det (Jeremias’ kommission var at plante tronen iblandt dem). Så det kan blive boende på sit sted uden mere at skulle forstyrres i sin ro.” Sammenhængen viser, at dette ikke gjaldt Palestina, men et andet land hvor disse adspredte israelitter skulle samles efter at være “rykket op” fra det lovede land, Palæstina, mens dette lå øde i hedningernes hænder.
Bemærk omhyggeligt, at efter at være fjernet fra Palæstina og sigtet iblandt alle nationer og i mange dage at have været uden konge og uden at kende sin oprindelse, skal de “blive plantet” i et fjernt og fremmed land som skal blive deres eget. Og bid mærke i, at når de når til deres eget sted, skal de bo uden mere at skulle forstyrres i sin ro! Underforstået: ikke flyttes mere i vor
nuværende verden.
Medens andre profetier viser, at de skal blive kolonimagter og brede sig over hele jorden, er det tydeligt, at denne udbredelse skal ske fra det sted, der var udpeget til at forblive “hjemmet” og regeringsstedet for Davids trone.
Læg endvidere nøje mærke til, at så snart dette “deres hjem” er nået og Davids trone plantet der, skal de ikke forstyrres i deres ro – ikke flyttes – mere. Derfor befinder dette folk sig på samme sted hvor Jeremias plantede Davids trone for over 2500 år siden!
92
Derfor vil profetierne, der vedrører dette folks geografiske placering lige før Kristi genkomst, vise os hvor Jeremias rejste hen og plantede tronen. Huset Israel har endnu til gode – ved Jesu komme – at vende tilbage til Palestina, og igen plante vinranker i deres oprindelige land. Profetier der fortæller hvor de på denne dag i fremtiden skal emigrerede fra, vil åbenbare hvor de ti tabte stammer befinder sig! De to efterfølgende omvæltninger af tronen finder vi også indenfor samme område.
Las os nu se hvor profetierne lokaliserer folkene med førstefødselsretten, med David trone og med jordens rigeste nationale velsignelser. Husk, de adskiller sig fra jøderne med forskellige navne, “Efraim”, “Josef”, “Jakob”, “Rakel” (Josefs moder), “Samaria” (deres tidligere hjem) og “Israel”.
Hosea 12:2: “Efraim … efter østenstorm jager han stadig.” Østenstormen blæser mod vest. Efraim må være rejst vestpå fra Assyrien. Da Herren svor til David at gøre hans trone evigt varende, sagde han: “Jeg lægger havet under hans hånd (scepteret) og strømmene under hans højre” (Sal. 89:26). Tronen ville blive “plantet i havet”.
Gennem Jeremias siger Herren: “Det troløse Israels sag står bedre end det svigefulde Juda. Gå hen og udråb disse ord mod nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra Herren” (Jer. 3:11-12). Israel er skarpt adskilt fra Juda. Israel lå selvfølgelig nord for Juda mens de endnu befandt sig i Palæstina – men da disse ord blev skrevet af Jeremias, var det for længst, sammen med assyrerne, emigreret mod nord (og nordvest) fra Assyriens oprindelige beliggenhed.
Og i de sidste dage skal budbringeren gå “mod nord” (for Jerusalem) for at finde det tabte Israel og udråbe denne advarsel. Beliggenheden skal vi altså finde mod nordvest og i havet.
Det 18. vers i samme kapitel lyder: “I hine dage skal Judas hus vandre til Israels hus, og samlede skal de drage fra nordens land til det land, jeg gav deres fædre
93
i eje.” I denne fremtidige udvandring – ved Kristi genkomst – skal de vende tilbage til Palæstina fra landet i nord!
Efter at have sagt: “Hvor kan jeg ofre dig, Efraim?” Siger Herren gennem Hosea: “… og bævende kommer sønner fra havet (KJV: fra vest)” (Hos. 11:8,10).
Og igen: “Se, jeg bringer dem hid fra nordens land, samler den fra jordens afkroge: (KJV: fra jordens kyster)” (Jer. 31:8). Denne profeti skal vurderes i de “sidste dage” (Jer. 30:24, 31:1), og er adresseret til “Israel (vers 2, 4 og 9), til “Efraim” (vers 6 og 9) og “Samaria” (vers 5). Her er tilføjet en ny indikation – “fra jordens afkroge” (vers 8). De er øjensynligt dominerende til søs, og det antydes, at de har spredt sig vidt omkring ved kolonisation.
Med henblik på huset Israel, ikke Juda (Esa. 49:3, 6), siger Gud: “Se, nogle kommer langvejs fra, nogle fra nord og vest, nogle fra Sinims land” (Esa. 49:12) På hebræisk er der intet ord for nordvest, derfor udtrykkes det nord og vest. Det betyder faktisk nordvest! Vulgata angiver “Sinim” som “Australien”. Så nu har vi beliggenheden nordvest for Jerusalem og også spredt verden over.
Altså, nutidens Israel – der hvor Jeremias “plantede” Davids trone – befinder sig specielt nordvest for Jerusalem og ved havet! Lad os lokalisere landet nøjere!
Esajas kapitel 49 begynder med: “Hør mig, I fjerne strande!” De folk der tales til bliver kaldt “fjerne strande” i første vers og Israel i tredje vers. Ordet “fjerne strande” bliver andre steder oversat til “kystland”.
Det 31. kapitel af Jeremias der lokaliserer Israel i “nordens land” siger: “… jeg er Israel en fader, min førstefødte er Efraim … Hør Herrens ord I folk (Efraim og Manasse) og forkynd det på fjerne strande … ” (Jer. 31:9-10).
Og igen: “Hør på mig i tavshed, I fjerne strande … Men Israel, du min tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt” (Esa. 41:1, 8).
94
I Jeremias 31:10 skal budskabet forkyndes “på fjerne strande” og blive udråbt blandt det “første blandt folkene” (vers 7). Altså i dag som på Jeremias’ tid, er Israels hus på øerne “i havet”, det ypperste blandt folkene, nordvest for Jerusalem. Et folk der bor ved kysten og derfor dominerer havet. Der kan virkelig ikke være nogen tvivl om denne identitet.
Tag et kort over Europa. Træk en lige linje nordvest fra Jerusalem tværs over det europæiske kontinent til du kommer til havet og øerne i havet! Denne linje fører dig direkte til de Britiske Øer!
Der er så meget bevismateriale for, at nutidens hvide og engelsktalende folk – Storbritannien og USA – uomtvisteligt er stammerne Efraim og Manasse med førstefødselsretten, fra “det tabte” Israels hus, at vi kun har plads til en lille del af beviserne i denne bog.
En højest interessant kendsgerning er den hebræiske betydning af navnet britisk. Huset Israel er pagtfolket. Det hebræiske ord for “pagt” er beriyth eller berit. Efter Gideons død fulgte Israel den falske, hedenske gud Baal. I Dom. 8:33 og 9:4 bliver ordet “pagt” brugt som et rent navn, koblet sammen med “Baal”. Dette er i den danske Bibel udtrykt med ordet “Ba’al-Berit”, som betyder “pagtens afgud”.
Det hebræiske ord for “menneske” er “iysh” eller “ish”. På engelsk betyder endelsen “ish”, “af eller tilhørende (et land eller en person)”. På det oprindelige hebræiske sprog skrev man ikke vokalerne. Selv om man udtalte vokalen “e” i “berith”, men beholder “i” i den engelske form for at beholde “i” lyden, da får vi det angliserede hebraiske ord for pagt: “brit”.
Men hebræerne udtalte det aldrig “h”. En jøde udtaler også i dag navnet “Shem” som “Sem”. Dette ældgamle hebræiske træk er egentlig også et moderne britisk træk. Så det hebræiske ord for “pagt” ville på engelsk blive udtalt: “brit”.
Og ordet for “pagt-mennesket” eller “pagt-folket” ville derfor ganske enkelt udtales: “British” (på dansk: britisk). Er det da tilfældigt
95
at også det virkelige pagtfolk i dag kaldes: “British”? Og at de bor på de “Britiske Øer”!
Huset Israel skulle ikke alene miste sin identitet, men også sit navn. Det skulle få et nyt navn i mellemtiden og de skulle miste deres identitet som Israel, nøjagtig som Gud havde sagt i Esa. 62:2, hvor han henviser til disse sidste dage og til Tusindårsriget.
Gud sagde til Abraham: “Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig”. Dette navn gentages i Rom. 9:7 og i Heb. 11:18. I Amos 7:16 kaldes israelitterne: “Isaks hus”! De nedstammer fra Isak og er derfor Isaks sønner. Fjern “I” fra “Isak” (vokaler brugtes ikke i hebræisk stavning), og vi får det moderne navn “saksøn(ner)” eller den kortere engelske stavemåde “Saxons”!
Dr. W. Holt Yates ved Yale Universitet siger: “Ordet “Saxons” er udledt af “sønner af Isak” ved at forbogstavet I er faldet bort.”
Mange forveksler angelsakserne med de tyske – eller gammel-sakserne der stadig lever i Tyskland. De tyske saksere, har deres navn fra det gamle højtyske ord, Sahs, som betyder “sværd” eller “kniv” (dansk “saks”). Disse sværdbærende tyskere er et helt andet folkefærd, der ingen relationer har til angelsakserne, der drog over til England.
Eftersom det var Herrens hensigt, at det “tabte Israel” skulle blive lokaliseret og fundet i disse sidste dage, må det være at forvente, at nogle tegn eller spor vil lede til den rute Israel tog, da de drog ud af Assyrien, hvor de oprindeligt havde været i fangenskab.
Om Efraim (vers 20) siger Gud i Jeremias 31:21: “Rejs dig vejvisersten, sæt mærkesten op, ret din tanke på højvejen, vejen, du gik”. I skrifterne finder vi disse mærkesten” eller vejskilte de satte langs vejen de drog.
I 1. Mose. 49:17 forudsiger Jakob, det der skal ske med hver stamme. Han siger: “Dan blive en slange ved vejen” -- eller: “Dan skal være en slanges spor.” Det er en væsentlig kendsgerning at Dan, en af de ti stammer, opkaldte alle de steder de kom til efter deres stamfader Dan.
96
Dan boede oprindeligt langs Middelhavets kyst vest for Jerusalem. “Men daniternes område blev dem for trangt”, læser vi i Josua 19:47, “… derfor drog daniterne op og angreb Lesjem, indtog det … og gav Lesjem navnet Dan efter deres stamfader Dan.”
I Dommerbogen 18:11-12 nævnes det, at daniterne drog op og lejrede sig i Kirjat-Jearim, “Derfor kalder man endnu den dag i dag dette sted Dans Lejr”. Lidt senere kom det samme kompagni på 600 bevæbnede daniter til Lajisj, tog den “og de gav den navnet Dan efter deres stamfader Dan” (vers 29). Læg altså mærke til hvordan disse daniter efterlod “slangens spor” langs den vej de gik – de satte mærkesten som gør det muligt i dag at følge vejen de tog.
Husk at vokalerne ikke skrives på hebræisk. Vokallyde bliver føjet til i udtalen. Ordet “Dan” vil altså tilsvarende på engelsk (og dansk) ganske enkelt blive stavet “Dn” og kan derfor udtales som “Dan”, “Den”, “Din”, “Don” eller “Dun”, og fortsat være det samme hebræiske navn.
Stammen Dan besatte to adskilte distrikter eller provinser i det Hellige Land før det assyriske fangenskab. En del boede ved Palæstinas kyster. De var hovedsagelig søfolk, og det er oplyst, at “Dan blev ved skibene” (Dom.5:17, 1907 oversættelse).
Da assyrerne tog Israel til fange, stak daniterne der boede ved kysten til søs i sine skibe og sejlede vest på gennem Middelhavet og nordpå til Irland. Lige før sin død profeterede Moses om Dan: “Dan er en løveunge, som springer frem af Basan” (5. Mose. 33:22). Langs Middelhavets kyster efterlod de sig spor i navne med “Den”, “Don” og “Din”.
Irske annaler og irsk historie viser at de nye indvandrere der netop slog sig ned i Irland på den tid, var “Tuatha de Dana’ans” som oversat betyder “Dans stamme”. Enkelte gange står der kun “Tuathe De” som betyder “Guds folk”. Og i Irland efterlod de “mærkestene”: “Dans-Laugh”, ”Dan-Sower”, ”Dun-dalk”, “Dun-drum”, Don-egal Bay”, Don-egal City”, ”Dun-gloe”, ”Din-gle”, Duns-more” (som betyder: “flere Daner”). Desuden betyder ordet Dunn på irsk det samme som “Dan” på hebraisk, nemlig “dommer”.
Men daniternes nordre provins blev ført i fangenskab af assyrerne,
97
98
og derfra drog de med resten af de ti stammer over fastlandet.
Efter at have forladt det assyriske fangenskab, slog de sig en tid ned i landet lige nordvest for Sortehavet. Der finder vi floderne Dnepr, Dnestr og Don.
Såvel i gammel som i nyere geografi finder vi mærkestenene: Don-au, Dan-inn, Dan-aster, Dan-dare, Don-ets og Don, Dan og U-don, Eri-don og ikke mindst Danmark. Danmark betyder “Dans mærke.”
Da de kom til de britiske øer, satte de navnestenene: Dun-dee, Dun-raven; i Skotland er Dan’er”, Don’er” og “Dun’er” lige så mangfoldige som i Irland. Således har Dan sat vejmærkerne i “slangens spor” der fører direkte til de britiske øer!
Vi vil nu kort undersøge Irlands oldtids annaler, legender og historie, hvor vi finder scenen for Jeremias’ “plantning” og det “forsvundne” Israels nuværende beliggenhed.
Den ældste del af Irlands historie er meget udførlig, selv om den også er rigt udstyret med legender og sagn. Men med kendsgerningerne fra bibelhistorien og profetierne “in mente”, kan vi let adskille sagn og virkelig historie når vi studerer Irlands annaler. Efter at have sorteret det fra der helt åbenlyst er sagn, står der følgende tilbage fra Irlands forskellige historiske kilder: Længe før år 700 f. Kr. ankom en stærk folkegruppe der hed “Tuatha De Danaan” (Dans stamme), med skib. De jagede andre stammer bort og bosatte sig. Senere, på David tid, ankom en gruppe af Zeras linje til Irland fra Mellemøsten.
I år 569 f. Kr. (tiden for Jeremias’ omplantning) kom en gammel hvidhåret patriark, hvem man til tider omtalte som “hellig”, til Irland. Sammen med ham kom prinsessen, datter af en østerlandsk konge og hans ledsager ved navn “Simon Brach”, stavet henholdsvis “Breck”, “Berech”, “Brach” eller “Berach” i de forskellige historiske optegnelser. Prinsessen hed Tephi, et hebræisk navn, det var kælenavn for hendes fulde navn “Tea-Tephi”.
Moderne litteratur skrevet af de der genkender vor nationale identitet har forvekslet denne Tea-Tephi, datter af Zedekias, med en tidligere Tea, datter af Ith, der levede i Davids tid.
99
Dette kongelige selskab indbefattede også kongen af Irlands søn, der havde været i Jerusalem under belejringen. Der lærte han Tea-Tephi at kende. Han giftede sig med hende kort efter 585 da byen faldt. Deres unge søn, nu 12 år gammel tog sammen med dem til Irland. Ud over den kongelige familie bragte Jeremias nogle bemærkelsesværdige ting med sig. De indbefattede en harpe, en ark og en forunderlig sten, kaldet “lia-fail” eller “skæbnestenen”. Et mærkeligt sammentræf er, at hebræiske navne skrives fra højre mod venstre, mens vi skriver fra venstre mod højre. Navnet er det samme “lia-fail” fra højre og venstre.
En anden mærkelig tilfældighed – eller er det tilfældigt? – er at mange konger i Irlands, Skotlands og England historie er blevet kronet siddende på denne sten, også den nuværende dronning. Stenen er i dag i Westminster Abbey i London, og kroningsstolen er bygget over den. På et skilt står der: “Jakobs stenstøtte” (1. Mose. 28:18).
100
101-102
Den hebræiske prinsesse Teas gemal overtog sin faders trone og fik titlen Herremon. Denne Herremon er ofte blevet forvekslet med en meget tidligere “Gede the Herremon” på Davids tid. Vor kong Herremon og hans hebræiske dronning overtog Irlands trone, og dette samme dynasti fortsatte uafbrudt, gennem alle konger af Irland, indtil det blev omstyrtet og plantet i Skotland og senere igen omstyrtet der og flyttet til London, England, hvor dette samme dynasti fortsætter i dag i dronning Elizabeth II’s regering.
En anden interessant kendsgerning er, at den krone som kong Herremon og de andre monarker i oldtidens Irland bar, havde tolv takker!
Når man ser bibelhistorien, profetierne og Irlands historie under et, kan nogen da benægte, at denne hebræiske prinsesse var datter af kong Zedekias af Juda, og dermed arving til Davids trone? – At den gamle patriark faktisk var Jeremias og hans ledsager var Baruk, hans sekretær? At kong Herremon nedstammer fra Zera og her gifter sig med en datter af Perez linjen og dermed heler det gamle brud? At da Davids trone første gang blev omvæltet ved Jeremias, blev den plantet på ny i Irland, og senere for anden gang omvæltet og plantet i Skotland, for efter den tredje omvæltning at blive plantet i London? Når Kristus kommer tilbage til jorden for at overtage denne trone, vil han finde en virksom, eksisterende trone, ikke en trone der er ophørt med at eksistere (Luk. 1:32).
Og den britiske sammenslutning af nationer er den eneste sammenslutning af nationer i hele verdenshistorien. Kunne de da nøjagtigt svare til beskrivelsen i førstefødselsretten og alligevel ikke være førstefødselsretsfolket?
USA udviklede sig hastigt med hensyn til nationale resurser og rigdom efter år 1800, men det opnåede senere end Den Britiske Sammenslutning en verdensdominerende stilling blandt nationerne. De blev en supermagt ved enden af 1. Verdenskrig.
I den profetiske velsignelse den døende Jakob udtalte, er det åbenbart at Efraim og Manasse skulle
103
arve førstefødselsretten i fællesskab langt hen ad vejen, indtil de endelig skulle skilles.
I 1. Mose. 48 giver Jakob førstefødselsretten til Josefs to sønner under ét, idet han henvender sig til dem begge samtidig. Til sidst taler han til dem hver for sig – Manasse skulle blive den ene store nation og Efraim en sammenslutning af nationer.
I profetien for disse sidste tider sagde Jakob: “Et yppigt vintræ er Josef, et yppigt vintræ ved kilden, ranker slynger sig over muren! (1.Mose. 49:22). Med andre ord skulle Josef – Efraim og Manasse i fællesskab – blive koloniserende nationer i disse sidste dage. Deres kolonier skulle forgrene sig ud fra De Britiske Øer over hele jorden.
Sammen voksede Efraim og Manasse til en hærskare, så skiltes de som Jakob havde profeteret i 1. Mosebog 48. Disse folkeslag opfyldte denne profeti.
Men hvordan kan USA være Manasse når en stor del af indbyggerne kommer fra mange andre nationer ud over England? Svaret er: En stor del af Manasse forblev sammen med Efraim indtil Ny England staterne udskilte sig. Men deres forfædre skulle sigtes gennem mange nationer, som korn sigtes i en si, og dog skulle intet korn falde til jorden eller gå til spilde (Amos 9:9). Folket blev filtreret gennem mange nationer. Efraim og en stor del af Manasse emigrerede omsider til England sammen, men mange andre af Manasse blev sigtet ud i og gennem andre nationer, og forlod ikke disse før de kom som emigranter til USA, efter at Ny England kolonierne var blevet en nation. Israel har imidlertid altid optaget hedninger iblandt sig, som blev israelitter ved at leve i Israels land og ved giftermål.
USA er således blevet kendt som verdens “smeltedigel”. Så, langt fra at tale imod dets afstamning fra Manasse, bekræfter det faktisk denne afstamning. Beviserne for at det er Manasse, er overvældende. Manasse skulle skille sig ud fra Efraim og blive den største, rigeste enkelt nation i hele jordens historie. USA – og ingen andre – har opfyldt denne profeti. Manasse var faktisk en trettende stamme. Der var oprindeligt tolv stammer.
104
Josef var en af disse tolv. Men da Josef blev delt i to stammer og Manasse udskilte sig som uafhængig nation, blev de den trettende stamme.
Kan det være en ren tilfældighed, at USA startede som nation med tretten kolonier?
Men hvad med de andre af de såkaldte “forsvundne ti stammer”? Mens førstefødselsretten var Josefs og dens velsignelser er givet til De Britiske Sammensluttede Nationer og USA, så hørte også de resterende otte stammer af Israels hus til Guds udvalgte folk. De blev også velsignet med et stort mål af materiel rigdom – men ikke med førstefødselsrettens dominans.
Vi vil ikke tage plads i denne bog til at forklare de specifikke identiteter på disse andre stammer og hvor de opholder sig i vort tyvende århundrede. Lad det være nok at nævne, at der er brede spor der viser, at disse otte stammer befinder sig i de nordvest europæiske nationer som, Holland, Belgien, Danmark, Nord Frankrig, Luxembourg, Svejts, Sverige og Norge. Islands befolkning er også af viking oprindelse. Nutidens politiske grænser i Europa, viser ikke nødvendigvis grænserne mellem afkommet fra de oprindelige Israels stammer.
105
