Sandheden Om Julen
Sandheden Om Julen

af Herbert W. Armstrong

1952, 1972, 1974 udgave

Hvor stammer juletraditionen fra?… fra Biblen eller fra hedenskab?

Her er den overraskende kendsgerning der vil komme som et chok for de fleste. Prøv din viden. Hvor meget ved du egentlig om juletræets oprindelse… eller om julemanden… om mistelten… eller grunden til at man udveksler gaver?


Da jeg var barn lærte jeg at hænge mine strømper op juleaften. Når jeg vågnede næste morgen var de fyldt med små gaver og små poser med slik og nødder. Ved siden af strømperne var der i løbet af natten kommet et juletræ pyntet med glaskugler og glimmer ind i stuen. Der var gaver til børnene under træet. De voksne fortalte, at julemanden var kommet ned igennem skorstenen om natten og at det var ham, der havde bragt alle disse ting til os.

Jeg satte selvfølgelig ikke spørgsmålstegn ved det mine forældre fortalte os. Jeg accepterede det og tog det for givet. Gjorde du ikke også?

Overvej det et øjeblik! Ikke mange har gjort sig tanker om hvad og hvorfor de tror det de gør… hvorfor de følger traditioner eller hvor de kommer fra. Vi blev født ind i et liv fyldt af traditioner og vi voksede op og accepterede dem uden at stille spørgsmål.

Hvorfor? Dyreinstinkt? Nej, overhovedet ikke.

Det er vor natur at følge strømmen enten den er god eller ej, rigtig eller forkert. Får følger efter andre får til slagterbænken. Mennesker burde undersøge hvor de er på vej hen.

Er det virkelig Kristi fødsel vi fejrer når vi holder jul? Blev Jesus født den 25. December?

Fejrede de første apostle, mændene Jesus selv udvalgte og underviste da de vandrede sammen på jorden, hans fødselsdag den 25. December? Fejrede de overhovedet jul?

Hvis Julen er den vigtigste af de kristne helligdage, hvorfor er der da så mange ikke-kristne der fejrer den? Har du svaret på det?

Hvorfor udveksler folk gaver med familiemedlemmer, venner og bekendte om julen? Var det fordi de vise mænd kom med gaver til Kristus barnet? Det rigtige svar vil sikkert overraske dig.

De fleste mennesker følger julens skikke og antager dem for at være af sand kristen oprindelse, men det er ikke sandt. Det er på tide vi får kendsgerningerne frem.

Hvad siger de forskellige Leksika

Ordet "Christmas" betyder "Kristi Messe" eller forkortet "Christ-mas". Protestanter og ikke-kristne fik julen fra den Romersk Katolske Kirke. Hvor fik de den fra? IKKE fra Det Ny Testamente -- IKKE fra Biblen -- IKKE fra de oprindelige apostle der blev undervist af Jesus selv -- men i det fjerde århundrede sneg den sig fra hedenskabet ind i den romerske kirke. Eftersom juletraditionen er kommet til os gennem den Romersk Katolske Kirke er de den eneste autoritet i temaet, så lad os undersøge hvad det Katolske Leksikon af 1911 skriver om "Julen":

"Julen var ikke iblandt de tidligste højtider der blev observeret af kirken… de første spor af højtiden fører til Egypten." "Hedenske fester der blev fejret omkring januar blev efterhånden til Christmas/Jul."

I samme leksikon under "Fødselsdag", kan vi læse, at den katolske fader Origen fra begyndelsen af vor kirkeæra, anerkendte denne sandhed: "…I skrifterne er der ingen beskrivelse af folk der holdt fest eller store banketter på deres fødselsdag. Det er kun syndere (såsom Faraon og Herodes) der fejrede den dag de kom til verden".

Encyclopedia Britannica 1946 udgaven oplyser følgende: "Christmas (dvs. Kristi Messe)… Christmas fandtes ikke blandt de tidlige kirkehøjtider…" Christmas (Jul) blev ikke indstiftet af Kristus, hans apostle eller nogen anden bibelautoritet. Den blev optaget fra hedningernes traditioner. Encyclopedia Americana 1944 udgaven siger: "Christmas… blev ifølge mange autoriteter ikke observeret i Kirken i det første århundrede, idet det var kristen tradition at mindes dødsdatoen for kendte personer og ikke deres fødselsdag…" ("Altergang" blev indført af Nytestamentlig autoritet, og er til minde om Kristi død.) "…En mindehøjtid for Kristi fødsel blev indført i det 4. Århundrede. I det 5. Århundrede blev det i den vestlige Kirke befalet hvert år at fejre Kristi fødselsdag på samme dato som den gamle romerske solfest, eftersom der ikke var nogen sikker dato for Jesu fødsel."

Læg mærke til at anerkendte historieautoriteter indrømmer, at Christmas/Jul ikke blev fejret af kristne de første to-tre hundrede år -- en periode der er længere end USA' eksistens som nation! Julen kom til den vestlige, dvs. romerske Kirke i det fjerde århundrede e.Kr. Og det var først i det femte århundrede at den romerske Kirke indførte julen som officiel kristen højtid!

Jesus blev Ikke født den 25. December

Jesus blev ikke født om vinteren! Da Kristus barnet blev født "…var der hyrder som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord" (Lukas 2:8). Det kunne aldrig være sket i Judæa i december måned. Hyrderne bragte altid dyrene ned fra bjergsiderne og fra markerne omkring 15. oktober, for at beskytte dem fra kulde og regn der satte ind ved den tid. Læg mærke til at Biblen beviser det selv i Højsangen 2:11 og i Ezra 10:9, 13, at vinter var regntid og det var ikke muligt for hyrderne at opholde sig på markerne om natten.

"Det var gammel skik hos jøderne på den tid at sende deres får ud på sletterne og markerne omkring Påske (tidligt forår), og bringe dem hjem i begyndelsen af den første regn," kan man læse i Adam Clarks Commentary (5. Bind, side 370, New York udg.)

Samme autoritet forsætter: "I de måneder dyrene var ude vogtede hyrderne dem dag og nat. Når den første regn begyndte først i Marcheswan, som svarer til en del af vor oktober og november (nogle år begynder den i oktober), ser vi at fårene blev ude på markerne hele sommeren. Eftersom dyrene stadig var på marken er det et gyldigt og højest sandsynligt argument for, at man endnu ikke var nået til oktober. Vi kan derfor fastslå, at vor Herre ikke blev født 25. december, fordi der ikke længere var dyr på markerne. Han kunne heller ikke være født senere end september da der stadig var dyr ude om natten. Dette grundlag alene skulle være nok til at opgive december som Jesu fødselsmåned. At fåreflokkene var på markerne om natten er en kronologisk kendsgerning… se citaterne fra Talmud i Lightfoot."

Ethvert leksikon eller andre autoriteter fortæller os, at Kristus ikke blev født den 25. december. Den Katolske Encyclopedia udtaler sig åbent og ærligt om denne kendsgerning.

Den nøjagtige dato for Jesu fødsel er fuldstændig ukendt, og det er alle lærde enige om -- dette til trods ville jeg, hvis der var plads i denne brochure, kunne vise dig skriftsteder med stærke indikationer der peger i retning af tidlig efterår -- muligvis September ca. seks måneder efter Påske.

Havde det været Guds mening at vi skulle holde Kristi fødselsdag som højtid, ville han ikke fuldstændig have skjult datoen.

Hvordan kom denne Hedenske Tradition ind i Kirken

Hvordan sneg denne hedenske skik sig ind i den vestlige kristne verden?

Den Ny Schaff-Herzog Encyclopedia over Religiøs Kundskab forklarer ganske tydeligt i artiklen "Christmas": "Hvor meget datoen for den hedenske Brumalia (dec. 25) -- der kom efter Saturnalia (dec. 17-24) hvor man fejrede den korteste dag i året og den 'nye sol' -- influerede på højtiden kan ikke helt afgøres. Den hedenske Saturnalia og Brumalia var for dybt grundfæstet i de populære traditioner til at kunne tilsidesættes af den kristne indflydelse… Den hedenske fest med optøjer og festligheder var så populær, at selv de kristne var glade for en undskyldning til at fortsætte festlighederne, selv om det var med en anderledes ånd og manér. De kristne præster fra vesten og nærøsten protesterede imod denne overfladiskhed hvormed Kristi fødselsdag blev fejret, og de kristne i Mesopotamien beskyldte deres brødre i vesten for afgudsdyrkelse og soltilbedelse, da de accepterede disse hedenske dage som kristne."

Glem ikke at den romerske verden havde været hedensk. Op til det 4. Århundrede var de kristne meget fåtallige og under stadig forfølgelse af de hedenske regeringer. Men da Konstantin blev kejser og bekendte sig til kristendommen som han indførte og ligestillede med hedningedyrkelse, begyndte folk i hundrede tusindvis i den romerske verden at acceptere denne nu så populære kristendom.

Man må dog huske på, at disse folkeslag var opvokset i hedenske traditioner og den vigtigste af dem var festen den 25. december. Det var en fest fyldt med lystighed og en egen stemning. De elskede den. De ønskede ikke at opgive den! Artiklen i Schaff-Herzog Encyclopedia om Religiøs Kundskab forklarer også hvordan Konstantin anerkendte søndagen, der var dagen hvor man tilbad solen. Den forklarer også den hedenske Manichaeism, der identificerede Guds SØN med den fysiske SOL. Hedningerne der overgav sig til "Kristendommen" i det 4. århundrede, fik således en undskyldning til at kalde deres hedenske festdag den 25. december (solgudens fødselsdag) for GUDS SØNS fødselsdag.

Dermed blev "Christmas" en del af vor vestlige kultur! Det er den gamle hedenske soltilbedelsesfest vi fejrer, selv om vi har givet den et andet navn. Den eneste forandring er navnet! Man kan kalde en kanin for en "løve", men det ændrer ikke at den er og bliver ved med at være en kanin.

Lad os igen se i Encyclopedia Britannica: "Visse latinere flyttede allerede i 354 fødselsdagen fra 6. Januar til 25. december som var festdagen for Mitra… eller den ubesejrede SOL's fødselsdag… Syrerne og armenierne der holdt fast ved 6. Januar, beskyldte romerne for soltilbedelse, de påstod… at festen den 25. december var opfundet af Cerinthus' disciple…"

Christmas/Julens virkelige oprindelse

Hvis vi fik Christmas fra katolikkerne og de fik den fra hedenskabet, hvor fik hedningerne den fra? Hvor, hvornår og hvad var den oprindelige herkomst?

Julen er den vigtigste tradition i det korrupte system der gennem hele Biblen beskrives under navnet Babylon. Oprindelsen ligger hos oldtidens Nimrod i tiden lige efter Syndfloden!

Nimrod var Noahs oldebarn. Nimrods bedstefar var Noahs søn Kam, og han var den virkelige grundlægger af det babylonske system, der har holdt verden fanget lige siden -- et menneskeligt system med organiseret konkurrence, behersket af regeringer og kejserdømmer, der har konkurrence og profit som mål i deres økonomiske systemer. Nimrod byggede Babelstårnet, det oprindelige Babylon, oldtidens Nineve og mange andre byer. Han organiserede denne verdens første kongerige. På hebræisk kommer navnet Nimrod fra "Marad" der betyder "han gjorde oprør."

Oldtidens skrifter giver os betydelig viden om denne mand, der begyndte det store organiserede frafald fra Gud, der havde domineret verden indtil da. Nimrod var ond og det siges at han giftede sig med Semiramis, sin egen moder. Efter Nimrods alt for tidlige død, fortsatte hans såkaldte moderhustru Semiramis den onde doktrin. Hun påstod at Nimrod levede videre som et åndelig væsen. Hun sagde at et fuldt udvokset stedsegrønt træ sprang fra en død træstump på fødselsdagsnatten og at det symboliserede genfødelse af den døde Nimrod. Semiramis hævdede også, at Nimrod hvert år på sin fødselsdag besøgte dette stedsegrønne træ og hængte gaver på det. Den 25. december var Nimrods fødselsdag. Dette er juletræets virkelige oprindelse.

Semiramis blev gennem intriger og beregninger den babylonske "Himmeldronning", og Nimrod blev under forskellige navne "Himmelens guddommelige søn". Efterhånden som generationerne afløste hinanden i denne afgudsdyrkelse, blev Nimrod den falske Messias, Solguden Baals søn. I dette falske babylonske system blev ideologien om "Moder og Barn" (Semiramis og den genfødte Nimrod) genstand for tilbedelse. Denne tilbedelse af "Moder og Barn" figuren spredte sig over hele verden. Navnene varierer fra land til land og på forskellige sprog. I Egypten hed de Isis og Osiris. I Asien Cybele og Deoius. I det hedenske Rom, Fortuna og Jupiterpuer. Selv i Grækenland, Kina, Japan og Tibet kan man finde Madonnaens sidestykke længe før Kristus blev født!

I det fjerde og femte århundrede da tusinder af hedningerne i den romerske verden "accepterede" denne nye populære "Kristendom", tog de således deres gamle hedenske afgudsdyrkelse med sig og forklædte den i kristent klingende navne. Madonna og "Moder og Barn" ideologierne blev også populariserede, specielt ved Christmas/Jule tid. Hver Jul kan man høre melodien "Stille nat, hellige nat" med det velkendte "Moder og Barn" tema gentaget igen og igen. Vi er født og opdraget i denne babylonske verden med dens traditioner som vi lærte at ære som hellige. Hele vort liv har været fuldstændig gennemsyret af disse opfattelser. Vi stillede aldrig spørgsmålstegn ved deres oprindelse -- om de kom fra Biblen eller fra hedenskab!

Vi bliver chokerede over at kende sandheden -- desværre er der nogen der tager anstød af den ubesmykkede sandhed! Men Gud befaler sine trofaste præster "Råb højt, spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!" (Esa.28:1). Hvor chokerende disse kendsgerninger end er, så er de kendsgerninger der findes i Historien og i Biblen!

Julens oprindelse stammer helt tilbage fra oldtidens Babylon. Den er vævet ind i det organiserede frafald, der har holdt en forført verden i sit greb igennem alle disse århundrede! I Egypten har man altid ment, at Isis's (egyptisk navn for "Himmelens Dronning") søn blev født 25. december. Hedningerne fejrede denne berømte fødselsdag over det meste af datidens kendte verden mange århundrede før Kristi fødsel.

Den 25. december er ikke Jesu, den sande Kristus, fødselsdag! Hverken apostlene eller den tidlige Kirke fejrede Kristi fødselsdag overhovedet. Der er ingen instruktion eller noget bud om det i Biblen. Det er derimod en hedensk skik og på ingen måde kristen. Tro det eller ej!

Oldtidens afgudsdyrkelse, de "Kaldæiske Mysterier", blev grundlagt af Nimrods hustru, er således overleveret gennem hedenske religioner under kristent klingende navne ned gennem tiderne.

Hvor kom Kristtjørn kransen, Misteltenen og Yule log fra?

Så hvor kom skikken omkring Misteltenen fra? Oldtidens hedninger helligede Misteltenen i deres vinter solhvervs fest. Den var helliget solen for dens formodede helbredende kraft. Den hedenske skik, at kysse under misteltenen var indledning til nattens sold og drikkegilde -- ved vinter solhverv festede man for den døende "gamle sol" og for den nye sols fødsel. Misteltenen, hellig ved hedenske højtider, er en snylteplante!

Kristtjørnens røde bær var også helliget solguden. Yule log er i virkeligheden "sol log". "Yule" betyder "hjul" og er et hedensk symbol på solen. Også i dag taler folk der anser sig selv for kristne om den "hellige juletid"!

Skikken med at tænde lys og ild i julens ceremonier er blot en fortsættelse af hedenskabet. Hedningerne tændte lys som en opfordring til den svindende solgud, når han stod lavest på den sydlige himmel, om at vende tilbage.

Encyclopledia Americana siger: "Kristtjørnen, misteltenen, yule log… er alle levn fra før kristen tid. "Levn fra hedenskabet"!

"Spørgsmål og Svar" samlet af Frederick J. Haskins, en bog der findes på de fleste biblioteker, siger: "Brugen af Julekranse kan spores tilbage til hedenske traditioner, ifølge lærde autoriteter. De pyntede bygninger og pladser i juletiden. Juletræet kommer fra Egypten, og dets oprindelse ligger længe før den kristne æra."

Santa Claus -- Julemanden?

Jamen, den kære gamle Santa Claus, Julemanden, han kan da ikke have noget med hedenskab at gøre? Jo, i allerhøjeste grad! Og hans sindelag er ikke så menneskevenlig og hellig som mange går ud fra!

Navnet "Santa Claus" kommer fra "St. Nicolas". Han var en Romersk Katolsk Biskop der levede i det 5. Århundrede. I Encyclopedia Britannica, bog 19, side 648-649, 11. Udgave, kan vi læse: "St. Nicolas, biskop i Myra, en helgen som grækere og latinere tilbad den 6. december… legenden fortæller at han i hemmelighed skænkede medgift til en fattig mands 3 døtre… derfra menes den gamle skik med udveksling af hemmelige gaver den 6. December at stamme. St. Nicolas aften blev senere ændret til Christmas/Juledag. Herfra stammer sammenhængen imellem Christmas og Santa Claus…"

Til hverdag straffer forældre deres børn for at lyve. Men ved Juletid fortæller de selv denne løgn om "Santa Claus" til deres små børn! Det er vel ikke så mærkeligt, at mange af børnene når de vokser op og finder ud af sandheden, begynder at tro, at Gud også er en myte?

En lille fyr der var blevet berøvet sine illusioner om "Santa Claus", sagde til sin legekammerat, "Ja, jeg vil også kigge nærmere på denne "Jesus historie!". Er det kristent at fortælle myter og løgne til sine børn? Gud siger, "Du må ikke lyve!" Det synes måske ikke at være så vigtigt i menneskenes ræsonnement, men Gud siger også, "Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje!" "Old Nick" er også et navn der bruges om djævelen! Er der en sammenhæng? Satan selv giver sig jo skin af at være en "lysets engel," han bedrager og forfører! (II Cor. 11:14; Rev. 12:9.)

Når vi undersøger kendsgerningerne nærmere bliver vi overraskede over at opdage, at julen er en ren hedensk tradition -- en af de mange skikke fra Babylon, som vi har overtaget!

Hvad siger Biblen om juletræet?


Eftersom Biblen ikke siger noget om Christmas, eller om apostlenes og den tidlige Kirkes juleobservans, har den til gengæld noget at sige om juletræet!

Det følgende kommer måske som en virkelig overraskelse for mange:

Jeremias 10:2-6: "Så siger Herren: Væn eder ikke til hedningernes færd… Thi folkenes rædsel er tomhed; thi det (gudebilledet) er træ, fældet i skoven, et værk, som håndværkerhænder tilhugger med økse; han smykker det med sølv og guld og fæster det med søm og hammer, så det ikke vakler."

Dette er en perfekt beskrivelse af Juletræet. Den Evige kalder det "Hedningernes vej -- folkenes skikke." Gud befaler os, ikke at tage ved lære af hedningernes veje og traditioner! Det 5. Vers fortæller os at disse træer ikke kan tale eller gå -- de må bæres. "Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt, så lidt som de evner at gøre noget godt." De er ikke guder der skal frygtes. Dette bliver udlagt af nogen til at betyde, at det ikke skader at have et juletræ; men det er ikke det der står.

At give gaver, det er da bibelsk?

Så kommer vi til den vigtigste af alle juleskikkene -- jule indkøbene. Købe og udveksle gaver! Mange vil triumferende udbryde: "Biblen fortæller os i hvert fald at vi skal give hinanden gaver! De vise mænd kom jo med gaver til Kristus da han blev født!"

Atter må vi være parate til overraskelser, når vi får den rene sandhed. Lad os først finde den historiske oprindelse til skikken med at udveksle gaver, og derefter finde ud af hvad Biblen egentlig siger om det.

Citat fra "Biblioteca Sacra" 12. Bind, side 153-155: "Udveksling af gaver imellem venner var karakteristisk for Christmas og Saturnalia festivalerne, og må være adopteret af de kristne fra hedningerne, som Tertullians påmindelser tydeligt angiver."

Det er en kendsgerning at udveksling af gaver med familie, venner og bekendte til jul er indgroet i vor kultur, men den kan ikke spores til kristendommen overhovedet, så mærkeligt det end kan lyde! Det er på ingen måde fejring af Kristi fødselsdag eller til ære for ham! Forestil dig nu, at en elsket person har fødselsdag. Du vil gerne gøre noget til ære for ham eller hende! Ville du da udveksle dyre gaver med venner og andre kære, og fuldstændig ignorere den person, hvis fødselsdag var anledningen? Dette er absurd når man ser det fra denne vinkel, ikke sandt?

Alligevel er det lige det folk gør over alt i verden! De ærer Kristus på en dag som ikke er hans fødselsdag og spenderer hver en krone de kan samle sammen til at købe gaver som de bytter med familie og venner. Jeg kan sige, og mange andre præster vil sikkert være enige med mig, at når vi kommer til december glemmer næsten alle, også de der anser sig selv for kristne, fuldstændig at give gaver til Kristus og hans arbejde! December er den måned hvor det er vanskeligst at holde liv i Guds arbejde. Ja, selv januar og februar er måneder, hvor folk er på smalkost og ikke har penge til at støtte Guds værk. Det er først i marts måned at støtten til Guds Kirke bliver normal!

Lad os nu se hvad Biblen siger om de vise mænd der gav Jesus gaver da han blev født. Mattæus 2:1-11 siger: "Da nu Jesus var født i Betlehem i Judæa, i Kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vismænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: 'Hvor er jødernes nyfødte konge?' … Og de gik ind i huset og så barnet med dets moder Maria; da faldt de ned og tilbad det, og de lukkede op for deres skatte og bragte det gaver: guld, røgelse og myrra."

Der var en særlig grund til at give Jesus gaver

Læg mærke til at de spurgte efter barnet Jesus, der var født til at være jødernes KONGE! Hvorfor gav de gaver til ham? Var det fordi det var hans fødselsdag? Slet ikke, for de kom mange dage eller uger efter hans fødselsdag! Var det for at vi skulle følge deres eksempel og give hinanden gaver? Nej, læg nøje mærke til at "de gav HAM gaver". Deres gaver var til Kristus, ikke til venner og bekendte, familie eller til hinanden!

Hvad var da grunden til gaverne? I Adam Clarks Commentary, bind 5, side 46: "Vers 11. (De gav ham gaver.) Østens folkeslag kom aldrig tomhændet foran konger og stormænd, de bar altid gaver i hænderne til fyrsterne. Denne tradition ser man ofte i Det Gamle Testamente, og i Østen er det skik og brug den dag i dag, ligesom det stadig er på nogle af de sidst fundne sydhavsøer."

Det er svaret! Det var ikke en ny kristen tradition med udveksling af gaver familie og venner imellem til ære for Kristi fødselsdag! Det var derimod den ældgammel tradition, at ved foretræde for konger bragte man gaver. Vismændene stod foran jødernes KONGE! Det var derfor nødvendigt at bringe gaver ligesom dronningen af Saba bragte gaver til Kong Salomon -- også i dag tager mange gaver med når de besøger præsidenten i det Hvide Hus.

Nej, skikken med at udveksle gaver kommer ikke fra Biblen, men er en fortsættelse af gammel hedensk skik. Det er ikke til ære for Kristus og som regel sættes Guds arbejde i stå hvert år ved juletid.

Er det virkelig til ære for Kristus?

Lad os se nærmere på to argumenter der bliver brugt til at retfærdiggøre fejring af julen.

1) Mange ræsonnerer følgende: "Jamen, da den nøjagtige dato for Kristi fødsel ikke er kendt, skulle vi så ikke fastsætte en dato og fejre hans fødsel?" Svaret er et rungende, nej! Lagde du ikke mærke til erklæringen i Catholic Encyclopedia: "Kun syndere, ikke helgener, fejrer deres fødselsdage". Fødselsdagsfejring er ikke kristen, det er en hedensk skik der kun fejres af syndere!

2) Der vil stadig være mange der siger, "Jamen -- selv om Christmas/jul er en hedensk tradition til ære for den falske solgud, så fejrer vi den til Kristi ære og ikke til ære for den falske gud."

Hvad svarer Guds Ord til det? "Så vogt dig for at lade dig lokke til at gå i deres fodspor (hedningernes skikke)… og for at spørge dig for angående deres guder, idet du siger: 'Hvorledes plejede disse folkeslag at dyrke deres guder? Således vil jeg også bære mig ad.' Således må du ikke bære dig ad over for Herren din Gud; thi alt, hvad der er Herren en vederstyggelighed, alt, hvad han hader, har de gjort over for deres guder" (5.Mose. 12:30-31).

Gud siger tydeligt i sin instruktionsbog, at han ikke vil acceptere den slags tilbedelse, heller ikke hvis den er tiltænkt ham. Gud kalder det en vederstyggelighed og man fejrer ikke Gud, men falske hedenske guder. Vi kan ikke tilbede Gud efter "vor egen samvittighed" -- en vending man ofte hører. Men Jesus sagde klart og tydeligt, "Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed" (Johs. 4:24). Og hvad er sandhed? Guds Ord -- Den Hellige Bibel -- sagde Jesus, er sandhed (Johs. 17:17); og Biblen siger at Gud ikke vil acceptere tilbedelse der har oprindelse i hedenske skikke og traditioner, selv om de prøver at gøre det til ære for Kristus.

Atter sagde Jesus: "Det er forgæves de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud" (Matt. 15:9). At holde jul er mennesketradition, og som vi har citeret, så forbyder Guds bud det. Jesus sagde endvidere sarkastisk, "hvor smukt, at I ophæver Guds bud for at holde jeres egen overlevering."

Det er netop hvad mange millioner gør i vor tid. De ignorerer Guds bud. Med hensyn til at overtage hedenske skikke og bruge dem til at fejre Gud, siger han: "Du skal ikke gøre således foran Herren din Gud". Alligevel tager de fleste mennesker ganske let på Guds bud, de går endda så vidt som til at sige, at Guds Ord har ingen værdi, og så følger de menneskenes traditioner og fejrer jul.

Tag ikke fejl! Gud vil tillade dig at være ulydig og trodse ham. Han vil lade dig følge strømmen og menneskenes traditioner. Han vil lade dig synde. Men han siger også, at der kommer en dag da du skal stå til regnskab. Som du sår skal du høste! Jesus var Guds levende Ord personificeret, og Biblen er Guds skrevne ord. Vi vil blive bedømt og dømt af disse ord, og dommen vil galde for evigt! Det bør ikke ignoreres eller tages for let.

Vi er i Babylon uden at være klar over det

Christmas/jul er blevet den store indkøbs sæson. Den bliver kraftigt støttet og holdt i live af årets største reklameindsats. Man ser forklædte "Santa Claus"/Nissemænd i mange forretninger. Annoncerne sørger for at føre os bag lyset og bedraget i den "vidunderlige juleånd". Aviserne sælger annoncer, trykker blomstrende historier der lovpriser og forherliger "ånden" i denne hedenske sæson. Et lettroende folkefærd er blevet så hjernevasket, at mange bliver vrede når de hører sandheden. Men "Juleånden" bliver skabt hvert år, ikke til ære for Kristus, men for at sælge varer! Som alle Satans bedrag, ligner den "en lysets engel". Det bliver lavet så det ser ud til at være godt. Trillioner af kroner bliver brugt på dette varesold hvert år, samtidig med at arbejdet for Kristus må lide! Det er en del af det babylonske økonomisystem!

Vi bekender os som en kristen nation, men vi er i Babylon, nøjagtig som Biblen har forudsagt, og vi ved det ikke! "Drag ud af hende, mit folk! For at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager" -- der snart vil blive virkeliggjort -- sådan lyder advarslen i Johs. Åbenbaring 18:4.

I stedet for at købe gaver i år, skulle du måske overveje at give pengene til Guds Arbejde?