Kapitel 1
Det syvende kapitel i Daniels bog indeholder en forbløffende profeti der forudsiger kursen for de hedenske nationer de efterfølgende femogtyve århundrede, regnet fra den dag profetien blev skrevet.
Med udgangspunkt i oldtidens Kaldæiske verdensrige under Nebukadnezar forudsiger denne profeti de efterfølgende verdensherredømmer: Det Persiske Imperium, Aleksanders Græsk-Makedoniske Rige med dets 4 opdelinger og endelig det mægtige Romerske Imperium. Dette sidste er symboliseret ved de ti "horn" på dyrets hoved – og er ti genoplivelser af det Romerske Imperium som har fundet sted siden rigets fald til vor nutid, og som vil fortsætte til Kristi genkomst.
Midt iblandt disse ti kongedømmer, som har regeret den vestlige verden siden Roms undergang, skød et andet "lille horn" op, og tre af de andre måtte fjernes for at give det plads. Med andre ord, en anden regering, i virkeligheden mindre, og alligevel dominerede den alle de andre. Skolastikere der studerer profetierne anerkender dette "lille horn" som værende et stort religiøst hierarki. Og i vers 25 erklæres det, at dette hierarki "skal sætte sig for at ændre tider og love."
Dette samme hierarki omtales igen i Åbenbaringens Bog kapitel 17. Her beskrives det som hersker over kongerne og deres riger på jorden, og at det forfølger de sande hellige.
På alle mulige måder har denne magt ændret TIDER!
Gud tæller dagenes begyndelse fra solnedgang, men "det lille horn" har forandret det, og hele verden regner i dag dagenes begyndelse fra midnat ved hjælp af et menneskeskabt ur.
Gud begynder ugen ved slutningen af den sande sabbat, den syvende dag i ugen, men verden begynder arbejdsugen ved midnat den anden dag i ugen.
Gud beregner månedernes begyndelse fra nymåne, men det "lille horn" har forledt verden til at beregne månederne i overensstemmelse med en kluntet menneskeskabt kalender af hedensk oprindelse.
Gud påbegynder et nyt år i det tidlige forår, når nyt liv spirer i hele naturen, men oldtidens hedenske Rom fik verden til at begynde året midt i den døde vintertid.
Gud gav Sine børn en sand hviledag, skabt til at holde dem i tæt kontakt, forståelse og sand tilbedelse af den sande Gud – til minde om Guds Skaberværk – den syvende dag i ugen. Men det "lille horn" hæftede søndagen, den første dag i ugen hvor hedningerne tilbad solen, på en vildledt verden.
Hedenske Helligdage blev i Oldtidens Rom lænket til en ligegyldig og vildledt verden, sammen med visse årlige helligdage såsom Jul, Nytår, Påske og mange andre hedenske fester -- der alle er møntet på at stimulere forretningernes varesalg. Ved ærlig og seriøs undersøgelse vil man, hvis man leder efter sandheden, finde, at disse dage alle er af hedensk oprindelse og betydning, og man vil forstå at man ikke kan deltage i dem.
Men har nutidens kristne ingen årlige helligdage? Gav Gud ikke andre årlige helligdage til sit folk ud over den ugentlige sabbat? Eller er oldtidens Rom's årlige helligdage ene og alene forfalskede efterligninger af Guds sande Højtider, nøjagtig som søndagen er en forfalskning af den sande sabbat?
Lad os åbne vor Bibel og med ærligt og åbent sind undersøge temaet. Vi bliver bedt om at studere – ikke at argumentere eller modbevise -- men ene og alene for at blive billiget af Gud og for at lære Guds vilje at kende. Som kristne bliver vi befalet at vokse i erkendelse såvel som i nåde (2. Peter 3:18). Alle skrifter er inspireret af Gud og er gavnlige til at korrigere og irettesætte os, når vi på grund af formodninger, falsk undervisning og fordomme tager fejl.
De fleste mennesker har antaget, at alle Israels årlige sabbatter og højtider var blevet afskaffet selv om Kirkehistorien viser, at Kirken i de første fire hundrede år af sin eksistens – måske endda meget længere – efter Kristi Opstandelse fortsatte med at overholde de årlige helligdage Gud havde givet dem!
Eftersom de, der holder søndagen, er tilbøjelige til straks at argumentere ud fra ønsket om at modbevise sabbatten -- og anse den for kætteri – og undersøger alle argumenterne i forsøg på at afvise dem, på samme måde vil det kun være menneskeligt og naturligt for os, hvis vi ikke er på vagt, at dømme de årlige sabbatter med samme negative fordomme.
Men glem ikke at "Om nogen svarer, før end han hører, regnes det ham for dårskab og skændsel" (Ordsprogene 18:13).
Lad os derfor villigt underlægge os Guds vilje med åbent og underkastet sind, fri for fordomme – og erkende sandheden langt mere end vor egen vilje -- frygte Guds Hellige Ord og ydmygt bede Ham om at vejlede os med Sin Hellige Ånd. Og med tilbedende, underlæggende og villig holdning lad os studere dette spørgsmål og lede efter beviserne i Guds eget Ord.
Vi vil også gøre opmærksom på, at visse afstødende og tvivlende tanker, der ganske sikkert vil opstå efterhånden som læseren kommer frem, vil blive behandlet og forklaret hen ad vejen. Men medmindre læseren er opmærksom og på vagt, vil tilstedeværelsen af disse umiddelbart frastødende forkasteligheder lægge skygge over alle punkterne, efterhånden som de bliver præsenteret – og derfor, når tvivlsspørgsmål senere bliver forklaret, vil man ikke kunne huske pointet med mindre hele ekspositionen af temaet bliver gennemgået på ny fra begyndelsen.
I hvert eneste tilfælde vil forkastelsen være det samme argument som søndags præsterne benytter i deres forsøg på at vælte sandheden om den ugentlige sabbat – idet både den ugentlige og de årlige sabbatter står og falder tilsammen. Argumenterne der bruges imod de årlige sabbatter er de samme man bruger imod uge-sabbatten – hvis disse argumenter kunne holde, da ville de afskaffe den ugentlige sabbat! (For en udførlig forklaring der beviser, at den ugentlige sabbat er for Ny Testamente Kristne, skriv efter vort gratis hæfte Hvilken dag er den kristne sabbat?))
Argumenter som: "De årlige sabbatter er en del af Moseloven," eller "de ofrede på de årlige sabbatter," eller "Kolossenserne 2:16 afskaffer de årlige sabbatter," står ingen steder i Biblen.
De årlige sabbatter var ikke en del af Moseloven, de blev holdt i hævd før ritualerne i Moseloven blev indstiftet. Ofringer blev foretaget på den ugentlige sabbat, men det afskaffer ikke sabbatten. Ofringer fandt faktisk sted hver dag året rundt (4. Mose. 28:3).
Kol. 2:16 henviser ikke alene til de årlige sabbatter, men til alle dage i året, til de månedlige nymåner og den ugentlige sabbat. Når Biblen bruger udtrykket "sabbat" sammen med nymåner og højtid, henviser den til alle ugentlige sabbatter, nymåner, årlige højtider og festdage. Sabbatten i Kolossenserne 2:16 henviser til den ugentlige sabbat. Sammenlign 1. Krøn. 23:31 med 2. Krøn. 2:4; Ezra 3:5; Neh. 10:33 og Ezek. 46:3. Hvis Kolossenserne afskaffer den ene, afskaffer den også for de andre.
Hvornår startede den sande kirke? I Apostlenes gerninger 7:38 kan vi læse, at Israels børn blev kaldt "menigheden", da Moses ledte dem i ørkenen. Ordet "menighed" der bruges i det Gamle Testamente, betyder nøjagtig det samme som ordet "kirke" i det Ny Testamente. Ordet der er oversat til menighed i det Gamle Testamente er ekklesia og er det samme græske ord der er oversat til KIRKE i det Ny Testamente.
Israel var både kirke og stat. Som kongerige blev det i årevis regeret af et system af dommere over 50, 100, tusind osv. Senere fik de en konge. Men som menighed eller kirke, var Israel organiseret under een leder – Moses, Joshua osv. – samt præsterne fra Levi's stamme. Moseloven indeholdt disse ritualistiske eller ceremonielle love som, på grund af overtrædelse af den Gamle Pagt – blev TILFØJET indtil Jesus Kristus – for at indprente dem lydighedsvaner. Disse ritualer bestod af kød- og drik ofringer og flere renholdelses regler, de var alle fysiske påbud. Nogle af ofringerne var billede på Kristi offer.
I 2. Mosebog i det 12. kapitel, da Israels børn stadig var i Egypten, finder vi at Guds årlige helligdage blev overholdt. Dette var længe før Moseloven blev givet – og før Gud åbenbarede for Moses og israelitterne at han ville oprette den gamle pagt med dem.
Og i 3. Mosebogs 23. kapitel finder vi disse årlige helligdage og fastsatte højtider opsummeret.
Da Gud fastsatte sabbatten for menneskene, gav han dem en hviledag som havde meget stor betydning og formål. Til sin menighed i ørkenen sagde han, at sabbatten var en pagt, et tegn mellem ham og hans folk. Et tegn er et overnaturligt identitetsbevis. Det er tegnet, ved hvilket vi ved, at han er Gud. Hvordan bevises det for os? "For på seks dage gjorde Herren himmelen og jorden ... og han hvilte på den syvende dag." Den syvende dag er en mindedag om skabelsen.
Og skabelsen er beviset på Guds eksistens. Skabelsen identificerer Gud. Sabbatten er en ugentlig påmindelse om skabelsen. En ugentlig påmindelse om Guds skaberkraft. Derfor identificerer den Gud for os – holder os i konstant erindring om den sande Gud og i sand æresfrygt for ham. Ingen anden dag end den syvende dag i ugen kunne have denne storslåede betydning og mening. Den blev indført for at bevare os i den sande gudsdyrkelse.
På samme måde havde Gud i sin visdom en storslået hensigt da han gav sin menighed de syv årlige sabbatter. Også disse dage blev givet for at indprente den sande tilbedelse i Guds børns erindring og som en konstant påmindelse om Guds store forløsningsplan. Fordi disse årlige højtidsdage er modstykker og billeder der forklarer de forskellige epoker i den åndelige skabelsesplan – de markerer stadierne og forklarer meningen i billedsprog.
Hele beretningen om åndelig fornyelse lå i disse højtider, der skulle gentages år efter år for altid. Deres symbolik er af afgørende betydning og mening.
Det er en historisk kendsgerning, at enhver nation der vanhelligede Guds (ugentlige) sabbat har mistet kontakten og kendskabet til den sande Gud og er dermed gået over til afgudsdyrkelse. Den eneste nation som holdt Guds sabbat er den der konstant blev påmindet og således bevarede tilbedelsen af den sande Gud – og det kun så længe de holdt sabbatten. Da oldtidens Israel begyndte at vanhellige Guds sabbat, begyndte de at dyrke afguder!
Eftersom vi i vor nytestamentlige tid på samme måde har undladt at overholde Guds årlige sabbatter, står vi nu som en nation og et folk uden kendskab til Guds sande plan om at reproducere sig selv..
Nutidens såkaldte kristne kirker hverken forstår eller lærer hvad synd er – de lærer ikke, at man skal holde op med at synde – de forstår ikke hvad mennesket eller hensigten med livet er; eller meningen med at blive genfødt eller Guds Hellige Ånds iboende tilstedeværelse – de forstår ikke, at Guds menighed i dag ikke skal omvende verden, men forkynde evangeliet om Kongeriget som et vidnesbyrd, leve livet med overvindelse af synd, holde ud til enden, og at de der sejrer skal regere som konger og præster sammen med Kristus i hans Rige.
De forstår ikke at Kristus kommer igen, og de der prædiker hans genkomst forstår ikke betydningen eller hensigten. De har hverken kendskab eller forestilling om den gode nyhed om Guds Riges komme – Det Ny Testamentes eneste og sande evangelium.
Eftersom de kristne kirker ikke forstår disse afgørende skridt i den sande genfødelsesplan, lærer de at loven er afskaffet. De forkynder den hedenske lære om sjælens udødelighed, at man efter døden går direkte til himmelen eller til helvede – og de lærer at døden er liv.
En stor forvirring det hele!
Gud befalede at hans højtider, eller helligdage, eller sabbatter skulle holdes år efter år, altid! Vibeder læseren om at bevare et åbent sind, for vi vil bevise at "for altid" i dette tilfælde betyder for altid!
Således havde Gud til hensigt at indprente sandheden, som disse "store" sabbatter er billede på, i sine børns sind igennem alle tider, idet han fastholder den sande forståelse af sin plan i sin sande kirke!
De fleste kirker lærer at Kristus fuldendte forløsningsplanen da han blev korsfæstet. Men fakta er, at netop Kristi død var den allerførste begivenhed i Guds store plan for menneskets genfødelse. Vi finder at Kristi store offer allerede trådte i kraft i Eden, da Gud dræbte et lam eller en ged for at dække Adam og Evas nøgenhed (symbol på synd) med skindene. Vi finder det i kraft da Abel ofrede et lam (symbol på Kristi død for vore synder). Og således er PÅSKEN den FØRSTE af disse begivenheder som for Guds børn år efter år er billede på Guds store plan..
Lad os virkelig forstå dette.
Egypten er symbol på synd. Ligesom Guds folk i dag er i "Babylon" og snart, når Gud lader sine plager falde over Babylon, skal blive befriet ligesom dengang de blev befriet ud af Egypten, efter at plagerne havde hjemsøgt landet.
Ligesom nutidens bekendende kristne er blevet forførte og ikke kender de sande tider eller Guds dage, eller sand gudsdyrkelse, således var det også med Israels børn i Egypten.
I over to hundrede år havde de levet under et hårdt og undertrykkende fangenskab – med tvangsarbejde under slavepiskernes opsyn. De havde ingen Bibel – ikke noget skrevet Guds Ord. Det var ikke tilladt at dyrke Gud som han havde foreskrevet. De blev tvunget til at arbejde syv dage om ugen. De havde også mistet forståelsen af sabbatten – derfor åbenbarede Gud sabbatten for dem i ørkenen Sin (2. Mose. 16).
På den tid havde man i Egypten også ændret det rette tidspunkt for årets begyndelse.
Derfor satte Gud dem på rette spor hvad tid angår, da han befriede sit folk fra Egypten (fra synd). Og ligesom begyndelsen på vor frelse startede med Kristi død på korset, sagde Gud: "Denne måned skal hos Eder være begyndelsesmåneden, den skal hos Eder være den første af årets måneder" (2. Mose. 12:2).
Nogle få mennesker overholder begyndelsen af Guds frelses-højtider og fejrer påsken, men de går aldrig videre og oplever derfor ikke "dybden af rigdommen" i Guds nåde, der skildres i de følgende højtider! Kristus er ikke alene ophav og pioner for vor frelse, han er også dens fuldender!
På den tiende dag i denne første måned fik israelitterne bud om at vælge et lam uden skavanker. De skulle beholde det indtil – ikke til efter – den 14. dag i den samme første måned. Ved aftenstid, ved skumringen – som den jødiske oversættelse udtrykker det – imellem de to aftener, eller imellem solnedgang og mørke – blev påskelammet slagtet.
Dette var på den 14. dag, og ikke efter. De udgød lammets blod som symboliserede Kristi fremtidige offer. De spiste kødet den aften. Ved midnat kom dødsengelen, men han gik forbi alle de huse, der var stænket med blod.
Der er nogle vigtige detaljer lige her, som det er helt væsentligt at bemærke; måske har vi ikke lagt mærke til dem før. De viser at påsken skulle holdes den 14. og ikke den 15.
Læg nu mærke til 2. Mosebog kapitel 12. I vers 6 står det, at de skal slagte lammet ved skumringstid (officiel jødisk oversættelse). Vers 8, at de skal spise kødet samme nat – stadig den 14. Versene 9-11 beskriver hvordan det skal steges og spises – tidspunktet er stadig samme nat den 14. Vers 12: "I denne nat vil jeg drage igennem Egypten og ihjelslå alt det førstefødte" – stadig samme nat, den 14.
Læg nu nøje mærke til afsnittet der begynder i vers 21. Her er flere detaljerede instrukser om at stryge blodet på dørstolperne. Tidspunktet var, som det fremgår af det ovenstående, den mørke del af den 14. Især vers 22: " ... tag Eder ysopkoste. Dyp dem i blodet i fadet og stryg noget deraf på overliggeren og de to dørstolper; og ingen af Eder må gå ud af sin husdør før i morgen." Bemærk det nøje! Ingen kunne forlade sit hjem den nat. De blev i husene til om morgenen. De blev inde hele natten!
Fortsæt nu i vers 29. Ved midnatstid (den 14.) slog Herren alle de førstefødte i Egypten ihjel. Farao stod op midt om natten, vers 30. Dette var selvfølgelig efter at dødsenglen havde passeret, altså efter midnat.
Han sendte bud efter Moses og Aron. Det må have taget nogen tid, men det var stadig samme nat hen imod daggry. Vers 33, egypterne var nu opsat på at blive fri for israelitterne. Vers 35, israelitterne bad da egypterne om smykker af sølv og guld og om klæder, og modtog bytte fra dem. Hvornår? Denne indsamling af byttet må have taget flere timer. Israelitterne boede i Gosens land, adskilt fra egypterne. Israelitterne var blevet forbudt at forlade deres huse indtil om morgenen – så denne indsamling af bytte fra egypterne og modtagelse af ting fra dem fandt sted i løbet af dagslyset på den 14. dag.
Men – læg nu mærke til de følgende højest vigtige punkter: Israelitterne forlod ikke Egypten før om aftenen den 15. abib! Læg mærke til versene 41 – 42: " ... Netop den dag, ... drog alle Herrens hærskarer ud af Egypten ... En vågenat var det for Herren, i hvilken han ville føre dem ud af Egypten. Den nat er viet Herren, en vågenat for alle israelitterne, slægt efter slægt." Hvilken aften skulle vies til Herren? Den aften, eller nat de kom ud af Egypten. De forlod Egypten, ikke i løbet af dagsdelen på den 14., men efter at den 14. var forbi ved solnedgang – den følgende aften den 15. abib, som begyndte ved den samme solnedgang! Det er denne aften, den 15. der skal holdes, det er en højtid.
De følgende vers fra og med vers 43 udgør et nyt afsnit, der igen peger på påsken – den 14. dag.
Læg nu mærke til 5. Mos. 16:1: "Tag vare på abib måned og hold påske for Herren din Gud; thi i abib måned førte Herren din Gud dig ved nattetide ud af Egypten." Mærk dig det, de gik ikke ud af Egypten før om natten. Og den nat var den 15. og ikke den 14. Yderligere beviser?
Fortsæt i 4. Mos. 33:3: "De brød op fra Ra'ameses på den femtende dag i den første måned; dagen efter påsken drog israelitterne ud, værnede af en stærk hånd, for øjnene af egypterne."
Kan det siges tydeligere?
Nu er der nogen der mener, at man slagtede lammet mellem middagstid og solnedgang den 14.– ca. kl. 15, tæt på solnedgangen – og spiste det om aftenen den 15. (idet man påstår, at påskelammet blev spist på det tidspunkt og at det er hvor vi bør spise det i dag) og at de gik ud af Egypten den samme aften. Men denne teori holder ikke i betragtning af alle disse skriftsteder og de følgende igennem hele 2. Mos. 12.
Israelitterne måtte ikke forlade deres huse den nat efter at de havde spist lammet. De blev i deres egne hjem -- i Gosen's land -- til det blev lyst. Da gik de til deres egyptiske naboer og indsamlede bytte fra dem. Der var millioner af dem. Det tog tid at give dem besked. Det tog tid at gøre alt dette. De kunne ikke nå at gøre det efter midnat da farao stod op og samtidig være færdige til at forlade Egypten den samme nat. 2. Mos. 12:10 beviser dette yderligere. Resterne fra det stegte lam skulle brændes i ild inden morgenen. Dette viser også at de blev hjemme til om morgenen.
Først efter at dagen den 14. var omme forlod de Egypten – efter solnedgang da det igen var blevet aften. De gik ud af Egypten ved nattetid den 15. abib.
For at knytte dette til et andet vigtigt punkt, blad nu tilbage til 4. Mos. 28:16-17: "På den fjortende dag (ikke EFTER) ... skal der være påske for Herren. Den femtende dag (ikke FØR) i den (samme) måned er det højtid; i syv dage skal der spises usyrede brød."
3. Mose. 23:5-6 siger det samme. Bemærk at påsken ikke er på den 15., men den 14. "På den" er ikke "efter" at den er forbi. Læg også mærke til, at højtiden som her er nævnt, ikke er på den 14. (selvom påsken andre steder kaldes en højtid). Højtidsdagen er den 15. Syv-dages-perioden begynder den 15. Den 15. er den første af de usyrede brøds dage – den første højtid.
Men fordi syrnet brød blev bragt ud af hjemmene i løbet af den 14. dag, blev det til, at den i nytestamentlig tid blev regnet for en af de usyrede brøds dage. Men når det gøres, er otte dage inkluderet i udtrykket "de usyrede brøds dage." Hele perioden på otte dage bliver i nytestamentlig sprogbrug kaldet "påske".
Men syvdages perioden begynder den 15., efter at påsken den 14. er forbi.
Den 14. er påsken. Den første af Guds højtider. Det er ikke den højtidsdag som nævnes her. På den 15. falder højtiden. Lad os få denne forskel slået fast så vi aldrig glemmer den. Det er den FEMTENDE der er HØJTIDSDAGEN – den 14. er påsken. Højtidsdagen begynder efter at påsken er ovre.
Med denne kendsgerning i sinde lad os nu vende tilbage til 2. Mos. 12:14-16: "Denne dag skal være eder en mindedag, og I skal fejre den som en højtid for Herren, slægt efter slægt; som en eviggyldig ordning skal I fejre den. I syv dage skal I spise usyret brød ... På den første dag skal I holde højtidsstævne."
Hvilken dag er fastsat som en mindedag – ikke som en skygge, men som en mindedag, en højtid – som skulle holdes for altid? Bid mærke i, at det er den 15. abib som er højtidsdagen, ikke den 14. – ikke påsken! Det er dagen "I skal holde højtidsstævne".
Denne dag er højtidsdagen – en mindedag som skal holdes som sabbat eller hellig forsamlingsdag for altid! Syv dage er indbefattet, og vi har i det ovenstående vist, at syvdags-perioden begynder den 15. efter at påsken er forbi. "På den fjortende dag i den første måned skal der være påske for Herren, men den femtende dag er det højtid – syv dage."
Mange har altid troet, at dagen der her tales om og som var ordineret for altid, var påsken den 14. Men det er det ikke – det er den 15. der tales om.
Altså denne dag, den 15., er etableret som en hellig sammenkomstdag. En "sammenkomst" er en forsamling af folk, hvis tilstedeværelse er påbudt under magt og myndighed. En "hellig sammenkomst" er en religiøs forsamling med gudsdyrkelse som formål. Den ugentlige sabbat er en hellig sammenkomstdag. Det samme er 15. abib. Vor tilstedeværelse er påbudt ved Guds magt og autoritet. Men lad os fortsætte.
Læg nu mærke til fra og med vers 16 i 2. Mos. kapitel 12: "På den første dag (af de syv, den 15. abib) skal I holde højtidsstævne og ligeledes på den syvende dag (den 21. abib). I skal holde de usyrede brøds højtid, thi på den selv samme dag (den femtende abib) førte jeg Eders hærskarer ud af Egypten, derfor skal I højtideligholde denne dag (den femtende, ikke den 14.) i alle kommende slægtled som en evig gyldig ordning" (Mos. 12:16-17).
Der står det! Længe før ceremonilovene blev indført af Moses! Dagen der blev indstiftet som en sabbat eller hellig forsamlingsdag for altid, den er højtidsdagen, den er dagen de drog ud af Egypten, og de drog ud den 15. og ikke den 14. (4. Mos. 33:3).
Denne dag er en mindedag, ikke en skygge eller afglans af korset. Et minde om befrielsen fra Egypten, der for os symboliserer befrielse fra synd!
Den blev givet for konstant at minde os om den store kendsgerning at vi, efter at have fået tilgivelse for vore synder ved Kristi blod (symboliseret ved den 14.), ikke må standse der og forblive i synd, men må se at komme ud af synd! Hvorfor skulle vi holde den 14., som symboliserer tilgivelse af tidligere synder, og så nægte at fortsætte med de usyrede brøds dage, som er billede på at komme ud af synd – de syv usyrede brøds dage, som symboliserer at synden bliver fuldstændig fjernet, eller med andre ord, at man holder budene?
Bemærk nu, at de usyrede brøds dage er en periode med to store højtids sabbatter. Denne periode blev indstiftet og gælder for altid -- mens israelitterne stadig opholdt sig i Egypten – længe før et eneste ord om Moses's ceremonilove var blevet givet eller skrevet – og før Gud tilbød dem Den Gamle Pagt!
Hvad Moseloven og den gamle pagt ikke bragte eller indstiftede, kan den heller ikke tage bort! I den engelske Fenton-oversættelse finder vi vers 17 oversat sådan: "...Hold derfor denne periode som er ordineret for altid." Hele perioden er inkluderet.
Alene dette beviser at disse helligdage – og de syv usyrede brøds dage – er bindende i dag og for altid!
Altså, hvis disse skriftsteder gælder den 15. og ikke den 14., som de absolut gør og som her er uigendriveligt bevist, er påsken da etableret for altid? Ja, det er den afgjort! Disse ovenstående tekster peger på højtiden og ikke på påsken. I afsnittet der begynder i 2. Mos. 12:21 henvises igen til påsken, og vers 24 etablerer den for altid!
Men lad os forstå den fulde betydning af dette. Hvorfor ordinerede Gud disse højtidsdage? Hvad var hans hensigt? Slå op på 2. Mos. 13:3: "Og Moses sagde til folket: Kom denne dag i hu, på hvilken I vandrede ud af Egypten." Dette var den 15. abib. Vers 6, 8-10: "I syv dage skal du spise usyrede brød, og på den syvende dag skal der være højtid for Herren ... dette sker i anledning af hvad Herren gjorde for dig" – (et MINDESMÆRKE) – "Dette skal være dig som et tegn" – det vil sige at det også gælder for fremtiden – "på din hånd og et erindringsmærke på din pande" – altså indvirke både på din gerning og din vilje -- hvorfor? – "for at Herrens lov må være i din mund ... du skal holde dig denne anordning efterrettelig til den fastsatte tid år efter år."
Forstår du den vidunderlige mening med dette? Fatter du den sande betydning af det alt sammen? Kan du se Guds hensigt? Påsken symboliserer Kristi død, men kun som tilgivelse af tidligere synder (Rom. 3:25). At modtage hans blod tilgiver ikke den synd, vi eventuelt begår senere. Det giver ikke tilladelse til at fortsætte i synd; derfor, når vi modtager det (Kristi blod), er det kun synd begået frem til tilgivelsen – synder vi allerede har begået – vi får forladelse for.
Men skal vi standse der og kun få tidligere synder tilgivet? Vi er fortsat kødelige væsener. Vi vil stadig blive udsat for fristelser. Synden har greb i os – vi har levet som slaver af synd og været i dens magt. Vi er magtesløse og kan ikke befri os selv fra synd! Vi har levet under syndens slaveri. Kan vi forstå billedet – forstå meningen.
I hvilken grad skal vi fjerne synd? Ikke delvist men helt! Og ligesom surdej, der er type på synd (1. Kor. 5:8) – surdej hæver, svulmer og vokser, det samme gør synd – da er syv det tal som Gud bruger til at symbolisere fuldkommenhed, og derfor skal Påaken efterfølges af syv dage med usyrede brød!
Billedet – meningen – symbolikken er ikke fuldkommen med påsken alene. Påsken er anerkendelsen af, at vi modtager Kristi blod som tilgivelse for vore tidligere synder. Den giver et billede på den korsfæstede – den døde – Kristus.
Skal vi da lade Kristus blive hængende på korset -- symbolsk talt? De syv dage med usyrede brød der følger efter påske er for os billede på fuldstændigt at kvitte synd, at holde budene – efter at tidligere synd er tilgivet.
De er billede på den opstandne Kristi liv og arbejde – han der steg op til Guds trone, hvor han nu aktivt arbejder på vore vegne, som vor ypperstepræst; idet han renser os fra synd og befrier os fuldstændig fra dens magt!
Symbolikken i kun at holde påske og overse de usyrede brøds dage betyder at modtage Kristi blod og så fortsætte med at synde – fejlagtigt at påstå at loven er afskaffet, at vi er under nåde, og har tilladelse til at fortsætte i synd!
De syv dage i de Usyrede Dages Højtid symboliserer, at man overholder budene eller med andre ord, at man holder op med at synde.
Guds sande kirke holder disse højtidsdage, hvoraf den første er en mindedag der symboliserer befrielse fra synd, i vor højre hånd og på vor pande, Guds tegn på at vi skal holde Guds bud. Og eftersom panden er sæde for intellektet og symboliserer accept, og den højre hånd symboliserer arbejde, da bærer vi Guds tegn når vi acceptere sandheden om højtiderne og de Usyrede Brøds Dage ved ikke at udføre arbejde på disse hellige dage! Ikke alene er den ugentlige sabbat Guds tegn (2. Mos. 13:12-17) -- de årlige sabbatter er også tegn!
Læg mærke til hvor vidunderlig disse forsamlings højtider afspejler Guds forløsningsplan. Jeg husker en husmor som et år på den sidste af disse sabbatter, den 21. abib, nævnte, at hun havde fundet en halv skive syret brød bag et eller andet i løbet af de usyrede brøds dage. Hun havde selvfølgelig straks taget det ud af huset.
En anden fortalte at hun havde fundet et halvt brev bagepulver, som hun ikke vidste hun havde. En tredje fandt en skive brød og noget gær. Alle havde fjernet disse ting så snart de opdagede det.
Hvilket godt billede på livet! Hvor ofte hænder det ikke, at når vi troede vi havde fjernet synden, da opdager vi skjulte synder eller vaner som vi ikke vidste noget om – eller som vi troede at have overvundet? De skal overvindes og fjernes så snart de bliver opdaget.
Men lad os se videre på dette vidunderlige billede. Israels børn gik ud af Egypten natten til den 15. abib, på samme måde må vi af egen fri vilje komme ud af synd, så snart vi har modtaget Kristi blod. De gik ud ved egne kræfter – og det skal vi også.
Men de kom ikke langt før Farao satte efter dem (2. Mos. 15:5-7). Hvis Egypten er typen på synd, da må det være oplagt at Farao er billedet på Satan, og at Egyptens hær forestiller Satans dæmoner..
Mens Israel var i Egypten var de Faraos slaver, hjælpeløse og magtesløse under hans slavepiskere – ligesom synderen er i djævelens magt. Men da Israel modtog lammets blod, da handlede Gud, og Farao lod Israel gå. Når vi modtager Kristi blod, handler Gud, og djævlen må slippe os.
Ligesom Israelitterne gik ud "værnede af en stærk hånd" (4. Mos. 33:3) under stor jubel og i høj stemning over befrielsen fra slaveriet, på samme måde starter den nylig undfangede kristne jublende glad og lykkelig for sit kristne liv. Men hvad sker der?
Djævelen og synden sætter straks efter Guds nylig undfangede søn/datter – og snart finder den nye og uerfarne kristne sig selv nedsunken i dyb fortvivlelse, fristet til at give op og trække sig tilbage.
Læs fra og med vers 10 i 2. Mos. 33 – så snart israelitterne fik øje på egypterne, der drog efter dem, blev de grebet af stor angst. Frygten kom over dem. De begyndte at knurre og klage. De så at det var umuligt at undgå Farao og hans hær, han var for mægtig for dem. De var hjælpeløse. Det er det samme med os.
Men se budskabet Gud gav dem gennem Moses: "Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se Herrens frelse ... thi som I ser egypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere. Herren skal stride for Eder!" Hvor vidunderligt!
Hjælpeløse bliver vi bedt om at stå stille og se Herrens frelse. Han vil kæmpe for os. Vi kan ikke sejre over Satan og synd, men det kan Gud. Den opstandne Kristus, vor Ypperstepræst, vil rense os, hellige os, befri os, han som lovede aldrig at ville forlade eller svigte os!
Vi kan ikke holde budene af egen kraft og styrke, men Kristus I OS kan holde dem! I tro må vi stole på ham.
Se nu i vers 19. Engelen der havde gået foran og vist israelitterne vejen, gik nu bag dem og kom imellem dem og fjenden og beskyttede dem. Og så delte Gud vandet i det Røde Hav, " ... men vandet stod som en mur på begge sider af dem" (vers 22). I Esajas 55:1 og Johs. 7:37 er vand symbol på Den Hellige Ånd.
Guds levende vand er en mur på vor højre og vor venstre side. Den leder os på den sande vej, den bereder os vejen og beskytter os når vi vandrer på den. Men da Farao og hans hær forsøgte at følge efter Israel på denne guddommeligt skabte sti, dækkede disse samme vande dem fuldkomment, ligesom Den Hellige Ånd fjerner og dækker vore synder, og israelitterne så dem ikke mere! Hvilket herligt billede!
Vi kan nu se, at de usyrede brøds højtid såvel som påsken, blev ordineret og etableret til at skulle gælde for altid, længe før den gamle pagt blev oprettet. Lad os være konsekvente. Modstandere påstår, at det er en del af Moseloven. Vi svarer, at de eksisterede før Moseloven og at de nu er overført til det Ny Testamente og er derfor bindende i dag.
Læg særlig mærke til at oprindeligt blev der ikke foretaget ofringer – ingen mad og drikofre – på disse dage. Se Jeremias 7:22-23. Disse helligdage blev ikke indstiftet med henblik på ofringer, sådan som nogen fejlagtigt har antaget. De er mindedage – som de bliver kaldt to gange. Hvor ellers finder vi så letforståelige ord som lige ud kalder sabbatten for en mindedag, til ihukommelse? (Se også 3. Mos 23:24).
Også sabbatten eksisterede før Moseloven. Den blev helliggjort for Herren før Moseloven blev givet.
Da Moseloven kom og dens ofrings ceremonier med mad og drikofringer, var det en midlertidig ordning indtil Kristus. De skulle overholdes, nogle dagligt, nogle på ugesabbatten, andre på den første dag i hver måned og nogle på hver af de årlige helligdage.
Men læg nu mærke til følgende kendsgerning! Der hvor vi finder disse dyre-, mad- og drikofringer indstiftet på helligdagene, der finder vi dem også indstiftet for ugesabbaterne. De samme kapitler i Moseloven som binder dem til de årlige højtider binder dem også til ugedagene.
Argumentet om, at da ofringerne som udførtes på disse dage faldt bort, da blev dagene også afskaffet -- og at dette også gælder for sabbatten! Hvis dette argument gør ende på det ene, så gør det også ende på det andet. Søndagsprædikanterne påstår, at disse ofringer afskaffede sabbatten. Vi benægter det – hvorfor? Fordi sabbatten eksisterede før ofringerne blev tilføjet. Det samme gælder helligdagene! De var gyldige før ritualerne i Moseloven!
Lad os nu gå til 4. Mosebog 28 og 29: For det første: "Ildofringerne, dag efter dag, "morgen- og aftenofringerne." Derefter vers 9-10, det brændte kød- og drikoffer hver sabbat; dernæst vers 11-15, ofringerne på nymånedage; og endelig fra vers 16 og hele 29. kapitlet ud, ofringerne på årsdagene.
Vi ved nu at disse kød- og drikofre med ild havde symbolsk betydning og blev afskaffet! Men er de syv ugedage afskaffet? Er ugesabbatten? Er den første dag i hver måned afskaffet? Ikke i Guds øjne. Da er Guds årlige helligdage heller ikke afskaffet!
Ofringerne havde symbolsk betydning. De kom med Moseloven og de forsvandt med den. Men dagene som ofringerne foregik på, var ikke symbolske. De kom ikke med Moseloven og forsvandt heller ikke med den.
Disse dage er bindende for altid! Som Sabbatten er en mindedag, således er helligdagene det også!
Vi vil nu vise det nytestamentlige bud – klarere og mere direkte end noget vi kan finde om ugesabbatten – om at overholde disse årlige højtider!
Læs 4. Mos. 28:16-17 igen: "På den fjortende dag i den første måned skal der være påske for Herren. Den femtende dag i denne måned er det højtid; i syv dage skal der spises usyrede brød."
Denne højtid var ikke den 14., men den 15. Den 14. var påsken da lammet blev slagtet. Dagslys delen af den 14 var forberedelsen til højtiden. (Matt. 27:62; Markus 15:42; Lukas 23:54; Johs. 19:14) Læg mærke til at jøderne på Jesu tid fejrede deres påske en dag for sent ifølge deres lederes tradition (Johs. 18:28).
Lad os få dette punkt fuldstændig indprentet i vort sind, for hvis dette er sandt, og det er det, da er alle disse dage fortsat bindende for os både under Det Ny Testamentes og under Det Gamle Testamentes autoritet!
Se Mattæus 26:5. Ypperstepræsterne og folkets ældste der rådslog om at slå Jesus ihjel, sagde: "Ikke på højtiden, for at der ikke skal blive uroligheder blandt folket." De skyndte sig så de kunne få ham dræbt dagen før højtiden, altså på den 14. abib (nisan).
Markus 14:2 siger det samme. For nu at slå fast at højtidsdagen var dagen efter påskehøjtiden, og at den var en stor sabbat – at den var dagen efter at Jesus blev korsfæstet, læs da Johs. 13:29: "Thi da Judas havde pengepungen, mente nogle, at Jesus sagde til ham: "Køb hvad vi har brug for til højtiden." Dette viser klart at højtiden var den følgende dag – den 15. abib (nisan), som alle disse skriftsteder bekræfter. For yderligere oplysninger om dette vigtige emne kan du skrive efter vort gratis hæfte "Opstandelsen fandt IKKE sted på en søndag" (The Resurrection Was Not on Sunday).
Lad os nu omhyggeligt granske 1. Kor. 5:7-8. Kirker har hævdet at dette angår påsken. Men det siger versene ikke, og de har overhovedet ikke noget med påsken at gøre. Lad os villigt og med bøn undersøge hvad der står:
" ... thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus. Lad os derfor HOLDE HØJTID[EN]." Læg mærke til dette. Fordi Kristus vort påskelam var blevet ofret, derfor lad os i den nytestamentlige tid – fordi Kristus døde -- lad os holde hvad? Mærk dig det! Ikke påsken som var på den 14. abib – men lad os holde højtiden – som var den 15.! Den Store sabbat i Johannes 19:31!
Den årlige helligdag. Og i udvidet forstand inkluderede højtiden alle de syv usyrede brøds dage, inklusiv den næste helligdag eller sabbat på den 21. abib (nisan)! Vi kan ikke komme udenom dette, hvis vi har overgivet os til Herren og Guds Ord! Her står det med tydelige ord i Det Ny Testamente! Fordi Kristus var korsfæstet, lad os da holde højtiden! Den 14. var påsken, men på den 15. dag i samme måned er højtiden! Den knyttes ikke til påsken, for der står "højtiden".
Det registreres samvittighedsfuldt i Det Ny Testamente, at Kirken, i dens historiske periode, overholdt disse dage!
"Vi sejlede efter de usyrede brøds fest ud fra Filippi." Paulus og hans følge holdt tydeligvis de usyrede brøds dage i Filippi. Ellers ville Den Hellige Ånd aldrig have inspireret disse ord.
Læg også mærke til Apg. 12:3: "Det skete under de usyrede brøds fest." Hvorfor skrive dette hvis dagene i Guds øjne var ophørt med at eksistere?
Glem ikke, det var ikke en person der var uvidende om, hvad der var afskaffet, der kom med denne udtalelse. Det var Gud den Almægtige som gennem Den Hellige Ånds inspiration lod dette sige. Det var mange år efter korsfæstelsen. De usyrede brøds dage eksisterede stadig. Ellers kunne Den Hellige Ånd ikke have inspireret til at sige: "Det var de usyrede brøds dage."
