Kapitel 2
ER DETTE den eneste "frelsens dag?" De fleste kirkesamfund lærer i almindelighed at alle der dør "ufrelst", eller som ikke "bliver frelst" før Kristi genkomst, aldrig vil blive frelst.
De går ud fra, at der foregår en stor strid mellem Kristus og Satan. De tror Kristus kom for at frelse verden, og at det er med hjælp fra alle disse kirker, han fortvivlet forsøger at "få verden frelst."
På den anden side gør den smarte og forføriske djævel alt for at forhindre folk i at blive "frelst". Og de synes at tro, at der er en tidsfrist i konkurrencen.
Vi er nu tæt på Kristi genkomst, men de tror, at når han kommer til jorden vil han finde sig hjælpeløs – helt ude af stand til at frelse verden fra Satans greb – for da "vil det være for sent". "Aprobationstiden vil være afsluttet," som et kirkesamfund udtrykker det.
Denne hedenske forvrængning fremstiller Satan som langt mægtigere end Gud.
Guds nytestamentlige Kirke blev grundlagt på en søndag. Den startede på den årlige sabbat som kaldes "Pinse" eller "Førstegrødens Højtid". Den kaldes også "Ugernes Højtid".
Nytestamente Kirken fortsatte år efter år med at holde Pinsen, denne årlige sabbat, som vi skal vise.
Og Gud gav sit folk denne højtid for at åbenbare og holde dem konstant informeret om, at denne epoke kun er den første og foreløbige "indhøstning af sjæle."
Guds hensigt med at give sin Kirke de årlige højtider, var, som allerede forklaret, konstant at holde sine børn i den rette forståelse for Guds store plan.
For at gennemføre dette, brugte Gud de årlige høst sæsoner i oldtidens Israel som billede på den åndelige indhøstning af sjæle.
I Det Hellige Land er der to årlige høstperioder. Den første høst er af vintersæden i foråret. Derefter kommer den store høst i efteråret. Det var Guds hensigt, at hans helligdage gentaget år efter år skulle skildre den kendsgerning for hans Kirke, at kun dem han selv kalder i denne tidsalder kan blive hans undfangede børn NU! Og vi er kun førstegrøden af hans store åndelige høst!
Men lad os fortsætte i det afsnit i Skriften der opsummerer alle festtiderne – 3. Mos. 23.
I dette ene kapitel finder vi alle Guds højtider proklameret som højtidsstævner. Først kommer det ugentlige stævne, sabbatten, på ugens syvende dag. Derefter fra vers 4 følger en liste over årlige højtidsstævner som også er befalede sammenkomster: "Følgende er Herrens festtider med højtidsstævner, som I skal udråbe, hver til sin tid".
Den første af disse er Påsken, fulgt af de Usyrede Brøds Dage med de to årlige sabbatter. Fra og med vers 9 finder vi instrukser om førstegrødeneget.
Det var ikke tilladt israelitterne at høste noget af den tidlige høst før denne dag (vers 14). Derefter, på dagen efter ugesabbatten, under en højtidelig ceremoni udført af det levitiske præsteskab (ritualerne var kun midlertidig erstatning og er derfor ikke mere i brug), blev det første kornneg skåret og bragt til præsten. Præsten svingede kornneget højtideligt for Herrens åsyn så det kunne blive anerkendt af Gud for dem.
Dette er billede på den opstandne Kristus der stiger til himmelen for at blive godkendt af Sin Fader, han var det allerførste menneske faktisk født af Gud – den første frugt af sjælenes førstegrøde. Ved at sammenligne Johs. 20:17 med Mattæus 28:9 kan vi se, at Kristus fremstillede sig for Faderen om morgenen efter sin opstandelse den foregående aften (1. Kor. 15:20, 23; Rom. 8:29; Kol. 1:15,18). Ceremonien med svingningsneget fandt sted på en søndag, morgenen efter ugesabbatten i de usyrede brøds dage.
Næste højtid er Pinsen. Ordet "Pinse" kommer fra det græske pentecoste -- Det Ny Testamente er oversat fra græsk – det betyder "halvtreds", underforstået "den halvtredsindstyvende dag". I Det Gamle Testamente kaldes denne højtid for "ugernes højtid".
Læg nu mærke til en korrekt oversættelse af instruksen fra og med 3: Mos. 23:15: "Så skal I fra (og med) dagen efter sabbatten, fra den dag I bringer svingningsneget, tælle syv uger frem – det skal være hele uger – til dagen efter den syvende sabbat. I skal tælle halvtredsindstyve dage frem. Og den halvtredsindstyvende dag er Pinse!
"På denne dag skal I udråbe og holde højtidsstævne; I må intet arbejde gøre. Det skal være Eder en evig gyldig anordning, overalt hvor I bor, fra slægt til slægt" (vers 21).
Alle andre helligdage eller højtider kommer på bestemte dage i bestemte måneder. Men denne ene årlige sabbat fastsættes ved at tælle dagene. Det er ganske enkelt og ligetil.
Det er helt afgørende vigtigt at vi tæller frem til den rigtige dag. Det er denne dag og ingen anden, der er fastsat til at være hellig for Herren. Forestil dig at apostlene, på den tid da Kirken blev indstiftet, havde regnet fejl og at de "da Pinsedagen var kommet", i stedet for "at være forsamlede med hverandre", havde været uenige om dagen, og nogen af dem havde holdt dagen i forvejen eller havde ventet til dagen efter (Apg. 2:1)!
Farisæerne, der lige efter midten af det første århundrede e.Kr. fik fuld kontrol over de jødiske religiøse skikke, regnede (fejlagtig, dvs. fra et forkert udgangspunkt) fra dagen efter den første årlige sabbat.
Før den tid havde ypperstepræsterne af Boethus-familien, de var saddukæere, imidlertid haft kontrol med de ting der angik højtiderne i Jerusalem. Boethus'erne talte altid fra morgenen efter ugesabbatten, dagen vi kalder sabbat, der som regel faldt på en af de usyrede brøds dage eller umiddelbart før den første usyrede brøds dag. Denne historiske oplysning er blevet bevaret for os i Mishna, der blev nedskrevet omkring 200 e.Kr:
"Boethus'erne siger: 'Svingningsneget skæres ikke ved enden af højtidsdagen (den første af de usyrede brøds dage), men først ved enden af den næste regulære sabbat'" (Menahoth, 10, 3).
Denne praksis har været gældende blandt præsterne fra slægtled til slægtled. Deres tællemetode blev fulgt så længe de havde kontrollen med templet og dets ritualer. Samaritanerne og karaiterne (en jødisk sekt fra det attende århundrede e.Kr.) fortsatte også med at tælle fra ugesabbaten, den syvende dag i ugen.
Vi begynder altså at tælle fra svingningen af neget på søndagen som den første dag, og vil da altid ende på en søndag – men IKKE altid på den samme dato i måneden. Det skal "tælles" hvert eneste år. Hverken i den hebræiske (bibelske) kalender, eller i den romerske kalender der gælder i vore dage, kan pinsedagen nogensinde fastsættes som en bestemt dag i måneden.
Vi citerer igen fra Mishna vedrørende den oprindeligt gældende praksis i Jerusalem før farisæerne helt overtog kontrollen: "(Boethus'serne siger:) Pinse falder altid på dagen efter sabbatten" (Chagigah, 2,4).
Dette gør meningen med sidste del af 3. Mos. 23:15 og begyndelsen af vers 16 helt klar: "... I skal tælle syv uger frem – det skal være hele uger – til dagen efter den syvende sabbat. I skal tælle halvtredsindstyve dage frem."
En anden og for nogen måske enklere instruktion til at regne frem til Pinsen findes i 5. Mos. 16:9-10. "Syv uger skal du tælle frem; den dag du sætter seglen til kornet, skal du begynde at tælle. Så skal du fejre ugefesten (Pinse) ... ""
Denne måde at tælle på er også omtalt i 4.Mos 28:26: "På førstegrødens dag (Pinsedag), når I bringer Herren afgrødeoffer af den ny afgrøde på Eders ugefest, skal I holde højtidsstævne; intet som helst arbejde må I udføre."
Fordi der blev talt syv uger, blev pinsehøjtiden også kendt som "ugefesten" (5. Mos. 16:10)./p>
Pinsen symboliserer Kristi offer for vore synders tilgivelse, og de usyrede brøds dage er symbol på afskaffelse af synd. Pinsen er billede på den første del af den åndelige høst – kaldelse af Kirken, de udkaldte – som for den Nytestamentlige periode begyndte på en søndag, på Pinsedagen den 17. juni i året 31 e.Kr. Den dag kom Den Hellige Ånd og tog bolig i kødet, som Joel havde profeteret.
På den halvtredsindstyvende dag (Pinsedag) blev to "svingningsbrød" i gammel testamentlig tid (3. Mos. 23:17, 20) båret frem fra forsamlingens boliger som en førstegrøde for Herren. Netop sådan blev den nytestamentlige menighed sanket ud af denne verden som førstegrøde af Guds frelse, som en fuldbyrdelse af meningen med svingbrødene.
Hvis vi er omvendte, er vi en del af den nytestamentlige Kirke. Vi er blevet en del af det svingbrødene symboliserede.
Og på samme måde som svingningsneget blev løftet op i luften og svunget som et symbol på Kristi himmelfart og genkomst, blev svingbrødene løftet op og svunget som symbol på, at vi også for en stund skal forlade den faste jord når vi rykkes op i luften for at møde Kristus (1. Tess. 4:16-17) for derefter at komme tilbage sammen med Ham og stå på Oliebjerget, hvorfra Han starter sin tusindsårs regering (Apg. 1:11; Zech. 14:3-4).
Gud har ikke forkastet Israel, sit udvalgte folk. Men han har gjort dem midlertidigt blinde, for at frelse gennem deres fald kan komme til hedningerne, der gennem Kristus er blevet åndeligt indpodet i Israels familie (Rom. 11).
Dette er den periode hvor Gud kalder sig et folk, for at gøre dem til konger og præster, der skal regere med Kristus i Riget i tusind år (Rev. 5:10).
"Derefter" – efter denne periode hvor Gud vinder sig et folk blandt hedningerne, "vil jeg vende tilbage," lover Herren. Hvorfor? "og atter opbygge Davids faldne hytte, og dens ruiner vil jeg (Kristus, (ikke mennesker) atter opbygge og rejse den igen" (Apg.15:16).
Hvorfor? "for at også de øvrige mennesker skal søge Herren" (Apg. 15:14-17 – læs det igen!)
I vor nutidige kirketidsalder er efterkommerne af oldtidens Juda og Israel blinde. Men herefter, når Kristus vender tilbage, da vil resten af menneskeheden – både det blinde Israel og hedningerne søge Herren -- når Satan er lænket og Kristus regerer som kongernes Konge og herrernes Herre!
Da vil førstegrøden af hans frelse, som er blevet udødeliggjorte, regere sammen med ham som konger og præster i det vidunderlige arbejde med at bygge en ny civilisation.
I vor nuværende tidsalder er Israel forblændet og blind, og vil fortsætte med at være det "indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind" (Rom.11:25), da skal hele Israel frelses fra synd; for fra Zion skal befrieren Kristus komme! Hele Israel skal blive bragt til omvendelse og blive frelst fra synd. Hvorledes? Når Kristus fjerner ugudeligheden fra det dødelige Israel ved at tilgive synd.
I vor tidsalder har Israel ikke troet på Gud og derfor er Davids hytte faldet (Rom. 11:31-32). For at også hele Israel igennem nåden til hedningerne og til de få "Udvalgte" i Israel -- håndplukket ud af denne tidsalder, og ved deres virke som konger og præster under Kristus -- til den tid også skal opnå nåde!
Hvor vidunderlig Guds store forløsningsplan dog er, når vi først forstår den, som den er fremstillet i de årlige helligdage!
I Jakob 1:18 og Romerbrevet 8:23 kaldes de hellige i vor tid "førstegrøden" af Guds frelse. Denne epoke med udvælgelsen af flokken, der skulle bære hans navn, begyndte på Pinsedagen. Højtiden der hvert år fejres som billede på denne store begivenhed – denne store "mysterium"-tildeling – i Guds forløsningsplan!
Læg også mærke til at disse højtider -- de usyrede brøds dage og pinsen -- falder i begyndelsen af året, og at de store begivenheder som de symboliserer også fandt sted i begyndelsen af frelserplanen!
Gruppen af helligdage der kommer i SLUTNINGEN af året symboliserer mægtige begivenheder i Guds forløsningsplan. De vil finde sted i fremtiden, ved slutningen af denne epoke! De kommer alle i den syvende måned – og deres opfyldelse vil blive indledningen til det syvende årtusind siden skabelsen!
Denne verdens kirkesamfund lærer i dag, at det er kirkens opgave at frelse verden. De lærer at alle der nogensinde vil blive frelst kun kan blive det nu, i vor nuværende epoke. De lærer at "prøvetiden ENDER" ved, eller før Kristi genkomst.
Hvis dette er sandt, hvilken fiasko ville Guds plan da være! Det er kun meget få der er blevet frelst i denne tidsalder, denne dispensation. En trediedel af jordens nuværende befolkning har aldrig så meget som hørt det eneste navn hvorved vi kan blive frelst!
Er disse da -- flertallet af alle levende mennesker, fortabt for evigt fordi de aldrig hørte Jesu navn – fortabt og fordømt uden nogensinde at have fået en chance? Den almindelige lære er, at Gud har forkastet sit folk Israel og at de er fordømt og fortabt for evigt. Havde de overholdt disse årlige helligdage, som Gud havde befalet skulle gælde for altid – som alle trofast blev overholdt af den Nytestamentlige Kirke, sådan som det er gengivet i Apostlenes gerninger og i kirkehistorien – da ville de have forstået Guds vidunderlige plan.
Det er ikke vor opgave at omvende alle mennesker i vor nutidige verden; men vi skal forkynde evangeliet. Hvilket evangelium? Den gode nyhed om Riget – den gode nyhed om de tusind år, hvor alt vil blive genoprettet, når Kristus kommer tilbage for at regere med magt og i stor herlighed.
Lad os forstå dette. I vor tid er Israel delvis blind -- men kun indtil opfyldelsen af tiden der er sat af til hedningerne. En dispensationstid hvor kun en ganske lille minoritet af kinesere, indere og russere og andre hedenske folkeslag, har hørt om Jesus Kristus.
De gode nyheder om Guds kommende Rige skal forkyndes som et vidne. Mange er blevet kaldet igennen denne tid, men kun få er udvalgte, og endda færre er forblevet trofast til enden.
De – det håndplukkede folk for hans navn – skal gøres udødelige og skal regere på jorden i Rigets tusind års varighed. Da vil Israels blindhed blive fjernet. De skulle kun være blinde indtil hedningernes tid var omme. Himlene tog imod Jesus indtil tidspunktet for alle tings genoprettelse.
Denne flok som er samlet siden hin Pinsedag den 17. juni i 31 e. Kr., er kun førstegrøden af Guds frelseplan. I denne epoke plukkes altså kun "førstegrøden" af dem der vil blive frelst. De trænes og testes for at kvalificere sig til embeder som konger og præster i Kongeriget og for at medvirke i den endelige frelse af hele verden.
Da er det, at Gud endnu engang vil række sin hånd ud for at vinde resten af sit folk – Israel (Esa. 11:11).
Da er det: "Thi se, som ild kommer Herren, og ... med ild og med sit sværd skal Herren dømme alt kød. ...Jeg fuldbyrder et under iblandt dem og sender undslupne (fra plagerne) af dem til folkene (hedningerne) ... som ikke har hørt mit ry eller set min herlighed; og de skal forkynde min herlighed blandt hedningerne" (Esa. 66: 15,16,19).
Da er det, at "rindende vand skal vælde frem fra Jerusalem," og hedningefolkene som ikke tidligere har hørt, "skal år efter år drage derop for at tilbede Kongen, Hærskarers Herre, og fejre løvhyttefest"! (Zak 14:8, 16)
Da er det, at "talrige folk skal komme vandrende: 'Kom, lad os drage til Herrens bjerg (nation)... os skal han lære sin veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord.' Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern... ej øve sig i våbenfærd mere. ...På hin dag, lyder det fra Herren... Herren er konge over dem på Zions bjerg fra nu og til evig tid" (Mika 4:2-7). Dette vedrører ikke Guds Kirke nu, men er møntet på Guds Rige efter at Kristus er vendt tilbage. Hvilken vidunderlig forløsningsplan?
Adam syndede. Alle har syndet. Fra Adam til nu ser vi en krønike om mennesket uden Gud -- om menneskelige lidelser og fejltrin. Og således har Gud i sin store visdom tilladt menneskene at bevise for sig selv, hvilke syndere de er – hvor hjælpeløse de er i sig selv!
Og til sidst skal vi lære, at det er kun når Gud Selv påtager sig at frelse menneskene -- ved at sende Jesus for at herske med jernspir -- at verden virkelig kan blive frelst! Derfor er de som bliver frelst nu en frelsens førstegrøde, og de vil få den store ære at blive Kristi medhjælpere i det herlige Riges arbejde med forløsning!
Dette er Guds sande forløsningsplan, som er forkyndt fra skabelsesberetningen i 1. Mosebog og hele vejen igennem til Åbenbaringens Bog! Hvor fjern den dog er fra den populære forkyndelse! Men ikke desto mindre er det den plan, der er afbilledet i Guds årlige helligdage. Og havde kirkesamfundene fortsat med at overholde disse helligdage, ville de aldrig have mistet denne plan af syne og være faldet for falske prædikanters forførelse!
På samme måde som vi så, at Guds sande Kirke fortsatte med at overholde De Usyrede Brøds Dage og Påsken, således fortsatte de også med at holde Pinsen. Læs om det i 1. Kor.16:8 og Apg. 20:16.
Havde de ikke været forsamlede på den første Pinsedag efter at alt som skulle bort var afskaffet, kunne vi aldrig have læst denne enestående beretning i 2. kapitel af Apostlenes gerninger i Biblen.
"En Hellig Sammenkomst" betyder et helligt møde, hvor hele menigheden er sammenkaldt under absolut autoritet. Det er et helligt møde, hvor hvert eneste individ er befalet under absolut autoritet at være tilstede. Sabbatten er en ugentlig hellig sammenkomst. Vi er derfor befalet at komme sammen. Hver af disse årlige højtidsdage er hellige sammenkomster. Den første menighed adlød. Gør vi?
Kolossenserbrevet 2:16 blev skrevet som en advarsel til hedningekristne i Kolossæ for at beskytte dem mod falske lærere, lærere som listigt forvrængede Paulus' budskab. Læg mærke til det Paulus skriver: "Lad derfor INGEN (mennesker) dømme jer for mad og drikke (for at spise og drikke) eller med hensyn til (noget som har at gøre med overholdelse af) højtid, nymåne eller sabbat" (Kol. 2:16).
De originale ord på græsk i vers 16 for "mad og drikke" er en brøsei og en pøsei og betyder "i at spise og i at drikke".
Her nævnes intet om at afskaffe Guds lov eller hans helligdage. Intet er afskaffet i disse vers. Det stik modsatte er faktisk tilfældet. Kritikken som kolossenserne fik for at holde disse dage beviser, tværtimod, at de faktisk overholdt dem. Hvordan kunne de ellers blive kritiseret "i spørgsmål" om dage de ikke holdt?
De tidligere hedenske kolossenser havde aldrig holdt Guds helligdage før! De var hedninger indtil de blev omvendt. Nu, da de havde hørt evangeliet, overholdt de dagene som Gud havde helliget. Paulus advarede dem imod at vende tilbage og blive påvirket af deres tidligere hedenske skikke – skikkene som de, der hader Guds lov og højtider, følger.
"Lad derfor ingen dømme jer ... " (vers 16) i disse sager, sagde Paulus "men [kun] Kristus" (vers 17, sidste del).
Dette vers har skabt unødig vanskeligheder for mange. Den originale græske tekst lyder: de suma tu kristu, det vil sige: ... "men [kun] Kristi legeme." Hvad er Kristi legeme? Hvordan bruger Paulus udtrykket i Kolossenserbrevet?
Slå op på kapitel 1. I vers 18 finder vi at Kristus "er hovedet for legemet som er KIRKEN." Se også Kol. 2:19.
Guds sande Kirke er Kristi legeme. Akkurat som Guds Ånd engang boede i Jesu Kristi jordiske legeme, bor Den Hellige Ånd nu i hvert medlem af menigheden, og sammen udgør medlemmerne dette ene legeme som gør netop det arbejde som Kristus gjorde. Menigheden er derfor Kristi legeme i dag! Og Kristus er hovedet, ligesom manden er hustruens hoved (Efe. 5:23).
Paulus erklærer i Kolossenserbrevet at ingen uautoriseret person skal dømme sande kristnes opførsel. Mennesker skal ikke bestemme hvordan vi bør leve. Det er menighedens -- Kristi legemes -- ansvar at råde i disse spørgsmål! Kirken skal belæres om, hvordan man holder højtiderne – og lære dem betydningen af at udøve selvkontrol i at spise og drikke osv.
Disse vers bør derfor oversættes: "Så lad da ingen dømme jer... men (lad hellere) Kristi legeme (afgøre det)." Lad Kristi legeme dømme i disse kirkeanliggender. Græsk kyndige indser, at det sidste udtryk "men Kristi legeme" mangler verbet, man har oftest ikke set, at det manglende verbum mest logisk og grammatikalsk korrekt burde tages fra sætningen foran, altså: "Lad Kristi legeme dømme (i disse sager)"!
