Kapitel 5
Har det nogensinde slået dig hvor mærkeligt det er, at den Store Gud skulle have ophøjet oldtidsnationen Israel til sit udvalgte folk?
Overvej disse tilsyneladende paradokser:
Gud siger at han ikke gør forskel på folk. Gør han da forskel på nationer? Har han favoritter?
Er det gået op for dig at Gud nægtede sit udvalgte folk frelse – bortset fra deres profeter? At det kun var materielle og nationale løfter denne udvalgte nation fik – og at Guds Hellige Ånd ikke blev gjort tilgængelig for dem?
Har det nogensinde passeret dine tanker, at den Hellige Bibel er skrevet til og om denne ene nation Israel, og at andre nationer bliver nævnt alene i det omfang de kommer i forbindelse med Israel?
Og her kommer endnu en sandhed overset af nutidens kristendom og af jødedommen, og som hverken er beskrevet eller forstået af historikerne! Nordriget
159
Israel var ikke jødisk! Første gang ordet jøder nævnes i Biblen, er i 2. Kongebog 16:5, hvor nationen Israel i alliance med Syrien førte krig imod jøderne!
Denne forbløffende sandhed om Israel er et totalt ukendt mysterium -- ingen religion, hverken kristendom eller jødedom ved noget om det!
Det er sandt at nationen Israel var Guds udvalgte folk. Men forstå dette: De blev ikke udvalgt til at blive “lærerens yndling” eller til at modtage speciel gunst og tjenester. De blev udvalgt med én bestemt HENSIGT, nemlig for at de skulle forberede etableringen af Guds Rige!
Det er en fascinerende historie! Svaret på dette kapitels titel “Mysteriet om Israel” har stor betydning for Guds HENSIGT med menneskeheden! Man kan ikke forstå den virkelige hensigt med mennesket og dets utrolige potentiale uden denne vigtige viden.
Gud Skaber er i færd med at reproducerer sig selv igennem mennesket! Guds endelige og altoverskyggende HENSIGT er så betagende, at den vanskeligt kan beskrives. Etableringen af oldtidens nation Israel er en uadskillelig del af denne ypperste mesterplan.
Syv generationer efter Syndfloden fandt Den Evige en mand som ville adlyde ham. Hans navn var Abram. Han levede i Haran i Mesopotamien. Denne mand skulle blive et modbillede til Gud Fader. Fra ham skulle Israel nedstamme. I denne nation lod Gud sine profeter fremstå og da tiden var inde, Jesus Kristus, Guds egen Søn.
Abram, hans oprindelige navn, søgte ikke Gud, men Gud valgte at kalde og sætte Abram på prøve. Patriarken fra oldtiden der senere i skrifterne bliver kaldt de
160
trofastes fader. Gud kaldte ham i en ganske bestemt hensigt. Hensigten var ikke at “frelse” ham og “få ham op i himmelen”. Gud kaldte ham, fordi han kunne se, at der i denne mand var potentiale for lederskab og lydighed mod Gud. Gud kaldte ham for at uddanne ham til speciel tjeneste og for at han til sidst skulle optage en høj position i Guds Rige – Morgendagens Kommende Verden. Jeg vil nu citere fra en bog jeg skrev for over 50 år siden, “De Forenede Stater og Storbritannien i Profetierne”, fra side 16:
Gud befalede denne mand, Abram: "Drag ud af dit land, fra din slægt og din faders hus til det land jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk" (1. Mosebog 12:1-3).
Dette var et bud, der både var en betingelse og et LØFTE. Betingelsen var lydighed.
Således begyndte Gud sin særegne nation med ét menneske, Abraham Ligesom den verden, der har forvildet sig langt bort fra Gud og velsignelserne der kommer af at tilbede ham og adlyde hans love og regering, blev startet med én mand der gjorde oprør mod Gud og forkastede hans regering. På samme måde blev Guds egen nation af kød og blod, hvorfra børn skal genfødes ind i Guds Rige, startet med én mand der uden spørgsmål adlød og anerkendte Guds guddommelige herredømme.
Begyndte Abram at argumentere? Sagde han: “Lad os tage en fornuftig snak først. Her er jeg i Babylon, i verdens centrum for handel, samfund og forlystelser. Kunne du ikke lige så godt give mig dette løfte her, hvor alt er behageligt og besnærende? Hvorfor skal jeg forlade alt dette og drage til et uciviliseret land?”
Kom Abram med udflugter, med modstand, argumenter og oprør?
Det gjorde han så afgjort ikke!
Den inspirerede tekst fastslår ganske enkelt: “Abram tog af sted.” Der var ingen modsigelser. Ingen menneskelig argumentering om at Gud tog fejl. Ingen dumme spørgsmål som: “Hvorfor skal jeg forlade dette her?” “Kan jeg ikke selv bestemme?” Ingen nølen for at sige: “Jamen, jeg ser sådan på det.”
161
“Abram tog af sted.” Enkelt og klart, ubestridt lydighed!
Her ser vi igen dualitets princippet. Abram befandt sig lige i centrum af denne verdens voksende civilisation. Husk at det var en verden i fangenskab – en verden i udvikling efter Satans mønster. Gud havde valgt Abram som patriark for sin nation Israel, menighed eller Kirke i Det Gamle Testamente. Det tosidige princip går som en rød tråd igennem Guds arbejde med at fuldføre den store hensigt med menneskeheden på jorden. Vi har den fysiske menighed Israel i Det Gamle Testamente, og den åndelige Guds Kirke i Det Ny Testamente. Ordet kirke blev i Det Ny Testamente oprindeligt skrevet på græsk, “ekklesia” som betyder en forsamling af kaldede.
Da Israel i Det Gamle Testamente var den fysiske forløber og forbillede på Kirken i Det Ny Testamente, kaldte Gud Israels stamfader ud af Satans verden. Abraham anså senere sig selv for en fremmed, en pilgrim på jorden. Dette var ikke hans verden: “I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet (lovet); men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændige på jorden. De der taler sådan, viser jo derved, at de søger efter et fædreland (en anderledes civilisation). Og hvis de havde tænkt på det, de var udvandret fra, havde de haft tid nok til at vende tilbage, men nu står deres hu til et bedre, nemlig det himmelske fædreland; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad” (Heb. 11:13-16). De Søger et bedre fædreland, et himmelsk fædreland som det vil blive når Guds Rige fylder jorden.
162
Og Gud etablerede denne mand Abram, hvis navn han senere ændrede til Abraham, som nationen Israels fader! Det var Abraham og hans efterkommere der fik alle Guds løfter. Vi må blive ligesom Abraham og igennem Kristus et af hans børn, hvis vi skal arve løftet om evigt liv i Guds Rige.
Gud sagde om sin specielle kødelige nation Israel: “Det folk jeg har dannet mig skal synge min pris” (Esa. 43:21). Denne profeti står stadig ved magt og vil snart blive opfyldt!
Ikke mange har bemærket det, men der løber en dobbeltsidighed i gennemførelsen af Guds plan med at udføre hans hensigt med jorden.
Der var den første Adam af kød og blod og uomvendt; og Kristus, den anden Adam, åndelig og guddommelig. Vi har Den materielle og midlertidige Gamle Pagt, og Den Nye Pagt der er åndelig og evig. Gud gjorde mennesket dødeligt, fysisk af jordens muld og af menneskeriget; men ved Kristus kan han blive undfanget af Gud og blive åndeligt medlem af Guds Rige.
På samme måde var der to faser i løfterne Gud gav til Abraham – den ene var ren materiel og national -- den anden åndelig og individuel. Det åndelige løfte om Messias og frelse igennem ham, er velkendt af alle der har blot et lille kendskab til Biblen. De ved at Gud gav Abraham det åndelige løfte om, at Kristus skulle fødes af hans slægt – og at frelsen kommer til os ved Kristus. Men – og dette lyder utroligt og er dog sandt – næsten ingen ved hvad denne frelse går ud på, eller disse løfter om frelse som vi kan modtage gennem Kristus, hvordan vi kan modtage dem, eller hvornår! Men denne sandhed hører hjemme i et andet kapitel.
Det væsentligste i dette kapitel er den kendsgerning, at Gud også gav et andet fuldstændig anderledes og højest overraskende nationalt og materielt løfte til Abraham, som er blevet fuldstændig overset.
Læg nu igen mærke til hvordan Gud først kaldte Adam, og den dobbeltsidede natur i hans løfter: “Herren sagde til Abram: ’Drag ud fra dit land, fra din slægt og
163
din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et STORT FOLK … i dig skal alle jordens slægter velsignes’” (1. Mose. 12:1-3).
Læg mærke til det tosidede løfte: 1) “Jeg vil gøre dig til EN STOR NATION” – det nationale materielle løfte om at hans kødelige børn skulle blive en stor nation – et løfte om race; 2) “… og i dig skal alle jordens folk blive velsignet” – et åndelige løfte om nåde. Det samme løfte gentages i 1. Mosebog 22:18: “Og i din sæd skal alle jordens folk velsignes”. Denne “ene sæd” henviser til Jesus Kristus som vi kan se i Galaterbrevet 3:8,16.
Det er netop her hvor de der anser sig for “kristne” og deres lærere, falder i og kommer til kort. De har ikke opdaget tosidigheden i Guds løfter til Abraham. De genkender messiasløftet om åndelig frelse gennem denne “ene sæd”, Kristus. De synger salmen “Stående på Løfterne”, og regner med at løfterne går ud på at komme i himlen efter døden.
Dette er det centrale punkt. Det er her, hvor de der bekender sig som “Kristne” og deres lærere hopper af sandhedens spor. Det er lige her de drejer af det spor, der ville have ledt dem til profetiernes forsvundne hovednøgle. De har overset det faktum, at Gud gav Abraham fysiske løfter om RACE såvel som et åndeligt løfte om NÅDE.
Det er en klar kendsgerning at løftet om at “jeg vil gøre dig til en stor nation” henviser alene til Race – ikke til den “ene sæd” i Galaterbrevet 3:16, som var Jesus Kristus, Abrahams søn og Guds Søn – men til “sæd” i flertalsform, en mangfoldighed af efterkommere gennem fysisk fødsel – dette slås yderligere fast ved Guds mere detaljerede gentagelser af løfterne senere.
Bemærk dig dette omhyggeligt! Forstå disse løfter!
“Da Abram var nioghalvfemsindstyve år gammel, åbenbarede Herren sig for ham og sagde til ham; ’Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig, så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort afkom…
164
derfor skal dit navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til fader til en mængde folk’”(1. Mose. 17:1-5).
Læg mærke til at løftet nu er betinget af Abrahams lydighed og ustraffelige levevis. Bemærk også, at “et overvættes stort afkom” nu bliver til “en mængde folk” – altså mere end én nation. Dette kan ikke henvise til den “ene sæd” Kristus. Beviset kommer i det følgende vers.
“Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til folk, og konger (ikke kun én) skal nedstamme fra dig” (vers 6). Læg mærke til at disse nationer og konger skal nedstamme fra Abraham – der er tale om fysisk afkom – mangfoldig sæd i tillæg til den ene sæd (Jesus Kristus) gennem hvem alle spredte individer, der ved undfangelse igennem Kristus (Gal. 3:29) kan blive Abrahams børn. De spredte individuelle kristne udgør jo ikke NATIONER. Rigtig nok bliver kirken i 2. Peter 2:9 omtalt som “et kongeligt præsteskab, et helligt folk (nation) ”, men Kristi Kirke er ikke delt op i “mange nationer”. Nej, dette her handler om race, ikke om nåde.
“Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt…” (1. Mose. 17:7). “Afkom” er her flertal, idet det er slægt efter slægt, altså mange. “Og jeg giver dig og dit afkom efter dig din udlændigheds land, hele Kanaans land (Palæstina) til evig eje, og jeg vil være deres Gud!” (vers 8).
Så du det, landet – materiel ejendom lovet til det flertals afkom -- det er “deres” ikke “hans” Gud, vil jeg være”. Flertalsformen gentages i vers 9: “du og dit afkom efter dig fra slægt til slægt”.
Studer dette LØFTE omhyggeligt!
Store nationers fremtid afhænger af Løfterne den Evige Gud gav Abraham. Det eneste håb om evigt liv for os alle – uden hensyn til race, farve eller tro – afhænger af den åndelige side af løfterne til Abraham – løftet om nåde gennem “den ene sæd”, Kristus Messias!
Dette er ikke ligegyldige, tilfældige eller uvigtige løfter. De er fundamentale grundlag for oprettelsen af
165
de mægtigste stormagter; basis for enhver personlig åndelig frelse; de er eneste håb for at menneskene kan opnå evigt liv. Løfterne er forbløffende. Menneskehedens fremtid er af Gud Skaber baseret på dem.
Jesus Kristus kom “… for at stadfæste forjættelserne (løfterne) til fædrene” (Rom. 15:8) – Abraham, Isak og Jakob. Disse samme løfter blev gentaget til Isak, Abrahams søn og til Jakob, Isaks søn.
430 år senere oprejste Gud sin nation Israel – efterkommere af Abraham, Isak og Jakob, hvis navn Gud ændrede til Israel.
Gud kaldte Moses til at føre dette folk ud af egyptisk slaveri. Det var ikke Moses der søgte Gud. Men Gud havde sørget for at Moses blev trænet og uddannet til opgaven, ved at lade ham opdrage som prins i den egyptiske faraos palads. Moses havde altså fået en speciel uddannelse i lederskab, derfor kaldte Gud ham ud af verden til at lede efterkommerne af Abraham, Isak og Jakob ud af slaveriet i Egypten.
Vi kommer nu tilbage til spørgsmålet om hvorfor Gud oprettede denne hebræiske nation som “sit udvalgte folk”? Hvorfor, når Gud aldrig gjorde Den Hellige Ånd tilgængelig for dem?
Et punkt bør vi her lægge mærke til. Det er sandsynligt at alle disse mennesker – eller næsten alle – tilhørte den hvide race, uændret siden skabelsen.
Efter at Jakob, hans sønner og deres familier kom til Egypten på Josefs foranledning, blev de holdt i et lokalt område der hed Gosen – geografisk adskilt fra ægypterne og der giftede de sig indenfor deres egne.
I denne sammenhæng lad os et øjeblik gå tilbage til Abraham. Han forhindrede sin søn Isak i at gifte sig med de mørklødede kanaanæere der dengang beboede landet.
166
Han sendte sin betroede tjener til sin egen familie og racefæller for at finde en hustru til Isak. Abraham sagde: “Sværg… at du ikke vil tage min søn en hustru af kanaanæernes døtre, blandt hvem jeg bor” (1. Mose. 24:3).
I næste generation giftede Jakob sig med Lea og Rakel, døtre af Laban, Abrahams nevø. Alle der boede i Karan, hvor Laban boede, var af samme æt som Abraham.
Jakob fik seks sønner med Lea og to med Rakel alle af samme oprindelige racelinje -- og to med hver af Rakels og Leas tjenestepiger dvs. 12 i alt. Selv Rakels og Leas tjenestepiger var uden tvivl af hebræisk afstamning. Disse 12 blev stamfædre til de 12 stammer i nationen Israel.
Gud forberedte Moses og uddannede ham specielt helt fra fødslen, sammen med broderen Aaron der skulle hjælpe ham som ordfører. (Moses stammede).
Med plagerne Gud sendte over ægypterne vendte han de ægyptiske guder og objekterne de tilbad imod dem selv, for at vise dem at disse ikke var guder. Selv plagerne blev sendt over ægypterne i KÆRLIGHED.
Den sidste plage kom efter at påskelammet var slagtet på den 14. dag i den første måned, i Guds hellige kalender, der falder om foråret. Israelitterne drog ud af Ægypten natten til den 15. De nåede til Det Røde Hav, men farao var i mellemtiden kommet på andre tanker, og satte efter dem med sin hær.
Israels børn var nået til Det Røde Hav og stoppede der, visse på den sikre død. Der var ingen bro. Det var for langt at svømme for kvinder og børn. Den vrede Faraos hær var i hælene på dem. Der var
167
intet de kunne gøre. De var HJÆLPELØSE! Der var kun GUD at stole på!
Efter en serie af overnaturlige hændelser havde Gud befriet dem fra slaveriet i Egypten. Nu befalede Gud Det Røde Hav skille sig i to vandmure, en ved hver side af en tør bred vej på havbunden.
Israelitterne vandrede igennem. Fra den modsatte bred så de sig tilbage og så ægypterne på vej ned til den tørre vej imellem vand murene, og de blev vidner til hvordan Gud lod vandene komme tilbage og druknede den ægyptiske armé.
Da tiden var inde slog Israelitterne deres telte op ved foden af Sinai bjerget.
Gud gjorde dem ikke til sin udvalgte nation, under teokratisk styre, uden deres samtykke.
Gennem Moses forelagde Gud dem sit forslag. Hvis de ville adlyde HANS REGERING og love, ville han give dem fremgang og gøre dem til de rigeste og mest magtfulde af alle folkeslag.
Men Guds førstefødselsrets LØFTER var af national og materiel karakter – de omfattede ikke åndelig frelse.
Folket indvilligede og således blev de Guds udvalgte nation. MEN HVORFOR?
Vi ved følgende: Guds hensigt med dem havde en klar sammenhæng med forberedelserne til det endelig GUD RIGE -- når GUDS REGERING bliver genoprettet over hele jorden, og åndelig frelse bliver tilbudt ALLE!
En grund var utvivlsomt at bevare den oprindelige fysiske afstamning. Men der var mange andre årsager.
Folkeslagene havde udviklet kundskaber. Efter Adams oprør var menneskeheden
168
begrænset til alene at kunne tilegne sig fysisk og materiel viden.
De sagde ligesom højt uddannede folk og videnskabsmænd nu til dags, “Giv os tilstrækkelig kundskab, så skal vi løse alle problemerne og udrydde alle onder – så vil vi skabe utopi!”
Indtil da havde Gud nægtet menneskeheden åndelig kundskab og udfoldelse. Nu besluttede Gud at give dem indblik i sin lov, i sin regering, i Guds livsstil! Han ville bevise for verden, at uden hans Hellige Ånd var deres sind ude af stand til at modtage og bruge kundskaben om den SANDE VEJ, der fører til LIVET. Han ville vise dem at MENNESKESINDET med sin ene ånd uden tilføjelse af Guds Hellige Ånd, ikke havde evnen til at opfatte åndelige ting, og ikke ville være i stand til at løse menneskenes problemer eller onderne som plagede menneskeheden. Nationen Israel skulle være Guds forsøgskanin til at bevise dette faktum. Gud havde valgt et folk af næsten perfekt herkomst i dets æt, der tilligemed besad alle Abrahams, Isaks og Jakobs (Israels) positive arveegenskaber.
Gud oprettede da en pagt med dem og gjorde dem til SIN NATION. Det var samtidig en ÆGTESKABSPAGT, hvor Israel var hustruen der lovede troskab mod Gud, sin ægtemand. Dette var et fysisk modbillede på den åndelige NYE PAGT der skulle komme.
Hvad beviste det?
Her var et folk af næsten ren afstamning, der havde fået troen på Gud i arv fra Abraham, Isak og Israel. Der er to omstændigheder der gør et menneske til det han bliver i livet: Arveegenskaber og omgivelser. Arveegenskaber er det man har modtaget i fødslen på områder som helbred,
169
intelligens og karaktertræk. Omgivelser inkluderer alle udenoms indflydelser og selvbestemte motivationer – det være sig gode som onde.
Gode arveegenskaber af høj kvalitet, kan give en fordelagtig start på tilværelsen. Inspirerende, opløftende og gode selvmotiverende indflydelser kan blive yderligere hjælp. Sådanne omgivelser kan endda vende en person med ringere arveegenskaber til at blive en virkelig succes i livet.
Men nedslående omgivelser, slet indflydelse og vildledt selvmotivering kan på den anden side vende fortræffelige arveegenskaber til fiasko og ond natur.
Gud startede sin udvalgte nation – på trods af at de lige var kommet ud af slaveriet – med de bedste naturlige fordele i arveegenskaberne. Gud drog dem ud af slaveriet og gav dem en ny frisk start. Man kan endda sige, at de havde alle gudgivne chancer foran dem.
Men hvorfor dog? Hvorfor rejste Gud nationen Israel og forberedte den på denne måde?
Overvej allerførst HVORFOR Gud i det hele taget skabte mennesket! GUD ER I FÆRD MED AT REPRODUCERE SIG SELV I MENNESKET! I MENNESKET er han i færd med at skabe sin egen perfekte, hellige og retfærdige åndelige karakter! Til gengæld skal mennesket GENOPRETTE GUDS REGERING over hele jorden. Og han er i færd med at skabe MILLIARDER AF GUD SØNNER, DER SKAL FÆRDIGGØRE DET UENDELIGE, UFULDENDTE UNIVERS! Og derefter, hvad da?
Gud har endnu ikke åbenbaret hvad han da har til hensigt!
Alt Gud har gjort siden han skabte de første mennesker, har været yderligere skridt i retning af sit overordnede SUPREME MÅL!
Den umiddelbare hensigt med menneskenes historie er at bane vejen for GUDS RIGE,
170
der vil GENOPRETTE GUDS REGERING OVER HELE JORDEN!
Guds rige er den undfangede og genfødte GUD FAMILIE, som vil blive virkelighed i en opstandelse med øjeblikkelig forvandling ved Kristi genkomst! Når jeg bruger vendinger som undfangede og FØDTE Guds børn, vil jeg kraftigt understrege, at jeg IKKE mener dem, der er vildledte af den gængse “FØDT-IGEN” opfattelse der siger, at enhver der “bekender Kristus” allerede i dette nuværende liv er “genfødte”. DETTE ER DET STØRSTE BEDRAG hvormed djævelen Satan har FØRT DEM (de såkaldte “kristne”) BAG LYSET. De har “modtaget” en falsk omvendelse. De kan være nok så velmenende, ikke desto mindre er de forførte! Og selvfølgelig er en forført person ikke klar over, at han er forført -- han kan være fuldstændig oprigtig!
Men TÆNK nu! HVORDAN kan den gammeltestamentlige nation Israel spille en rolle i en progressiv forberedelse til GUDS RIGE?
Abraham var først og fremmest en mand med fremragende kvalifikationer. Uden tvivl vil han og hans sønner Isak og Israel få positioner lige under Kristus i Guds Rige. Guds Rige er et åndeligt rige, der dækker både kirke og stat over hele jorden. De tre mænd vil muligvis blive et team næst efter og lige under KRISTUS, med autoritet over kirke og stat.
Moses, som Gud valgte til at være ISRAELS leder og lovgiver, (det er dog Gud Fader, der er den oprindelige og virkelige lovgiver) vil efter al sandsynlighed komme lige efter Abraham-Isak-Jakob teamet i myndighed og som overhoved over hele verdens nationale regeringer i
171
det kommende tusindårsrige. Og Joshua, der efterfulgte Moses, vil sandsynligvis blive Moses’ assistent og få opsyn med alle nationale regeringer i verden.
Hvad med nationen Israel som helhed?
På trods af deres gunstige arv mislykkedes det dem totalt at kvalificere sig. Da Gud forelagde dem sin hensigt med at gøre dem til sin nation, svarede de: “Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre!” (2. Mose. 19:8). Men de brød deres ord på det groveste og gjorde oprør.
De var i et ”ægtemand-hustru” forhold til Den evige Gud. Men Den Evige sagde senere om dem: “Men som en kvinde sviger sin ven (ægtemand), så sveg du mig, Israels hus, så lyder det fra Herren” (Jer. 3:20). (Dansk oversættelse af 1907: “Men ligesom en kvinde bliver troløs imod sin boler, således ere I af Israels hus blevet troløse imod mig siger Herren”).
Nationen Israel under Moses var ÉN RACE – blandede ægteskaber havde ikke spoleret deres racemæssige nationalitet.
Det forjættede (lovede) land hed dengang Kanaan og indbyggerne var af den sorte race. Men Gud havde GIVET dette land til Abrahams racemæssige efterkommere, det var et af LØFTERNE! Det tilhørte ikke Kana’anærerne eller andre racer, selv om de boede der.
Da Gud flyttede sine, over to millioner, israelitter derind befalede han gennem Moses:
“Når I kommer over Jordan til Kanaans land, skal I drive landets beboere bort foran eder og tilintetgøre alle deres billedværker, alle deres støbte billeder skal I tilintetgøre, og alle deres offerhøje skal i ødelægge; I skal underlægge eder landet og bosætte eder der, thi eder har jeg givet landet i eje; … Men hvis I ikke driver landets beboere bort foran eder, så skal de, som I levner af dem, blive torne i eders øjne og brodde i eders sider, og de skal bringe eder trængsel i det land, I bor i” (4. Mose 33:51-53, 55).
172
Racemæssigt, Nationalt og Religiøst adskilte
Det er på tide at vi FORSTÅR DETTE!
Nationen Israel var GUDS NATION. Men de var et fysisk, ikke et åndeligt folk. Alligevel gav Gud dem SIN Kirke, såvel som national regering og religion. DET VAR GUDS HENSIGT AT HOLDE DEM FYSISK ADSKILDT FRA andre folkefærd -- både nationalt (racemæssigt) og religiøst.
At indgå blandede ægteskaber betød for dem to ting: Det ville frembringe andre racer og indblande dem i afgudsdyrkelse!
Israelitterne ADLØD IKKE GUD!
Langt senere, efter at både Israel og Juda var sendt i landflygtighed, sendte Gud en koloni jøder fra den jødiske slavebefolkning i Babylon tilbage til Jerusalem under Zerubbabels ledelse. De skulle genopføre det andet Tempel.
I denne gruppe var profeterne Ezra og Nehemias. Imod Guds befaling begyndte koloniens folk, at gifte sig med kana'anæere, hetitter, perizzitter, jebusitter og andre racer … “og således har den hellige sæd (af ren fysisk herkomst, for de havde ikke modtaget Den Hellige Ånd) blandet sig med hedningerne” (Ezra 9:1-2).
Profeten Ezra var meget VRED! Han stod op foran forsamlingen og sagde: “I har forbrudt jer ved at hjemføre fremmede kvinder og således øget Israels syndeskyld … skil eder ud fra hedningerne i landet og fra de fremmede kvinder (hustruer)” (Ezra 10:10-11).
Jesus Kristus kom fra Judas stamme, og det var nødvendigt, at HAN skulle være fra den oprindelige rene race ligesom Noah.
I alle tilfælde var den Gamle Pagt med Israel i
173
Sinai en type og forløber for den NYE PAGT, som vil blive indgået med Ny Testamente KIRKEN, som er det åndelige Israel og Juda (Jer. 31:31; Hebr. 8:6, 10).
I mellemtiden var der nogle få individer i det gammeltestamentlige Israel som virkelig adlød Gud. De, profeterne, blev en del af selve fundamentet i GUDS nytestamentlige KIRKE. Den er bygget på profeterne (Det Gamle Testamente) og apostlene (Det Ny Testamente), “med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten” (Efe. 2:20).
Profeten Elias vil muligvis blive ledende overhoved under Kristus og Abraham-Isak-Jakob over den verdensomspændende Kirke. Johannes Døberen kommer måske lige under Elias. Der er antydninger der peger i retning af, at Daniel under Moses og Kristus, vil blive sat over alle de hedenske nationer.
På hvilken måde spillede oldtidens Israel en rolle i forberedelsen til GUDS RIGE?
Jeg har allerede nævnt at denne verdens intellektuelle føler, at blot der opnås tilstrækkelig KUNDSKAB da vil det dødelige MENNESKE løse alle problemer.
Gud lod mange generationer i oldtidens Israel og Juda BEVISE, gennem mange hundrede års menneskelige erfaringer, at selv de bedste indenfor menneskeheden KAN IKKE LØSE MENNESKENES PROBLEMER OG ONDER uden Guds Hellige Ånd!
Igennem de sidste 20 år har jeg talt med mange regeringers overhoveder i Europa, Asien, Afrika og Sydamerika. I Kina tror den kommunistiske regerings overhoveder at kommunismen, når den engang får kontrol over hele jorden, vil løse alle problemer og onder. Men mange konger, kejsere, præsidenter og statsministre som jeg har talt med privat, er nu klar over,
174
at problemernes løsning ligger udenfor menneskenes evner. Dette sagde jeg ligeud til mange af lederne i Kinas Folkerepublik.
Problemerne og ondskaben er af åndelig karakter; og et kødeligt sind uden Guds Ånd kan ikke kontrollere åndelige problemer.
De mange årtier og århundreder som oldtidens Israel eksisterede BEVISTE DETTE! Før Israels tid, tilbageholdte Gud kendskabet til den rigtige levemåde. Israel fik Guds egne statutter og dømmekraft, så vel som hans åndelige lov. Men uden Guds Hellige ånd, løste disse perfekte love ikke nationens problemer!
Gud kunne have sagt: “Jeg er GUD. Stol på mit ord.” Men Gud BEVISTE igennem Israel, at UDEN den Hellige Ånd, ER MENNESKENE HJÆLPELØSE! De havde endda GUD at gå til, men de havde ikke hans Ånd boende i sig.
Lad dette punkt være understreget. Da den første mand, Adam, forkastede livets træ og tog selvbestemmelse over godt og ondt, begrænsede han sin magt og evne til at gøre godt… til kun at ligge på menneskeåndens niveau. Der er både godt og ondt i menneskenaturen. Det gode er en åndelig egenskab, ikke en fysisk eller materiel handling. Havde Adam taget af livets træ, ville Den Hellige Ånd have taget ophold i ham og forenet sig med hans ånd -- forenet ham med Gud som Guds søn. Den Hellige Ånd betød mere end åndelig kundskab om det gode. Ikke hørere af loven (det gode) men de som gør efter loven, bliver retfærdiggjorte (Rom 2:23). Kærlighed er opfyldelse af loven, men ikke menneskelig kærlighed. Det kræver “Guds kærlighed der er udgydt i vore hjerter ved den Hellige Ånd” (Rom 5:5).
Gud åbenbarede sin lov for nationen Israel. Et af formålene med denne nation var at bevise, at ved menneskelige erfaringer uden Guds Ånd iboende, kan menneskene ikke være retfærdige.
175
Nu et hurtigt overblik over Israels folks og de hedenske folkeslags faktiske historie.
En yderst vigtig erklæring og et løfte blev givet til folket Israel i 3. Mosebog 26. Jeg citere igen fra min bog “De Forenede Stater og Storbritannien i Profetierne”, fra side 110:
I denne centrale profeti bekræfter Gud igen førstefødselsløftet til folket, der levede på Moses’ tid -- men med visse betingelser! Førstefødselsrets stammerne var Efraim og Manasse, der dengang var sammen med de andre stammer, de var alle én nation. Lydighed mod Guds love ville have bragt de umådelige nationale rigdomme der lå i førstefødselsretten, ikke alene til Efraim og Manasse men til hele NATIONEN. De ville automatisk have fået del i rigdommene allerede den gang.
Læg nu nøje mærke til, at to af de Ti Bud er specielt fremhævet. Disse var de vigtigste, de var prøvebuddene! De var prøven på lydighed, tillid til og loyalitet overfor Gud. Gud sagde: “I må ikke gøre eder afguder; udskårne billeder… for at tilbede dem: thi jeg er Herren eders Gud! MINE sabbatter skal I holde…” (3. Mose. 26:1-2).
Der var en betingelse -- et stort “hvis” – for at de allerede dengang skulle kunne modtage opfyldelsen af dette forbløffende førstefødselsrets-løfte! Gud sagde: “Hvis I følger mine anordninger og holder mine bud og handler efter dem, vil jeg give eder den regn, I behøver, til sin tid, landet skal give sin afgrøde…” (versene 3-4). Al rigdom kommer fra jorden. De ville have kunnet nyde usædvanlig stor høst hele året rundt, den ene i hælene på den anden. Vers 6: “Jeg vil give fred i landet… uden at nogen skræmmer jer… og intet sværd skal hærge eders land.” Sikke velsignelser! Hvor er det land der nyder vedvarende fred uden frygt for invasion?
I denne verden har alle nationer selvfølgelige fjender. Hvad ville der ske hvis fjendtlige nationer angreb? Versene 7-8: “I skal forfølge eders fjender, og de skal falde for
176
sværdet foran eder. Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal forfølge ti tusinde…”
Eftersom mange nationer her i verden altid har været angribere, ville Israel blive angrebet. En nation med overlegen militærmagt i stand til at nedlægge alle aggressorerne ville snart være blevet den dominante og mest magtfulde nation på jorden, specielt hvis de besad resurser og stor velstand fra jorden. Vers 9: “Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og mangfoldige, og jeg vil stadfæste min pagt med eder.”
Men her kommer alternativet – HVIS betingelserne ikke blev opfyldt: ”.. Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse bud… så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder med skrækkelige ulykker: svindsot og feberglød, så øjnene sløves og sjælen vansmægter. Til ingen nytte sår I eders sæd, thi eders fjender skal fortære den. Jeg vender mit åsyn imod eder, så I bliver slået på flugt for eders fjender; eders avindsmænd (de der hader jer) skal underkue eder…” (versene 14-17). De ville blive invaderet, besejret og igen blive slaver – som de havde været det i Egypten før Gud befriede dem.
Fortsæt i 3. Mosebog 26: “Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder endnu mere, ja syvfold, for eders synder” (vers 18)…
Når vi nu kommer til udtrykket “så vil jeg tugte eder endnu mere, ja syvfold, for eders synder” i 3. Mosebog 26, er det indlysende både ud fra ordvalget i sætningen og fra kendsgerningen af den virkelige opfyldelse, at der var tale om VARIGHEDEN af de syv profetiske “tider” eller ÅR. Dette ”år for en dag princip”, bliver da til syv år af 360 dage – i alt 2520 dage! Og når hver dag er et års tugtelse… er tugtelsen ensbetydende med tilbageholdelse af de lovede velsignelser i 2520 år! For det er netop hvad der skete!
Denne nationale tugtelse – tilbageholdelsen af
177
førstefødselsløftet om national rigdom og herredømme -- gjaldt kun for Israels Hus, anført af stammerne Efraim og Manasse.
Hvorledes disse løfter blev opfyldt på det nøjagtigt forudsagte tidspunkt omkring 1800 til 1804, er en af de mest overraskende profetiske opfyldelser af Biblens profetier i menneskehedens historie. Opfyldelsen bliver livagtig beskrevet trin for trin i vor gratis bog “The Unites States and Britain in Prophesy”. (Oversat til dansk: De Forenede Stater og Storbritannien i Profetierne”).
Nationen Israel lovede at adlyde Gud. Men de gjorde det aldrig. Selv da Moses var sammen med Herren på toppen af Sinai bjerget for at modtage flere instruktioner, smeltede folket guld og formede en kalv, som de tilbad i stedet for Gud. Fordi de knurrede og manglede tro og var ulydige, tillod Gud dem ikke at komme ind i det lovede land i 40 år.
Da de 40 år var gået døde Moses. Israelitterne blev ledt over Jordan floden ind i det forjættede land under Joshuas ledelse. Så længe Joshua levede adlød folket mere eller mindre Gud, dog ikke fuldstændigt. Efter Joshuas død gjorde enhver det han syntes var ret i egne øjne. På grund af deres ulydighed mod Gud, blev de taget til fange af kongerne der omgav dem. Så råbte de til Den Evige. Hver gang sendte han dem en leder som befriede dem. Denne proces gentog sig gang på gang.
Efter få generationers forløb gav Gud dem profeten Samuel til at regere og lede dem. Men det varede ikke længe før folket forlangte en menneskekonge til at regere dem, ligesom andre nationer blev regeret. Gud sagde til Samuel, at det ikke var ham de havde forkastet, men at det var Gud selv. Samuel havde hersket over dem som en Guds tjener og havde i virkeligheden udøvet Guds guddommelige regering.
Gud gav dem det de ønskede. De fik kong Saul en høj,
178
knejsende leder. Men Saul adlød ikke Gud, og Herren erstattede ham med Kong David. Som menneske var David ikke syndfri, men hver gang angrede han og vendte sig bort fra sin synd. David blev “en mand efter Guds eget hjerte”. Han skrev en meget vigtig bog i Biblen, Salmernes Bog. Gud oprettede en betingelsesløs og ubrydelig pagt med David, der sikrede en konge fra hans dynasti som hersker over israelitterne uafbrudt og for altid. Denne trone vil, når Gud finder tiden inde, blive overtaget af Jesus Kristus når han kommer tilbage til jorden.
Davids søn Salomon blev den viseste mand, bortset fra Kristus, der nogensinde har levet. Men han beskattede folket meget hårdt, og da hans søn Rehabeam blev konge efter ham, sendte folket en delegation med et ultimatum til ham. Hvis han ville sætte skatten ned, ville de tjene ham. Hvis ikke, ville de forkaste ham som konge. Efter samråd med de yngre mænd i hans rådgivende kreds, svarede Rehabeam folket, at han ville lægge endnu højere skatter på dem.
Dermed besluttede folket at vende ryggen til Davids kongehus. I stedet udnævnte de Jeroboam som konge. Han havde været det, vi i dag ville kalde statsminister under Kong Salomon. Eftersom Rehabeam blev siddende på tronen i Jerusalem, valgte Israels hus en hovedstad et stykke nord for Jerusalem. (Senere under kong Omri byggede de en ny hovedstad, Samaria, endnu længere mod nord.)
Juda og Benjamins stammer besluttede at forblive loyale mod Rehabeam. Dette førte til, at de rebelske stammer løsrev sig fra de to tilbageblevne stammer og udgjorde derefter nationen Judah.
Efter at have besteget tronen afsatte Jeroboam
179
levitterne fra præsteskabet, fordi han frygtede, at de ville vende folkets hjerte tilbage til Rehabeam, og at han selv derfor ville miste sin nye trone. Han ændrede også de hellige højtider fra den syvende til den ottende måned. Endvidere er der også stærke indicier for, at han ændrede syvende dags sabbatten til søndag, den første dag i ugen. Sabbatten blev indstiftet til evig tid i pagten Gud oprettede med Israel. Det var sabbatten, der skulle identificere dem som Guds folk (2. Mose.31:12-18). Det var sabbatten, der hver uge skulle minde dem om, at Den Evige var deres Skaber. For på seks dage genskabte Gud jorden, og skabelsen er beviset på Guds eksistens.
Derefter blev Israel kendt under navnet de ti forsvundne stammer. De mistede pagtens tegn, der identificerede dem som Israel. Dermed mistede de kendskabet til Gud deres Skaber. Og snart mistede de også det hebræiske sprog.
Under 19 konger fordelt på syv dynastier, fortsatte kongeriget med at synde og forkastede de indtrængende advarsler fra profeterne som Gud sendte dem. Efter belejringen fra 712 til 718 f. Kr. blev Israels Hus besejret af Assyrien. Folket blev fordrevet fra deres hjem, gårde og byer og blev transporteret som fanger til Assyrien på sydkysten af Det Kaspiske Hav.
Inden der var gået hundrede år emigrerede de nordvest på og blev snart kendt som De Ti Forsvundne Stammer.
Verden som helhed har aldrig vidst, hvad der blev af dem. Som hovedregel har man begået den fejl at anse alle israelitterne for at være jøder. Men i Biblen bruges udtrykket jøder kun om stammerne Juda, Benjamin og Levi.
180
Levitterne knyttede sig til kongeriget Juda efter at kong Jeroboam af Israel havde udstødt dem.
Som forudsagt i 3. Mosebog kapitel 26 begyndte nationen Israel sine 2.520 års straf i 721-718 f. Kr. I løbet af denne årrække blev løfterne til Abraham om national rigdom, velstand og dominans ikke indfriet. Denne tidsepoke bringer os frem til årene 1800-1804 e. Kr. hvor national overlegenhed og dominans skulle blive deres. Det kunne ikke være anderledes, for det var Guds ubetingede løfte til Abraham.
Hvordan de endelig fra år 1800 e. Kr. genvandt den nationale dominans og rigdom som Gud betingelsesløst havde lovet Abraham, er fuldt ud forklaret i bogen “The United States and Britain in Prophesy” (“De Forenede Stater og Storbritannien i Profetierne”).
I mellemtiden var jøderne i kongeriget Juda blevet besejret og forvist fra deres land af kong Nebukadnezar fra Babylon omkring året 585 f. Kr.
Blandt de jødiske fanger der var blevet ført til Babylon var der en højt begavet ung mand ved navn Daniel, profeten der skrev bogen som bærer hans navn i Biblen.
Gud brugte profeten Daniel som mellemmand mellem Herren og kong Nebukadnezar.
Denne magtfulde hedenske konge havde underlagt sig mange nationer og sammenlagt dem til verdens første Imperium. Gennem Daniel lod Gud den babylonske konge vide, at Gud Skaber herskere over hele jorden, og at Nebukadnezar sad på sin trone så længe Gud tillod det. Faktisk gav Gud denne hedningekonge en chance for at komme under Guds regering og de dermed følgende velsignelser.
Profetien i Daniel kapitel 2 beskriver en forbløffende billedstøtte der repræsenterede Nebukadnezar’s
181
Kaldæiske Imperium, det skulle efterfølges af Det Persiske Imperium, der i tidens fylde skulle blive til det Græsk-Makædoniske Imperium og senere igen til Romerriget. Alle disse systemer af menneskelige regeringer vil blive besejret og erstattet af Guds Rige med Kristus som Konge over konger og Hersker på jorden.
Profetierne i Daniel 7 og Åbenbaringens bog 13 og 17 forudsiger de samme hændelser.
Selv om Nebukadnezar erkendte Guds eksistens, adlød han aldrig Gud. Imidlertid holdt Gud “hænderne væk” fra andre folkeslag i verden.
Nebukadnezar’s kaldæiske Imperium efterfulgtes af det Persiske Imperium. Halvfjerds år efter at Juda var drevet i landflygtighed og Salomons Tempel var ødelagt, lagde Gud Kong Kyros af Persien på sinde at sende en koloni med landflygtige jøder tilbage til Jerusalem for at genopbygge Templet.
Denne koloni blev ledet af guvernør Zerubbabel. Profeterne Ezra og Nehemias sluttede sig til dem i Jerusalem. Zerubabbel byggede det andet Tempel, som Jesus kom til ca. 500 år senere. Romerne var kommet til magten før Jesus blev født. Kort tid før Jesu fødsel havde Kong Herodes, der regerede over jøderne og tjente romerne, bygget templet om og gjort det større.
Denne jødiske koloni, der blev sendt tilbage til Jerusalem ca. 500 år før Kristus, havde spredt sig over Judæa. Ingen fra Israels rige var vendt tilbage til Jerusalem sammen med denne koloni. De var derimod emigreret nordvest og havde mistet både deres hebræiske sprog og deres identitet. Verden kaldte dem De Forsvundne Ti Stammer. Mere om dem senere.
182
Det var igennem disse 500 år, at Gud sendte de såkaldte mindre profeter til jøderne i Judæa. I denne periode ændrede de jødiske Rabbinere forskellige punkter i den religion der begyndte med Moses. De gjorde den til den judaisme som fandtes hos jøderne på Kristi tid. Scenen var gjort klar til hans komme.
Lad os nu vende tilbage til 10-stamme riget Israel. Som allerede nævnt var de emigreret vest og nordvest, længe før jøderne blev drevet i landflygtighed. Assyrerne havde slået sig ned i Centraleuropa, og tyskerne stammer uden tvivl delvis fra oldtidens assyrere.
Men de såkaldte Forsvundne Ti Stammer – kongedømmet Israel – fortsatte imidlertid ind i Vesteuropa og til De Britiske Øer. Vi kan ikke med sikkerhed identificere de forskellige stammer nu om dage, men Frankrig eller i det mindste den nordlige del af landet er muligvis Rubens stamme. Efraim og Manasse fortsatte videre til de Britiske Øer. De blev et koloniserende folk og i overensstemmelse med profetierne skulle de miste deres første koloni.
Den døende Jakob, som havde fået navneforandring til Israel, gav førstefødselsrettens velsignelser videre til Josefs to sønner Efraim og Manasse. Jakob, der nu hed Israel, var blind og kunne derfor ikke se drengene foran sig. “Men Israel udstrakte sin højre hånd og lagde den på Efraims hoved, uagtet at han var den yngste, og sin venstre hånd lagde han på Manasses hoved, derved lagde han hænderne overkors; thi Manasse var den førstefødte. Derpå velsignede han Josef og sagde: ’Den Gud, for hvis åsyn mine fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig fra min første færd og til nu, den engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne drengene, så at mit navn og mine fædre Abrahams og Isaks navn må blive nævnt ved dem, og de
183
må vokse i mængde i landet’2’” (1.Mose. 48:14-16).
Lad os fortsætte fra “The United States and Britain in Prophesy”:
Hvem skal vokse sig talrige ifølge løftet? Hvis efterkommere skal blive talrige og tælle milliarder? Ikke Judas, jødernes stamfader -- slå dette fast – men EFRAIM OG MANASSE! Hvorfor har kirkeledere og bibelstuderende været blinde for denne kendsgerning, der så tydeligt fremgår af Skrifterne?
Læg mærke til at Israel overførte denne velsignelse ikke kun til den ene men til dem begge! Han sagde “velsigne drengene”. Denne velsignelse fik de i fællesskab. “Så at mit navn… må blive nævnet ved dem” var en del af velsignelsen. Hans navn var ISRAEL. Fra dette øjeblik var det efterkommerne af disse to unge mænd, ikke efterkommerne af Juda eller Jøderne, der bar navnet ISRAEL. Det er fuldstændig klart, at det var navnet ISRAEL, der uudsletteligt blev hæftet på EFRAIM og MANASSE!
Dette er en chokerende kendsgerning – og dog klart bevist sort på hvidt her for læsernes øjne! Husk hele tiden på, at skrifterne ikke behøver “fortolkninger”, ingen “særskilt mening” eller “skjult symbolik” for at blive forstået! Her er den enkle og simple beretning, at Jakobs navn, som var blevet ændret til Israel, nu skulle være deres, uudslettelig stemplet på efterkommerne af Efraim og Manasse!
Hvem udgør da racemæssigt og nationalt, i overensstemmelse med Bibelen, det rigtige Israel i dag?
Efraim og Manasse!
Efraim og Manasse modtog i fællesskab retten til navnet ISRAEL. Det skulle være nationalnavnet på deres efterkommere. Og deres efterkommere har aldrig været jøder! Slå det fast i din hukommelse!
Af samme grund angår mange af profetierne om “Israel” og Jacob” ikke jøderne eller efterkommerne af de resterende Israels stammer. Slå det fast i din hukommelse! Kun meget få teologer og gejstlige, eller faglige folk indenfor Bibel skolastikere, har kendskab til dette nu om dage. Mange ønsker ikke at vide noget om det!
184
Sammen skulle efterkommerne fra disse to drenge Efraim og Manasse, vokse til de lovede hærskarer – til nationen og til en sammenslutning af nationer. Disse nationale velsignelser blev skænket dem begge i fællesskab. Disse er de kollektive velsignelser som drengene modtog sammen – ingen andre stammer fik andel deri!
Men så lagde Josef mærke til, at Jakobs højre hånd ikke hvilede på den førstefødtes hoved. Han forsøgte at ændre dette.
“Nej, ikke således, fader, thi denne er den førstefødte; læg din højre hånd på hans hoved!” Men hans fader vægrede sig og sagde: “Jeg ved det min søn, jeg ved det! Også han (Manasse) skal blive til et folk, også han skal blive stor; men hans yngre broder skal blive større end han, og hans afkom skal blive en mangfoldighed (sammenslutning) af folkeslag!” Således velsignede han dem på den dag og sagde: “Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!” Og han stillede Efraim foran Manasse” (1. Mose. 48:18-20). Her var løfterne ikke mere til de to i fællesskab. Jakob profeterede nu om velsignelserne der skulle tilfalde dem hver især.
Husk nu, at havde oldtidens Israel adlydt Gud i det land de fik (overtrædelse af sabbatten og afgudsdyrkelse blev udtrykkelig nævnt i 3. Mosebog 26), da ville de allerede i Moses’ og Joshuas tid og helt frem til deres landflygtighed i ca. 721 – 718 f. Kr., have modtaget de nationale og materielle velsignelser Gud i førstefødselsretten havde lovet Abraham. Men husk også på, at hvis de ikke adlød, da ville disse løfter blive tilbageholdt for 2.520 år, dvs. til 1800 e. Kr.
Det står nu ganske klart, at efter de 2520 år var passeret i begyndelsen af 1800 e. Kr. var det efterkommerne af Josef, nu delt i to nationer, der stammede fra
185
Efraim og Manasse, som skulle blive de rigeste og mægtigste nationer på jorden.
Ud fra de profetiske velsignelser som den døende Jakob gav videre, er det tydeligt at Efraim og Manasse i stort omfang skulle arve førstefødselsretten i fællesskab, og at de skulle følges langt hen ad vejen for derefter at skilles.
I 1. Mosebog 48 gav Jakob førstefødselsretten til Josefs to sønner under eet, idet han talte til dem begge samtidig. Til sidst talte han til dem hver for sig. Manasse skulle blive én STOR nation; Efraim skulle blive til en SAMMENSLUTNING af nationer.
I profetierne for disse sidste dage sagde Jakob: “Et yppigt vintræ er Josef, et yppigt vintræ ved kilden, ranker slynger sig over muren” (1. Mose 49:22). Med andre ord skulle Josef – Efraim og Manasse tilsammen – blive et koloniserende folk i de senere dage, deres kolonier skulle skyde som grene fra de Britiske Øer ud over hele jorden.
Sammen voksede Efraim og Manasse til mangfoldighed, derefter skiltes de, nøjagtig som Jakobs profetiske velsignelser havde forudsagt i 1. Mosebog 48. Vore folk (USA) er fuldbyrdelsen af denne profeti.
Men hvordan kan USA være Manasse, når en stor del af befolkningen er kommet fra mange andre nationer og ikke blot fra England? Svaret er dette: En stor del af Manasse fortsatte sammen med Efraim indtil NEW England blev en selvstændig stat. Men vore forfædre (i USA) skulle blive sigtet igennem mange nationer, som korn i en si, uden at eet eneste korn falder til jorden (Amos 9:9). Folkene filtrerede gennem mange nationer. Efraim og meget af Manasse endte med at emigrere sammen til England, men mange andre fra Manasse som var blevet sigtet ind i andre nationer rejste ikke før
186
de som emigranter kom til de Forenede Stater EFTER at kolonien New England var blevet selvstændig. Dette betyder dog ikke, at alle udlændinge der er emigreret til Amerika er Manasses efterkommere, men der er igen tvivl om, at mange er. Hvordan det end er, så har Israel altid tiltrukket hedninger, der er blevet israelitter ved at leve i landet og ved giftermål.
USA er blevet kendt som verdens “smelte digel”. I stedet for at modbevise tilhørsforholdet til Manasse bekræftes dette faktisk af denne kendsgerning. Beviserne for at USA er Manasse er overvældende. Manasse skulle udskille sig fra Efraim og blive den største, rigeste nation i jordens historie. Kun Amerika har opfyldt denne profeti. Manasse var i virkeligheden den trettende stamme. Oprindeligt var der tolv stammer. Josef var en af disse tolv. Men da Josef blev delt i to stammer igennem sine sønner, og Manasse blev en selvstændig nation, blev de den trettende stamme.
Var det blot en tilfældighed at nationen USA startede med tretten kolonier?
Men hvad med resten af de såkaldte Forsvundne Ti Stammer? Førstefødselsretten var Josefs og velsignelserne tilfaldt Storbritannien og De Forenede Stater, men der var stadig otte af Israels stammer, der også var Guds udvalgte folk. De er også blevet velsignet med en god portion materiel velstand – men ikke med førstefødselsrettens dominans.
Der er ikke plads her til en detaljeret forklaring og nærmere beskrivelse af identiteterne af disse andre stammer og de nationer de har udviklet sig til i vort tyvende århundrede. Det skal dog nævnes, at der er stor sandsynlighed for, at disse andre otte stammers efterkommere er de nordvestlige europæiske nationer Holland, Belgien, Danmark, Nordfrankrig, Luxemburg, Svejts, Sverige og Norge. Folket på
187
Island er også af viking æt. De eksisterende politiske grænser, der i dag er gældende i Europa, viser ikke nødvendigvis skillelinierne imellem Israels oprindelige stammer.
Ligesom Gud har skænket os materielle velsignelser uden sidestykke i forhold til andre nationer, vil han nu irettesætte os, så vi kan lære at glæde os over disse velsignelser. Han vil bringe national katastrofe over vore folk som aldrig før ramte nogen nation. Mange profetier beskriver dette!
Et yderst vigtigt tillægsbevis på det moderne Israels identitet findes i en fantastisk og højest specifik profeti i Mika 5:6-15. Den handler om “Jakobs (Israels) rest” – om nutidens moderne Israel – hvor de end måtte være. Der beskrives Nordamerikas og Det Britiske Statssamfunds velstand detaljeret, deres velgørende dominans over folkeslagene og deres kommende fald.
Bemærk: “Da bliver Jakobs (ikke jødernes) rest i de mange folkeslags (nationers) midte som dug, der kommer fra Herren, som regnens dråber på græs, der ikke venter på nogen eller bier på menneskenes børn” (vers 6). Dug og regn er en absolut nødvendighed for landbrugsprodukter og er symbol på nationale VELSIGNELSER og RIGDOM fra Gud.
Fortsæt: “Da bliver Jakobs rest blandt folkene i de mange folkeslags midte som en løve blandt skovens dyr, en ungløve blandt fårehjorde, der nedtramper, når den går frem, og sønderriver redningsløst” (vers 7).
Atter en symbolisme der beskriver den sidste generation i Israel som en STORMAGT – som en løve imellem jordens nationer.
188
“Din hånd skal være over dine uvenner, alle dine fjender ryddes bort” (vers 8) eller underlægges. De BLEV underlagt fra begyndelsen, da Guds velsignelser fra førstefødselsretten i Amerika og Englands storhedstids begyndte omkring 1803, og fortsatte under Første og Anden Verdenskrig helt frem til vendepunktet i Korea krigen i slutningen at 1950.
Siden da er disse velsignelser imidlertid blevet taget bort – og hverken Amerika eller England er kommet sejrrige ud af nogen større konflikt siden!
Denne profeti viser således, at da vi modtog Guds velsignelser, var vi en overordentlig VELSIGNELSE for andre nationer på jorden – for det er vort folk, der har befriet andre nationer i verdenskrigene og igennem Marshall Plan, Fire Punkts Program, Alliancen for Fremskridt og hundrede og atter hundrede af millioner tons hvede til sultende nationer.
Hoover Programmet opmagasinerede utrolige mængder af fødevarer efter Første Verdenskrig. Det reddede mange millioner fra hungersnød i andre nationer.
Oldtidens Josef oplagrede hvede og føde og gav det til andre. MODERNE Josef gjorde lige sådan. MEN – vi er stivnakkede og oprørske imod Gud og hans love, imens vor oldtids forfader Josef tjente og adlød Gud af hele sit hjerte.
Det er vort folk (USA) der har været som en “løve” imellem de andre nationer på jorden – vi genvandt freden efter to verdenskrige og sikrede stabilitet for alle mennesker på denne planet!
Alligevel siger Gud i denne detaljerede profeti: “PÅ HIN DAG, lyder det fra Herren, udrydder jeg hestene (“krigsheste” = tanks, skibe, raketter osv.) af dig,
189
dine stridsvogne gør jeg til intet, rydder byerne (hydrogen bomber?) bort i dit land, river alle (bemærk alle) dine fæstninger ned” (versene 9-10).
Gud siger at han vil gøre dette! GUD bestemmer kriges udfald (Sal. 33:10-19).
Hvor ligetil og klart kan det fremlægges? Her identificerer Gud de STORE folkeslag på jorden, de rigeste og mest velgørende, de mest MAGTFULDE – og dog, netop som deres magt når højdepunktet, “knuser” han pludselig deres styrkes hovmod (se 3. Mose. 26:19), afskærer deres krigsmaskineri og ødelægger deres byer! Hvorfor?
Fordi, som profeten fortsætter med at forklare, vi har for meget “trolddom” og for mange “seere” (astrologi) og falske præster i vore lande, som nægter at prædike budene og den levende Guds veje med styrke!
På pengesedlerne i Amerika står der “Vi stoler på Gud”. Det er ikke sandt, i stedet stoler de på fremmede allierede og egen menneskelig opfindsomhed.
Gud gav finansielle love til vor nation. Han siger at ti procent af vor fortjeneste eller af hver mands bruttoforøgelse tilhører Gud til brug for hans hensigt og arbejde.
I Malakias 3:8-10 står der: “Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: ’Hvorved har vi bedraget dig?’ Med tienden og offerydelsen!” I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja, alt folket gør det! Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål”.
190
Fra året 1800 blomstrede vore lande op, takket være Abrahams lydighed og Gud ubrydelige løfter til ham. Men nu da vi har opnået denne individuelle og nationale velstand, synder vi ved at stjæle fra Gud. Derfor er vor nation under forbandelse. Vi har vundet vor sidste krig. Der venter nu kun problemer i fremtiden, indtil vi omvender os.
Guds tiende er hellig for ham (3. Mose, 27:30). Guds Sabbat, den syvende dag i ugen er hellig for ham. Alligevel gør vi ingen forskel på det hellige og det verdslige (Eze. 22:26).
Vi begår individuel og national synd og vi indrømmer det offentligt.
I det tidlige forår i 1927, da jeg begyndte bibelstudierne der førte til min omvendelse, besøgte min hustru og jeg forskellige kirker. Jeg ledte efter sandheden. En søndag morgen var vi til gudstjeneste i en af de større Baptist Kirker i centrum af Portland, Oregon. Den dag blev der overrakt en smukt indbundet ny Bibel som præmie i en konkurrence. Spørgsmålet var “Hvilken er den mest udbredte synd?” Svaret der vandt, var “Utaknemlighed”.
Dette er i sandhed en meget fremherskende synd. En anden fremtrædende synd, og en af de ældste, er misbrug af sex. Prostitution nævnes derfor ofte som “verdens ældste profession”.
Satan har grebet og bearbejdet denne synd til at være langt mere udbredt end nogen er klar over. Satan har ikke selv noget kønsliv. Han er fortørnet over, at Gud skænkede seksualitet til menneskene. Derfor påvirker Satan menneskeheden til seksuel synd -- den mest almindelige og mest ødelæggende.
191
Gennem størstedelen af den såkaldte “Kirke Æra” i Romersk Katolsk historie, i England og i USA siden Victoria tiden, var sex faktisk et forbudt samtaleemne som meget sjældent blev nævnt. Satan sørgede for, at sex blev anset for “skamfuldt” og så syndigt, at man ikke engang måtte tale om det. Omkring århundredeskiftet ændrede Sigmund Freud, grundlæggeren af psykoanalysen, alt dette. Helt op til første Verdenskrig var det ikke tilladt at udgive, sælge eller låne en bog om sexforståelse. Efter første Verdenskrig faldt disse legale barrierer imod spredning af seksualoplysning. Der kom en sand lavine af bøger, polemiske skrifter og avisartikler der skulle oplyse offentligheden. Men alligevel manglede den vigtigste dimension i denne strøm.
Forfatterens bog “The Missing Dimension in Sex” tilbydes gratis.
Den stiller denne manglende dimension i kundskab til rådighed.
Midt i det tyvende århundrede var “den nye moralitet” slagordene der fængede, og de ændrede fuldstændig folks holdninger. I dag bliver seksualitet åbent diskuteret i offentlige medier, specielt i TV, og tøjlesløst seksualliv er blevet almindelig anerkendt. Det er i dag tvivlsomt om to procent er jomfruer når de går til alteret som ung brud. Giftermål er på vej ud i dele af samfundet. Nogle steder er der lige så mange skilsmisser, som der er vielser. Familielivet går i opløsning på trods af, at familien er den grundlæggende byggesten i ethvert stabilt samfund.
Flere og flere børn er uønskede. Abort vinder rask væk offentlig accept.
Gud skabte kønnene ikke kun for menneskehedens overlevelse, men for at give dem en frydefuld, glædelig og nydelsesfuld lykke i ren og sund kærlighed imellem ægtefæller,
192
og som midlet der knytter lykkelige gifte par tæt sammen. Men moderne holdninger viser, at det bånd der skulle knytte mand og kone tæt sammen, er blevet det der nu bryder ægteskabet.
Det er på tide at sandheden om den manglende dimension i kønslivet kommer frem. Den bliver fremstillet ærligt og rationelt, uden frygt både i åndelig og fysisk henseende i ovennævnte bog.
Gud fordømmer homoseksualitet. Han udslettede befolkningerne i byerne Sodoma og Gomorra på grund af denne synd. Det bliver fordømt i det første kapitel af Romerbrevet, der fastslår, at ingen homoseksuel kan komme ind i Guds Rige. Så forsøger man at ændre det grimme og bebrejdende ord homoseksuel, og kalder de praktiserende for “homofile”. Medierne og offentligheden som helhed har efterhånden accepteret denne perversion ved at kalde den for “seksuel præference”. Vore nationer er befolket med drankere og tusinder bliver dræbt på landevejene af berusede chauffører. Alligevel bliver der opmuntret til overdrevet brug af alkohol i annoncer og TV reklamer til mange millioner dollars.
Gennem synd påfører vi os selv sygdomme såsom alkoholisme, AIDS, herpes og andre kønssygdomme. Derefter forsøger vi at undgå straffen for disse synder ved medicinsk og videnskabelig forskning, der skal finde helbredende midler, der tillader os at fortsætte synden.
Fortsæt nu profetien i Mika 5. Derfor vil Gud straffe og ødelægge os – hvis vi ikke omvender os – lige før og som indledning til den totale ødelæggelse, der vil komme over “folk som ikke vil høre” (vers 14). Dette vil ske i ENDEN på vor tidsalder og ved Jesu Kristi genkomst som Konge over konger!
Der findes intet andet folkeslag der tilnærmelsesvis opfylder denne mægtige profeti! Amerika og England opfylder den nøjagtigt!
Efterhånden som “hovmodets magt” fortsat
193
NEDBRYDES, hvor Storbritannien mister sine besiddelser og passager i stræderne rundt omkring i verden, og Amerika fraskriver sig ejendomsretten til Panama Kanalen -- kontrollen over denne uhyre vigtige søvej – guldbeholdningen drænes bort og vejrmønsterets voldsomhed tager til, da repræsenterer denne centrale profeti alene det gigantiske BEVIS for, hvem der er nutidens “rest” af Israels Hus!
Ud fra Guds advarende profetier gøres det nu klart, at denne irettesættende afstraffelse af mangedobbelt intensitet vil falde på USA og Storbritannien – plus briterne i Commonwealth landene. De vil blive ramt først!
Men de er ikke de eneste nationer, der vil blive udsat for denne irettesættende katastrofe. Gud er også Skaber af alle andre nationer! Gud bekymrer sig også for folkene og racerne vi kalder “hedninger.” De er også mennesker. De er også skabt i Guds billede med potentiale for at blive formet i Guds åndelige karakter-BILLEDE! Gud sendte apostelen Paulus til de hedenske nationer!
Hele menneskeheden har gjort oprør, forkastet og vendt sig bort fra Gud og hans veje! Der kan aldrig blive fred på jorden, før alle nationerne har omvendt sig til Gud og hans veje og underlagt sig hans suveræne regering!
Lige nu er menneskeheden fanget i malstrømmen af den hurtigt accelererende krise, der vil føre til fuldstændig udslettelse af denne verdens menneskegjorte og Satan inspirerede civilisation.
Igennem Jeremias siger Gud: “Drønet når til jordens ende, thi Herren går i rette med folkene; over alt kød holder han dom” – HVORDAN? Akkurat nu bringer programmet “Morgendagens Verden” hans fredelige og indtrængende opfordring verden over; men bortset fra nogle få spredte individer,
194
lytter verden ikke til denne form for “opfordringer”. Derefter berettes HVORDAN Gud nu vil “råbe” verden op: “… de gudløse giver han til sværdet, lyder det fra HERREN… Se ulykken går fra det ene folk til det andet, et vældigt vejr bryder løs fra jordens rand” (Jer. 25:31-32).
Gud vil benytte et Forenet Europa til at straffe Storbritannien og USA. Derefter vil han lade de kommunistiske horder gøre det af med det Romerske Europa.
Vi er på vej ind i en tid med problemer over hele verden – total VERDENSKAOS! Der er krig, stridigheder og vold i Asien, Afrika, Syd Amerika, Central Amerika, Irland, Mellemøsten – såvel som i Europa og Nordamerika. Befolkningseksplosionen er en trussel imod menneskets overlevelse overalt i verden. Kriminalitet, vold, sygdom, epidemi, ulighed, fattigdom, snavs, elendighed. Degeneration, lidelser – plager ALLE nationer!
Men, ligesom frelse kommer først til Israel således vil den korrigerende straf også blive dem tildelt først!
Bemærk nu Jeremias’ profeti:
“Så siger Herren: Vi hørte et udbrud af skræk, af rædsel og ufred; spørg og se dog til, om en mand kan føde! Hvi ser jeg da alle mænd med hånd på hofte som kvinde i barnsnød og alle åsyn blegne? Thi stor er denne dag, den er uden lige, en TRÆNGSELSTID for Jakob…” (Jer. 30: 5-7).
Glem ikke, at da Jakob gav førstefødselsretten til Josefs to sønner Efraim og Manasse, sagde ham, ” Lad MIT NAVN blive nævnt på dem” – på Efraim og Manasse, der i dag er Briterne og Nordamerikanerne. Det fortæller også PÅ HVEM disse
195
forfærdelige nationale kalamiteter vil falde – på Storbritannien og USA!
Men hvornår kommer katastroferne? Tro ikke, at dette handler om noget der skete i oldtidens Israel. Læs videre og se HVORNÅR denne profeti vil blive opfyldt!
Fortsæt i Jeremias 30:7: “… en trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses.” (Efter at han har fået en lærestreg!) “På hin dag, lyder det fra Hærskarers Herre, vil jeg sønderbryde deres ÅG og tage det af deres hals (slaveriets åg) og sprænge deres bånd, og de skal ikke mere trælle for fremmede. De skal tjene Herren deres Gud og David, deres konge, som jeg vil oprejse dem.” (vers 8-9). (David vil blive oprejst i OPSTANDELSEN ved Kristi GENKOMST!)
Tidspunktet er altså lige før Kristi GENKOMST – hans genkomst for at befri vore folk – ganske som Moses befriede oldtidens Israel fra slaveriet i Egypten.
Andre profetier taler om denne samme tid med nationale katastrofer større end nogensinde tidligere. Den afgørende nytestamentlige profeti forudsagde Jesus på Oliebjerget – læs det i Mattæus 24, Markus 13 og Lukas 21.
Da de var alene spurgte apostlene Jesus, HVORNÅR han ville komme igen – om ENDEN på denne verden og begyndelsen på morgendagens lykkelige verden. Jesus sagde, at TEGNET for at dette er meget NÆR ville blive, at hans oprindelige evangelium om Guds Rige skulle blive forkyndt i hele verden som et vidnesbyrd for alle nationer (Matt. 24:14). Hvad skulle der ellers ske -- lige før hans komme?
196
Jesus fortsatte: “Thi da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst (i live); men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes” (Matt. 24:21-22).
Dette er beskrivelsen af en tid med de største FORSTYRRELSER -- TRÆNGSLER – i hele historien både før og fremover. Jeremias beskriver det som “Jakobs trængsel” så stor “at intet er den lig”.
Daniel beskrev denne samme strenge trængselstid i verdenshistorien. Han skrev om en tid, der nu ligger umiddelbart foran os. Daniel forudsagde: “Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste (ærkeengel) som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til” (Dan. 12:1).
Dette er denne yderst intense straf, der vil falde over Storbritannien og Amerika. Hvornår? Fortsæt i samme vers, “… Men på den tid skal dit folk frelses (fra slaveriets trængsel), alle der er optegnede i bogen. Og mange af dem, der sover (er døde) under mulde, skal vågne (OPSTANDELSE), nogen til evigt liv…” (versene 1-2).
Tidspunktet er lige før de retfærdiges OPSTANDELSE ved Kristi genkomst. Kristi Genkomst vil gøre en ende på denne verdens civilisation og begynde en vidunderlig fredfyldt og lykkelig fremtid.
197
