Kapitel 4
Jeg har forklaret menneskets utrolige potentiale. Men hvorfor? Hvad er Gud Skabers hensigt med alt dette? Hvorfor bestemte den levende Gud sig til at skabe mennesket og sætte ham på jorden? Gud gør intet uden hensigt.
For at kunne forstå det – og se den fulde tids sekvens i billedet – må vi gå hele vejen tilbage til præhistorisk tid. Denne manglende dimension i kundskab er også åbenbaret i Guds Ord – Guds budskab og åbenbaring af kundskab til mennesket.
Har du oplevet at komme ind midt i en film, der er halvvejs færdig? Du blev sikkert forvirret, eftersom du ikke havde set det der skete i første halvdel og ledt til det punkt, hvor du begyndte at følge med.
Det er det samme med forståelsen af det Gud har forberedt for menneskeheden – forståelsen for det endelige menneskelige potentiale.
Sand forståelse kan kun opnås ved at kende historien fra begyndelsen!
Hvis man spurgte, hvor den virkelige begyndelse af begivenhederne i Biblen findes, ville de fleste der kun har et lille kendskab til verdens “bestseller” sige, “i 1. Mosebog kapitel et vers et, selvfølgelig.”
FORKERT!
Den virkelige begyndelse, i tidsrækkefølgen, findes i Det Ny Testamente, i det første kapitel af Johannes Evangeliet, vers et. Beskrivelsen i Første Mosebog fandt sted senere – muligvis mange millioner år senere.
Beretningen i Johs. 1:1 afslører en eksistens måske længe før Gud skabte jorden og det materielle univers.
Bemærk det: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Det fortsætter, “Dette (Ordet) var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det (Ordet), og uden det (Ordet) blev intet at det (skabelsen), som er.”
I andre oversættelser er “alt” oversat til “UNIVERSET”. Hele UNIVERSET blev skabt af Ham!
Det fjortende vers i Johannes kapitel 1 siger: “Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”
Denne Personlighed kaldet Ordet, var den der – for mere end 1900 år siden – blev født som Jesus Kristus.
Navnet “Ordet” er oversat fra original græsk tekst og betyder -- netop som det er oversat til dansk -- “Talsmand”. Men “i begyndelsen” var han ikke Guds Søn, selv om Skrifterne afslører, at han altid har eksisteret, og altid vil – “fra evighed til evighed.” Han var “uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv…” (Heb. 7:3).
Overvej dette!
Oprindeligt var der kun disse to selveksisterende personligheder. De havde skabermagt – de havde perfekte ypperlige hjerner – de besat perfekt, hellig og retfærdig KARAKTER.
Men DER VAR INTET ANDET – INTET! Ingen materie – intet materielt univers – ENDNU! Ingen andre levende væsener eller ting.
Kun disse to, jævnbyrdige i sind og magt, bortset fra at Gud var den øverste autoritet, og Ordet befandt sig i perfekt harmoni under denne autoritet. Begges sind var i fuldkommen enighed.
Men AL TING – universet og alt hvad det indeholder – blev skabt af den Personlighed der hed Ordet. Men, som vi læser i Efeserbrevet 3:9-11: “Gud… det fortsæt, som han UDFØRTE i Kristus Jesus, vor Herre.” Før han blev Jesus Kristus, var han “Ordet!” endvidere, da han var menneske sagde Jesus, at han kun talte det Faderen bød ham.
Ja, TÆNK!
I evigheden før “præhistorien” eksisterede disse to Ypperste Væsener. Alene! I rummets tomhed! Ingen andre former for liv – ingen andre levende væsener! Intet ud over dem selv!
Men deres TANKEVERDEN var af suveræn kvalitet. Og meget, meget senere, skabte de så mennesker i deres eget billede. De udrustede MENNESKET med deres egen kvalitet i TANKE og SIND. Det synes indlysende, at menneskehjernen blev skabt til at fungere på samme måde som Skaberens, selv om det er på et meget lavere niveau.
Men hvordan bruger vi mennesker vore hjerner? Vi er udstyrede med noget der ligner skabende magt. Mennesket bygger hvad som helst af eksisterende materiale. Mennesket har opfundet indviklede maskiner. Hvordan? Mennesker udtænker det – planlægger – før han udfører dem.
Et eksempel: Efter megen bøn om at lære Guds vilje, blev det mig beskåret at bygge det fineste moderne auditorium på denne jord. Ambassador Auditorium i Pasadena, California. Men forud gik megen planlægning og tænkning. Jeg ansatte det største og bedste arkitektfirma og ingeniører i verden til at udforme og tegne den overordnede ide, jeg havde omkring en sådan bygning. Det tog os tolv år at planlægge og tegne Auditoriet før det første spadestik. Hver kvadratcentimeter af Auditoriet var designet på papir inden én eneste centimeter blev udført i bygningen.
Hvor meget mere og større planlægning må den Store Gud og Ordet have foretaget, og designet i deres hjerner, inden den endelige Skabelse?
De skabte ikke materien først. Fakta og fysiske love om radioaktivitet beviser, at der har været en tid, hvor den slags materie ikke eksisterede.
Men den Store Gud designede og skabte ved Ordet først de ÅNDELIGE VÆSENER -- englene. Hver eneste blev skabt individuelt – millioner og måske endda trillioner af dem! De bestod af Ånd. De fik selvopholdende liv – liv iboende – udødelighed. Men Gud skabte dem også med sind – med tankens magt til at ræsonnere, foretage valg og bestemmelser!
Men der var en yderst vigtig kvalitet, som end ikke Guds skabende magt kunne skabe ved øjeblikkelig befaling – den samme perfekte, hellige, retfærdige KARAKTER, som både Gud og Ordet havde iboende!
Karakter af denne karat skal UDVIKLES, efter HENSIGT og VALG fra det individ i hvem den skal findes.
Bemærk denne selvindlysende, livsvigtige sandhed – at perfekt, hellig og retfærdig karakter er den Almægtig Gud Skabers ypperste, fuldendte kunststykke – den er også midlet, med hvilket han vil nå sit endelige MÅL med sin hensigt!
Men HVORDAN?
Jeg gentager, en sådan perfekt karakter er individets evne til at skelne mellem sandhed og falskhed, frivilligt og betingelsesløst at underlægge sig Gud og hans perfekte vej – at hengive sig til og lade sig besejre af Gud – at bestemme sig til at leve og gøre ret, og modstå fristelse og lyst. Selv da er en sådan hellig karakter en gave fra Gud. Den kommer ved frivilligt valg og eftergivenhed overfor Gud og lydighed mod HANS LOV (Guds rette livsvej).
Egentlig kan Guds perfekte karakter indgydt i Hans Skabelsesvæsen kun tilegnes efter frivillig føjelighed, selv efter hårde prøvelser.
Jeg har taget tid til denne pointe, fordi Guds karakter er topmålet i Guds overordnede HENSIGT.
Lad os nu komme til præhistoriske engle: Gud 1) skabte dem med hjerner i stand til at tænke, ræsonnere, tage frivillige beslutninger, og, 2) han åbenbarede dem SIN SANDE OG RETFÆRDIGE VEJ. Men det var nødvendigt at give dem frihed til at vælge imellem Guds rette vej, eller en modsat vej som de selv udtænkte.
Hvad var Guds ENDELIGE FORMÅL med englene? Det er hævet over al tvivl, at, efter englenes oprør, fik det menneskepotentialet prioritet over alt andet!
Som afprøvningsgrundlag -- og med mulighed for positiv og aktiv skabende færdighed -- skabte Gud – bragte til eksistens – hele det uendelige materielle univers.
Ikke alene skabte Gud materien, men med den og i den, energi og love, som mennesket efterhånden har opdaget på fysiske og kemiske områder. Gud formede materien organiske såvel som uorganiske.
Nu kommer vi til det, der er åbenbaret i 1. Mosebog kapitel 1:1: “I begyndelsen (af det fysiske univers) skabte Gud himmelen og jorden.”
Som allerede nævnt, er ordet “himmelen” oversat fra det hebræiske sprog, som Moses brugte. På hebræisk er ordet i flertalsform -- “himlene” -- som dermed inkluderer ikke alene jorden men hele det materielle UNIVERS.
Dette indikerer derfor, at på den tid – efter at englene var blevet skabt – blev hele universet bragt til eksistens sammen med vor jord. Jeg finder stærke indicier, der understøtter dette i andre bibelske passager.
Det oprindelige hebræiske ord (ordene Moses oprindelig brugte) indebærer en perfekt skabelse. Gud åbenbarer sig selv som Skaber af perfektion, lys og skønhed. Alle Biblens henvisninger beskriver Guds færdige værk som “såre godt” – dette er lig med perfektion.
Dette første vers i Biblen taler egentlig om den oprindelige FYSISKE skabelse i sin helhed – universet -- inklusiv jorden, for måske mange millioner år siden – som en smuk, perfekt og tilendebragt skabelse. Gud er perfektionist!
I Job 38:4 og 7 taler Gud specifikt om jordens skabelse. Han sagde, at alle gudssønner (Guds skabte engle) jublede og råbte af glæde over jordens skabelse. Dette afslører, at engle blev skabt før jorden – og muligvis før det materielle univers. Solene, planeterne og alle astrale legemer er materiel substans. Engle er åndelige væsener skabt individuelt og de består kun af Ånd.
Det vil komme som en overraskelse for mange at lære, at engle beboede jorden INDEN mennesket blev skabt. Denne passage i Jobs bog beviser dette.
Der er andre skriftsteder, der placerer englene på jorden før menneskene.
Læg mærke til 2. Peter 2:4-6. Først i tids ordenen var “engle der syndede”. Næst i rækkefølgen kommer verdenen før Syndfloden, der begyndte med Adam. Derefter Sodoma og Gomorra.
Denne Bøgernes Bog, der indeholder Guds åbenbarede kundskab, fortæller os, at Gud skabte englene og gjorde dem af Ånd. Men kan du forstille dig, at engle kunne synde? Engle blev skabt med tankens magt, med valgfrihed, ellers ville de ikke være i besiddelse af individualitet eller karakter. Eftersom synd er brud på Guds lov, var deres oprør imod Guds lov, som er grundlaget for Guds regering.
Vær nu meget opmærksom på det der er åbenbaret i 2. Peter 2:4-5: “Thi Gud skånede ikke de engle, der syndede, med styrtede dem i afgrunden og lod dem vogte i mørkets huler indtil dommen. Ej heller skånede han den gamle verden, men bevarede kun retfærdige Noah, tillige med syv andre, da han lod syndfloden komme over de ugudeliges verden.”
Disse vers viser, at universal synd bringer universal ødelæggelse til den fysiske jord. Synden før syndfloden, der kulminerede med syndfloden, var verdensomspændende, universal synd. Bemærk: “Men jorden fordærvedes… og blev fuld af uret… for alt kød havde fordærvet sin vej på jorden… fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret (vold)…” (1. Mose, 6:11-13). “Men Noah fandt nåde for Herrens øjne… Noah var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noah vandrede med Gud” (vers 8-9). Al kød havde syndet – over hele jorden. Og kun Noah “vandrede med Gud.” Således ødelagde Syndfloden hele jorden og kun Noah og hans familie blev sparet.
Sodomas og Gomorras homoseksualitet og andre synder spredte sig i disse byers område. Fysisk ødelæggelse af området blev resultatet. Englenes synd var verdensomspændende; ødelæggelsen af den fysiske jord blev derfor også verdensomspændende.
De ovenstående vers placerer de syndende engle i tiden før mennesket blev skabt – før Adam startede synden i perioden før Syndfloden.
Dette, mener jeg, skulle være en overraskende afsløring af en af faserne i den manglende dimension i kundskaben! Engle beboede denne jord før mennesket blev skabt.
Og Guds regering blev administreret på jorden INDTIL de syndende engle gjorde oprør.
Hvor længe disse beboede jorden før mennesket blev skabt er ikke afsløret. Det kan meget vel have været mange trillioner af år. Mere om dette senere. Men disse engle syndede. Synd er brud på Guds lov (1. Johs. 3:4). Og Guds lov er grundlaget for Guds regering. Så vi ved at disse engle -- tilsyneladende en tredjedel af alle engle (Åbenb. 12:4) syndede – gjorde oprør imod Guds regering. Og Synd indebærer straf. Straffen for englenes synd er ikke død, ligesom det er for mennesket. Engle er udødelige Åndelige væsener og kan ikke dø. Disse Åndelige væsener havde fået overdraget herredømmet over den FYSISKE JORD, som de beboede.
Englenes universelle, verdensomspændende synd resulterede i jordens overflades fysiske ødelæggelse.
Gud er Skaber. Gud er også hersker over sin skabelse. Han konserverer det han skaber igennem sin regering. Gud skabelse har en hensigt – at blive brugt, konserveret og vedligeholdt. Og denne brug reguleres og styres af Guds regering. Da englene gjorde oprør imod Guds regering, holdt konserveringen af den fysiske jord i al sin oprindelige skønhed og herlighed op. Og fysisk ødelæggelse af jordens overflade blev resultatet!
Gud er Skaber, Beskytter og Hersker,
Satan er Ødelæggeren!
Vi læser nu i Judas 6-7: “Og de engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig, har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag. Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild.”
Nu tilbage til 1. Mosebog 1:1-2. Vers 1, som sagt ovenfor, indebærer en perfekt skabelse. Gud er kilden til liv, skønhed og perfektion. Satan har kun bragt mørke, grimhed, ufuldkommenhed og vold. Vers 1 viser skabelsen af en perfekt jord, herlig og skøn. Vers 2 afslører resultatet af englenes synd.
“Og jorden var (blev) øde og tom.” Ordene ”øde og tom” er oversat fra hebræisk tohu og bohu. En bedre oversættelse ville være “sygnede hen og blev tom” eller “kaotisk og i forvirring”. Ordet “var” oversættes andre steder i 1. Mosebog til “blev”, som f. eks. i kapitel 19:26. Med andre ord blev jorden, der oprindeligt var blevet skabt perfekt og smuk, nu kaotisk og hensygnende ligesom vor måne, med den forskel at jorden blev dækket af vand.
David blev inspireret til at afsløre hvordan Gud fornyede jordens overflade: “Du sender din Ånd, og de skabes, jordens åsyn fornyer du” (Sal. 104:30).
Nu til en anden overraskelse for de fleste læsere. Her er en endnu et lille bid af den manglende dimension i den kundskab, der faktisk er åbenbaret i Biblen, men som hverken religion, videnskab eller højere lærdom har opdaget.
Fra vers 2 i 1. Mosebog kapitel 1 og resten af kapitlet, er det ikke den oprindelige skabelse af jorden der beskrives. Det er fornyelsen af jordens overflade, efter at den var blevet øde og tom som resultat af englenes synd, der tales om.
Det der beskrives fra vers to og fremad, og bliver anset som “Skabelseskapitlet” i Biblen, skete ifølge Biblen for ca. 6000 år siden. Men dette kan faktisk godt have fundet sted mange trillioner år efter den egentlige skabelse af jorden, der er beskrevet i vers 1!
Senere vil jeg kommentere hvor lang tid det kunne have taget, før englene vendte sig til oprør.
Jorden var blevet tom og øde. Gud skabte den ikke tom og øde eller i forvirring. Gud er ikke kilde til forvirring (1. Kor. 14:33). Det samme hebræiske ord – tohu – der betyder tom og øde, blev inspireret i Esajas 45:18, hvor det er oversat “ej skabte den øde.” Med de oprindelige inspirerede hebræiske ord, lyder det: “Thi så siger Herren, himlenes skaber, han som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæstede den, ej skabte den øde (tohu), men danned den til at bebos.”
Fortsæt nu med resten af vers 2 i 1. Mosebog kapitel 1 (jorden var blevet kaotisk, øde og tom): Og der var mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene. Og Gud sagde: ’Der blive lys!” Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt. Og Gud satte skel mellem lyset og mørket” (vers 2-4).
Satan er kilden til mørke. Englenes oprør forårsagede mørke. Gud er lysets og sandhedens kilde. Lys stiller skønhed til skue, men det afslører også ondskab. Mørke skjuler begge dele.
De følgende vers i dette første kapitel af Biblen beskriver fornyelsen af jordens overflade, der producerede skønne plæner, træer, buske, blomster, vegetation – derefter skabelsen af fisk og fugl, dyreliv og til sidst mennesket.
Men før vi kommer til mennesket, er det nødvendigt at gøre præhistorien færdig.
Hvordan kom englenes synd ind i billedet? Hvordan begyndte det?
Husk nu, at Gud vedligeholder, forbedrer og forøger sit skaberværk igennem sin regering. Det han skaber er til at blive brugt. Denne jord blev oprindeligt beboet og brugt af engle.
Da Gud placerede englene – øjensynlig en tredjedel af dem alle (Åbenb. 12:4) – på den nylig skabte, perfekte, smukke og herlige jord, satte han den store kerub Lucifer på en trone, hvorfra han skulle administrere Guds regering. Kun andre to personligheder havde rang af kerub, det var Mikael og Gabriel.
Så vidt det er åbenbaret, er keruberne de højeste Åndelige væsener, som det stod i Guds magt at skabe. Lucifer var en super personlighed af ærefrygtindgydende majestætisk skønhed, strålende lys, ypperste kundskab, visdom og magt – Gud havde skabt ham perfekt! Men det var nødvendigt at give ham frihed, dvs. magt til at vælge og tage bestemmelser, ellers ville han ikke være blevet et væsen med individualitet og karakter – så Gud skabte denne friheds evne i ham.
Jeg håber at du fuldstændig fatter den ypperste pragt i topmålet af Guds skabte væsener, som Lucifer var. To bibelske passager handler om hans oprindelige skabelse.
Se først i Esajas 14. (Dette berømte kapitel begynder med den fremtid, der ligger lige foran os nu, EFTER at den Evige Gud vil have grebet ind i denne verdens affærer. Israels folk – ikke nødvendigvis kun israelitter og jøder – vil være blevet ført i fangenskab som slaver, og da vil Gud gribe ind og føre dem tilbage til det land de oprindeligt fik lovning på.) “På den dag Herren giver dig hvile for din møje og uro og for den hårde trældom, der lagdes på dig, skal du istemme denne spottevise om Babels konge: Hvor er dog bødlen stille, tvangshuset tyst! Herren har brudt de gudløses stok, herskernes kæp, som slog i vrede folkeslag, slag i slag, og tvang i harme folk med skånselsløs tvang” (vers 3-6). Dette er IKKE Det Gamle Testamentes tale om Kong Nebukadnezar fra oldtidens Babylon. Dette drejer sig om den nærmeste fremtid. Det handler om oldtidens Nebukadnezars nuværende efterfølger. Der er tale om en, der vil blive HERSKER over det snart genopstandne “Hellige Romerske Imperium” – en slags fremtidig “Europas Forenede Stater” – en union af ti nationer der snart vil overtage vore dages Europæiske Fællesmarked. Storbritannien bliver IKKE medlem af dette imperium, der nu er under udvikling.
Dette forenede Europa vil besejre Israel – hvis de ved hvem Israel er i dag, og jeg mener ikke Juda, der nu kalder sig Israel. Dette involverer en del andre profetier, som der ikke er plads til at forklare her.
Men denne “konge af Babylon” vil -- på tidspunktet for opfyldelsen af denne profeti -- være blevet fuldstændig besejret og ødelagt ved den levende Kristi genkomst i magt og herlighed. Fortsæt nu:
“Al jorden har fred og ro, bryder ud i jubel; selv cypresserne glæder sig over dig, Libanons cedre: ’Siden dit fald kommer ingen op og fælder os!’”(vers 7-8).
(Lad mig her indskyde lidt information. Cedrene i Libanon, berømte fra Biblen, er næsten totalt udryddet. Kun en lille gruppe er tilbage af dem højt oppe i bjergene. Jeg har set og fotograferet dem. Imidlertid findes de fineste og måske eneste eksemplarer i verden i dag af Libanons cedre, på vor tidligere Ambassador Campus i England. Vi satte stor pris på dem. Det er interessant at se, at denne profeti, skrevet ca. 500 år f. Kr. forudsiger den næsten totale udryddelse af disse smukke træer.)
Passagen i Esajas 14 taler om en fremtidig konge, der skal dømmes af den herliggjorte almægtige Kristus. Denne konge, der skal opstå i årene i den nærmeste fremtid, omtales som Satans øverste politiske hersker og militære ødelægger, total vildledt af Satan.
Derefter kommer vi til vers 12, det menneskelige og jordiske modbillede af djævelen Satan forandres pludselig til Satan selv – til den tidligere ærkeengel Lucifer:
“Nej, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger.” Det var hvad den tidligere Lucifer udførte gennem denne menneskelige militær-politiske leder som han havde i sin magt, og som omtales i de første elleve vers.
Navnet “Lucifer” betyder “Skinnende morgenstjerne” eller “Lysbringer” som Gud oprindelig skabte ham. Fortsæt nu: “Du som sagde i hjertet: ’Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg (margen: der hvor guderne samler sig) i yderst nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig’” (vers 13-14). Det er tydeligt, at Lucifer havde intet mindre i sinde end at vælte Gud af tronen for selv at blive øverste Gud.
Han planlagde tilsyneladende at sætte sig selv i Guds sted som hersker over universet!
Men til sidst, her vender teksten igen tilbage til det menneskelige modstykke: “Ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i hulen” (vers 15).
Fra dette punkt vender handlingen igen tilbage til den menneskelige konge. Lucifer truede, han som var en individuel skabt personlighed og Guds ypperste skaberværk, han truede som et Frankenstein monster med at ødelægge sin egen skaber for at overtage Hans magt og herske over hele universet.
Hans rebelske herredømme var IKKE en regering baseret på kærligheds princippet – givende, udadgående omsorg for andres velfærd – men det var baseret på SELVOPTAGETHED, på forfængelighed, lyst og grådighed, misundelse, jalousi, konkurrence ånd, had, vold og ødelæggelse, på mørke og fejltagelse i stedet for lys og sandhed, på styghed i stedet for skønhed.
Se nu på en anden bibelpassage der beskriver denne ypperste Guds skabning i Ezekiel 28.
Egentlig handler hele konceptet i kapitel 26 om oldtidens handelsby Tyrus. Det var den kommercielle metropolis i oldtiden, og Babylon var den politiske hovedstad. Tyrus var den gamle verdens New York, London, Tokyo eller Paris. Oldtidens Tyrus, havn for verdens trafik og handel, forherligede sig i sin skønhed, akkurat som Paris i vor tid.
Kapitel 27 fortsætter med sammenligninger til passager i det 18. kapitel af Åbenbaringens bog, med henvisninger til en politisk-religiøs leder der skal komme (vers 9-10).
Men i kapitel 28 skifter temaet til den tid, der ligger lige foran os nu, den samme tid beskrevet i Esajas 14. Ezekiel 28 handler om prinsen af Tyrus, en jordisk hersker. Gud siger til profeten Ezekiel: “Menneskesøn, sig til Tyrus’ fyrste (faktisk henviser dette til en magtfuld religiøs leder der SNART vil opstå i vor tid): Så siger den Herre Herren: Fordi dit hjerte hovmoder sig og du siger: ’Jeg er en gud, på et gudesæde sidder jeg midt ude i havet!’ skønt du er et menneske og ingen gud, og fordi du føler dig i hjertet som en gud; se, du er visere end Daniel, ingen vismand måler sig med dig; ved din visdom og indsigt vandt du rigdom og samlede dig guld og sølv i dine skatkamre; ved dit store handelssnilde øgede du din rigdom, så dit hjerte hovmodede sig over den – derfor, så siger den Herre Herren: Fordi du i dit hjerte føler dig som en gud, se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste folk… De skal styrte dig i graven, og du skal dø de ihjelslagnes død i havets dyb” (Eze. 28:2-8). Sammenlign med 2. Tessalonika 2:4, der taler den lovløse: “Han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud… så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”)
Men på dette punkt, løftes det lavere menneskelige modbillede, ligesom i Esajas 14, til en højere åndelig antitype. I stedet for af tale om fyrsten af Tyrus – et menneske – taler det nu om KONGEN af Tyrus. Det er den samme Lucifer.
Ezekiel fortsætter:
“Og Herrens ord kom til mig således: Menneskesøn, istem en klagesang over KONGEN af Tyrus og sig til ham: Så siger den Herre Herren: Du var indsigtens segl (margin: du havde den højeste indsigt), fuld af visdom og fuldkommen skønhed” (vers 11-12).
Læs det igen! Kunne Gud sige noget lignende om et menneske. Denne super ånd var fyldt med total visdom, perfektion og skønhed. Han var toppunktet, mesterstykket af Guds Skabelse, som et individuelt skabt væsen, det største der stod i Guds magt at skabe! Det tragiske er, at han gjorde oprør imod sin skaber.
“I Eden, Guds have, var du; alle slags ædelsten var din klædning… dine trommer og dine piber var til tjeneste hos dig, de var beredte på den dag, du blev født” (vers 13, 1907 oversættelse) Han var et skabt væsen – ikke født som menneske. Han var et åndeligt væsen – ikke menneskeligt kød og blod. Stort geni og talent for musik blev skabt i ham. Nu, efter at han er blevet perverteret i sin tankegang, handling og sind, er han den virkelige kilde til moderne perverteret musik – til disharmonisk stønnen, jammer og skrig – ulykkelig, nedtrykkende sindstilstand. Forestil dig denne ypperste talentfulde og potentielle personlighed skabt med slig kapacitet. Og alt perverteret, forvrænget! Det hele gået surt – udsvævende, vendt til had, ødelæggelse og håbløshed!
Dog, tab ikke modet. Det utrolige menneskelige potentiale, hvis vi tager os sammen og modstår Satans list og ondskab og følger Guds vej, er uendelig højt løftet over Satans – endog som han var, før han gjorde oprør imod Gud!
Men vi fortsætter åbenbaringen af denne specielle og overmåde vigtige manglende dimension i kundskaben: “Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil,” siger Gud om denne Lucifer. Dette bringer os tilbage til det 25. kapitel af 2. Mosebog, hvor Gud gav Moses målene og materialerne til Pagtens Ark. Beskrivelsen begynder i vers 10, og versene 18-20 beskriver den materielle udgave af de to keruber, der var anbragt ved hver sin ende af Guds egen trone i himlen – tronen hvorfra Gud regerer hele universet. Vingerne af de to keruber skærmede Guds trone.
Lucifer var således udstationeret ved Guds egen trone. Der blev han trænet og fik erfaring i at administrere Guds regering. Gud valgte en erfaren og trænet personlighed til at være herskende konge over englene, der boede på jorden.
Fortsæt: “… på det hellige gudebjerg var du; du vandrede midt imellem gloende stene” (1907 oversættelse). Dette handler ikke om et menneskeligt væsen. Men forsæt: “Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde (lovløshed) hos dig” (Eze. 28:15). Han var i besiddelse af total kundskab, forståelse og visdom. Men han var også blevet udstyret med fuld magt over ræsonnement, tanke og valg -- han bestemte selv. Med hele denne forud viden – han kendte resultater og konsekvenser – vendte denne super skabning, det bedste Gud havde været i stand til at skabe ved øjeblikkelig befaling, sig imod sin Skaber – imod vejen der fører til alt det gode. Han valgte lovløshed. Han var blevet uddannet til at administrere den perfekte lov og orden, og så længe Lucifer adlød og vandrede ad denne vej, var der usigelig lykke og glæde over hele jorden. Der var herlig fred – skøn harmoni, perfekt kærlighed og samarbejde. Guds regering førte til en vidunderlig tilstand – så længe Lucifer var loyal imod Guds regering.
Hvad fik jordens engle til at synde og blive lovløse? Selvfølgelig var det ikke de ordinære engle, der overtalte den store superengel til at blive oprører. Nej, det var i ham der blev fundet brøde (uretfærdighed). Men efter hvor lang tid? Vi ved det ikke. Gud afslører det ikke! Det kunne have været et hvilket som helst antal år fra et eller mindre til millioner gange millioner.
Og derefter, efter at Lucifer selv havde bestemt sig til at gøre oprør og forsøgte at invadere Guds himmel for at overtage universet, er det ikke afsløret, hvor lang tid det tog ham at overbevise alle englene til at følge sig i oprøret.
Jeg kender udmærket metoden han brugte. Han bruger samme metode som stadig den dag i dag leder forførte mennesker til uloyalitet, oprør og selvoptaget modstand imod Guds regering. Først vender han en eller to til misundelse, jalousi og bitterhed over en forestillet uretfærdighed – derefter til uloyalitet. Så bruger han denne ene eller to, ligesom et råddent æble i en kurv, til at forårsage fortørnelse, selvmedlidenhed, illoyalitet i deres nære omgangskreds. Og som rådne æbler smitter dem de er i berøring med, bliver hele kurvens indhold råddent, det er Satans fremgangsmåde.
Hvis de “rådne æbler” i Guds regering på jorden i dag ikke blev smidt ud i tide, ville de ødelægge hele regeringen. Men, når de er fjernet fra kurven, kan de ikke mere gøre skade.
Men forestil dig hvor længe det må have taget den sure og bitre Lucifer at vende millioner af hellige engle til fortørnelse, bitterhed, illoyalitet og til sidst åbent og ondskabsfuldt oprør. Det kan have taget hundreder, tusinder eller millioner af år. Dette var alt sammen før mennesket blev skabt.
Alt dette skete efter jordens oprindelige skabelse beskrevet i 1. Mosebog Kapitel 1 vers 1. I vers 2 i dette “skabelseskapitel” beskrives tilstanden, der var resultatet af englenes synd. Hændelsen beskrevet i vers 2, kan derfor have fundet sted mange millioner år efter jordens oprindelige skabelse.
Jorden kan således have været skabt mange millioner år tidligere. Men fortsæt passagen i Ezekiel 28: “Ved din megen handel fyldte du dit indre med uret og forbrød dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra gudebjerget og tilintetgjorde dig, skærmende kerub, så du ikke blev imellem Guds Sønner (gloende stene, 1907 oversættelse) Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg slængte dig til jorden…” (vers 16-17). Her vender teksten sig igen til en snart kommende menneskelig, religiøs-politisk hersker – som fyrsten af Tyrus var et billede på.
Tidligere i dette kapitel forklarede jeg, hvordan fysisk ødelæggelse, styghed og mørke havde dækket jorden på grund af Lucifer (der nu er Djævlen) og “englene der syndede” (nu dæmoner), og hvordan Gud på seks dage genskabte jordens overflade (1. Mose. 1:2-25).
Men hvorfor skabte Gud mennesket på jorden (1. Mose. 1:26)?
Se situationen med Guds øjne. Gud har givet menneskene hjerner, ligesom Guds egen hjerne, kun ringere og begrænset. Gud gjorde os i sit billede, efter sin egen form og skikkelse, men af materie i stedet for Ånd. Gud sagde: “Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus” (Fil. 2:5). Vi kan til en vis grad tænke som Gud tænker. Hvordan må Gud have set på situationen, da han begyndte at forny jordens overflade – efter englenes kolossale sammenbrud!
Han havde skabt et smukt, perfekt skaberværk på jorden. Han havde befolket den med hellige engle – muligvis mange millioner. Han satte en konge over dem, ærkeenglen keruben Lucifer. Lucifer var som en enestående Åndelig personlighed, topmålet af Guds kreative magt. Han var den mest perfekte i skønhed, magt, sind, kundskab, intellekt og visdom, det stod i Guds magt at skabe. Gud kan ikke skabe noget højere eller mere perfekt ved øjeblikkelig kommando.
Alt dette til trods -- velinformeret, trænet og med erfaring fra Guds egen trone over universet og administrationen af Guds regering -- havde han afvist denne regering, korrumperet sin vej, gjort oprør mod at administrere og være lydig mod den. Han havde ledt alle sine engle på afveje ind i oprørets og illoyalitetens synd.
Overvej nu videre. Tilsyneladende blev universet og jorden skabt samtidig, og der er intet i Guds Ord eller i videnskaben, der tyder på, at nogle af planeterne i det endeløse univers har været beboet med nogen form for liv. Men Gud gør intet formålsløst. Han har altid en hensigt.
Tilsyneladende er alle planeterne i universet på NUVÆRENDE tidspunkt tomme og øde (tohu og bohu) – ligesom jorden beskrevet i 1. Mosebog 1:2. Men Gud skabte dem ikke i en forfalden tilstand – som f. eks. vor måne. Forfald er ikke en oprindelig skabt tilstand – det er en tilstand, der er resultat af en forfaldsproces. Det er indlysende, at havde englene vedligeholdt jorden i sin oprindelige forfatning, forbedret den, udført Guds instruktioner og adlydt hans regering, da ville de have fået tilbudt det ærefrygtindgydende potentiale, at befolke og udføre et kolossalt kreativt program der omfattede hele universet. Da de trodsede Guds regering, og vendte sig til bedrag, må deres synd også samtidig have bragt fysisk ødelæggelse til alle de andre planeter i universet, idet disse muligvis på visse betingelser var underlagt dem.
Da Gud undersøgte denne tragiske katastrofe, må det være gået op for ham, at eftersom det mest perfekte mesterværk han var i stand til at skabe, havde besluttet sig til at synde og begå oprør, var der kun Guds Selv tilbage, der ikke ville og ikke kan synde.
Og Gud er Faderen til den Guddommelige familie.
Se i Johannes 1:1-5. “Ordet” der “blev kød” (vers 14) har altid eksisteret – i evigheden – med Faderen. Gud Fader har skabt al ting – hele universet – ved ham der blev Jesus Kristus (Efe. 3:9; Kol. 1:16-17).
Da Jesus var på jorden, bad han til Gud, sin himmelske Fader. Faderen omtalte Jesus som “min elskede søn, i hvem jeg har velbehag.” Jesus levede på jorden som et menneske, der blev fristet på alle måder ligesom vi bliver det, alligevel syndede han ikke.
Det fjerde ord i Biblen er “Gud” (1.Mose. 1:1). Det originale hebræiske ord er “Elohim,” et entals ord ligesom familie, kirke, gruppe. Familien er Gud. Der er én Gud – den ene familie, med mere end én person.
Gud forstod, at ingen mindre end Gud, én af Gud familien, kunne han regne med aldrig ville synde – ville være ligesom Gud, som ikke kan synde. Og for at opfylde sin hensigt med hele det endeløse univers så Gud, at ingen, der var mindre end Ham selv (en af Guds familie), kunne han fuldstændig stole på til at føre hans ypperste plan med hele universet, ud i virkeligheden.
Så besluttede Gud at reproducere sig selv igennem menneskene. Han skabte dem i sit eget billede og skikkelse; men først af kød og blod, der er underlagt døden, hvis der er synd man ikke har omvendt sig fra – men stadigvæk med muligheden for at blive født ind i den Guddommelige Familie efter at være blevet undfanget af Gud Faderen.
Gud så, hvordan dette kunne udføres ved Kristus, som gav sig selv til dette formål.
Det er grunden til, at Gud satte mennesket på jorden! Det er grunden til, at den Øverste Almægtige Gud har påtaget sig denne kolossale opgave – at reproducere sig selv! Det næste kapitel vil gøre dette ubestrideligt klart.
