Kapitel 9
Man kan ikke forstå den virkelige hensigt med Kirken og dens funktion uden at have forstået Det Gamle Testamentes ISRAEL.
Oldtidens Israel var både Kirke og Stat. “Kongedømmet Israel” var en af verdens nationer. Men det var også en Kirke, kaldet “Israels Menighed”, eller som i Apostlenes Gerninger 7:38, “menigheden i ørkenen.”
Man kan ikke forstå hverken Det Gamle Testamente Israel eller Det Ny Testamente Guds Kirke, medmindre man hele tiden husker på Guds HENSIGT med at placere menneskeheden på jorden.
Gud er i færd med at reproducere sig selv! Hans afgørende hensigt med MENNESKET er at skabe hellig, retfærdig åndelig KARAKTER. Hav det i konstant erindring efterhånden som vi sammenligner eller opstiller modsætninger imellem den Gammel Testamente “Kirke i ørkenen” og den Ny Testamente Guds Kirke. At skabe retfærdig karakter i mennesket er Guds endelige formål.
Vi har forklaret menneskets naturlige sind, og hvordan det er forskelligt fra dyrenes hjerne. I mennesket er der en ånd. Denne ånd er i form af en essens – det er ikke en sjæl eller en person. Den giver intellektets magt til menneskets hjerne – der tænker, ræsonnerer og foretager valg. Det er forklaret i kapitel 7.
Sindet, som alle mennesker er født med, er det naturlige fysiske menneskesind. Og “Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det” (Rom. 8:7). Dette sind er begrænset til kun at kunne tilegne sig fysisk kundskab.
At forstå ting angående Gud – åndelig kundskab – er umulig uden at have modtaget Guds gave, som er hans Hellige Ånd – en anden separat ånd føjet til den “menneskeånd” alle er født med.
MENNESKET blev skabt en perfekt fysisk, men ikke færdiggjort, skabning! Den fysiske skabelse begyndte med Adam, men den åndelige skabelse skal begynde med den Anden Adam – med Jesus Kristus.
Da Gud dømte Adams menneskerace til i 6000 år at være AFSKÅRET fra kontakt med Gud, gjorden han en undtagelse. Han forbeholdte sig retten til at kalde nogle til sin tjeneste, mennesker han havde brug for til at opfylde SIN HENSIGT.
Gud kaldte Abraham. 430 år senere kaldte Gud Abrahams efterfølgere ved Isak og Israel, og de blev kendt under navnet “Israels Børn”, de var da slaver i Egypten. Under Moses ledte Gud dem ud af Egypten for at give dem det forjættede (lovede) land.
Ved Sinai bjerget tilbød Gud dem en aftale, en pagt der senere fik navnet “Den Gamle Pagt”. Gud lovede dem også, hvis de ville adlyde GUDS REGERING, at gøre dem til jordens rigeste og mest magtfulde nation. Men Guds løfter til dem var kun foreløbige, materielle og nationale goder – de lovede IKKE hans Hellige Ånd eller evigt liv.
Det fjendtlige sind, der ikke underkaster sig Gud -- vil vi se mere om i kapitel 10 -- var snedigt og usynligt af Satan blevet indpodet i menneskesindet ved hjælp af menneskeånden. Et spædbarn er ikke født med det. “Herskeren over luftens rige” (Efe.2:2) begynder at indpode det, lige så snart det menneskelige sind begynder at tilegne sig viden og forståelse.
Moderne intellektuelle har sagt, “Med nok VIDEN kan menneskets hjerne løse alle problemer”.
En af Guds hensigter med Israel og den Gamle Pagt var at BEVISE, gennem utallige generationer af israelitter, at selv om de havde fået KUNDSKAB om Guds regering og livsstil, ville den kødelige natur ikke – den kan ikke – løse sine problemer eller leve i fred, lykke, glæde og evig frelse.
Mennesker vil absolut ikke følge Guds vej til fred, lykke og evig glæde, før en anden Ånd føjes til “menneskeånden”.
Erfaringerne fra utallige generationer af israelitter BEVISTE, at den menneskelige natur er fjendtlig imod Gud – den vil ikke underlægge sig Guds lov som er VEJEN til fred, lykke og overflod.
Adam og Eva blev instrueret i GUDS VEJ. De afviste den og valgte i stedet DERES EGEN VEJ – som er forfængelighed, lyst og grådighed – jalousi og misundelse – konkurrence, strid, vold og ødelæggelse.
Men for Israel i den Gamle Pagt AFSLØREDE Gud KUNDSKABEN om sin VEJ igennem Moses og profeterne.
Hvad var da Meningen med Den Gamle Pagts Israel?
De havde ingen undskyldning. De var, som Adam, en fysisk skabning – men uden ÅNDELIG skabelse, der kun kan komme gennem Kristus den “Anden Adam” -- de ville simpelthen ikke leve den livsvej, der fører til fred og universel velbefindende.
Jeg gentager, de havde ingen undskyldning! Det var MENNESKET – den første Adam – der troede, at han kunne få et lykkeligere liv uden Guds Ånd, som han vragede.
Gud sendte sine profeter med sine formaninger til Den Gamle Pagts israelitter, PLÆDEREDE INDTRÆNGENDE med dem. Mange af dem blev stenet til døde!
Gennem profeten Jeremias tryglede Gud: “Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra Herren; jeg vil ikke vredes på Eder, thi nådig er jeg, lyder det fra Herren… men vedgå din uret, at du forbrød dig mod Herren din Gud; for de fremmedes skyld løb du hid og did under hvert grønt træ og hørte ikke min røst, så lyder det fra Herren”.
“Vend om, i frafaldne sønner, lyder det fra Herren; thi jeg er Eders Herre (husbond i 1897 oversættelsen -- Jer.3:12-14).
Den Gamle Pagts Israel var kødelig og deres indstilling var fjendtlig imod Gud -- de ville ikke underlægge sig Guds love og veje!
Husk at den Gamle Pagts Israel levede i den første Adams æra. Satan, “Luftens hersker” har igennem “menneskeånden”, i al den tid han har været enehersker i verden, med snedighed indpodet sin fjendtlige natur i menneskene. Det gør han stadig den dag i dag, med undtagelse af medlemmerne i Guds Kirke!
Husk også, at alle nationer og folkeslag, undtaget nationen Israel, var blevet fuldstændig AFSKÅRET fra Gud og hans kundskab. Selv om de ikke var klar over det, fortsatte de, under Satans indflydelse, med at udtænke deres egne ideer om regeringsmetoder. De havde formet deres egne religioner – i deres fantasier skabt deres egne guder. De udviklede deres egen fund af menneskelig materiel kundskab – selv om over halvdelen af alle mennesker var – og stadig er – analfabeter der lever i yderste fattigdom, snavs og elendighed. De led konsekvenserne af Satans onde vej!
Det var, og er stadig i dag -- undtaget Guds Kirke og HÅBETS budskab den udbreder -- EN VERDEN UDEN HÅB!
Men Jesus Kristus, den anden Adam, skulle komme når Guds tid var moden dertil, og bringe virkelig håb – transcendentalt vidunderligt håb langt over menneskets fatteevne!
Læg mærke til to profetier der berettes af Det Gamle Testamentes profeter under Guds inspiration:
“Thi et barn er født os (født i det israelitiske folk), en søn er os givet, på hans skulder skal HERREDØMMET hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed gør det” (Esa. 9:6-7).
Denne profeti forudsiger Kristi genkomst som en KONGE – en HERSKER – der vil genindsætte GUDS REGERING på jorden.
Fortsæt her forudsigelsen om hans komme som menneskehedens Frelser, “Derfor vil Herren selv give Eder et tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun skal kalde ham Immanuel” (Isa. 7:14).
Se nu denne profeti opfyldt i Det Ny Testamente: En engel kom til Josef, der var forlovet med Maria, Jesu moder:
“Josef, David søn! Frygt ikke for at hjemføre Maria som din hustru; thi det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder. Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger; Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel (det betyder: Gud med os)” (Matt. 1:20-23).
Denne profeti afslører Kristus som Frelser
Og JESUS blev født – den ANDEN ADAM! Undfanget af Gud før hans menneskelige fødsel – som ingen andre er blevet det. Han var GUD såvel som menneske – GUD med os – GUD gjorde mennesket for at han, som menneske, kunne dø (Heb. 2:9) for mennesker! Ja, GUD (Jesus) blev formet af menneskeligt kød og blod, der kunne besejre Satan, den tidligere Kong Lucifer, og derved blive værdig til at genindsætte GUDS REGERING på jorden!
Satan prøvede at ødelægge Jesus som spæd – før han kunne vokse op og kvalificere sig til at forkynde GUDS RIGE! Men Gud beskyttede Kristus-barnet, og sende Josef og Maria som flygtninge til Egypten – indtil Herodes, provinsens romerske konge over Judæa, var død.
“Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom…” (Luk. 2:40). Jesus fik Guds Hellige Ånd skænket ved fødslen.
Jeg har sagt, at “herskeren over luftens rige”, den usynlige og snedige Satan, indpoder fjendtlige holdninger i menneskets hjerne igennem “menneskeånden”. Satan begynder denne indpodning så snart barnet begynder at suge indtryk og viden til sig. Men barnet Jesus var, under sin opvækst, fyldt med GUDS Ånd, og modstod fra sin fødsel den magnetiske “tiltrækning”, som vi kalder menneskelig natur.
Jesus fik aldrig den menneskelige natur, der var fjendtlig imod Gud. Hans sind var fra den tidligste barndom underlagt Guds lov. Derfor overvandt han konstant Satan på en måde intet andet menneske har oplevet!
Nu tilbage til Markus’ beretning, “Da nu alt folket døbtes, og også Jesus blev døbt, så skete det, at himmelen åbnedes, og Helligånden dalede ned over ham i legemulig skikkelse som en due, og en røst lød fra Himmelen: Du er min Søn den elskede, i dig har jeg velbehag”.
Straks derefter driver Ånden ham ud i ørkenen. Og han var i ørkenen fyrretyve dage og fristedes af Satan” (Mark 1:9-13).
Og han spiste intet i de dage, hverken mad eller drikke, og han blev fysisk svag men åndelig stærk. Derefter fulgte den største titaniske kamp nogensinde – universet var på spil!
Beretningen om denne gigantiske kamp findes i Mattæus kapitel 4 og vers 1.
Mange læger tror ikke, at et menneske kan leve fyrre dage uden mad og drikke. De er tragisk uvidende om faste. Jesus var virkelig nær udmattelse af sult. Ord kan ikke beskrive den desperate SULT han følte.
Satan angreb Jesus da han var på sit svageste punkt. Han slyngede sit første angreb -- i denne kamp om det største der nogensinde er blevet kæmpet om – imod det han vidste, var menneskehedens svageste punkt både åndeligt og fysisk – på forfængelighed og sult:
“HVIS”, Satan må have snerret nedladende, “HVIS du er Guds Søn, så sig, at stenene der skal blive til brød”.
Et svagere menneske ville være blevet vred og svaret tilbage, “HVIS jeg er Guds Søn – hvad mener du, HVIS? Jeg skal vise dig at jeg er Guds Søn! Jeg skal vise dig, at jeg kan udføre mirakler!” Og, for at få sin desperate sult tilfredsstillet, ville han være faldet i Satans snedige baghold!
Men Jesus holdt fast ved sin LYDIGHED mod GUD! Han svarede, “Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund!’”
Satan havde tabt sit bedste fristende udfald. Men Satan giver ikke op så let! Det ved jeg af lang erfaring! Han angreb igen.
“Hvis du er Guds Søn” – Satan gentog sit stød mod menneskehedens svageste punkt – forfængeligheden – men nu under andre omstændigheder. Han havde taget Jesus med op til helligdommens tinde. “Styrt dig ned; thi det står skrevet” – nu kunne Satan også citere et skriftsted, men han misfortolkede dets tilsigtede betydning – “thi det står skrevet: ’Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten’” – eller “tyngdekraftens inerti ikke vil styrte dig til jorden”. Han testede Jesu TILLID til Gud, samtidig med at han udfordrede hans menneskelige forfængelighed. Satans ministre kan også citere skriftsteder – men de tvister og forvrænger betydningen udenfor den tilsigtede kontekst.
Jesus Modsagde Satan
Jesus svarede: “Der står skrevet: ’Du må ikke friste Herren din Gud.’”
Verset om engle der griber én, HVIS man falder, anvendes kun ved ulykker. At springe ud med vilje ville være at “friste Gud”. Med andre ord, at tvivle på Guds Ord og dets tilsigtede betydning, at TESTE Gud -- at sætte Gud på prøve -- indebærer tvivl om Guds indgriben!
Satan have endnu en “trumf i baghånden”. Nu fristede han Jesus med lyst og grådighed – med “AT FÅ FAT I” -- med at erobre MAGT!
Satan tog nu Jesus med op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed, og siger til ham: “Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig”.
Med andre ord vidste både Satan og Jesus, at hvis Jesus KVALIFICEREDE sig, ville han blive HERSKER over alle jordens regeringer. Men begge kendte også Guds 6000 års dom over menneskeheden – og at Jesus skulle vente endnu næsten 2000 år for at overtage MAGTEN og HERLIGHEDEN og herredømmet over jorden.
Jesus benægtede ikke, at herredømmet, som Satan spidsfindigt fristede med, var i Satans hånd. Men han vidste, at Satan var en løgner – at han ikke ville holde sit ord – og hvis han gjorde, ville Jesus have skullet styre verden UNDER SATAN. Jesus vidste, at Gud var GIVEREN, og han var absolut indstillet på at vente til GUDS TID var inde – til efter de 6000 års dom over mennesket var til ende – da vil GUD krone ham og sende ham til jorden igen i almagt og herlighed!
Jesus besluttede nu at gøre en ende på denne kolossale kamp om verdensmagten. “Vig bort Satan!” Det var Jesu MYNDIGE og bidske befaling! Satan var blevet overvundet i sit forsøg på at overtage verdens herredømmet og luskede bort (Matt. 4:10-11).
Men tro dog ikke, at Satan opgav! Han forsøgte at styrte Guds apostle og Guds Kirke. Med rænker og intriger planlagde han at manipulere menneskelige magter til at forfølge og UNDERTRYKKE Guds Kirke og Kristi evangeliske budskab om HÅB til verden! Han bekriger stadig Guds Kirke og apostel råt og brutalt selv nu i denne onde verdens sidste generation!
Men JESUS KRISTUS LEVER! GUD ER PÅ SIN TRONE, med Jesus ved sin højre hånd, og Satan kan kun gøre det Gud tillader!
Tilbage nu til Markus 1:14: “Men efter at Johannes var sat i fængsel, drog Jesus til Galilæa og prædikede GUDS EVANGELIUM og sagde: ’Tiden er inde, og GUDS RIGE er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!’” Dvs. tro BUDSKABET om det kommende verdensherredømme, GUDS RIGE, som Jesus forkyndte!
Tiden var fuldbragt. Jesus havde KVALIFICERET SIG der, hvor den første Adam fejlede, til at vriste verdensherredømmet fra Satan – til at genindføre Guds regering på jorden – til at etablere Guds åndeligt fødte Familie, der skal herske i GUDS RIGE!
Efter at have forladt Nazaret bosatte Jesus sig i Kapernaum på den nordre side af Galilæa Søen. Jesus var ikke en vagabond. Han boede i et etableret hjem, selv om der i dag er megen modsigende oplysning om den sag.
Hans første handling var at kalde sine disciple – for at undervise og træne dem til at være apostle. De skulle gå ud og forkynde hans budskab om GUDS RIGE, efter at hans egen personlige mission var til ende.
Jesus vandrede langs bredderne af Galilæa Søen. Han kaldte to brødre, Peter og Andreas, til at følge sig. Disse to brødre havde ikke søgt efter Jesus. De havde ikke haft nogen som helst aspiration til at blive hans apostle – de havde valgt at blive fiskere. Men nu, på Jesu ord FORLOD DE ALT, og fulgte ham!
Derefter kaldte Jesus to andre brødre – Jakob og Johannes. De havde også valgt at blive fiskere, ikke apostle. (Matt.4:18-22).
Mattæus havde valgt at blive skatteopkræver. Og senere sagde Jesus til de tolv, “I har ikke valgt mig, men jeg har valgt jer.”
Som i Markus 1:14-15, er det også i Mattæus’ beretning, “Jesus gik omkring i hele Galilæa, lærte i deres synagoger, prædikede EVANGELIET OM RIGET” (vers 23).
Før Jesus havde KVALIFICERET SIG, til at genindsætte Guds regering ved at besejre Satan, kunne Gud ikke være sikker på, undtagen i Hans egen vilje og hensigt, at Guds regering som Satan havde forkastet, ville blive restaureret.
Igennem tre og et halvt år vandrere Jesus rundt i Israels land, og forkyndte de GODE NYHEDER og HÅBET for fremtidens verden i synagogerne, samtidig med at han oplærte sine disciple til at blive apostle.
Til sidst, efter at være blevet pisket for at Hans Kirke kunne opnå fysisk helbredelse, blev Jesus korsfæstet – for at vore synder kan blive tilgivet ved hans udgydte blod – fordi han havde betalt straffen som var døden, i vort sted.
Efter at have opholdt sig tre dage og tre nætter i graven, blev Jesus genopstanden. Dermed blev Han den FØRSTEFØDTE Søn af Gud (Rom 1:4). Han var nu selv VIRKELIG GUD – den FØRSTEFØDTE af mange brødre, som vil følge efter i en senere genopstandelse.
Efter sin opstandelse, viste Jesus sig for sine apostle i fyrre dage, “og talte om, hvad der hører Guds Rige til” (Apo. ger. 1:3).
Derefter steg han til himlen, hvor han nu har sæde ved Guds højre side (Hebr. 12:2; Åbenb. 3:21).
Ti dage senere (året var 31 e. Kr.) kom den årlige Helligdag, der hed “Førstegrødens Fest”, og i Det Ny Testamente hedder den “Pinsedagen”.
Af de mange tusinder der havde hørt Jesus proklamere GUDS RIGE, var der efter 3½ år, kun 120 der troede! (Apo. Ger. 1:15).
På denne Helligdag var der, udover de 120 disciple, forsamlet troende jøder fra mange andre dele af verden.
Da skete der noget ganske enestående og forbløffende. Den ventede Guds HELLIGE ÅND stillede sig til skue for at fylde Hans Kirke! Og det har aldrig gentaget sig!
Det skete pludseligt! “Da lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de (de 120 disciple) sad” (Apo. ger. 2:2). Vinden kan lave en betydelig støj. Guds Hellige Ånd bliver andre steder sammenlignet med vinden (Johannes 3:8). Lad det blive kendt at ingen lignende støj af vind høres i moderne “Pinsemissions” møder!
Men disciplene ikke alene hørte – de også så denne overnaturlige fremstilling. “Og der viste sig tunger som af ild for dem, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem” – hver af de 120 (Apo. ger. 2:3). Og de, de 120, “blev alle fyldt med Helligånden, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde” (vers 4).
Rygtet om denne hændelse spredte sig hurtigt, og da var det, at de fromme jøder fra de mange fremmede nationer kom løbende ind -- “og de blev forvirrede, fordi de hver især hørte dem tale i deres eget sprog.” Notér dig dette! Hvert individ hørte dem (de 120) tale på sit eget sprog, hørte dem – de 120 – tale sit eget udenlandske sprog. Og de forstod klart og tydeligt, på deres egne forskellige sprog, det de 120 sagde. Miraklet var på HØRELSEN og ikke på det der blev talt!
Da talte Peter, chef apostelen, for første gang en hjerteskærende prædiken inspireret af Guds Hellige Ånd, der viste, at Jesus både var Herre (Konge og Hersker) og Kristus (Frelser) vers 36.
Samme dag “blev der døbt og føjet omtrent tre tusinde sjæle til” (Apo. Ger. 2:41).
Således blev GUDS KIRKE – den samme Kirke der i dag er kendt som GUDS VERDENSVIDE KIRKE – født. Rækkefølgen i den successive linie, der viser, at Guds Verdensvide Kirke er DENNE SAMME KIRKE i dag, vil jeg komme til senere.
Når Jesus Kristus kommer igen til jorden i overnaturlig pragt, herlighed og vælde, kommer han til sit TEMPEL. Men hvor er dette tempel – hvornår vil det blive bygget?
Mange bibelstuderende har undret sig og spekuleret. Vil israelitterne til syvende og sidst ødelægge “Moskeen på Bjerget” – det muslimske tempel der i dag står på stedet, hvor både Salomons Tempel og det Templet, som Jesus frekventerede, stod, da han kom første gang?
Profeten Malakias siger: “Se, jeg sender min engel, og han skal bane vej for mit åsyn; og til sit tempel kommer i et nu den Herre (Kristus), I søger, og pagtens engel… se, han kommer, siger Hærskarers Herre” (Mal. 3:1).
Det var Johannes Døberen, der beredte vejen – men det var før Jesu første komme. Når vi læser videre fra vers 2 til 6, fremgår det tydeligt, at denne profeti i Malakias taler om Kristi anden komme i magt og herlighed for at HERSKE.
HVEM var da denne menneskelige budbringer (en der kommer med et budskab) der skulle berede vejen før hans ANDEN komme? Og hvad med templet han skal komme til?
Lad os nu se på Haggais profetier. Det handler om den gruppe jøder, der vendte tilbage til Jerusalem halvfjerds år efter ødelæggelsen af Salomons Tempel. De kom for at bygge det andet tempel på samme sted.
Profetien handler om Zerubbabel, der var guvernør for gruppen og bygherre for det andet tempel. Det var dette samme tempel Jesus kom til, bortset fra at den romerske Kong Herodes havde forstørret, restaureret og forskønnet det.
Men Zerubbabel var kun en TYPE. Profetien som vi klart kan se fra vers 6 i kapitel 2, er tusindårig.
“Thi så siger Hærskarers Herre: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land, og jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre… Dette hus’ kommende herlighed bliver større end den tidligere…” (versene 6-7, 9).
Det handler om ende tiden – om Kristi genkomst.
Hvad betyder da: “dette hus’ kommende (huset i de sidste tider) herlighed bliver større end den tidligere” – vil det sige større end Salomons tempel, der var den mest pragtfulde bygning nogensinde på jorden? Det er sandt, at det andet tempel, som Zerubbabel byggede, ikke kunne måle sig i pragt med Salomons, selv om det var større.
Men Gud taler om tempelet som Kristus vil komme til, når han som Konge over konger og Herre over herrer vil komme igen for anden gang.
Da Jesus kom første gang, var det stadig Den Gamle Pagts Israel – et oprørsk og kødeligt sindet folk. Templet han kom til var materielt, og folket var kødeligt og fysisk!
Men hans genkomst bliver i magt og pragt. Han vil da komme til et HERLIGT OG ÅNDELIGT TEMPEL – ikke til et materielt tempel!
Han siger om Guds Kirke i Efeserbrevets kapitel to: “… I er Guds husfæller (familie), opbyggede (Kirken) på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren”(vers 19-22).
Den herliggjorte Kristus vil komme til et herliggjort tempel – med en herlighed langt større end Salomons tempel!
Bemærk det. Kristus kommer ikke til en materiel bygning, men til Sin Kirke, der da skal HERLIGGØRES sammen med ham!
Bemærk endvidere i Efeserbrevet kapitel 4: “Ham skyldes det, at hele legemet (Kristi legeme som er Kirken) vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen…” (vers 16).
Lad os nu FORSTÅ!
Gammel Testamente Israel, både Kirke og Stat, eksisterede i den første Adams dage. (Husk, der er tre opdelinger af tidsaldre: Dagene (tiden) før mennesket blev skabt; dagene fra Adam og til Kristi genkomst og dagene efter Jesu genkomst.) De havde kun den ene Ånd, “menneskeånden” – de var kødeligt sindet, fjendtlige imod Gud og ikke underlagt Guds lov. Men Gud gav dem Sine love (de åndelige, såvel som de fysiske love om ofringer, ceremonier og statutter). Det viste sig, at uden den anden Ånd – Guds Hellige Ånd – ville folket ikke følge den rette livsvej – på trods af at Gud åbenbarede dem den nødvendige viden – ikke alene om sig selv, men også om SIN REGERING!
Men Ny Testamente Guds Kirke fik Guds Hellige Ånd føjet til “menneskeånden” lige fra begyndelsen.
Det Gamle Testamentes ofringslove og de ceremonielle ritualer var kun midlertidige stedfortrædere for Kristus og den Hellige Ånd. Da KRISTUS kom, var erstatningsrollen slut – men den ÅNDELIGE LOV – KÆRLIGHEDSLOVEN, udtrykt i de Ti Bud – fortsatte. Og de krævedes overholdt af KIRKEN, for den havde den Hellige ÅND; ikke alene ud fra lovens ord skulle den adlydes men også i overensstemmelse med ånden – som er hovedformålet og den indlysende hensigt i loven (2. Kor. 3:6).
Vi kommer nu til hensigten og funktionen i Guds Kirke.
Lige efter Kirkens indstiftelse helbredte Peter og Johannes den velkendte lamme mand, og Peter prædikede til forsamlingen, der var blevet tiltrukket af sensationen (Apo. Ger. 3:1-26). Medens de talte til folket – dvs. øjeblikkeligt -- kom præsterne og anførerne for tempelvagten og saddukæerne over dem og smed dem i fængsel natten over (Apo. ger. 4:1-3). Næste morgen blev de hentet og fremstillet for ypperstepræsten og hans familie samt andre rådsherrer og standspersoner. De TRUEDE dem og forbød dem at tale eller lære i Jesu navn. l
Apostlene var mennesker. Denne oplevelse var foruroligende! De skyndte sig hen til KIRKE MEDLEMMERNE for at få støtte, for at bede og modtage moralsk styrke (Apo. ger. 4:23).
De loyale Kirke brødre “løftede alle som én deres røst til Gud” (vers 24) i bøn og bad Gud om inspiration og guddommelig kraft, til at apostlene frimodigt kunne fortsætte med at forkynde Budskabet.
Bemærk her en af Kirkens vigtigste opgaver. Kirkens almindelige medlemmer gik ikke ud og prædikede Budskabet – de var et forenet bagland for apostlene, som havde fået DEN STORE OPGAVE. Læg mærke til: “Og da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var forsamlede” (vers 31).
Kirke brødrene var i stand til solidt og loyalt at støtte apostlene, fordi de “havde ét hjerte og én sjæl (én tro)” (vers 32).
Da den grusomme forfølgelse satte ind senere og apostelen Jakob led martyrdøden, lod Kong Herodes Peter kaste i fængsel med henblik på også at slå ham ihjel (Apo. ger. 12:1-4).
“Men af menigheden blev der vedholdende bedt til Gud for ham” (vers 5).
Resultatet? Gud sendte en engel der løste Peter af lænkerne og førte ham ud af fængslet i hemmelighed. Peter flygtede til Kæsarea.
Her må vi hellere få endnu større klarhed i en almindelig og universal misforståelse. Man går ud fra, at Gud kæmper en desperat kamp imod Satan, og forsøger at få alle levende mennesker “frelst” NU! Denne formodning er samtidig en indrømmelse af, at Satan for det meste er den vindende part i denne kamp! Men der er IKKE EN SÅDAN KAMP. Satan har ENE OG ALENE magt til at gøre det Gud TILLADER!
Kronen på denne antagelse er en endnu større tragisk universel opfattelse, nemlig vildfarelsen om, at alle der ikke bliver “frelste” nu er “fortabte” – dømt til en evig ild – som for resten også er en myte. De allerfleste mennesker er hverken “frelst” eller “fortabt”. De er bare ikke DØMT endnu!
Det var vor allerførste forfader der VALGTE. Gud accepterede hans beslutning og afsagde en dom over Adams verden. En dom der skulle gælde i 6000 år – dog ikke for dem Gud ville kalde til specielle tjenester. De 6000 år er ved at være udløbet – og lykkelig, glædesfyldt VERDENSFRED og evigt liv der vil blive opnåeligt for alle, er nu lige om hjørnet!
Jesus bekræftede eftertrykkeligt dommen, Gud afsagde over verden. Han sagde lige ud, “INGEN kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham” (Johs. 6:44). Og ingen kan komme til Gud undtagen igennem Kristus!
Lad os slå fast én gang for alle, at hensigten med Kirken bestemt IKKE er at prædike eller overbevise verden om en åndelig frelse NU – ikke før Kristi genkomst!
Nogle har fortolket den STORE KOMMISSION til at betyde, at Kirken skal omvende og “frelse” verden NU! Et enormt netværk af missionærer fra traditionel Kristendom er blevet resultatet.
Undersøg nu de tre steder hvor DEN STORE KOMMISSION bliver forklaret.
Først i Mattæus kapitel 28:
“De elleve disciple drog derefter til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham. Men der var nogle som tvivlede. Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde til dem…” Til HVEM talte han? Ikke til hele Kirken! Kun til de disciple der skulle blive de oprindelige APOSTLE! “… Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. GÅ derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt. 28:16-20).
Læg nøje mærke til at denne STORE KOMMISSION, udbredelsen af Kristi Evangeliums Budskab blev kun overdraget til dem, der var apostle – og ordet “apostel” betyder “en der er udsendt” med et Budskab!
Den danske oversættelse af det ovenstående er blevet MISFORTOLKET af nogle til at betyde, at ALLE mennesker dengang i alle nationer skulle blive omvendt.
King James oversættelsen lyder: “Gå derfor og undervis i alle nationer”, IKKE at lære alle individer. Og “døb dem” kan KUN henvise til dem som Gud kalder, eftersom Kristus klart sagde, “INGEN KAN KOMME TIL MIG, UDEN AT Faderen, som sendte mig, drager ham”.
Undersøg nu Markus’ udlægning af DEN STORE KOMMISSION (kapitel 16). De fleste oversættelser fra den oprindelige græske tekst til engelsk UDELADER versene 9-20, idet de påstår at disse vers IKKE ER INSPIREREDE, og at de blev tilføjet senere af uinspirerede redaktører. Men i den danske Bibel er disse vers taget med i parentes og begynder i vers 15 således: “Og han sagde til dem: ’Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen.” Dvs. forkynd de GODE NYHEDER om Guds kommende Rige. Fortsæt: “Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst…” Men Jesus sagde klart og tydeligt, at INTET MENNESKE kunne komme til Kristus – dvs. komme til at tro – hvis Faderen ikke kaldte dem specielt!
Der er INGEN MODSIGELSER her. Den STORE KOMMISSION BLEV GIVET TIL apostlene – de der blev sendt ud i verden for at forkynde Budskabet – IKKE til lægmedlemmerne i Kirken.
Havde lægmedlemmerne så ikke andel i at forkynde evangeliet? Det havde de bestemt, som vi har set, var deres andel at støtte apostlene – støtte dem med deres bønner, opmuntring, tiender og ofringer. De er DEL AF ET VELORGANISERET TEAM, som vi vil forklare mere om.
Og hverken i Mattæus eller Markus er der TEGN på, at nogen blev døbt, uden at Faderen havde kaldet dem til en speciel tjeneste.
Men INTET modsiger den kendsgerning, at Gud havde lukket adgangen til Sin Hellige Ånd for ALLE, på nær dem han kaldte specielt.
Læg nu vel mærke til fortællingen i Mattæus kapitel 24. Det er en profeti møntet på vor nuværende generation:
“Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden (på denne tidsalder) komme” (Matt. 24:14).
Er Guds Kirke bare et spredt, isoleret antal erklærede Kristne, der hver går sine egne veje for at få Evangeliet udbredt – eller, som mange tror, for at OPNÅ sin egen personlige frelse og evigt liv?
Jesus Kristus kaldte specielt sine disciple og trænede dem til at blive apostle. Apostlene – de der blev “sendt ud” med hans Evangeliske Budskab – de fik DEN STORE KOMMISSION – ikke de menige medlemmer af Kirken.
Men HVORDAN ER GUDS KIRKE ORGANISERET? Den er en åndelig organisme, men den er også FYSISK ORGANISERET, som vi nu skal se.
Kirken er Guds undfangede Familie – “Guds husfæller” (Efe. 2:19), “opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hjørnesten” (vers 20).
Fortsæt i vers 21: “I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren.”
Det er TEMPLET, som Kristus vil komme til ved sin genkomst i HERLIGHED! Det er dette Kristi Legeme, der er den trolovede BRUD, som skal ægte Ham (eftersom Den Gamle Pagt var en ægteskabspagt) når Han komme tilbage.
Efeserbrevet siger: “… ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv for den … og for at han således kunne fremstille KIRKEN for sit åsyn i genopstandelsen som HERLIG” (Efe. 5:25-27).
Om dette samme ægteskab siger Åbenbaringen: “Halleluja! Thi Herren, vor Gud, den Almægtige har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede” (Åbenb. 19:6-7).
Det er ikke alene en ÅNDELIG ORGANISME – det er en velorganiseret fysisk ORGANISATION! Bemærk i Korinterbrevet 12:1: “… brødre, jeg vil ikke at I skal være uvidende”, og i vers 20: “Nu er der mange lemmer og DOG KUN ÉT LEGEME”.
Og det er et VELORGANISERET legeme (versene 4-6, 11-12): “Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle … Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin (Guds) vilje tildeler enhver sin særlige gave. Thi ligesom legemet er en enhed …” (forenet, organiseret i kooperativt team arbejde og ikke spredte individer, der alle påstår at tjene Gud på deres egen måde!)
Fortsæt: “Thi ligesom legemet er ÉN ENHED og dog har mange lemmer, og alle LEGEMETS lemmer, så mange de er, dog er ÉT LEGEME, således er det også med Kristus. Thi med ÉN ÅND blev vi alle døbte til at være ét legeme … For at der ikke skulle være splid (adskillelse) i legemet, men lemmerne have samme omsorg for hverandre” (vers 12-13, 25).
Fortsæt: “Og Gud har i Kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre og forskellige slags tungetale (sprog, tungemål)” vers 28.
Nu tilbage til Efeserbrevet. Hvad med medlemmer der GÅR UD AF KIRKEN, fordi de selv vil bestemme deres forhold til Kristus og for selv at OPNÅ frelse? De er UDENFOR Kristi legeme!
Læg igen mærke til “Guds husfæller”, KIRKEN, er bygget på et FUNDAMENT. Ville man rejse en BYGNING på et fundament af sand? FUNDAMENTET til Guds Kirke er grundlagt på “apostlene (Det Ny Testamente) og profeterne (Det Gamle Testamente), hvis profetier er skrevet som påmindelser FOR OS, til hvem de sidste tider er kommet (1. Kor. 10:11), og Jesus Kristus er hovedhjørnestenen” (Efe. 2:19-20).
Hvor VELORGANISERET?
“I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et hellig TEMPEL i Herren” (vers 21).
Endvidere: “Ham skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del” (Efe. 4:16).
Ja, Kristus ORGANISEREDE Sin Kirke.
“Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere” (Efe. 4:11), fortsæt nu: “for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde” (vers 12-13).
Hvad da med et enkelt medlem, “et forbundet led, eller en del” der går bort for sig selv – eller følger en MAND i stedet for GUDS KIRKE, der stammer direkte og uden afbrud fra den apostoliske Kirke, Kristus grundlagde i år 31 e. Kr.? Han er som et led eller et stykke sten eller træ, fuldstændig udenfor, og derfor er han eller hun IKKE DEL AF KRISTI LEGEME, der vil blive VIET til Kristus!
Vi har set, at Kristus gav Den SPECIELLE MISSION til menigheden, at de skulle støtte Hans apostle i at gå ud og FORKYNDE Evangeliet til verden – støtte dem med deres bøn, opmuntring, tiende og ofringer.
Deres YDELSE, bøn, opmuntring og finansielle støtte, var opgaven GUD GAV DEM, hvorigennem de skulle udvikle sig i Guds hellige, retfærdige KARAKTER – så de, sammen med apostle og evangelister, kan blive værdige til at HERSKE med og under Kristus i Guds Rige. Lægmedlemmernes mulighed for at udvikle sig, var DEN GIVENDE VEJ – ikke Satans KRÆVENDE vej.
Guds VEJ – VEJEN Guds lov fastlægger – er GIVENDE og udadgående KÆRLIGHED. Det er den GIVENDE vej. Den person der som en enlig individuel kristen forsøger at OPNÅ frelse, går Satans KRÆVE vej. Jeg ville i hvert fald ikke forsøge på at OPNÅ Guds Rige ad Satans vej.
Læg nu igen mærke til HVORFOR Gud satte apostle, evangelister, ministre og andre ældre i Sin Kirke, ikke alene for at forkynde og blive SENDT UD i hele verden og bekendtgøre HÅBETS budskab, som Kristus bragte. Læs igen i Efeserbrevet 4:12-13: Det var “for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning … og for at opbygge (oplyse – instruere) Kristi legeme (kirken), INDTIL vi alle når frem til at VÆRE ÉT i troen på og ERKENDELSEN af Guds Søn, til mands modenhed …”
Men kan et selvstændigt individ ikke OPBYGGE sig selv, udenfor Kirken? Det tror jeg ikke på – for DET ER IKKE GUDS VEJ.
Hvordan indgyder Gud SIN SANDHED i Kirken? IKKE igennem adskilte enkeltpersoner – men igennem apostle og andre præster under dem.
I det første århundrede – i apostlenes tid – var Biblen ikke skrevet færdig. Gud kommunikerede igennem ganske få profeter. Profeterne gav budskabet til en apostel. I dag er Biblen komplet. Gud har ikke benyttet profeter i vor tids Kirke.
De menige medlemmer i Kirken i det første århundrede modtog deres lære og instruktion fra apostlene. De oprindelige tolv apostle var blevet uddannet af Kristus selv – og det blev Paulus også. Jesus Kristus er Guds personlige Ord. Biblen er Guds skrevne Ord. Begge er præcis samme SANDHED og LÆRE, enten det kom fra Jesus i person, da han var på jorden, eller fra Guds skrevne Ord. Guds nutidige apostel blev undervist af Guds skrevne Ord – SAMME IDENTISKE LÆRE!
Hvad da med enegængeren, den individuelle troende der prøver at OPNÅ frelse af sig selv – eller ved at følge et MENNESKE, eller hvem som helst af de mange hundreder selverklærede kristne trosretninger i vore dage? Han er AFSKÅRET fra den SANDE undervisning, som Kristus åbenbarer gennem sin apostel!
Hvad sker der hvis én i Kirken er uenig i en del af en doktrin? Da er han ikke i harmoni med Guds Kirke. Og GUD HAR KUN DENNE ENE KIRKE.
Alle i Kirken er befalet at tale de samme ting – og det skal være det som Kristus, enten personligt eller igennem det skrevne Ord, har lært sin apostel.
Til Kirken i Korint skrev Paulus. “Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I all skal være enige indbyrdes…” (1. Kor.1:10). Nogle af dem ville følge Peter, andre Apollos og andre igen Paulus. Men PAULUS var deres apostel, og Kristus underviste dem ved PAULUS.
Det udskilte troende individ følger sin egen opfattelse af Guds sandhed. DET ER IKKE GUDS VEJ.
I sin almægtige visdom indviede Gud Kirken, som midlet til at nå målet – til at lære alle den SAMME SANDHED! Ikke hvert individ sine egne ideer!
Gud rejste KIRKEN, ikke alene for at apostle og evangelister skulle drage ud i verden og forkynde de GODE NYHEDER om det kommende Guds Rige; men også som formidler for menigheden, hvor de kan udvikle Guds egen hellige og retfærdige KARAKTER – ved at GIVE – give deres konstante bønner for apostlen, give deres opmuntring, tiender og ofringer!
Hvad sker der da med personen der følger en mand udenfor Kirken – eller som forsøger at TILRANE sig sin frelse ad JEG VIL HA’ vejen – og som ikke GIVER det som medlemmer bør give til Guds Arbejde? Overvej Jesu lignelse om pundene i Lukas kapitel 19. Pundet er Englands penge enhed. Jesus illustrerede sig selv som en mand, der gav hvert medlem, efter deres omvendelse, “et pund” – det repræsenterede den Hellige Ånd som gives ved omvendelsen. Men den Kristne SKAL VOKSE i nåde og i Kristi kundskab. Efterhånden som han vokser, modtager han en stadig større del af Guds Ånd, ved at GIVE til Kirken. Det isolerede, udskilte medlem vil muligvis MISTE DET HAN ALLEREDE HAVDE (Luk. 19:20-24).
Endelig, HVAD er Kirken til for? HVORFOR “frelste” Kristus ikke bare enkeltindivider? Hvad er den VIRKELIGE HENSIGT MED KIRKEN?
Ligesom næsten alt andet i Biblen, har hensigten og Kirkens funktion været groft misforstået. Hele verden har været forført af Satan (Åbenb. 12:9).
Jesus kom ikke for at “vinde sjæle”. Den mest udbredte af alle falske formodning, er, at Kristus kæmper imod Satan for “at få alle mennesker frelst NU!” Og forudsætningen er dermed, at alle der ikke bliver frelste nu er “FORTABTE” -- fordømte! De er ingen af delene. De er endnu ikke DØMTE!
Men ved Adam, for det var hans valg, er hele menneskeheden dømt til i 6000 år at være fuldstændig afskåret fra Gud! Det vil sige alle, på nær forholdsmæssigt meget få, der specielt ville blive kaldet til specielle missioner.
Jesus Kristus, gentager jeg, bekræftede eftertrykkeligt denne 6000 års straf. (Johs. 6:44.) Intet skriftsted hverken gør eller kan modsige denne enkle erklæring fra Jesus.
Jesus kaldte og udvalgte sine apostle og trænede dem i 3½ år, til at blive fundamentet i Kirken sammen med ham og profeterne. Han viste sine apostle med sit eget eksempel i disse 3½ år, hvordan det kommende GUDS RIGE skulle forkyndes. Så døde han for menneskehedens synder, blev genopstanden og fór til Guds trone i himlen.
På Pinsedagen i år 31 f. Kr. sendte han den Hellige Ånd i en manifestation, der både kunne ses og høres, for at grundlægge sin Kirke.
Denne Pinsedag, var det Peter, den ledende apostel, der forkyndte Evangeliets Budskab – og Gud TILFØJEDE 3000 døbte mennesker den samme dag.
Et par dage senere – måske allerede den næste dag – helbredte Peter og Johannes en krøbling og Peter forkyndte evangeliet. Og andre 2000 føjedes til Kirken.
Det er betegnende, og det er som regel overset, at hverken Jesus eller apostlene gik om bord i et “sjæls frelsende korstog”, som jo er en moderne protestantisk praksis. Apostlene forkyndte, ligesom Jesus havde gjort, evangeliet – de GODE NYHEDER om en kommende BEDRE VERDEN. Det var ikke en følelsesladet tryglen, såsom, “Vil du ikke nok give dit hjerte til Herren?”
Sandt nok anerkendte de ikke-troende jøder ikke Jesus som deres lovede Messias, derfor understregede apostlene i begyndelse den kendsgerning, at de var øjenvidner til Jesu Messiasgerning og hans opstandelse. De havde fulgt og været sammen med ham i 3½ år før han blev korsfæstet, og fyrre dage efter at han opstod fra døden.
Men de forkyndte det samme Budskab som Jesus havde lært dem – om Guds kommende Rige. Det var ikke noget tiggeri om “sjæle”. “Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse” (Apo. ger. 2:47).
Da apostlene blev mødt med heftig forfølgelse, fængsel og trusler, OPMUNTREDE Kirkens medlemmer dem, bad inderligt og dybtfølt for dem og forsørgede dem finansielt.
Lad det være klart én gang for alle, at HENSIGTEN med Kirken var IKKE at “frelse verden NU!”
Guds HENSIGT med at oprette SIN Kirke i en verden AFSKÅRET fra Gud, var dobbelt:
At sørge for en sammenslutning af Åndeligt ledte troende, til at støtte apostle (og evangelister), der specielt var blevet trænet til at GÅ UD I VERDEN med Kristi Evangelium Budskab. Alt dette var del af DEN STORE KOMMISSION. Deres ARBEJDE var AT GIVE – give deres bønner – deres opmuntring og finansielle støtte til det ORGANISEREDE ARBEJDE for Evangeliets udbredelse. Desuden som GUDS middel og uddannelsessted for at besejre Satan, samt til konstant udvikling af den hellige, retfærdige KARAKTER der gør medlemmerne værdige til sammen med Kristus at sidde på tronen for Guds verdensomspændende REGERING.
GUDS VEJ til at udvikle hans hellige karakter var DEN GIVENDE VEJ. GUDS livsstil er DEN GIVENDE VEJ med udadgående KÆRLIGHED. Satans vej er INDADVENDT og kun med interesse for én selv – og fjendtlighed imod Guds veje og Guds Kirke.
De der tillader sig at nære en oprørsk og fjendtlig holdning imod Guds Kirke – og Guds REGERING i Kirken – og som får folk til at forlade Kirken for at “gå enegang” eller for at følge et MENNESKE, bruger den selviske TA’ SELV måde til at frelse SIG SELV! Det er IKKE Guds VEJ!
Lykkeligvis er 6000 års dommen over Adams verden – at være afskåret fra Gud – snart til ENDE, det vil den blive i vor nuværende generation. Vor verden – som stadig er Satans verden bortset fra Guds KIRKE – er nu på fuld fart imod den værste KRISE nogensinde. Men det siges, “at det er mørkest lige før daggry!”
Da, PLUDSELIG, når det mindst er ventet af den verden der er “afskåret”, vil Jesus Kristus komme i almægtig overnaturlig MAGT OG HERLIGHED! Ja, “på et tidspunkt hvor I ikke forventer det”, sagde Jesus.
Guds KIRKE vil være rede!
“Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren” (1. Tess. 4:15-17). Han kommer for at HERSKE OVER HELE JORDEN!
Da skal Åbenbaringens kapitel 19:6-7 gå i opfyldelse: Et kor fra en stor skare råber, “Halleluja! Thi Herren vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde og fryde os og give ham æren! ...” Kirken, opstanden I HERLIGHED, skal herske sammen med Kristus i tusind år!
Satan vil blive forvist! Gud vil kalde ALLE DER LEVER til frelse. Efter Tusindårsriget kommer den STORE HVIDE TRONES DOM (Åbenb. 20:11-12), hvor alle, der havde været afskåret fra Gud i 6000 år, skal genopstå som DØDELIGE – og alle vil få tilbudt Guds frelse og evigt liv!
Altså, den herlige evighed liggende foran os – alle helgener gjort udødelige, de har modtaget arven – med det transcendentale menneskelige potentiale, som er AT FORNY OVERFLADEN PÅ ALLE FORFALDNE PLANETER og FÆRDIGGØRE DEN HERLIGE SKØNNE SKABELSE I HELE DET ENDELØSE UNIVERS – i lykke, glæde og HERLIGHED!
