Kapitel 10
Den mest bemærkelsesværdige opfyldelse af Biblens profetier i moderne tid, var den pludselige opblomstring af de to mægtigste verdensmagter – den ene, en sammenslutning af nationer som udgjorde tidernes største verdensimperium; den anden blev den rigeste og stærkeste nation på jorden i dag. Disse førstefødselsretsnationer kom på utrolig kort tid i besiddelse af over to tredjedele – næsten tre fjerdedele – af hele verdens tilgængelige rigdomme og resurser! Denne pludselige opblomstring fra historiens halvmørke på så kort tid giver uomgåeligt bevis på guddommelig inspiration. Aldrig i historien er noget lignende sket.
Men hvorfor kom denne uovertrufne velstand og magt til arvingerne af førstefødselsretten ikke før efter året 1800 e. Kr.? Hvorfor kom denne nationale dominans ikke til stammerne Efraim og Manasse tidligere – i Moses’, Josuas, Davids eller Elias’ dage?
Glem ikke at førstefødselsretten blev overdraget til de to stammer Efraim og Manasse – ikke til de andre stammer eller deres efterkommere. Disse to førstefødselsretsstammer befandt sig i den nordlige del af kongeriget Israel.
105
Læg mærke til det oprindelige løfte: “Et folk, ja folk i hobetal skal nedstamme fra dig” (1. Mose. 35:11).
Da den døende Jakob (Israel) gav førstefødselsretten videre, sagde han om Efraim og Manasse, Josefs sønner “… så at mit navn … må blive nævnt ved dem” (1.Mose. 48:16). Dermed er det dem – efterkommerne efter Efraim (briterne) og Manasse (amerikanerne) – og ikke jøderne der henvises til i profetierne under navnene Jakob og Israel. Og Jakob tilføjede: “… og de må vokse i mængde i landet!”
Henvendt til Manasse og hans afkom alene profeterede Jakob: “Også han skal blive et folk (en nation), også han skal blive stor; men hans yngre broder skal blive større end han, og hans afkom skal blive en mangfoldighed (et fællesskab eller sammenslutning) af folkeslag (nationer)” (1. Mose. 48:19).
I år 1800 e. Kr. var UK og USA små og ubetydelige blandt jordens nationer. UK bestod af de Britiske Øer, en meget lille del af Indien og Canada og nogle få småøer. USA bestod alene af de 13 kolonier og tre stater. Ingen af dem havde hverken stor velstand eller magt.
Men i begyndelse af året 1800 sprang disse to små nationer ud og voksede med nationale kæmperigdomme og magt som intet folkeslag tidligere havde besiddet. Snart spredte Det Britiske Imperium sig jorden rundt, så solen aldrig gik ned over dets besiddelser. Canada, Australien, Syd Afrika fik dominans status – de blev frie og uafhængige nationer med egne regeringer uafhængige af England – et fællesskab eller en sammenslutning af nationer som holdt sammen – ikke ved en retsgyldig regering, men udelukkende ved Davids trone.
Men hvorfor var den enorme førstefødselsret som betingelsesløst blev lovet Abraham og igen til Isak og Jakob, ikke blevet indfriet tusinder år tidligere, men først efter år 1800 e. Kr.? Svaret er både spændende og betagende!
106
107
For at forstå denne mirakuløse eksplosion til verdensdominans, er det nødvendigt at undersøge selve omdrejningspunktet i Det Gamle Testamentes profetier – det 26. kapitel i 3. Mosebog.
Denne bemærkelsesværdige profeti angår vor tid, samtidig med at den advarer Israels folk på Moses’ tid. Ikke mange forstår, at Det Gamle Testamentes profetier hovedsagelig angår vort 20. århundrede – og at mange af dem ikke henvender sig overhovedet til gammeltestamentlig tid.
De fleste præster og kirkeledere i dag blev oplært på teologiske seminarer og fakulteter indenfor deres egen specielle kirkeretning. De blev næsten udelukkende oplært fra sekteriske bøger og ikke fra Biblen. Mange af dem vil sige: “Vi er en nytestamentlig kirke”, idet de antager at Det Gamle Testamentes profetier kun angår gammeltestamentlig tid uden nogen betydning for os i dag. Det er en fejl, det er ren vildfarelse! Mange gammeltestamentlige profetier blev aldrig skrevet til – og heller ikke læst for eller af – israelitterne i de dage. Guds nytestamentlige kirker er faktisk bygget på grundlag af Det Gamle Testamentes profeter så vel som apostlene (Efe. 2:20).
Daniel skrev efter at både Israel og Juda var blevet fjernet fra Palæstina som slaver. Han havde ingen mulighed for at meddele profetierne til sine slavebundne landsmænd – og desuden var betydningen lukket og forseglet frem til vor tid (Dan. 12:8-9).
Ezekiel var profet, ikke for jøderne, skønt han var i fangenskab sammen med dem. Men hans profetier skulle afleveres til Israels hus – som var blevet forvist ca. 130 år tidligere, og på Ezekiels tid allerede tabt af syne. Hans profeti skulle leveres til Israels hus i dag i det 20. århundrede, af Guds præster, der nu kender deres identitet!
Og denne profeti i 3. Mose. 26 har til trods for, at den er skrevet ned af Moses før israelitterne var kommet ind i det lovede land, en todelt opfyldelse. Det var en advarsel til dem der levede i Moses’ dage, men den endelige fuldbyrdelse, som vi skal få at se, fandt og finder sted
108
109
nu – i vor tid. Og, denne todelte opfyldelse der er typisk for mange af profetierne, er også en advarsel til de amerikanske og britiske folkeslag om forestående begivenheder! 3. Mosebog 26 er Det Gamle Testamentes fundamentale profeti. Den indeholder et vitalt, levende og fantastisk budskab og varsel til vore folk i dag!
I denne centrale profeti forsikrer Gud på ny førstefødselsløftet til dem der levede i Moses’ dage – men på visse betingelser! Førstefødselsrets stammerne Efraim og Manasse var dengang sammen med de andre stammer i én nation. Lydighed mod Guds love ville ikke alene bringe enorm national velstand og førstefødselsrettens velsignelser til Efraim og Manasse, men hele nationen ville automatisk have fået del i dem den gang.
Læg nøje mærke til at to af De Ti Bud er specielt fremhævet. Disse var de vigtigste testbud. De var prøvelse på lydighed, og på tro – og loyalitet overfor Gud. Gud sagde: “I må ikke gøre Eder afguder; udskårne billeder … for at tilbede dem; thi jeg er Herren Eders Gud! Mine sabbatter skal I holde …” (vers1-2).
Der var betingelser – et stort og mægtigt “hvis” – for at de kunne opnå den faktiske opfyldelse af dette fantastiske førstefødselsrets løfte i deres levetid! Gud sagde: “Hvis I følger mine anordninger og holder mine bud og handler efter dem, vil jeg give Eder den regn, I behøver, til sin tid, landet skal give sin afgrøde … ” (3-4). Al velstand kommer fra jorden. De ville have nydt kæmpe avl året rundt, den ene høst i hælene på den anden. Vers 6: “Jeg vil give jer fred i landet, så I kan lægge Eder til hvile, uden nogen skræmmer jer … og intet sværd skal hærge Eders land.” Sikke en velsignelse! Hvor er landene der nyder vedvarende fred uden at frygte for invasion?
I denne verden har alle lande fjender, det anses for en selvfølgelighed. Hvis fjenderne angreb, hvad så? Vers 7-8: “I skal forfølge Eders fjender, og de skal falde for sværdet foran Eder. Fem af Eder skal forfølge hundrede, og hundrede af Eder skal forfølge ti tusinder …”
Eftersom mange nationer her i verden altid har været
110
angribere, ville Israel blive angrebet. En nation med militær overlegenhed til at besejre alle aggressorer ville hurtigt blive den dominerende og stærkeste nation på jorden, og især hvis den også besad resurser og rigdom fra jorden. Vers 9. “Jeg vil vende mig til Eder, jeg vil gøre Eder frugtbare og mangfoldige, og jeg vil stadfæste min pagt med Eder.”
Men her kommer alternativet – HVIS betingelserne ikke bliver overholdt: “Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter disse bud … da vil jeg gøre lige for lige imod Eder og hjemsøge Eder med skrækkelige ulykker: svindsot og feberglød, så øjnene sløves og sjælen vansmægtes. Til ingen nytte sår I Eders sæd, thi Eders fjender skal fortære den. Jeg vender mit åsyn imod Eder, så I bliver slået på flugt for Eders fjender; Eders avindsmænd skal underkue Eder, I skal flygte, selv om ingen forfølger Eder …” (vers 14-17). De ville blive angrebet, erobret og atter blive slaver – som de havde været i Egypten før Gud befriede dem.
Disse israelitter brokkede og klagede sig og tvivlede på Gud næsten fra den første nat, da de drog ud af Egypten. Gud befriede dem på mirakuløs vis fra den egyptiske hær, der forfulgte dem til det Røde Hav. Gud sendte manna og vagtler fra himmelen for a føde dem. Gud fik drikkevand til at vælde ud af klippen. Men hele tiden klagede de og var rebelske og oprørske.
Israels børn under Moses kom til ørkenen ved foden af Sinai bjerget. Der blev Moses kaldt op på bjerget, hvor Gud talte til ham. Her tilbød Gud Israel at blive hans nation – at komme under hans styre, og – mod at være lydige og loyale mod hans regering – at modtage den fabelagtige nationale førstefødselsret og få verdensdominans.
Herren sagde: “Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til” (2. Mose. 19:6). Læg mærke til at Gud ikke tvang dem til at
111
112-113
blive hans nation – et “specielt” folk forskelligt fra de frafaldne hedningeriger. Valget var deres!
Moses kom ned fra bjerget tilbage til lejren. Han forelagde Guds tilbud (pagt) for denne kæmpeforsamling der talte måske to - tre millioner mennesker.
“Og hele folket svarede, alle som én: ’Alt. Hvad Herren har sagt, vil vi gøre!’” (vers 8).
I løbet af to dage blev folket specielt forberedt til en storslagen begivenhed. De skulle høre Guds egen stemme fra bjerget. På tredje dagen, midt i et fantastisk, storslået, overnaturligt skue af torden og lynild og tykke skyer der indhyllede bjerget, tordnede Guds stemme – med en styrke uden lige – den grundlæggende lov for Guds regering – den store åndelige lov som i princippet definerer Guds livsstil – vejen hvorpå man undgår den ondskab som har besat verden – vejen der fører til fred, lykke og velstand.
Denne enorme folkemængde hørte rent faktisk den Evige Guds røst, som gav dem De Ti Bud! Folket var skrækslagent! De skælvede! Det var en frygtindgydende oplevelse som aldrig tidligere var sket – og heller ikke er forekommet siden!
Gud opridsede sit forslag mere detaljeret for Moses, det der skulle etablere dem som Guds nation. Igen svarede folket enstemmigt: “Alle de ord, Herren har talet, vil vi overholde” (2. Mose. 24:3). Moses nedskrev alle ordene af denne pagt – aftalen der gjorde disse tidligere slaver til Guds nation – overenskomsten der samtidig var en ægteskabskontrakt med Herren som brudgom, og som bandt hustruen (Israel) til at adlyde sin mand.
Moses oplæste bestemmelserne og betingelserne – “pagtsbogen” – for hele folket. Igen kom den enstemmige beslutning fra dem: “Vi vil gøre alt, hvad Herren har talet, og lyde ham” (2. Mose. 24:7).
Denne pagtoverenskomst mellem Gud og dette folk – som kaldes “den gamle pagt” – blev ratificeret og sat i kraft med blod (2. Mose. 24:5-8).
114
Moses var mellemmand for denne “gamle Pagt”. Den viede et dødeligt folk til Herren. De blev hans nation. Som borgere i hans nation havde de lovet loyal lydighed.
Denne “gamle pagt” var baseret på førstefødselsretsløftet som Gud gav Abraham. Men dødelige mennesker fulde af menneskenaturens forfængelighed, misundelse, lyst og grådighed, forbliver sjældent trofaste. Derfor kommer den levende Kristus nu snart for at blive mellemmand i den nye pagt, der vil være baseret på bedre løfter (Hebr. 8:6-10 og 9:15). Men den nye pagt vil ikke blive gjort med dødelige mennesker, som ikke kan holde deres løfter. Gud har været – og er fortsat i gang med at forberede et folk, som vil blive gjort udødelige. Disse udødelige skal vies til Kristus. Han døde, genopstod og sendte Guds Hellige Ånd “for at han kunne hellige den (kirken), idet han rensede den (denne nytestamentlige hustru) i vandbadet ved ordet ” (Efe. 5:26-27).
Den nye pagt vil blive indstiftet med et folk som allerede er blevet testet, ved i sit kristne liv at have udvist lydighed og tro, og som vokser i åndelig karakter og kundskab, og som sejrer – et folk som derefter gøres udødeligt, helligt og ulastelig.
Den nye pagt er baseret på kongespir- (scepter-) løftet til Abraham – gennem den kommende kongernes Konge, Jesus Kristus af Davids eget dynasti.
Men se nu hvordan disse dødelige israelitter opførte sig.
Efter at den gamle pagt mellem Gud og Israel var ratificeret, kaldte Gud Moses op på bjerget. Moses opholdt sig der i fyrre tyve dage, hvor Gud gav ham instrukser for menigheden (kirken) og nationen – for Israel var kirke og stat forenet.
Efter at Moses havde været borte nogle dage, sagde folket til Aron: “Kom og lav os en gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Egypten.” Så tog de deres guldørenringe og andre smykker, og Aron lod det smelte om til en guldkalv, en afgud (2. Mose. 32:1-4).
Moses kom ned fra bjerget med de to stentavler, hvor Herren havde skrevet De Ti Bud med sin egen finger. Da han så denne afgud af guld, og folket der dyrkede den med lystighed og dans,
115
116-117
tabte han besindelsen og kastede i raseri stentavlerne på jorden så de knustes.
Naturligvis forsvarede de sig, akkurat som nogle af de største religiøse samfund den dag i dag, der påstår at være kristne, at denne kalv kun repræsenterede Gud – den viste efter deres mening angiveligt hvordan Gud så ud.
Efter at have lavet den støbte guldkalv, proklamerede Aron en højtid “for Herren” (2. Mose. 32:5) hvor de tilbad afguden. Gå ind i en anglikansk eller en romersk katolsk kirke i dag og spørg præsten om billederne af “Kristus” og af “Maria” er afguder, og om de dyrker afguder eller ikke. De vil indigneret sige: “Nej, vi dyrker ikke afguder. Vi tilbeder ikke billederne. Vi påstår ikke at billederne faktisk er Kristus eller Maria – de repræsenterer eller giver os kun et billede af hvordan Kristus og Maria ser ud!”
Men det er netop på den måde hedningerne altid har tilbedt deres afguder! Men Guds vrede blussede op over dette (2. Mose. 32:7-10). Gud vil ikke acceptere en sådan tilbedelse! Se også 5. Mos. 12:30-31.
I det andet år efter at de havde forladt Egypten, flyttede Gud israelitterne til en ny lejr i Paran ørkenen (4. Mose. 10:11-12). Der befalede Gud Moses at sende tolv mænd – en høvding fra hver stamme – for at udspejde det lovede land og komme tilbage med rapport om landet og indbyggerne (4. Mose. 13:1-2).
Mændene var borte i 40 dage. Da de kom tilbage, gav de alle undtaget to – Josua og Kaleb – en misvisende rapport over det de havde set. Da Josua og Kaleb fortalte sandheden, forsøgte folket at stene dem. Men folket troede på den falske rapport, klagede og tvivlede på Gud, gjorde oprør og var ulydige.
Har det nogensinde undret dig, hvorfor Israelitterne blev 40 år i denne triste, golde ørken, en ødemark af bjerge, på vej til det lovede land? Det var ikke fordi det tog 40 år at rejse afstanden. Mændene der blev sendt for at rapportere om landet, drog dertil og gennemtravede det på kryds og tværs og vendte tilbage – alt sammen på 40 dage. Nej, men folket klagede og tvivlede på Gud, var ulydige og nægtede at gå videre for at overtage landet. I stedet for at gå direkte ind og overtage den store prisbelønning Gud ønskede at give dem, foragtede de den, de manglede tro til at gå ind og tage over, de nægtede at gå fremad.
118
Det lovede land er billede på Guds herlige Rige som den levende Frelser, Jesus Kristus, tilbyder os. Men i dag foragter vi, efterkommere af disse israelitter, dette rige og foretrækker “slaveriet” under synd. Vi har ikke den nødvendige tro til at tage skridtet og blive medejere af Guds Rige. Vi er også oprørske, tvivlende og ulydige. Og dem der således foragter det, skal ikke komme ind i dette herlige rige med evigt liv i lykke og glæde og fuld af bedrifter.
Til denne oprørske befolkning sagde Gud: “I ørkenen her skal Eders kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra tyveårs alderen og opefter, I, som har knurret imod mig … ingen af Eder skak komme til det land … med undtagelse af Kaleb … og Josua. Eders små børn, som I sagde, ville blive bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage dette land i besiddelse som I har vraget” (4. Mose. 14:29-31).
“Og Eders sønner skal flakke om i ørkenen i fyrretyve år og undgælde for Eders bolen, indtil eders kroppe er gået til grunde i ørkenen” (vers 33).
Nu kommer så princippet om “en dag for et år”: Som I brugte fyrretyve dage til at undersøge landet, således skal I undgælde for Eders misgerninger i fyrretyve år, ét år for hver dag …” (vers 34). Denne straf var i virkeligheden en tilbageholdelse i fyrre år af den lovede velsignelse.
Dette slægtled af israelitter fik ikke lov til at komme ind i det lovede land. De tilbragte fyrre år i ørkenen. Deres børn kom ind i det hellige land anført af Josua.
Hvad kom så næstefter?
De blev så optaget af at besætte det lovede land og drive de mange småkonger ud, at de, så længe Josua levede og nogen tid efter hans død, tjente Gud og havde fremgang. De var godt på vej til at arve førstefødselsrettens enorme velsignelser i deres egen levetid.
Men efter Josuas og “hele hin slægts … død, kom der en anden slægt, som hverken kendte Herren eller det værk, han havde øvet for Israel. Da gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne, og dyrkede Ba’alerne; de forlod Herren, deres fædres Gud … Da blussede Herrens vrede op
119
imod Israel, og han gav dem i røveres hånd så de udplyndrede dem. Han gav dem til pris for de omboende fjender, så de ikke længere kunne holde stand mod deres fjender. Hvor som helst de rykkede frem, var Herrens hånd imod dem og voldte dem ulykke, som Herren havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor vånde” (Dom. 2:10:15).
Nøjagtig som Gud havde advaret i vers 14-17 i 3. Mosebog 26, hjemsøgte Gud dem virkelig med rædsler. De såede deres sæd til ingen nytte, for deres fjender spiste den op. Gud satte virkelig sit åsyn imod dem!
Guds Ord står fast! Hvor sørgeligt at hverken enkeltindivider eller nationer synes at være i stand til at tro det!
Men det var ikke det hele. Gud er en nådig Gud som gerne tilgiver. Han gav dem en ny chance gentagne gange. Fortsæt historien i Dommerbogen: “Da lod Herren dommere fremstå, og de frelste dem fra deres hånd, som udplyndrede dem. Dog heller ikke deres dommere adlød de, men bolede med andre guder og tilbad dem. Hurtigt veg de bort fra den vej …” (Dom 2:16-17).
Det gentog sig gang på gang. Hver gang andre folkeslag lagde åg på dem, råbte de til Gud for at blive befriet. Men hver gang Gud sendte dem dommere og befriede dem, vendte de sig hurtigt bort fra Gud igen. Så snart tingene gik godt igen, vendte de sig til afgudsdyrkelse.
Men var de da så forskellige fra os, deres efterkommere af i dag? De fleste af os søger kun Gud når vi er i vanskeligheder – kun når vi i egen interesse føler at vi kan bruge ham!
Ganske vist havde disse folk været utilfredse, manglet tro og gentagne gange var de gået imod Gud, men de havde ikke desto mindre, indtil da, anerkendt Gud som deres eneste Hersker. De stolede ikke på ham og adlød ikke hans regering, men de anerkendte ikke nogen anden Hersker.
Men i Samuels dage forkastede de også Gud som deres nations Konge – som deres verdslige Hersker. De forlangte en konge af kød og blod ligesom alle de vantro hedninger (1. Sam. 8:1-7). Dette skete antageligt i slutningen af år 1112 f. Kr.
120
At forkaste Gud som Hersker var den største synd. Frem til da havde de anerkendt ham – ikke set sig om efter andre som konge. Dette synes a være begyndelsen på årene i fuldkommen synd som Gud straffede dem for.
Ikke desto mindre, under den “gamle pagt” på Sinai bjerg var de stadig Guds folk. Gud tog sig fortsat af dem. Han “fraskilte” sig dem ikke helt, frem til som vi skal se, årene 721 – 718 f. Kr.
De led under Saul. Så begyndte de at få fremgang under kong David, og under Salomos regering nåede de betydelig velstand og fremgang. De opnåede dog ikke fuld opblomstring til verdensdominerende magt, sådan som det blev lovet i førstefødselsretten. Og Salomos velstand gjorde ham til afgudsdyrker. På ny brød de betingelserne for at modtage førstefødselsretten.
Da Salomos søn Rehabeam blev konge, truede han med at lægge endog tungere skattebyrder på folket. Derfor forkastede nationen ham og udråbte Jeroboam af Efraims stamme til konge.
Dette medførte en deling! For at holde på Davids dynasti udskilte Juda sig. Sammen med Benjamin og det meste af Levy dannede de en ny nation – kongeriget Juda! “Israel” var ikke mere deres nationale navn. Folket i det nydannede kongerige Juda er det, der blev kendt som jøder. Folket i kongeriget Israel som boede i den nordre del af Palæstina, nord for Jerusalem, blev aldrig kaldt jøder.
Her blev løfterne i førstefødselsretten og kongespiret delt imellem de to nationer. Husk at Efraim og Manasse var fælles om førstefødselsretten. Havde de modtaget arven allerede dengang, ville de andre ti stammer af Israel, automatisk have fået del i den – eftersom de var en del af samme nation!
Men under Jeroboam brød Israels andre ti stammer fuldstændig med Guds love, især med de to test bud. Blandt de første ting Jeroboam indførte var de to guldkalveafguder. Og han ændrede Guds løvhyttefest i efteråret fra den syvende til den ottende måned. Og der er rigelige beviser på, at han også ændrede Guds sabbat fra den syvende til den “ottende” (den første) dag i ugen. Dette kommer vi til i et senere kapitel.
121
Selv efter alle disse overtrædelser gav Gud igen landet alle chancer for at kvalificere sig til de fantastiske velsignelser i førstefødselsretten. Under syv forskellige dynastier og nitten kongers regeringer talte Gud ved sine profeter indtrængende til dem. Men den oprørske nation viste ingen tendenser til at ville omvende sig til Guds veje. Den blev straffet mange gange. Men den nægtede at tage ved lære af sine erfaringer.
Fortsæt nu i 3. Mosebog 26: “Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte Eder endnu mere, ja, syvfold, for Eders synder” (vers 18).
Det er vigtigt at forstå dette!
Det danske ord “syvfold” er oversat fra et hebræisk ord der betyder to ting. Det oprindelige hebræiske ord Moses skrev, er shibah. Det betyder “syv tider” og også “syvfold”. De “syv tider” henviser til straffens varighed eller fortsættelse. Men ordet betyder også “syvfold”, eller at straffen bliver syv gange så intens. I denne betydning får vi samme mening som i Daniel 3:19 hvor kong Nebukadnezar i raseri forlanger at ovnen, hvori Daniels tre venner skulle brændes, skulle gøres 7 gange hedere end ellers.
Forstå de “syv tider” – eller de syv profetiske “tider”. For dette er en profeti. I profetierne er en “tid” et profetisk år med 360 dage. Og igennem Israels straffe tid, repræsenterede hver dag et år der blev opfyldt.
Dette princip – “en dag for et år”, bliver forklaret i to andre skriftsteder der handler om varigheden af Israels straf. Et af dem har vi allerede dækket. Gud straffede det slægtled af israelitter som Moses havde ledt ud af Egypten, ved at udsætte deres indtagelse af det lovede land i fyrre år. Det lovede land var første del af førstefødselsretten. Gud straffede dem efter princippet “et år for en dag” – straffens varighed var fyrre år for 40 dages overtrædelser.
For at give profeten Ezekiel indtryk af alvoren i Israels mange års oprør mod Guds styre og Guds love
122
der ville føre til store velsignelser, pålagde Gud ham netop dette princip – men med omvendt orden.
Israels hus’ synder fortsatte uafbrudt i 390 år efter at de havde forkastet Gud som deres Konge. Gud kunne naturligvis ikke forvente, at ét menneskeliv skulle kunne bære alle disse syndige år baseret på, at hver dag i synd skulle afsones med et år. Det ville have krævet 2000 mandsaldre. Så Gud brugte princippet med omvendt fortegn. Ezekiel skulle bære Israels synder én dag for hvert år de havde syndet. Men det var stadig princippet “en dag for et år”!
Ezekiel blev befalet at ligge på sin venstre side i en tænkt belejring af Jerusalem, symboliseret med en mursten foran ham. “Og du, læg dig på din venstre side og læg Israels hus’ misgerning på den; så mange dage, du ligger på den, så længe skal du bære deres misgerninger. Og jeg vil gøre dig deres misgernings år til et antal dage, nemlig 390 dage; og du skal bære Israels hus’ misgerning. Og når du får tilendebragt disse, da skal du lægge dig på din højre side og bære Judas hus’ misgerning fyrre tyve dage; for hvert enkelt år sætter jeg dig en dag” (Eze. 4:4-6, 1907 oversættelse). Antallet af dage er gentaget i vers 9.
Men i den anden anvendelse af princippet “en dag for et år”, der tidligere er nævnt, og hvor det gjaldt varigheden af folkets straf, skulle de bære denne straf på grundlag af ét år for hver dag. I dette tilfælde gjaldt straffen også det antal år, som den lovede velsignelse blev tilbageholdt.
Når vi nu kommer til udtrykket “da vil jeg tugte dig syvfold (tider) mere for Eders synder” i 3. Mosebog 26:18, er det klart både ud fra ordlyden i sætningen og ud fra hvordan det faktisk blev opfyldt, at der er tale om en varighed på de syv profetiske “tider” eller år. Og ud fra ”ét år for en dag” princippet bliver det syv 360 års dage – i alt 2520 dage. Og når hver dag er et års straf – her som i 4. Mosebog 14:34, en tilbageholdelse af en
123
lovet velsignelse – bliver straffen, at de lovede velsignelser bliver holdt tilbage i 2520 år! Og det er nøjagtig hvad der skete!
Men lagde du mærke til at jeg sagde en profetisk “tid” er et 360 dages år? Hvorfor ikke 362 ¼ dages år? Hvorfor ikke et solår?
I bibelsk oldtid blev et år regnet på grundlag af 30 dage i måneden. Før den tid, i Moses’ dage, da Gud gav sit folk den hellige kalender, blev 30 dages måneden brugt.
Læg mærke til i 1. Mosebog 7:11: “I det år, da Noah var seks hundrede år gammel, i den anden måned, på den syttende dag i måneden, på den dag opbrast alle kilder i den store afgrund og himmelens sluser oplodes” (1907 oversættelsen). Vers 24: “Og vandet havde overhånd over jorden hundrede og halvtredsindstyve dage”(1907 oversættelse).
I 1. Mose. 8:3-4: “Og vandet veg lidt efter lidt bort fra jorden, og vandet tog af efter 150 dages forløb. På den syttende dag i den syvende måned sad arken fast på Ararats bjerge.”
Læg også mærke til at syndfloden startede den 17. dag i den anden måned. Efter 150 dage grundstødte arken på Ararat bjergene på den 17. dag i den syvende måned. Det var på dagen fem måneder senere. Fem måneder af tredive dage er nøjagtig 150 dage. Så månederne havde dengang 30 dage!
På samme måde finder vi klare beregninger i Daniel og Åbenbaringen. Åbenbaringen 12:6 er en profeti om en begivenhed der ifølge historien faktisk varede 1260 solår, omtalt som “et tusinde to hundrede og tresindstyve dage”. Dette var igen én profetisk dag lig med ét år i fuldbyrdelsen. I Åbenb. 13:5 (som henviser til en anden begivenhed, men den samme tidslængde) er samme periode på 1260 dage, som er opfyldt ved 1260 solår, omtalt som “to og fyrre måneder”. Nu ville 42 kalendermåneder efter vor nutidige kalender ikke være 1260 dage, men 1277 dage – og hvis der ind imellem var skudår, 1278. Eller hvis det ekstra halvår tilfældigvis var sidste halvdel af et år, ville det blive 1279 eller 1280 dage. Men de 42 måneder i Åbenbaringen 13:5
124
er samme tidslængde som de 1260 dage i Åbenbaringen 12:6. Så de 42 måneder var af 30 dage hver.
Det samme antal dage er omtalt på endnu en måde i Apo. ger. 12:14: “En tid og tider og en halv tid”. En “tid” er et profetisk år; “tider” er to profetiske år til, og hele udtrykket er 3½ profetiske “tider”, som bogstavelig talt er 1260 dage eller 3½ år af tolv 30 dages måneder. Syv af disse “tider” bliver da 2520 dage – og på basis af en dag for et år reglen: 2520 år!
Også i Daniel 12:7 er samme udtryk: ”Én tid og tider og en halv tid” nævnt.
Vi har brugt plads til at klarlægge tanken og gøre det forståeligt, for det er grundlæggende i flere nøgleprofetier.
En profetisk “tid” er altså et 360 dages år eller slet og ret 360 dage. Og under Israels afstraffelses år, som det klart fremgår når man sammenholder 3: Mose. 26:18 med Eze.4:4-6, 4. Mose. 14:34 og Åbenb. 13:5 og 12:6, er hver dag i profetisk “tid” et år i opfyldelsen. I 3. Mose. 26:18 og i Åbenb. 12:6 og 13:5 er denne kendsgerning klarlagt og bevist ved den kendsgerning, at profetien blev opfyldt nøjagtig på den tid der var angivet.
Nu tilbage til den centrale profeti i 3: Mosebog 26.
Disse israelitter havde ikke lyttet til Gud – de havde ikke kvalificeret sig og gjort sig værdige til at modtage denne fabelagtige, overvældende, nationale førstefødselsrets velsignelser. De havde især forbrudt sig mod de to prøvebud der er understreget i de to første vers i dette kapitel. Gud havde straffet dem på den måde som han havde advaret dem om i vers 14-17.
Gud havde sagt som allerede citeret: “og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte Eder endnu mere, ja, syvfold (syv tider), for Eders synder.”
På grund af måden dette er udtrykt, sammenlignet med måden de syv fold (syv tider) er nævnt igen – og fordi førstefødselsretten faktisk blev holdt tilbage i nøjagtig 2520 år – er det sikkert, at meningen med de “syv fold” (tider)” i vers 18 gælder varigheden, syv år af 360 dage, hvor hver dag er et år i opfyldelsen – i alt 2520 reelle år! Og selve gennemførelsen af princippet “en dag for et år” medfører også straffens mangedoblede intensitet.
De havde faktisk syndet i 390 år som det er nævnt i Ezekiel 4:4-5. Helt fra dengang de forkastede Gud som deres Konge, tillod Gud dem at blive i
125
det lovede land yderligere 390 år! I alle disse år fortsatte Gud med at sende profeter, der advarede og talte indtrængende til dem. Hvis de havde angret og var vendt tilbage til Gud og hans veje, kunne de have modtaget verdenshistoriens kosteligste nationale velsignelser. Men det ville de ikke. Tvært imod syndede de mere og mere!
Til sidst tog Gud – over et tidsrum på 2520 år – denne mulighed for at høste uovertruffen velstand og magt, fra dem.
Til sidst drev Gud dem ud af det lovede land!
I disse 390 år med national synd (Eze. 4:5) hvor de fornægtede Gud og hans veje, holdte Gud fortsat kontakt med dem. Han sendte sine profeter til dem. De kunne have angret og omvendt sig utallige gange i denne periode med oprør, og dermed modtaget den enorme nationale status.
Men nu, endelig, drev Gud dem ud af deres land! Han “drev dem bort fra sit åsyn” (2. Kong.17:18).
Det er gentaget i vers 23, han “drev Israel bort fra sit åsyn, som han havde sagt ved alle sine tjenere profeterne; og Israel måtte vandre bort fra sit land til Assyrien, hvor det er den dag i dag”.
Fra dette tidspunkt sendte Gud dem ikke flere profeter. Han gav dem ikke flere chancer for at opnå verdenshistoriens største nationale velsignelse – indtil de 2520 år var passeret! Han skjulte så at sige sit ansigt for dem! Han stødte dem bort fra sit åsyn. Han tingede ikke længere med dem. De havde ikke kvalificeret sig og slet ikke fortjent hans velsignelser! Nu efterlod han dem som et slavefolk. Nu kunne de sørge for sig selv og tage sine egne beslutninger.
De havde endog forkastet kendetegnet, mærket, hvorved de kunne genkendes som Guds folk Israel.
126
Så nu mistede de også hurtigt deres identitet! Verden kendte dem ikke længere som Guds folk. De kaldte sig ikke længere Guds folk
De blev tabt af syne! De “Forsvundne Ti Stammer”. Forsvunden hvad navn og identitet angår. Åndeligt forsvundet! De havde mistet deres kostelige førstefødselsret – det skulle vedvare i mange generationer! Med tiden, efterhånden som anden og tredje generation kom til, mistede de også deres hebræiske sprog! De anså sig som hedninger – og det gjorde verden også!
Generationer senere sendte Jesus af Nazaret, som vidste hvor de var emigreret til, sine oprindelige tolv apostle ud for at forkynde dem sit dyrebare evangelium om Guds Rige – Guds regering! Det var apostelen Paulus som blev sendt til hedningerne.
Har det nogensinde undret dig, hvorfor vi, efter Apostlenes Gerning kapitel 15, ikke hører mere om de tolv apostle? Bortset fra en tur Peter tog til Babylon, var de rejst til det “forsvundne” Israel!
Om de oprindelige apostle siger Biblen: “Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: ‘Gå ikke ud på hedningernes veje og ikke ind i samaritanernes (hedninger) byer! Gå hellere til de tabte får af Israels hus!’” (Matt. 10:5-6). Ja! De tabte ti stammer.
Men Jesus tiggede, tilskyndede eller tryglede aldrig nogen som helst til at “blive frelst”. Heller ikke apostlene! Det er en moderne protestantisk fremgangsmåde. Jesus og Apostlene forklarede sandheden og overlod det så til tilhørerne at beslutte, om de ville reagere på det eller ej.
Ja, de Britiske Øer hørte Kristi evangelium, men de valgte druidernes hedenske afbudsdyrkelse og den romerske–babylonske mysteriereligions vrangbillede af “kristendommen”, og udklækkede djævelens religion, der er konceptet om udviklingsteorien.
Men da de 2520 år, hvor førstefødselsretten var blevet tilbageholdt, var ovre, opfyldte Gud sit betingelsesløse løfte til Abraham! Ikke på grund af nogen britisk eller amerikansk fortjeneste, overlegenhed eller værdighed men på grund af Guds trofasthed
127
mod sit løfte, blomstrede disse to folkeslagpludselig op med førstefødselsrettens velsignelser i året 1800 og blev de største verdensmagter i menneskehedens historie!
Denne nationale rigdom og magt kom ikke til disse folkeslag fordi de på nogen måde havde kvalificeret sig. Det gjorde de aldrig. Men tag nu følgende i betragtning:
At førstefødselsretten var holdt tilbage fra dem i et bestemt tidsrum, indebærer i sig selv at de skulle opnå den ved slutningen af disse 2520 år. Husk at Gud uden forbehold havde lovet Abrahams efterkommere denne førstefødselsret på grund af Abrahams trofasthed og lydighed (1. Mose. 26:5). Gud var bundet af sit løfte om at uddele denne enorme nationale velsignelse uanset efterkommernes retfærd eller ondskab. Men Gud havde ikke bundet sig til at uddele den til nogen bestemt generation.
Gud var således i stand til at tilbyde den på visse betingelser til Det Gamle Testamentes Israel på og efter Moses’ tid. Menneskene i disse slægtled kunne have fået den, hvis de havde opfyldt betingelserne! At nægte den til disse slægtled – og tilbageholde den i 2520 lange år – brød ikke Guds ubetingede løfte til Abraham.
Men selve kendsgerningen om tilbageholdelse i et bestemt tidsinterval på 2520 år, indebærer en direkte uddeling af denne nationale velsignelse ved periodens udløb – uanset yderligere kvalificering eller fortjeneste fra folkets side. Sådan må det være, fordi Gud er trofast overfor sit betingelsesløse løfte til Abraham.
Så – fra og med året 1800 – 1803 e. Kr., efter de 2520 år, lod Gud førstefødselsretsnationerne – og dem alene – pludselig modtage en sådan national velstand, storhed og magt som ingen anden nation eller imperium nogensinde tidligere havde opnået! Sammen kom de – briterne og amerikanerne, efterkommere af én eneste oprindelig stamme, Josef – i besiddelse af mere end to tredjedele, næsten tre fjerdele, af hele verdens tilgængelige resurser og rigdomme!
Det lyder utroligt! Alle andre nationer delte tilsammen lidt over en fjerdedel af verdens rigdomme! Og deri er medregnet nationerne der nedstammer fra resten af Israels stammer. Det inkluderer lande som Tyskland, Italien, Rusland, Kina – alle andre lande i verden.
128
Verdenshistoriens mest forbløffende faktum er at disse to nationer pludselig skyder i vejret fra at være helt ukendte, til at opnå den mest fantastiske velstand og økonomisk magt et folkeslag nogensinde har besiddet. De Britiske Øer blev til Storbritannien – en gigantisk, fantastisk velhavende sammenslutning af nationer – og De Forenede Stater blev historiens største nation.
Endnu mere forbløffende er nutidens chokerende faktum om hvordan – og hvorfor – de nu mister deres storhed, endnu hurtigere end den kom!
Hvorfor? Vi kommer nu til de utrolige kendsgerninger, og grunden til det der er umiddelbart forestående!
129
