Kapitel 4
Vi kommer nu til en højest vigtig adskillelse som kun få mennesker har kendskab til. Utroligt, at så få har noteret sig, at løfterne til Abraham var tosidige. Men Biblen skelner klart imellem disse to sider af løfterne.
De åndelige løfter om “sæden”, Kristus og frelsen ved ham, kalder Biblen scepteret. Men de materielle og nationale løfter der drejer sig om mange nationer, national rigdom, velstand, magt og besiddelse af det hellige land, kalder Biblen førstefødselsretten.
Lad os forstå udtrykkenes betydning:
“Førstefødselsret”: Er den ret som den ældste, søn især, havde efter loven eller særskilt bestemmelse til udelt at overtage et retsgode” – Gyldendals store Leksikon. “Enhver rettighed opnået ved fødsel” – Websters (amerikansk ordbog). En (første-) fødselsret er noget som er ens rettighed ved fødsel. Den har intet at gøre med nåde, som er en ufortjent tilgivelse og en frivillig gave som ikke er en rettighed. Den har med race at gøre, ikke med nåde. Ejendom ved førstefødselsret arves som regel fra far til ældste søn.
Scepter: En udsmykket stav anvendt på kongeværdigheden, Lademanns Leksikon. Løftet om kongeligt embede og magt, og tegn på kommando. Den kongelige linie kulminerer med Kristus, og indeholder nåde til alle.
Vi har set hvordan Gud betingelsesløst overdrog begge sider af løfterne, førstefødselsretten og nådegaven til Abraham. Og løftet om førstefødselsretten og scepteret gentog Herren den Evige Gud til Isak og Jakob. Men kendsgerningen, der bør
29
åbne dine øjne for denne nye glædelige opdagelse, er, at fra dette punkt adskilles de to sæt løfter! Scepterløftet til den kongelige linie, der vil kulminere med Kristus og nåden gennem ham, blev givet til Juda, Jakobs søn, der er stamfader til jøderne. Men den forbløffende sandhed er, at førstefødselsrettens løfter aldrig blev indfriet af jøderne!
Lad os gentage det, så det ikke bliver glemt! Løfterne i førstefødselsretten er aldrig blevet indfriet af jøderne!
Slå skriftstederne op, læs dem i din egen Bibel!
“Ikke viger kongespir (sceptret) fra Juda …” (1. Mos.49:10).
“… men førstefødselsretten blev Josefs” (1. Krøn. 5:2).
Det er selvfølgelig velkendt at scepteret gik til Juda, og blev nedarvet gennem jøderne. Kong David var af Juda stamme. Alle de efterfølgende konger i Davids dynasti var Davids efterkommere og af Juda stamme. Jesus Kristus blev født af Davids slægt og Juda stamme.
En anden upåagtet og tankevækkende sandhed er den kendsgerning, at det kun er en del af “Israels børn” der er jøder.
Læs denne lidet forståede kendsgerning igen!
Den fulde forklaring og beviset for dette kommer vi til i kapitel seks. Det er kun efterkommerne af de tre stammer Juda, Benjamin og Levy, der er jøder. Medens alle jøder er israelitter, er de fleste israelitter ikke jøder.
Vi må forstå, at løftet om førstefødselsretten ikke blev givet til jøderne! Men løftet om kongespiret – sceptret – om Kristus og om nåde – blev givet til jøderne! “Thi frelsen” sagde Jesus, “udgår fra jøderne” (Johs. 4:22). “… evangeliet (Kristi evangelium), thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker” (Rom 1:16). Løftet om nåde blev overleveret gennem Juda!
Men løfterne som Biblen kalder “førstefødselsretten”, har ikke været forstået nogensinde. Næsten ingen har bemærket at Guds løfte til Abraham indeholdt andet end løftet om scepteret. Ikke mange kender Biblen!
Endnu færre har forstået, at disse store nationale og materielle løfter aldrig er blevet indfriet af jøderne! Den forbløffende og
30
livsvigtig kendsgerning, der længe er overset, er at “førstefødselsretten er Josefs”. Og som vi senere skal se, var hverken Josef eller hans efterkommere jøder. Selv om det lyder utroligt, er det dog sandt!
Denne viden om førstefødselsretten er omdrejningspunktet i hele sandheden, som vil vise sig at være nøglen til forståelsen af profetierne! Det er overordentligt vigtigt, at du forstår dette!
“Førstefødselsretten” som defineret ovenfor, indeholder kun den ret der følger med fødslen. Ingen kan modtage evigt liv som en rettighed eller som følge af en naturlig fødsel. Hvis det var vor ret, hvis den var arvet ved fødslen, da ville den ikke være af nåde. Frelsen kommer af nåde – Guds gave sammen med uberettiget tilgivelse – en ufortjent gunst. Vi kan kun modtage materielle besiddelser som fødselsret. Når denne ret overleveres ned gennem slægtleddene til et stadig voksende antal afkom, da udvikler den sig til sidst til en national arv. Den angår alene materiel ejendom, magt og stilling. Den skænker ikke åndelige velsignelser. Det er et spørgsmål om race, ikke om nåde!
Der er en anden forskel mellem fødselsret og nåde vi også bør forstå. En førstefødselsret går, som vi allerede har slået fast, fra far til ældste søn. Der er ingen betingelser modtageren skal opfylde. Sønnen gør intet for at kvalificere sig til den. Han modtager den som en rettighed uden anden grund, end at han tilfældigvis er født som sin fars søn. Han har ret til den uden at have fortjent eller kvalificeret sig til værdigheden. Han kan imidlertid gøre sig uværdig til at beholde – ja, endog til at modtage den.
Men det evige livs gave, modtaget af nåde, har faktisk også kvalificeringsbetingelser! Det er ikke din – eller min -- ret at modtage evigt liv – til faktisk at blive født som Guds børn – til bogstavelig talt at blive medlemmer af Guds familie! Tænk hvilke tilstande det kunne medføre, hvis der ikke var betingelser! En oprørsk, trodsig, kriminel fjendtlighed eller en ateist som hader Gud, kunne knytte næven mod Gud og sige: “Jeg hader dig. Jeg trodser dig! Jeg nægter at adlyde dig! Men jeg forlanger din gave, det evige liv! Det er min ret. Jeg vil være Guds søn, så jeg kan modtage og bruge hele denne uendelige magt, jeg vil komme i besiddelse af som din søn, til at modarbejde dig! Jeg vil skabe splid i din familie Jeg vil skabe friktion, fjendtlighed, had og ulyksalighed
31
iblandt dine børn! Jeg forlanger denne magt som en gave fra dig, det er min rettighed, så jeg kan misbruge den – bruge den i det ondes tjeneste!”
Winston Churchill“Den der ikke kan se, at en større hensigt og plan er under udarbejdelse hernede, er i sandhed blind på sjælen.”
De fleste der bekender sig til “kristendommen” – og mange andre ideologier indenfor det vi traditionelt opfatter som “kristendom” – siger, at der ikke er betingelser, intet vi skal gøre for at modtage Guds herlige nådesgave. De afviser, at Gud forlanger lydighed mod sin lov! De fordrejer sandheden og siger, at det ville være at fortjene frelsen som en løn! De forlanger den faktisk af Gud, imens de stadig gør oprør imod hans love og nægter at overholde dem!
Forestil dig hvad det ville føre til! Forstå dette! Evigt liv er i sandhed Guds frie gave. Du kan ikke gøre dig fortjent til den! Og den er ikke din ret! Du kan ikke forlange den af Gud som en rettighed, samtidig med at du trodser Gud, gør oprør mod hans styre og nægter at lade ham styre dit liv ud fra hans veje!
Derfor har Gud sat betingelser! Opfyldelsen af disse betingelser gør dig ikke fortjent til noget som helst! Men Gud giver sin Hellige Ånd til dem der adlyder ham (Apo. Ger. 5:32). Modtageren betaler ikke for den – men
32
skriftstedet taler om den Hellige Ånd som Gud giver “til dem der adlyder ham”. Den er fortsat en gave!
En rig mand kunne have syv mænd stående foran sig og sige: “Jeg vil give en fri gave på 6000 kr. til den eller de af jer, eller til jer alle, som træder frem for at modtage dem.” Dette at de træder frem, betyder ikke at de har fortjent beløbet. Det er alene betingelsen for at modtage gaven.
Ordet “nåde” betyder ufortjent, uforskyldt tilgivelse! Gud tilgiver dem som angrer! At “angre” vil sige at vende sig bort fra oprør, fjendskab og ulydighed. “Anger” vil sige at omvende sig til at adlyde Guds lov. Det faktum at Gud ikke vælger at give denne herlige gave – udødelighedens gave som indbefatter guddommelig magt – til dem der ville misbruge den til skade og ondskab, det faktum at han vælger kun at give den til dem der vil bruge den på rette vis – betyder ikke, at gaven opnås ved gerninger i stedet for af nåde. Hvis der ikke havde været betingelser, da kunne alle have krævet den – og den ville være blevet modtaget som en fødselsrettighed og ikke som en nådegave!
Selve nådens kendsgerning gør det nødvendigt at Gud sætter betingelser. Men det er fortsat en ufortjent gave! Lydighed berettiger ikke til noget som helst – den skylder vi simpelthen Gud. En fødselsret kræver ingen kvalifikationer. Det er en ret fra fødslen af.
Hvilken materiel arv indeholdt førstefødselsretten? Det er der ikke mange der har forstået. Og dog overdrog den den kosteligste, mest værdifulde materielle arv, der nogensinde er overført fra far til søn – den største rigdom og magt nogensinde samlet af mennesker eller nationer! Størrelsesordenen er aldeles overvældende!
Den indeholder første fase af Guds fantastiske løfter til Abraham. Denne arv, denne gave, der uden reservationer er garanteret af den Almægtiges autoritet, udgør utallige folkemængder, ubeskrivelige rigdomme og materielle resurser, national storhed og verdensmagt.
Gud havde ikke alene lovet, at en verdensdominerende nation og en samling af nationer, en sammenslutning af nationer hvis befolkning stammer fra Abraham, ville blive mangfoldige som sandet på havets strande – talrige som stjernerne på himmelen. Ikke alene havde han lovet at de skulle besidde deres fjenders porte,
33
Bortset fra tre guddommelige indgreb, gik arven i førstefødselsretten automatisk til den ældste søn i hvert slægtled.
Gud valgte Isak til at arve både scepteret og førstefødselsretten. Abraham havde andre sønner. Ismael var den ældste, men Gud valgte Isak, og Abraham gav Isak alt, hvad han ejede” (1. Mos.25:5). Isak var imidlertid Abrahams første legale søn. Ismael var søn af Hagar, Saras egyptiske trælkvinde.
Abraham elskede Ismael og ønskede, at han skulle have førstefødselsretten. “Abraham sagde derfor til Gud: ’Måtte dog Ismael leve for dit åsyn!” (1. Mos 17:18).
Sara hans hustru var barnløs. “Men Gud sagde: ’Nej, din ægtehustru Sara skal føde dig en søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min pagt, og det skal være en evig pagt, der skal gælde hans afkom efter ham! Men hvad Ismael angår … vil jeg gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt afkom … jeg vil gøre ham til et stort folk. Men min pagt opretter jeg med Isak … (vers 19-21).
34
Her er oplyst to holdepunkter: 1) Ismaels efterkommere skulle blive en stor nation, men førstefødselsrettens nationer skulle blive større, og 2) de skulle bo øst for deres brødre – det vil sige øst for Isaks efterkommere. Ismaels børn er blevet til araberne i dag. Nationen og samlingen af nationer som har førstefødselsretten, må derfor være større, rigere og mægtigere, og må geografisk befinde sig vest for de arabiske stater.
Abraham var den menneskelige type på Gud Fader, og Isak på Kristus. Der er mange paralleller. Pladsen tillader ikke, at vi beskæftiger os med dette her, men kun at vi noterer os, at hvis vi tilhører Kristus, da er vi Abrahams børn (Gal. 3:29), og Abraham er “de troendes far” (se Gal. 3:7); at Abraham blev kaldet til frivilligt at ofre sin eneste (legale) søn (1. Mos. 22:2), ligesom Gud ofrede sin enbårne søn Jesus Kristus for denne verdens synder; at Isaks hustru Rebekka er en type på Kirken, og at hun skulle blive forelsket i ham og ægte ham, før hun så ham med sine egne øjne; og at Isak blev født ved et løfte og et Guds mirakel, på samme måde som Jesus blev født ved et mirakel af jomfru Marie.
35
Isak fik tvilling sønnerne, Esau og Jakob. Esau var den førstefødte og derfor den legale arving til førstefødselsretten. Men Esau undervurderede den og solgte den til Jakob.
Det var Guds beslutning før tvillingerne blev født, at Jakob skulle arve løfterne. Men i stedet for at vente på Gud Herren greb Jakob, under sin moders indflydelse, til bedrag og tog retten fra Esau.
Angående Esau og Jakob havde Den Evige sagt til Rebekka, at de var starten på to nationer – “To folkeslag er i dit liv… Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste” (1. Mos. 25:23).
Deres efterkommere skulle altså blive to forskellige nationer. Historien om hvordan Jakob før tiden og ved svindel opnåede førstefødselsretten fortsætter i 1. Mose.25:27-34:
“Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig jæger, der færdedes i ødemarken, men Jakob blev en fredsommelig mand, en mand, som boede i telt. Isak hold mest af Esau, thi han spiste gerne vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob. Jakob havde en gang kogt en ret mad, da Esau udmattet kom hjem fra marken. Da sagde Esau til Jakob: ’Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af sult!’ Derfor kaldte de ham Edom.
“Edom” betyder faktisk “rød suppe”. Det er også en “nøgle” til at forstå Biblen. Fæst den kendsgerning i hukommelsen at “Edom” henviser til Esau. Mange profetier for nutiden og fremtiden benytter navnet Edom. De kan ikke forstås, med mindre man er klar over, at de henviser til Esaus efterkommere, iblandt dem tyrkerne.
“Men Jakob sagde: ’Du må først sælge mig din førstefødselsret! ’Esau svarede: ’Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret!’ Men Jakob sagde: ’Du må først sværge mig den til!’ Da svor Esau på det og solgte sin førstefødselsret til Jakob. Så gav Jakob Esau brød og kogte linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin vej. Således lod Esau hånt om sin førstefødselsret”. Senere tog Jakob også
36
velsignelsen fra Esau med list. Historien om dette findes i 1. Mosebog 27.
Da Isak var blevet gammel blev hans syn sløret af alderdom, og da enden på hans liv nærmede sig, kaldte han Esau til sig og bad ham gå ud og jage noget vildt, tilberede det og bringe det til ham. Så ville han velsigne ham og bekræfte førstefødselsretten.
Men Rebekka hørte det og sendte hurtigt Jakob ud efter to gedekid. Hun tilberedte kiddene på den måde som Isak elskede. Så tog hun nogle af Esaus klæder og lod Jakob tage dem på. Nu var Esau meget lodden, mens Jakob var glat i huden. Derfor lagde Rebekka omhyggeligt skindene af de to gedekid på Jakobs hænder og arme og på den glatte del af nakken.
I denne forklædning og med måltidet tilberedt som vildt gik Jakob ind for at modtage sin fars velsignelse. “Da svarede Jakob sin fader: ’Jeg er Esau, din førstefødte” (1. Mos.27:19).
Det overraskede Isak, at han havde fundet vildtet så hurtigt, så han blev mistænksom. Jakob løj igen og forsikrede, at Gud havde bragt vildtet til ham. Isak opdagede at stemmen var Jakobs.
“Men Isak sagde til Jakob: ’Kom hen til mig min søn, så jeg kan føle på dig, om du er min søn Esau eller ej! Da trådte Jakob hen til sin fader, og efter at have følt på ham sagde Isak: ’Røsten er Jakobs, men hænderne er Esaus!’ Og han kendte ham ikke, fordi hans hænder var hårede som hans broder Esaus. Så velsignede han ham” (vers 21-23).
Læg nu omhyggelig mærke til velsignelsens indeholdt!
“Derpå sagde hans fader Isak til ham: ’Kom hen til mig og kys mig, min søn! ’Og da han kom hen til ham og kyssede ham mærkede han duften af hans klæder. Så velsignede han ham og sagde: ’Se, duften af min søn er som duften af en mark, Herren har velsignet! Gud give dig af himmelens væde og jordens fedme, korn og most i overflod! (i Fentons oversættelse: udvidelse og ejendom): Måtte
37
folkeslag tjene dig og folkefærd bøje sig til jorden for dig! Bliv hersker over dine brødre, og din moders sønner bøje sig til jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner” (vers 26-29).
Bemærk det! Materielle løfter, alle nationale i deres beskaffenhed! Ingen af dem har med frelse at gøre. Ingen relation til livet efter døden. Ikke noget åndeligt overhovedet! National velstand – regn, overflod af korn og vin, jordens fedme, eller som det står i margenen (i KJV), jordens fede steder – tilvækst og ejendom. “Folkeslag (nationer) skal falde for dine fødder!” “Folk skal tjene dig.”
Da Esau kom tilbage og opdagede hvordan Jakob havde fortrængt ham, blev han meget bitter. Han tryglede om også at få en velsignelse. Men Isak kunne ikke trække den velsignelse tilbage, som han havde givet Jakob. Så han gav Esau følgende profeti:
“Så tog hans fader Isak til orde og sagde til ham: ’Se, fjern fra jordens fedme skal din bolig være og fjern fra himlens væde ovenfra; af dit sværd skal du leve, og din broder skal du tjene; men når du samler din kraft, skal du sprænge hans åg af din hals! Men Esau pønsede på ondt mod Jakob…” (vers 39-41).
Hvad enten den hebræiske præposition min i det ovenfor citerede vers 39 oversættes ’uden’ eller ’fra’ eller ’borte fra’ så er Esaus profeterede lod faktisk snarere en forbandelse end en velsignelse. I det hebræiske ord ligger faktisk den dobbelte mening, ’fra’ og ’borte fra’, og i begge betydninger er det opfyldt i Esaus efterkommere.
Historiens sparsomme beretninger, sammen med andre beviser, viser at en del af Esaus efterkommere blev kendt som tyrkere. Derfor må vi huske, at alle profetier der angår de sidste tider og henviser til Edom eller Esau, angår generelt den tyrkiske nation.
Isaks profeti før han døde forudsagde, at Esaus efterkommere ville nå frem til en tid da de skulle besidde landet
38
og bryde Israels åg af sin hals. Dette er sket. Israels børn blev drevet ud af det lovede land der hørte til førstefødselsretten. Tyrkerne kom senere til magten og besatte Palestina i 400 år indtil England overtog det i 1917. Esaus efterkommere har altid haft lyst til dette land, der er det centrale punkt i førstefødselsrettens løfte! Og tyrkerne har i sandhed levet ved sværdet!
Men lad os vende tilbage til vor historie. Før Jakob blev født havde Gud talt til hans mor og åbenbaret for hende, at Jakob skulle have førstefødselsretten. Men i stedet for at vente på at den Evige skulle ordne det på sin måde, planlagde hun sammen med Jakob at klare det med løgn og bedrag.
Her er en lektie for os i dag. Eftersom Isak på en måde er en type eller modbillede på Kristus, så er Rebekka modbilledet på Kirken, der stadig har svagheder og uomvendte sider.
Nogle gange bliver vi for utålmodige. Vi beder Gud den Almægtige om det han har lovet i sit Ord. Derefter prøver vi at diktere Gud om nøjagtig hvordan og hvornår det skal opfyldes! Vi skal lære at “vente på Gud”. Han gør altid tingene på sin egen måde, og når det passer ham. Han siger klart, at hans veje ikke er vore veje. Når vi først overlader en sag til den Almægtige, lad os da ikke alene stole på, men også udvise så stor respekt for denne Ene, at vi overlader sagen helt og holdent til ham.
Havde Jakob stolet på Gud i stedet for selvisk at overtage sagen, ville han have fået førstefødselsretten på en hæderlig måde. Som det faldt ud, fik Jakob, hvis navn betyder “fortrænger” langt større vanskeligheder med at sikre sig Guds velsignelser i denne dyrebare førstefødselsret end hans forgængere havde haft.
Men efter mange års prøvelser – og efter til sidst at have kæmpet med englen hele natten (1: mos.32:24-29) – efter at have indrømmet at hans navn var “fortrænger” – gav Gud Jakob sin velsignelse, tog det bebrejdende navn bort og gav ham det nye ubesmittede navn, Israel – som betyder “en som får overhånd”, eller “overvinder med Gud”.
39
Således ser vi løfterne blive overført gennem Abraham, Isak og Jakob – én mand ad gangen. Der var ingen udgrening – ingen opsplitning --af den nationale vækst i Jakobs dage. I tre generationer havde den været en ”én mands nation”. Men Jakob havde tolv sønner, og gennem dem tog den fremtidige store nation og samling af nationer sin begyndelse.
Den næste legale arving til førstefødselsretten var Ruben, Israels førstefødte med hustruen Lea. Men Ruben mistede den ligesom Esau. Og Josef, Jakobs ellevte søn med Rakel, hans anden og virkelige elskede hustrus førstefødte.
Legalt var førstefødselsretten Rubens, ikke Josef. I 1. Krønikebog 5:1-2 berettes det, hvordan den tilfaldt Josef: “Rubens, Israels førstefødtes, sønner – han var nemlig den førstefødte, men da han vanærede sin faders leje, gaves hans førstefødselsret til Israels søn Josefs sønner, dog ikke således at de i slægtsbogen opføres som førstefødte; thi da Juda herskede (var vældig, 1907 oversættelse) over sine brødre, og af hans midte skulle fyrsten tages, men førstefødselsretten blev Josefs.”
Førstefødselsretten -- det tosidige løfte til Abraham -- der omfattede de materielle og nationale løfter og scepteret omfattende de kongelige og åndelige løfter, blev således adskildt fra dette punkt.
Det er af allerstørste betydning af have dette klart, at førstefødselsretten, der omfattede det hellige land som nu hedder Palestina, forsikringen om en talrig befolkning, materiel og national velstand og herredømme over andre nationer, blev nu givet til Josef og hans sønner.
Læg specielt mærke til at førstefødselsretten ikke skulle arves af alle Israels stammer! Den blev heller ikke givet til jøderne! Den blev overdraget til én del af israelitterne, til Josefs efterkommere – de skulle arve disse enorme nationale løfter!
De materielle løfter der tilhører dette liv, blev altså overdraget en helt anden stamme blandt Israels børn end scepterløftet om den kongelige linje som kulminerer med Jesus Kristus. Dette åndelige løfte tilhører Juda stamme!
De nationale løfter om en talløs æt
40
tilhørte altså en helt anden stamme end løftet om "sæden” Kristus, som sprang frem af Juda! Denne kendsgerning om tosidigheden i løfterne, som er understreget i de to foregående kapitler, bør nu stå klart for enhver læser.
Slå det fast for altid. Det er en af de vigtigste nøgler til at forstå Biblen!
Da Jakob døde, boede han og hans sønner i Egypten. Vi antager selvfølgelig at du kender historien om, hvordan Josef blev solgt af sine brødre og kom til Egypten, og hvordan han blev madforsynings- og statsminister, nr. 2 efter kongen, der var nationens faktiske hersker; om de syv fede år efterfulgt af de syv magre, da Egypten under Josefs overopsyn havde lagret korn og mad; om Josefs brødres besøg i Egypten for at købe korn og hvordan Josef motiverede dem til at bringe deres far og broderen Benjamin ned til Egypten; og til slut Josefs dramatiske afsløring af sin identitet for brødrene under glædestårer og omfavnelser.
Alt dette var profetisk! Som vi vil komme til at se, vil Josef igen igennem sine efterkommere få sin sande identitet klarlagt for sine brødre, og for verden. Denne identitet er fuldstændig skjult for verden på nuværende tidspunkt!
Tiden kom, da førstefødselsretten skulle overføres til næste generation. Lad os genskabe denne dramatiske scene.
Det skete i Egypten, efter at det var lykkedes for Josef at bringe sin far så vel som sine brødre dertil. Josef var, som du husker statsminister i landet.
Det blev meddelt Josef at hans far, Jakob, var syg. Han tog da sine to sønner, Manasse og Efraim, han havde med sin egyptiske hustru, og skyndte sig til den døende patriarks sengeleje.
“Da det nu meldtes Jakob, at hans søn Josef var kommet, tog Israel sig sammen og satte sig oprejst på lejet. Jakob sagde til Josef: ’Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig i Luz i Kanaans land og velsignede mig; og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et talrigt afkom og gøre dig til en mængde stammer, og jeg vil give dit afkom efter dig dette land til evig eje” (1. Mos.48:2-4).
41
Læg omhyggeligt mærke til disse løfter!
Førstefødselsretten er i færd med at blive overdraget til den næste generation. Bemærk, at der ikke nævnes noget om, at alle jordens familier skal blive velsignet gennem hans “sæd” – den ene sæd. Intet om konger. I det hele taget intet om åndelige velsignelser. Disse er løfterne fra førstefødselsretten. Løfterne handler om en talrig efterslægt – en mængde folkeslag – og om at eje det lovede land. Læs videre:
“Nu skal dine to sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine så godt som Ruben og Simeon” (vers 5).
Således adopterede Jakob Josefs to sønner og gjorden dem til sine egne legale sønner. Dette blev sikkert gjort fordi de var halvblods egyptere. Israel gjorde dem til sine egne adopterede sønner, så førstefødselsretten kunne gå videre til dem. Læg også mærke til, at i det første vers af 1. Mosebog kapitel 48 nævnes Manasse først, fordi Manasse var den ældste. Men gamle Jakob nævner Efraim først. Her ser vi en overnaturlig ledelse!
Jakob sagde til Josef: “Bring dem hen til mig, at jeg kan velsigne dem! Men Israels øjne var svækkede af alderdom, så han ikke kunne se” (vers 9-10).
Husk at legalt tilkommer førstefødselsretten den førstefødte, medmindre det ændres ved guddommeligt indgreb. Arvingen til førstefødselsretten skulle, når han modtog velsignelsen der tilkom ham, have Jakobs højre hånd hvilende på sit hoved. Det var derfor “Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre hånd til venstre for Israel og Manasse i sin venstre hånd til højre for Israel, og førte dem hen til ham” (vers 13).
Men på ny greb den Evige ind under overdragelsen af den betydningsfulde førstefødselsret! Selv om han var blind og ikke kunne se drengene foran sig, krydsede Jakob sine hænder, ” men Israel udrakte sin højre hånd og lagde en på Efraims hoved, uagtet han var den yngste, og sin venstre hånd lagde han på Manasses hoved så at han lagde hænderne over kors; thi Manasse var
42
den førstefødte. Derpå velsignede han Josef og sagde: ’Den Gud, for hvis åsyn mine fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig fra min første færd og til nu, den engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne drengene, så at mit navn og mine fædres Abrahams og Isaks navn må blive nævnet ved dem, og de må vokse i mængde i landet (vers 14-16).
Lade hvem vokse sig talrige efter løftet? Lade hvis efterkommere blive utalligt afkom? Det er ikke Juda, fader til jøderne – bid mærke i det – men Efraim og Manasse! Hvorfor har kirkelederes og bibelstuderendes øjne og forståelse været blinde for Skrifternes klare kendsgerning?
Læg mærke til at Israel ikke gav denne velsignelse til én alene, men til dem begge – Han sagde: “velsigne drengene”. Denne velsignelse fik de i fællesskab. “Så at mit navn må blive nævnet ved dem” var en del af velsignelsen. Hans navn var Israel. Derfor var det efterkommerne fra disse to drenge, ikke Juda eller jøderne, der fik navnet Israel. Hvor klart det er, at navnet Israel skulle stemples uudsletteligt på Efraim og Manasse!
Det chokerende faktum er her bevist sort på hvidt! Og husk, disse skriftsteder behøver ingen “fortolkning”, ingen “egen mening” eller “skjult symbolik” for at blive forstået. Her er den enkle, klare erklæring, at Jakobs navn som var ændret til Israel, skulle for fremtiden være deres – være etiketten på Efraims og Manasses folk!
Hvem udgør da, ifølge Biblen, det virkelige Israel (racemæssigt og nationalt) i dag?
Efraim og Manasse!
Efraim og Manasse modtog i fællesskab retten til navnet Israel. Det skulle blive deres efterkommeres nationale navn. Deres efterkommere har aldrig været jøderne! Slå det fast i din hukommelse!
Derfor angår mange af profetierne om “Israel” eller “Jakob” ikke jøderne eller andre lande, der i dag er efterkommere fra resten af Israels tolv stammer. Læg vel mærke til det! Det er der ikke mange præster, teologer og erklærede bibellærde som er klar over i dag. Mange nægter at vide det!
43
Sammen skulle disse to drenges, Efraim og Manasse, efterkommere vokse til den lovede hærskare – nationen og sammenslutningen af nationer. Dette er de kollektive velsignelser som de to fik i fællesskab – og som de andre stammer ikke fik del i!
Men på dette tidspunkt lagde Josef mærke til, at Jakobs højre hånd ikke hvilede på den førstefødtes hoved. Han forsøgte at bytte om på det:
“Og Josef sagde til sin fader: ’Nej, ikke således, fader, thi denne er den førstefødte; læg din højre hånd på hans hoved! Men hans fader vægrede sig og sagde: ’Jeg ved det, min søn, jeg ved det! Også han skal blive til et folk, også han skal blive stor; men hans yngre broder skal blive større end han, hans afkom skal blive en mangfoldighed af folkeslag (eller: sammenslutning af nationer). Således velsignede han dem på den dag og sagde: “Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse! Og han stillede Efraim foran Manassa” (1. Mos. 48:18-20). Her er løfterne ikke mere kollektive, ikke mere fælleseje. Jakob profeterede nu velsignelserne til hver enkelt individuelt.
Som vi så i forrige kapitel, skulle et talrigt afkom blive til ”ét folk og en mængde folkeslag”. Nu ser vi at “nationen” som skal blive virkelig stor, skal springe frem af Josefs søn, Manasses afkom. “Sammenslutningen af stater” skal vokse ud af Efraim. Læg mærke til at før løfterne blev delt, antydede denne profetiske velsignelse klart, at efterkommerne af disse to drenge skulle blive sammen og sammen skulle de vokse til en stor hærskare for derefter at blive delt, idet Manasse skulle blive en stor nation og Efraim en endda større sammenslutning af nationer.
Her er der således endnu en detalje i de fremtidige nationers karaktertræk. Vi må ikke lede efter opfyldelsen hos Judas sønner, ej heller iblandt efterkommerne af de andre tolv stammer.
Løftet om en fremtidig stor nation og en forsamling af nationer der tilsammen udgør talløse folk, er rige på national materiel velstand, og som ejer “portene” til jordens øvrige nationer,
44
angår kun disse drenge og de to stammer der udgår fra dem.
Vi bør måske tilføje, at stammerne Efraim og Manasse aldrig blev stormagter i bibelhistorisk tid. Nogle vil måske drage den slutning, at Judas efterkommere var nationen, og de ti stammer sammenslutningen af nationer. Men ingen af disse løfter blev givet til Juda. Ej heller blev de opfyldt i nogen af de andre stammer ud over Josefs dobbelte portion, de to stammer Efraim og Manasse!
Det var Efraim der skulle blive sammenslutningen, eller mængder af folk, af nationer, og Manasse der skulle blive den ene store nation. Og disse løfter er aldrig blevet opfyldt i bibelhistorisk tid. Hvis disse løfter nogensinde er blevet opfyldt, må vi lede efter opfyldelsen fra bibelhistorien sluttede og til vor tid!
Mens Jakob stadig havde profetiens ånd over sig, kaldte han de tolv sønner sammen for at fortælle dem, hvordan det skulle gå deres efterkommere “i de sidste dage”.
Her bør profetierne kunne hjælpe med at identificere Israels stammer i dag – for dette er visselig de sidste dage! Her vil vi kun optage plads til at behandle profetierne for Juda og Josef. Josefs efterkommere var faktisk delt i to stammer, Efraim og Manasse. Og de bliver som regel nævnt ved disse to stammenavne i stedet for navnet “Josef”. Den kendsgerning at disse to stammer her omtales som “Josef”, viser klart at profetien angår Efraim og Manasse i fællesskab.
“Derpå kaldte Jakob sine sønner til sig og sagde: ’Saml Eder, så vil jeg forkynde Eder, hvad der skal hænde Eder i de sidste dage… Juda dig skal dine brødre prise, din hånd skal gribe dine fjender i nakken, din faders sønner skal bøje sig for dig. En løveunge er Juda. Fra rov stiger du op, min søn! Han ligger og strækker sig som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække ham! Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til ham, hvem den tilhører, indtil han kommer, ham skal folkene lyde” (1. Mos. 49:1, 8-10). Det hæbraiske ord Shiloh er oversat
45
til Fredsfyrste, der betyder at Messias er Abrahams Sæd – i ental.
Angående Josef, stammerne Efraim og Manasse tilsammen, profeterede Israel for vore dage: “Et yppigt (KJV: frugtbart) vintræ er Josef, (dette skildrer førstefødselsløftet om hærskarerne efter at det er blevet opfyldt), et yppigt vintræ ved kilden, ranker slynger (også oversat: døtrene løber) sig over muren” (vers 22).
I de sidste dage skal vi med andre ord finde Josefs børn som en samling nationer hvis døtre, eller børn, skal skyde “ud over muren” – det vil sige løbe over eller krydse landets grænser – med andre ord et koloniserende folk! Og videre i profetien for Josef i disse “sidste dage”: “… den Almægtige han velsigne dig med himmelens velsignelser oventil og dybets velsignelser nedentil, med brysters og moderlivs velsignelser! Din faders velsignelser overgår de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed. Måtte de komme over Josefs hoved, over issen på fyrsten blandt brødre” (vers 25 – 26).
Vi skal se, at disse efterkommere af Josef der havde førstefødselsløfterne – at de skulle blive talrige, kolonisere og på den måde sprede sig “mod nord og mod syd, mod øst og vest” til de havde omringet kloden; de skulle tage deres fjenders “porte” i eje – de som aldrig vendte tilbage til Jerusalem fra Assyrien, hvortil de var blevet bortført sammen med de ti stammer i årene efter 721 f. Kr., og hvorefter de aldrig blev blandet med jøderne. Her er løfter og profetier som aldrig er blevet opfyldt for jøderne, for Kirken, for de amerikanske indianere eller for noget andet fantasifuldt modstykke til vore dages Israel. Men hvis Guds Ord er til at stole på, så er de opfyldt i dag!
46
