Kapitel 3
Før Anden Verdenskrig havde de engelsktalende folkeslag samlet over to tredjedele af verdens opdyrkede arealer og tilgængelige rigdomme under sig. Og, selv om det lyder utroligt, de opnåede det alt sammen ganske pludselig efter året 1800. Noget lignende er aldrig før set i historien. Aldrig har et folk eller et land bredt sig så pludseligt og er vokset til en sådan grad af national magt.
Alligevel ser vi nu for vore øjne denne nationale storhed, rigdom og magt skrumpe og forsvinde. I Storbritanniens tilfælde sker opløsningen endog meget hurtigere end opbygningen! England er næsten fra den ene dag til den anden blevet frataget sine kolonier og besiddelser – rigdomskilder – og er reduceret til en anden eller tredjerangs magt. Hvorfor? Der er en grund! Den er tæt knyttet til historien og de guddommelige løfter til Israel. Løfter som endnu aldrig er blevet indfriet til det jødiske folk, der i dag er kendt som Israel. Og hvis det amerikanske folk og dets regering ikke lytter og øjeblikkelig tager drastiske forholdsregler, er USA forudbestemt til endnu hurtigere at synke ned i den dybeste vanære og tab af national velstand, storhed og magt! Årsagen er den samme!
Det vil gavne os at tage et hurtigt overblik over historien, for at åbne vor forståelse for de guddommelige løfter og advarsler, som vore folk helt har overset. Det er alt sammen forbundet
11
med den oftest ignorerede, men klare og enkle bibelhistorie, som oplyser deres utrolige herkomst og deres nutidige identitet. Det er den mest forbløffende og fascinerende historie du nogensinde har læst. Mærkeligere end fiktion, og dog sand!
For mange årtusinder siden blev denne samme nationale storhed, velstand og magt lovet Abraham af Gud den Almægtige. Men der er ikke mange, der overhovedet har hæftet sig ved denne forbløffende kendsgerning i skrifterne. Vi må – hvis vi vil forstå – indrømme en mærkelig kendsgerning, at Biblen er skrevet til én bestemt nation, til Israels børn.
Dette er uomtvisteligt! Historien fra Skabelsesberetningen til Åbenbaringens Bog, er primært historien om én nation og ét folk – israelitterne. Andre nationer nævnes kun i det omfang, de kommer i berøring med Israel. Ligesådan tilhører alle profetierne primært israelitterne og deres nation Israel, og andre nationer kun i det omfang de kommer i berøring med Israel. Biblen fortæller om disse israelittere og deres Gud. Den blev inspireret af Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og nedskrevet udelukkende af israelitter og opbevaret ligeledes af israelitter, til Det Ny Testamente var skrevet. I dens hellige skrifter læser vi, at alle Guds løfter og pagterne, far-og-søn forholdet og herligheden alene tilhører Israel (Rom. 9:4).
Alligevel må vi erkende den forbløffende kendsgerning, at vore hvide engelsktalende folk – ikke jøderne – har arvet det nationale og materielle indhold af disse løfter!
Hvordan er det gået til?
Biblen er en israelitisk bog, først og fremmest af og for dem der har israelitisk nationalitet, inspireret af deres Gud gennem deres profeter. Er det ikke særdeles mærkværdigt at de engelsktalende folk i dag er dem der tror mest på – og er talsmænd for denne hebræiske bog, og at de ud af alle nationer er hoveddyrkere af Israels Gud og Israels Messias – i navn og form, om ikke i sandhed og gerning?
Des mere disse kendsgerninger kommer frem, desto tydeligere bliver det, at fuldstændigt kendskab til disse israelitter er nødvendigt for en rigtig forståelse af den hellige Bibel, som hovedsageligt handler om dem som nation. Denne viden er vigtig hvis vi skal forstå
12
amerikanernes og briternes status i verden – og deres forhold til den enestående verdenssituation i denne skæbnetime! Lad os huske, når vi går ind i denne fascinerende historie, at Biblen er optaget af det materielle, det kødelige, det bogstavelige, det racemæssige og nationale, så vel som af det åndelige. Lad os hverken åndeliggøre de nationale ting eller nationalisere de åndelige. Lad os forstå Guds hellige Ord som det er!
Før Moses’ dage var ingen nation på jorden kendt for at være Guds specielle folk. Før Moses var Guds Ord ikke nedskrevet, ingen inspirerede Skrifter, ingen hellig Bibel. Tænk på det! I mere end to tusind fem hundrede år – to og et halvt årtusind – eksisterede menneskeheden uden nogen skriftlig åbenbaring fra Gud! Den eneste historiske beretning om Guds omgang med menneskeheden før Israel, er Biblens åbenbarede historie. Og endog mere forbløffende – kun de første elleve kapitler i 1. Mosebog er viet til den samlede verdenshistorie før Abraham, israelitternes fader!
Overraskende? Kun de første 11 kapitler i den allerførste bog i Biblen er brugt på at beskrive de første 2000 års historie – mere end en tredjedel af hele dens tids spand.
Gud begyndte denne verden med én eneste mand – Adam. Alt det Gud gør gennem menneskene starter småt, ligesom sennepsfrøet, og vokser sig stort. Gud kommunikerede direkte og personligt med denne første mand. Gud åbenbarede ham al den nødvendige viden som på anden måde er utilgængelig for menneskesindet; de vigtigste fundamentale spørgsmål, såsom, hvader mennesket? –hvorfor er det her? – hvad er formålet med livet? – hvilken livsstil fører til fred, sundhed, velstand, lykke og glæde? – hvad er menneskenes endelige mål– deres bestemmelse? Gud åbenbarede alt dette, grundlaget for al kundskab, for det første menneske.
Gud den Evige – jordens og universets Skaber og Hersker – åbenbarede sig for Adam. Gud åbenbarede for Adam at han, til forskel fra dyrene, var skabt i Guds form og skikkelse, med en intellektualisme som ingen anden fysisk skabning besidder, med potentiale til ved frit valg at udvikle Guds egen karakter og arve evigt liv i Guds Rige. Gud underviste Adam i den livstil
13
14 |
15 |
der skulle føre til alt det som mennesket ønsker sig: fred, et glædesfyldt liv, lykke og overstrømmende velvære.
For at frembringe disse velsignelser iværksatte Gud sine ufravigelige åndelige love. Men Adam lyttede til Satan og valgte at stole på sin egen menneskelige forståelse. Han var ulydig mod Gud, han forkastede vejen til alle ønskelige resultater og satte kursen med menneskeligt begær og forfængelighed.
Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden, fulgte Adams sønner menneskenaturens Satan-inspirerede kurs. Før Abraham er der kun nævnt tre, som accepterede Guds livsform – kun tre i løbet af en tredjedel af hele menneskehedens historie. Abel blev kaldt retfærdig. Enok vandrede med Gud og Noah prædikede retfærdighed, som ganske enkelt betyder lydighed mod Guds regering (Sal. 119:172). Udover disse tre og muligvis Sem, er der ingen beretning om, at noget menneske før Abraham underlagde sig Herrens love.
På Abrahams tid havde menneskene mistet al kendskab til den sande Skaber og Hersker, til åbenbaringen om hans hensigt, Guds vej til fred, lykke og evigt liv. Mennesket fulgte sine egne veje og overvejelser, idet det gik imod Guds åndelige love. Jorden blev fyldt med synd og vold.
Det var i en sådan verden, der havde forladt Gud og dermed mistet kendskabet til Guds regerings herlige goder og dyrkelsen af den sande Gud, at én mand var ærlig og retskaffen, underdanig og lærevillig, stærk og målbevidst. Så Gud gav ham et påbud for at teste hans lydighed. Til dette menneske, Abraham, gav Gud en befaling: “Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk” (1. Mos. 12:1-2).
Her var en befaling med en betingelse og et løfte, forudsat at betingelsen om lydighed blev overholdt.
Og nu, ligesom Gud havde startet hele verden med ét menneske, startede han sin egen specielle nation med ét menneske – med Abraham. Ligesom den verden -- der var vandret langt væk fra Gud og velsignelserne, der følger
16
med gudsdyrkelse og – Guds styre -- blev startet med én mand der gjorde oprør mod Gud og forkastede hans styre, således blev Guds egen kødelige nation, hvoraf Guds Rige skal genfødes, startet med én mand der uden spørgsmål adlød og anerkendte Guds guddommelige regering.
Begyndte Abram at argumentere? Sagde han: “Lad os først tænke os lidt om. Her er jeg i Babylon, centret for verdenshandlen, samfunds- og forlystelseslivet. Hvorfor kan du ikke lige så godt give mig dette løfte her, hvor alting er behageligt og tillokkende? Hvorfor skal jeg forlade alt dette og drage til et uciviliserede land?”
Kom Abram med udflugter, modstand, argumenter og oprør?
Det gjorde han så afgjort ikke!
Den inspirerede tekst fastslår ganske enkelt: “Og Abram gik”. Ingen argumentation med Gud, ingen ræsonnement om at Gud tog fejl, ingen dumme spørgsmål som: “Hvorfor skal jeg tage af sted?” “Kan jeg ikke selv bestemme?” Ingen nølen for at sige: “Jamen, jeg ser sådan på det.”
“Abram gik” – slet og ret ubetinget lydighed!
Gud etablerede dette menneske, hvis navn han senere ændrede til Abraham, som fader for sin nation Israel! Til Abraham og hans efterkommere blev alle Guds løfter givet, og vi må blive som Abraham -- ved Kristus blive Abrahams børn, hvis vi skal arve løftet om evigt liv i Guds Rige.
Om sin specielle kødelige nation Israel, sagde Gud: “Dette folk, jeg har dannet mig, skal synge min pris” (Esa. 43:21). Denne profeti vil snart blive opfyldt!
Ikke mange har indset det, men en dobbeltsidighed løber hele vejen gennem Guds plan over gennemførelsen af hans hensigt her på jorden.
Der var den første Adam, kødelig og uomvendt, og der er Kristus, den anden Adam, åndelig og guddommelig. Vi havde Den Gamle Pagt, udelukkende materiel og midlertidig, og der er den Nye Pagt, åndelig og evig. Gud gjorde mennesket dødeligt, fysisk, af jordens muld og af “menneskeriget”; men ved Kristus kan vi blive undfangede af Gud til at blive udødelige og medlemmer af Guds Rige.
17
På samme måde var der to faser i Guds løfter til Abraham – den ene materiel, fysisk og national, den anden åndelig og individuel. Det åndelige løfte om Messias og frelsen gennem ham er velkendt af de fleste bibelstudenter, hvor overfladiske de end måtte være. De ved at Gud gav Abraham det åndelige løfte, at Kristus skulle nedstamme fra ham – og at frelse skulle komme til os gennem Kristus. Men – og dette er utroligt, men dog sandt – næsten ingen ved, hvad denne frelse går ud på, hvad løfterne om frelse som vi kan modtage gennem Kristus gælder, eller hvordan og hvornår vi kan modtage den – hvor utroligt det end lyder. Men denne sandhed hører hjemme i en anden bog.
Det væsentlige for temaet i denne bog er den kendsgerning, at Gud også gav et ganske andet og meget overraskende nationalt og materielt løfte til Abraham. Et overset løfte.
Læg nu igen mærke til hvordan Gud først kaldte Abram og til løftets tosidige natur: 1) “Herren sagde til Abram: ’Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk… i dig skal alle jordens slægter velsignes” (1. Mos.12:1-3).
Bemærk tosidigheden i løftet: 1) “Jeg vil gøre dig til et stort folk (land)” – det nationale, materielle løfte om hans kødelige børn der skulle blive en stor nation – et løfte om race; 2) “… i dig skal alle jordens slægter velsignes” – dette er et åndeligt løfte omnåde. Dette løfte gentages i 1. Mos. 22:18. “Og i din sæd skal alle jordens folk velsignes.” Denne specielle “sæd” henviser til Kristus, hvilket klart bekræftes i Galaterbrevet 3:8, 16.
Det er lige akkurat her, at de bekendende “kristne” – og deres lærere – har ladet sig forlede og er blevet blinde for Skriftens ord. De har overset dobbeltsidigheden i Guds løfte til Abraham. De har kun opfattet det messianske løfte om åndelig frelse gennem denne “sæd” – Kristus. De kristne synger en salme “Løfterne kan ikke svigte”, der forleder dem til at tro, at de kommer i himmelen når de dør.
Dette er det centrale punkt. Det er her de bekendende “kristne” og deres lærere hopper af sandhedens spor. Det
18
er her de forlader sporet, der ville have ført dem til den tabte hovednøgle til profetierne. De går fejl af den kendsgerning, at Gud gav Abraham det fysiske løfte om race såvel som det åndelige løfte om nåde.
Men den klare kendsgerning at løftet om “en stor nation” henviser til race – ikke til “dit afkom” (Gal. 3:16) som var Jesus Kristus, Abrahams søn og Guds søn, men til et mangfoldigt afkom gennem kødelig fødsel – dette er slået fast ved Guds detaljerede gentagelse af løftet senere.
Notér dig det omhyggeligt! Læg dig det på sinde og forstå disse løfter!
“Da Abram var ni og halvfemsindstyve år gammel, åbenbarede Herren sig for ham og sagde til ham: ’Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig, så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort afkom … thi jeg gør dig fader til en mængde folk” (1. Mos. 17:1-5).
Læg mærke til at løftet nu er betinget af Abrahams lydighed og ustraffelige liv, og at det “store folk” nu bliver til en mængde folk – mere end én nation. Dette kan ikke henvise til “dit afkom”, Kristus. Det følgende vers beviser det.
Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til folk, og konger (flere end én) skal nedstamme fra dig (vers 6). Læg mærke til at disse folk og konger skal nedstamme fra Abraham – fysisk afkom – mange ætlinge og ikke alene én efterkommer, ved hvem spredte individer kan blive Abrahams børn i en åndelig undfangelse gennem Kristus (Gal. 3:29). De spredte, individuelle kristne udgør ikke nationer. Sand nok omtales menigheden som “et kongeligt præsteskab et helligt folk” (1. Pet. 2:9), men Kristi Kirke er ikke opdelt i “mange folk”. Her tales om race, ikke om nåde.
“Jeg opretter min pagt mellem dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt … (1. Mos. 17:7). “Afkom” er flertal -- “fra slægt til slægt”. “og jeg giver dig og dit afkom efter dig din udlændigheds land, hele Kanaans land (Palestina), til evigt eje, og jeg vil være deres Gud” (vers 8).
Læg mærke til at landet – fysisk ejendom – er lovet til
19
flertalsformen “Eder”, den bruges igen i vers 10: “pagten mellem mig og Eder”.
Men undersøg nu omhyggeligt dette!
Store nationers fremtid hviler på løfterne som den evige Skaber gav Abraham. Det eneste håb om liv efter døden for alle – uanset race, farve eller tro – afhænger af den åndelige del af disse løfter til Abraham – løftet om nåde gennem den ene “sæd” – Kristus Messias!
Dette er ikke tilfældige, betydningsløse løfter. De er fundamentale – de er grundlaget for oprettelsen af de mægtigste stormagter og basis for enhver personlig åndelig frelse, og håbet om evigt liv for menneskene. Det er forbløffende løfter. Vor Gud og Skaber har baseret menneskehedens fremtid på dem.
Jesus Kristus kom “for at stadfæste forjættelserne til fædrene” (Rom. 15:8) – Abraham, Isak og Jakob.
20
En uomvendt, fjendtlig kyniker der er imod Gud og hans løfter, hensigter og veje, slænger disse løfter til side og siger flabet: “Jaså – men hvad slags nationer”? De kan vel ikke være i stil med det tyvende århundredes nationer? Nationer med 100 millioner eller flere indbyggere? Du gør dig selv til grin! De mænd der skrev Biblen havde ingen ide om nationernes størrelse i det tyvende århundrede. De tænkte på små nationer som de kendte dengang – på størrelse med vore byer og kommuner i dag!”
“Hvor meget land rummede da disse løfter? Antager du Gud for at have lovet Kanaans land som arvelod, som nævnt i vers 8 i 1. Mos. 17? Eller var det, “landet, du hviler på”, da han gentog løftet til Jakob i 1. Mos. 28:13. Hvor meget var det? Vel, ca. 2 fod bred og 6 fod lang!”
En kynisk modstander argumenterer faktisk på denne måde!
Lad os nu svare den hånende kyniker og hans lukkede sind! Lad os nu omhyggeligt kontrollere og se, nøjagtigt hvad der blev lovet i den fase af løfterne, der drejede sig om race – de fysiske, materielle, nationale løfter. Den åndelige fase vil jeg forklare i andre hæfter og artikler.
Hvor meget land blev lovet?
Men hør nu først resten af den kritiske kynikers udtalelser: “Dette løfte,” fortsætter han, ” ’om mange nationer’ blev skrevet på hebræisk, og det hebræiske ord for nation er goj, og i flertal gojim. Det betyder bare nogle “folk” – det kunne betyde en lille håndfuld af Abrahams børn og børnebørn.”
Jeg nævner dette fordi en selvbestaltet “lærd” engang kom med denne latterlige påstand og insisterede på, at han primært, på grundlag af disse argumenter, havde kuldkastet hele denne vigtige sandhed. Hvis læseren ønsker at kontrollere det hebræiske ord, vil han finde at det betyder “nation” – eller i flertal “nationer” eller ”(flere) folk” uden hensyn til befolkningens størrelse. Det er ordet, der oftest er anvendt – faktisk hundreder af gange i Det Gamle
21
Testamente – til beskrivelse af verdens forskellige nationer, inklusiv de allerstørste. I profetien i Joel 3, vers 7 siger Gud, at han vil “samle alle hedningefolk (nationerne)” Her tales om en tid, der stadig i vort tyvende århundrede er fremtid – og det hebræiske ord gojim er brugt. Her inkluderer ordet gojim nationer som Rusland, Tyskland, Italien, Kina, Indien – alle ganske store nationer.
Men Gud lovede Abrahams bogstavelige efterkommere, mennesker af kød og blod, at de skulle blive “et stort folk” (1. Mos. 12:2), at han ville “give dig et overvættes stort afkom” (1. Mos. 17:2), at “du skal blive fader til en mængde folk” (vers 4) og at “jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lader dig blive til folk (nationer)” vers 6. Efterhånden som vi fortsætter med andre løfter og profetier, vil vi se, at Biblen beskriver disse nationer som mægtige og store.
Og hvor meget land? I 1. Mos. 17:8 lover Gud dem “hele Kanaans land”, men i andre skriftsteder lover han meget mere. I 1. Mos. 15:18: “På denne dag sluttede Herren pagt med Abraham, idet han sagde: ’Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufrat.” Eufrat ligger et godt stykke mod øst, i det gamle land Babylon som i dag er Irak – og meget langt øst for Palestina.
Men alle kritikerens indvendinger bliver modbevist og latterliggjort, med verset der kommer lige efter det han citerede, da han sagde, at det som var blevet lovet, var de 2 x 6 fod, som Jakob lå på. Han kunne have fortsat med at læse det næste vers: “dit afkom skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd (1. Mos. 18:14).
Dette er størrelsen på de “mange folk (nationer)”, de sammenlignes med jordens antal støvkorn. Andre steder sammenligner Gud befolkningerne i disse lovede nationer med sandet på havets bred og med stjernerne – utallige.
Efterhånden som vi kommer frem, vil den virkelige storhed i disse løfter blive ganske klar.
Igen læg omhyggeligt mærke til, -- at jøderne aldrig har udgjort mere end én nation. De er ikke, og har aldrig været mange nationer.
22
Så her er en overraskende profeti, et højtideligt løfte fra Gud den Almægtige, som ikke er blevet opfyldt hverken i Kristus, de kristne eller jøderne. Vi må søge efter et antal nationer adskilt fra både Kirken og jøderne. Så forbløffende det end kan lyde, må vi gøre det eller afvise Guds løfte!
Gud satte Abraham på prøve, og Abraham, takket være sin tro, adlød – i den grad at han var villig til at ofre sin eneste søn om nødvendigt. Fra dette punkt var pagten ikke længere betinget. Derfra blev den ubetinget!
“Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra Herren: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, den eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage dine fjenders porte i besiddelse (det drejer sig om materielle, nationale løfter til hans afkom, hans race); og i din sæd (Kristus) skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig” (1. Mos. 22:16-18).
Løftet er ubetinget. Gud har svoret, at det vil blive opfyldt. Gud lover ikke dette på betingelse af at Abraham eller han afkom gør visse ting. Han lover Abraham det, fordi han allerede har udført sin del af aftalen. Hvis disse løfter kunne brydes eller ophæves, da er ingen af Biblens løfter til at stole på!
Disse løfter kan ikke brydes eller ophæves. Ikke hvis det er sandt at: “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.” Så, nu må Gud opfylde sin del uden at svigte.
Nu er en ny detalje føjet til løfterne – nationerne som nedstammer fra Abraham skal “tage sine fjenders porte i besiddelse”. En port er en smal passage til at gå ud eller ind ad. En “port” i global forstand ville være passager som Panamakanalen, Suezkanalen eller strædet ved Gibraltar. Dette løfte er gentaget i 1. Mos. 24:60 til Abrahams svigerdatter: “Måtte du vor søster, blive til ti tusind tusinder, og måtte dit afkom indtage dine fjenders porte.”
23
Læg mærke til at Abrahams efterkommere skulle besidde vigtige geografiske færdselsveje hos deres fjender. Dette er aldrig blevet opfyldt af jøderne, og det kan heller ikke opfyldes i den kommende verden, efter at Jesus Kristus er kommet for at regere nationerne og etablerer verdensfred. Dette løfte kunne kun blive opfyldt i den nuværende verden. Ellers må vi benægte at Biblen er Guds åbenbarede ord. Vi må se efter et folk, der udgør mere end én nation – og dog er ét folk. Abrahams børn der – nu eller i den tidligere historie -- ejer verdens stræder, ellers vi må fornægte Guds Ord. Det er en test på Biblen, om den er inspireret af Gud og Guds magt til at regere denne verden!
Disse fantastiske løfter blev lovet på ny til Isak og Jakob. Ismael og Abrahams andre sønner blev udelukket fra denne førstefødselsret. Esau, Isaks søn og Jakobs tvillingebroder solgte den og blev dermed udelukket. Løftet som det blev bekræftet til Isak, er gengivet i 1. Mos. 26:3-5: “… så vil jeg være med dig og velsigne dig; thi dig og dit afkom vil jeg give alle disse lande og stadfæste den ed, jeg tilsvor din fader Abraham, og jeg vil gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og give dit afkom alle disse lande…” Bemærk! To gange lover Gud “alle disse lande”. Dette er mange millioner gange større end det 2x 6 fods jordstykke vor “intellektuelle” kyniker hævder. Isaks efterkommere skulle også blive ”talrige som stjernerne på himmelen”. Det er tusindvis gange større end et lille “bysamfund”.
Det gentages igen for Jakob i 1. Mos. 27:28-29, hvor materiel velsignelse vedrørende ekstra rigdom fra markens grøde bliver tilføjet, og at andre folk, hedenske nationer, skal regeres af Israels nationer der er indehavere af førstefødselsretten. “Gud give dig af himmelens væde og jordens fedme, korn og most i overflod. Måtte folkeslagene tjene dig og folkefærd bøje sig til jorden for dig! Bliv hersker over dine brødre, og din moders sønner bøje sig til jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!” Og vi
24
25
finder løfterne igen i 1. Mos. 28:13-14 hvor der er en ny tilføjelse -- at disse Israels nationer til sidst skal sprede sig jorden rundt: “Og Herren stod foran ham og sagde: “Jeg er Herren, din fader Abrahams og Isaks Gud! Det land du hviler på, giver jeg dig og dit afkom; dit afkom skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd …”
Det originale hebræiske ord for “brede” betyder “bryde frem”. Dette løfte sætter ingen grænser for, hvor langt øst, vest, nord eller syd Jakobs afkom skulle brede sig. Det antyder altså, at de ville brede sig jorden rundt. Det bekræftes i Romerbrevet 4:13 “For forjættelsen, at han (Abraham) skulle arve verden…”
Men det er ikke et løfte om at Abrahams efterkommere skulle arve, eje, og besidde hele jorden uden at overlade noget til hedningerne – dvs. før den nye jord -- men snarere, at de efter mange århundreder skulle brede sig og overtage visse områder på forskellige steder på jorden. Men den nye jord – efter tusindårsriget – vil blive beboet af dem der gennem Kristus vil blive Abrahams børn (Rom. 4:13).
Der er en fase i denne profeti, der hidtil er blevet overset og ikke forstået. De israelske førstefødselsrets nationer har virkelig bredt sig og besidder mange lande og områder forskellige steder på jorden. Dette skete efter at de i 721-718 f. Kr. som fanger blev drevet ud af deres lande, Samaria og Palæstina, som de havde fået overdraget. Det næste vers i 1. Mos. 28 fuldender denne del af profetien. “Og se,” fortsætter Gud, “jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går, (Gud taler her ikke om Jakob personlig, men om hans efterkommere som blev spredt i alle retninger) og føre dig tilbage til dette land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig” (1. Mos 28:15).
Disse upåagtede men betydningsfyldte profeti.
26
27
vil blive opfyldt ved Kristi genkomst. Det er forklaret nærmere i Jeremias 23:7-8 og 50:4-6, 19-20 og i andre profetier.
Senere viste Gud sig for Jakob, hvis navn blev forandret til Israel, og definerede størrelsesordenen på disse “mange folk”: “Derpå sagde Gud til ham: ’Jeg er Gud den Almægtige! Bliv frugtbar og mangfoldig! Et folk, ja folk i hobetal skal nedstamme fra dig, og konger skal udgå af din lænd” (1. Mos. 35:11). Andre engelske oversættelser udtrykker det “en nation, og en gruppe af nationer.” Så de “mange folk” skal til sidst tage form som nation – en stor, rig og mægtig nation – samt et fællesskab af nationer.
Læg omhyggelig mærke til dette afgørende faktum! Det er fundamentalt, hvis man skal forstå den allervigtigste nøgle til alle profetier – den eneste nøgle der giver adgang til at forstå den egentlige mening med vor tids uovertrufne verdensbegivenheder. Dette løfte er aldrig blevet opfyldt i jøderne. Det kan ikke bortforklares med en ”åndelig bortforklaring”, om at det kun kan arves ved Kristus. Det kan ikke være kirken det drejer sig om, for Biblen anerkender kun én sand Kirke, og den er ikke en nation eller en gruppe af nationer, men en menighed af kaldte enkeltindivider spredt over alle nationer. Men for at Guds Hellige Ord kan stå til troende, skal dette forbløffende løfte opfyldes!
Selve Biblens skæbne, som Guds åbenbarede Ord – beviset på at Gud eksisterer – afhænger af dette skæbnesvangre spørgsmål. Det jødiske folk fik aldrig disse løfter opfyldt. Løfterne gælder ikke Kirken. Verden med dens store kirkeledere kender ikke til nogen opfyldelse. Har Gud svigtet? Eller har han opfyldt alle løfterne, uden at verden er klar over det? Det sande svar er en forbløffende åbenbaring om Biblens sanddruelighed, om profeti og historien som ingen kender!
28
