Kapitel 6
Israels hus er ikke jødisk! Folket der udgør det er ikke jøder, og har aldrig været det! Denne kendsgerning skal vi nu konstatere entydigt og hæve over al tvivl.
Efter Davids død fulgte hans søn Salomo ham på tronen. Salomo lagde ekstraordinære skatter på folket og regerede fra en fantastisk pragtudfoldelse, sikkert uden sidestykke i verdenshistorien.
Han giftede sig også med hedenske kvinder fra andre nationer. På grund af dem brændte han røgelse og ofrede til Molok og andre afguder. “Derfor sagde Herren til Salomo: ’Fordi det står således til med dig, og fordi du ikke har holdt min pagt og mine anordninger, som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive dit rige fra dig og give din træl det. Dog vil jeg ikke gøre det i din levetid for din fader Davids skyld; men jeg vil rive det ud af din søns hånd. Kun vil jeg ikke rive hele riget fra ham, men give din søn én stamme deraf for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld, den by, jeg udvalgte” (1. Kong. 11:11-13).
Bemærk det! Det er kongeriget, ikke en del af det, som rives bort. Det er en del, én stamme, der skal blive tilbage. Slå det fast – for netop her er forklaringen på hele
59
sagen – at skønt Salomo selv fortjente at få landet revet bort, så lod Gud en stamme blive tilbage, ikke for at være skånsom mod Salomo, men “for David skyld”!
Gud havde oprettet en evig, betingelsesløs pagt med David, som han hverken kan eller vil bryde. Davids dynasti kan ikke blive brudt! Det er grunden til at scepterløftet ikke tilintetgøres, og at regenten fortsat tillades at regere over i det mindste en del af Israels børn, uden at én eneste generation forbigås.
I 1. Kong. 11:26 læser vi om Salomos tjener Jeroboam, Nebats søn, en efraimit. Han blev regent over “Josefs hus” – Efraim og Manasse.
Idet Herren taler til Jeroboam igennem profeten Akia siger han: “Se, jeg river riget ud af Salomos hånd og giver dig de ti stammer … Den ene stamme skal han beholde for min tjener Davids skyld … som jeg udvalgte, og som holdt mine bud og anordninger … Men jeg vil tage riget fra hans søn og give dig det – de ti stammer; men hans søn vil jeg give en stamme, for at min tjener David altid kan have en lampe for mit åsyn i Jerusalem, den by, jeg udvalgte for der at stedfæste mit navn. Men dig vil jeg tage og sætte til hersker over alt, hvad du attrår, og du skal være konge over Israel” (1. Kong. 11:31-37).
Disse ord slår to ting fast: Nationen Israel vil blive taget fra Salomos søn og givet til Jeroboam. Det er ikke bare én eller et par stammer, men nationen der bærer navnet Israel, som Jeroboam af Efraims stamme skal regere.
Det var de ti stammers nation der fik navnet” Israel”. For som vi må huske, var det Josefs sønner der skulle nævnes efter Israel (1. Mos. 48:16). Hvor de end befinder sig, så kalder Biblen deres nation for Israel. Verden i dag kender ikke deres identitet, den er gået tabt. Men i Biblens profetier er det dem – ikke jøderne – som hedder Israel! Og de tilhørte de ti stammer som de anførte.
Men på den anden side, på grund af sit løfte til David, lod Herren én stamme, Juda i Jerusalem, blive under Salomons
60
sønner, for at en søn af David kunne forsætte på Davids trone over Israels børn. Gud havde lovet David betingelsesløst, at den dag aldrig ville komme, hvor han ikke ville have en søn eller en efterkommer på tronen som regent over børn af Israel.
Lidt senere i historien ser vi dette løfte opfyldt – pagten blev bindende! Selv om Judas børn ikke udgør alle Israels børn og selv om de ikke bærer nationens navn, så er de dog Israels børn, og således kan Gud holde sit løfte til David og undgå at bryde løftet om kongespiret (sceptret) til Abraham, Isak og Jakob. Samtidig kan Gud straffe Salomo ved at fratage ham nationen Israel og lade en søn af scepterløftet sidde på tronen over kun én stamme. Læg mærke til den meget vigtige pointe, at Gud, selv om straffen blev iværksat, ikke brød nogen af sine løfter.
Gud havde lovet at “kongespir skal ikke vige fra Juda”. Han brød ikke dette løfte. Læg nøje mærke til at de ti stammer som løsrives, kaldes “Israel”, og at den ene stamme der bliver tilbage under Rehabeam, Salomos søn, kaldes “Juda” eller “huset Juda”. De kaldes med stammenavnet, men tilsammen bærer de fortsat "Israel" som deres nationale navn.
Faktisk var det Israel der forkastede sin konge og valgte en ny konge, Jeroboam, til Israels trone. Stammen Juda løsrev sig fra nationen Israel, for at beholde Rehabeam som konge. Men nu blev Rehabeam, Davids sønnesøn, konge over en ny nation. Den nye nation var ikke kongeriget Israel. Det var kongeriget Juda! Se nu, hvad der sker.
Da Salomos søn, Rehabeam, kom på tronen, forlangte folket straks at de tunge skattebyrder som Salomo havde indført skulle nedsættes. De sendte deres leder Jeroboam som talsmand til Rehabeam.
Jeroboam bad indtrængende: “Din fader lagde et hårdt åg på os, men let du nu det hårde arbejde din fader krævede, og det tunge åg han lagde på os, så vil vi tjene dig” (1. Kong.12:4).
61
Svaret var: “Har derfor min fader lagt et tungt åg på Eder, vil jeg gøre åget tungere; har min fader tugtet Eder med svøber, vil jeg tugte Eder med skorpioner” (vers 11).
Israel gjorde oprør. Opråbet til folket lød: “Til dine telte, Israel!” Og udfordringen til det kongelige hus lød: “Sørg nu, David, for dit eget hus” (vers 16).
“Således brød Israel med Davids hus, og det er stillingen den dag i dag (dagen dette blev skrevet). Men da Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de ham hente til forsamlingen og hyldede ham som konge over hele Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids hus undtaget Judas stamme” (1. Kong. 12:19-20).
Derefter samlede “Rehabeam – hele Judas hus og Benjamins stamme” (vers 21). Rehabeam gik i krig for at nedkæmpe Israels hus og bringe det tilbage, men Gud sagde: “I må ikke drage op og kæmpe med Eders Brødre, israelitterne … thi hvad her er sket, har jeg tilskikket” (vers 24).
Bed du mærke i, at det nu er de ti stammer (anført af Efraims og Manasse’ stammer og med en efraimit som konge) der er arvinger til førstefødselsretten, og som nu hedder Israels Hus?
Det var nu Judas stamme -- som blev tilbage hos Rehabeam sammen med benjamitterne og senere præstestammen Levy, da den blev sparket ud af deres gerning i Israel af Jeroboam -- som i skrifterne kaldes huset Juda ikke Israel. De er alle Israels børn, men som nation bærer de ikke længere Israels navn. Vi understreger dette så kraftigt, fordi den almindelige opfattelse er stik modsat.
Den almindelige opfattelse i dag synes at være, at stammen Juda som blev tilbage bærer navnet “Israel”. De fleste synes at mene, at de ti stammer kun var enkelte stammer som blev drevet ud af nationen Israel.
Men det er Israel der nu etablerer riget under efraimitten Jeroboam i landet Samaria nord for Jerusalem. Det er ikke Israel, men Juda – kun tre løsrevne stammer af Israel – som er tilbage i Jerusalem.
De ti stammer blev ikke løsrevet fra Israel. Israel
62
blev ikke i Jerusalem. Tværtimod, det var Juda som løsrev sig fra Israel.
Læg nøje mærke til at huset Juda, som nu inkluderede stammen Benjamin, under kong Rehabeam af Davids dynasti, var i færd med at gå i krig imod nationen Israel, der med sine ti stammer blev anført af Efraim og Manasse.
Lad os nu få skriftens bevis på, at de ti stammer der hedder Israel og ofte i profetierne omtales som Efraim, ikke er jøder og aldrig har været jøder! Husk at
63
udtrykket “jøder” er et øgenavn kun for “Juda”. Det bruges derfor kun om nationen eller huset Juda – aldrig om huset Israel.
Ud fra en hvilken som helst bibelordbog kan du læse, at første gang i hele Biblen ordet “jøde” forekommer er i 2. Kong. 16:6. (judæerne, jøde i 1907 oversættelse og i KJV). Læg mærke til at navnet “jøde (judæer)” ikke findes i Biblen før dette sted!
Akaz blev konge i Juda (vers 1). Han herskede fra Davids trone (vers 2). På samme tid var en anden mand ved navnet Pekah konge i Israel. Kong Pekah af Israel indgik alliance med kong Rezin af Syrien imod Juda, og sammen drog Israels og Syriens hære op imod Jerusalem. De belejrede kong Akaz af Juda, men var ikke stærke nok til at angribe (vers 5). “Ved den lejlighed lagde kong Rezin (Israels allierede i kamp mod Juda) Elat til Syrien; han drev judæerne (jøderne) ud af Elat (vers 6). Det første sted i Biblen hvor ordet jøde er brugt, finder vi Israel i krig imod jøderne!
Hvem drev jøderne ud af Elat”? Israels kong Pekahs allierede! Hæren som kæmpede med Israel imod Juda. Judas børn som boede i byen Elat, kaldes jøder på en måde der adskiller dem fra huset Israel, som disse jøder var i krig imod! Bid mærke i dette yderst betydningsfulde faktum!
Det første sted i Skriften hvor navnet jøde forekommer, var jøderne i krig imod Israel. De er helt og holdent en anden nation. Individuelt er de Israels børn, men som nation bærer de ikke længere Israels navn!
Det er forkert at kalde jøderne “Israel”. De er ikke nationen Israel – de er nationen Juda! Og husk hele tiden, at hvor end Israel befinder sig i dag, da betyder deres nationale navn ikke jøder! Og hvem og hvor de tabte ti stammer end er i dag, så er de ikke jøder! Når du ser navnet Israel” eller “huset Israel”, eller “Samaria”, eller “Efraim” i profetierne, husk da dette: Det henviser aldrig til jøderne, men til Israel der lå i krig mod jøderne!
Intet sted i Biblen henviser navnet Israel til jøderne alene. Når der ikke er tale om nationen men om
64
individer, kan udtrykket “Israel” alene eller Israels børn” eller “mænd af Israel” henvise til – eller omfatte jøderne, og det gør det ind imellem. Et udtryk som f.eks. “I mænd af Israel”, som ofte forekommer i Det Ny Testamente, henviser til israelitter som individer i kollektiv betydning, ikke som nation. Det henviser sædvanligvis til jøder som efterkommere af patriarken Israel (Jakob).
Moses kan ikke ud fra Skriften kaldes en jøde. Han var levit. Abraham var ikke jøde. Heller ikke Isak eller Jakob – og for den sags skyld hverken Adam eller Noah. Det er efterkommerne efter patriarken Juda, der racemæssigt er jøder, ligesom alle dem der på national plan sluttede sig til Judas stamme – som stammerne Benjamin og Levy jo gjorde.
Jøderne er israelitter på samme måde som folk fra Californien er amerikanere. Men de fleste israelitter er ikke jøder, ligesom de fleste amerikanere ikke er californianere. Jøderne er Judas hus alene, og kun en del af israelitterne. Men når disse folk omtales som nation, ikke kun som en gruppe enkeltpersoner, refererer udtrykket “Israel” aldrig til jøderne. Med “Israels hus” menes aldrig “jøder”. De tre stammer i Jerusalem under kongen af Davids æt er de eneste, der bærer navnet Judas hus. Men om Efraim og Manasse, Josefs sønner, sagde den døende Israel: “… lad mit navn blive nævnt ved dem” (1. Mos. 48:16). Og ganske rigtigt bærer de navnet Israel.
Herfra dette tidspunkt kaldes Juda stamme sammen med Benjamin og Levy stammer for “Juda” – ikke Israel. De ti stammer ledet af Efraim og Manasse hedder derfra “Israel”. De er ikke og har aldrig været kaldet “jøder”. Fra nu af er Israels børn delt i to nationer!
Og for første gang overføres førstefødselsretten til en nation, til Israel, ledet af Efraim og Manasse, mens scepteret forbliver i en anden nation, kaldet “huset Juda”. De to faser i løftet til Abraham er nu delt på to fuldstændig adskilte nationer!
I mange generationer forblev Israel og Juda adskilte nationer med fælles grænse og med hver sin konge. Hvorfor skal præster og bekendende bibelstuderende være uvidende om dette, når hele fire bøger i Biblen, 1. og 2. Kongebog og 1. og 2. Krønikebog er viet til
65
at forklare og gengive de to adskilte og rivaliserende kongedømmers historie? Se landkortene bagerst i din Bibel. Der ser du klart de to nationers landområde.
Juda beholdt byen Jerusalem som hovedstad, og landområdet kendt som Judæa. Israels område lå nord for Judæa. Samaria blev deres hovedstad, og huset Israel bliver ofte kaldt “Samaria” i profetierne. Dette er også en vigtig “nøgle” til at forstå profetierne. “Samaria” henviser aldrig til jøderne i profetierne – men altid til de ti stammer, til Israels hus.
Igen vil vi understrege at Israel og Juda ikke er to navne på samme nation. De var og er og vil fortsat være to adskilte folkeslag hele vejen indtil Kristus kommer igen. “Huset Juda” betyder altid “jøde”. Differentieringen er afgørende for at forstå profetierne. Og fordi de fleste såkaldte bibelstuderende er uvidende om denne grundlæggende forskel, er de ude af stand til rigtig at forstå profetierne!
Næste gang udtrykket “jøde” bliver nævnt i Biblen, er huset Israel drevet i fangenskab, tabt af syne, og udtrykket angår kun huset Juda.
Straks Jeroboam (der var af Efraims stamme) var blevet konge over Israels hus, opstillede han to guldkalve
66
og indførte afgudsdyrkelse i sit kongerige (1. Kong. 12:28-33). Jeroboam var bange for at hans undersåttere, når de årligt drog op til Jerusalem for at holde løvhyttefesten, ville slutte sig til Rehabeam, og at han dermed ville miste sin nye trone. Afgudsdyrkelse blev indført for at forhindre dette og holde folket hjemme.
Denne afgudsdyrkelse og brud på sabbatten (Eze. 20:10-24) var den store nationale synd, der blev Israels forbandelse. Generation efter generation talte Gud indtrængende til Israels hus for at få dem bort fra deres traditioner – deres fædres veje – og vende tilbage til at holde Guds bud. Men igennem ni forskellige dynastier og under 19 konger fortsatte Israel med deres nationale synder – synder så graverende i Guds øjne, at Gud til slut lod dem blive erobret og bortført.
Lad os nu se på et skriftsted der altid er blevet misfortolket. I 1. Kong. 14:15-16 finder vi: “Men også siden vil Herren slå Israel, så de svajer hid og did som sivet i vandet, og rykke Israel op fra dette herlige land, som han gav deres fædre, og sprede dem hinsides floden, fordi de har lavet sig asjerastøtter og krænket Herren; og han vil give Israel (ikke Juda) til pris (i fjenders vold) for de synders skyld, Jeroboam har begået og forledt Israel til.”
Dette var resultaterne af Jeroboams afgudsdyrkelse i Israel – det nordlige rige, hvor førstefødselsrettens ti stammer boede. Det var disse folk der skulle rykkes op og spredes hinsides floden. Ikke jøderne. Men alligevel bliver dette skriftsted citeret af næsten alle, der studerer bibelprofetierne, som om det handlede om jødernes spredte tilstand i dag – det er netop dem det ikke gælder. Dette er et eksempel på den kendsgerning, at det vi her afslører, er en virkelig nøgle til at forstå mange af de længe skjulte profetier. Med mindre dette holdes klart for øje kan profetierne ikke forståes korrekt.
Folket der ifølge dette skriftsted skulle blive rykket op og spredt hinsides floden, blev aldrig kaldt jøder. De var det folk, der anført af Efraim og Manasse var indehavere af de betingelsesløse løfter om at blive en stor nation og en samling af nationer – dem der skulle blive talrige og tælles i mange tusinde millioner,
67
dem der skulle besidde deres fjenders porte, blive et koloniserende folk hvis kolonier ville sprede sig over hele jorden.
Alligevel vil mange, der opdager denne forskel mellem Israel og Juda – mellem jøderne og de andre stammer – på trods af at have set dette stærke nye lys, i kraft af årelange vaner falde tilbage i deres gamle rutiner, og anvende tekster der angår Israel på jøderne!
Udtrykkene “Israels hus” eller “hele Israel” brugt på nationen, eller udtrykkene “Jakob”, eller “Rakel”, eller Efraim”, eller “Josefs hus”, eller “Samaria”, som man ofte møder i Biblen, angår de ti stammer med førstefødselsretten, ikke jøderne. Dette er en nøgle, en hovednøgle til at forstå Biblen!
I årene 721-718 f. Kr. blev huset Israel erobret og dets folk drevet ud af deres eget land – ud af deres hjem og byer – og slæbt i fangenskab til Assyrien der lå ved de sydlige kyster af det Kaspiske hav! Derfra … blev de tabt af syne!
“Derpå blev Herren såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra sit åsyn, så der ikke blev andet end Juda stamme tilbage” (2. Kong. 17:18).
Hvem drev Herren bort? Israel! Det var Israel som blev stødt bort fra Herrens åsyn for derefter at blive tabt af syne.
Hvem blev tilbage? Juda alene – kun jøderne! Israel var borte! De blev kendt som de ti tabte stammer og betegnes sådan den dag i dag.
Læg nu mærke til 2. Kong. 17:22-23: “Og Israel vandrede i alle de synder, Jeroboam havde begået, og veg ikke derfra, så at Herren til sidst drev Israel bort fra sit åsyn, som han havde sagt ved alle sine tjenere profeterne; og Israel (ikke Juda – ikke jøderne) måtte vandre bort fra sit land til Assyrien, hvor det er den dag i dag” (skrevet ca. 620 f. Kr.). Bemærk at folket der havde førstefødselsretten og hvis nation hed Israel, som ikke var jøder, blev ført
68
bort fra sit land Samaria. De forlod deres land – og er aldrig vendt tilbage!
Læg mærke til det følgende vers i samme skriftsted: “Derefter lod assyrerkongen folk fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim komme og bosætte sig i Samarias byer i stedet for israelitterne; og de tog Samaria i besiddelse og bosatte sig i byerne” (2. Kong. 17:24).
Det var disse fremmede, der boede i landet Samaria på Kristi tid og som kaldes samaritaner i evangelierne. Det er nødvendigt at have dette klart, for samaritanerne i Det Ny Testamente var ikke på nogen racemæssig måde blandet med israelitterne. Kun ét individ – en præst – vendte tilbage fra de landsforviste israelitter for at lære de nye hedenske indbyggere den korrupte israelske religion. (2. Kong. 17:27-28).
Men disse folk fra Babylon fulgte ikke Gud eller Guds veje, og slet ikke hans religion. Verset derefter viser det: “Men hvert folk gav sig til at lave sin egen gud …” (vers 29).
Assyrernes og babyloniernes officielle statsreligion var den kaldæiske mysteriereligion. Det var denne religion troldmanden Simon (han drev trolddom Apo. Ger 8) praktiserede. Det var ham der troede på Filips undere og tilranede sig navnet “kristen” og startede en ny “modkristendom” efter at apostelen Peter havde afvist ham, fordi han var fyldt af “bitter galde og hildet i uretfærdighed” – dvs. lovløshed. Han tog Kristi navn, forkastede Guds lov og lagde en letsindig og falsk “nåde” til den babylonske mysteriereligion og kaldte den “kristendom”. Denne falske “kristendom” har forført millioner og atter millioner op gennem tiderne til vor onde generation.
En yderligere detaljeret beretning om Israels fangenskab findes i 2. Kong. 18:9-12 og 17:5-18. Huset Israel begyndte nu “i mange dage” at “være uden konge” (Hoseas 3:4). Idet det var folket der bar navnet “Israel”, var det dem og ikke Juda der skulle miste deres identitet!
Skriften fortæller os klart at Israel skulle miste sin identitet, sit sprog, sin religion, sit land og sit navn.
69
I 5. Mos. 32:26 advarede Gud dem ved Moses: “Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres minde blandt mennesker ud.” Denne advarsel kan ikke anvendes på jøderne! Mindet om jøderne er ikke udslettet. Mindet om dem kunne ikke ophøre medmindre deres identitet og navn gik tabt. Dette er møntet på de tabte stammer og ikke på jøderne.
Se nu i Esa. 8:17: “Jeg bier på Herren, han, som dølger sit åsyn for Jakobs hus.” Jakobs navn blev ændret til Israel. Med andre ord, dette gælder Israels hus – de ti stammers riger – som var afskåret fra Guds nærvær. Det var grunden til at de mistede kendskabet til den sande Gud og den sande religion.
Herren ville ikke mere tale til dem på deres eget hebræiske sprog, “Men ved folk med stammende læber og med fremmed tungemål skal han tale til dette folk” (Esa. 28:11, 1907 oversættelse). Dette kan ikke gælde jøderne som stadigvæk læser Biblen på hebræisk.
Esajas 62:2: “Din ret skal (hedninge-) folkene skue og alle konger din ære (efter Kristi genkomst). Et nyt navn giver man dig, som Herrens mund skal nævne.” Selv om denne profeti henviser til fremtid efter Kristi genkomst, er den også gået i opfyldelse som type og afspejler den fremtid, hvor Israel vil blive kendt under et andet navn end i dag. Dette kan ikke være jøderne der er tale om. De var dengang, og er i dag, kendt som jøder.
Huset Israel vendte ikke tilbage til Palestina sammen med jøderne i Ezras og Nehemias’ dage, som nogen fejlagtigt tror. De der vendte tilbage for at genopbygge templet og genindføre gudsdyrkelsen 70 år efter Judas bortførelse, var af huset Juda, som Nebukadnezar havde bortført til Babylon. Læg specielt mærke til følgende kendsgerninger:
- I 721-718 f. Kr. blev Israel “bortført fra sit land til Assyrien” (2. Kong. 17:23). Snart var samtlige bortførte. “Kun Judas stamme blev tilbage” (2. Kong. 17:18). Juda alene blev tilbage.
- Over 130 år senere bortførte Nebukadnezar af Babylon jøderne – Juda som var blevet alene tilbage i Palestina – til Babylon. Der var således ingen af huset Israel bosat i Palæstina under Judas landflygtighed.
70
- De der vendte tilbage til Palæstina for at genopbygge templet og genindføre gudsdyrkelsen 70 år efter at Juda var taget til fange, var alle af Judas hus – alle jøder – alle var af dem som Nebukadnezar havde bortført. De vendte tilbage “til Jerusalem og Juda, hver til sin by” (Ezra 2:1).
Kun Judas stamme sammen med resterne af Benjamins og Levys stammer, de der udgjorde huset Juda vendte tilbage dengang. “Da brød overhovederne for Judas og Benjamins fædrene huse og præsterne og Levitterne op… (Ezra 1:5).
Der er naturligvis dem der forkaster denne sandhed, som Gud har set det formålstjenligt at åbenbare nu i vore dage – og som fejlagtigt hævder, at alle israelitter, inklusiv huset Israels ti stammer, vendte tilbage til Jerusalem på Ezras og Nehemias’ tid.
De vil henvise til skriftsteder hvor ordet “Israel” bruges i forbindelse med individer eller folk af Huset Juda og fejlagtigt hævde, at de er Huset Israel. Men lad det eftertrykkeligt blive gentaget: Jøderne er israelitter, men det er kun en lille del af israelitterne der er jøder. Udtrykket “jøde” er et øgenavn for det nationale navn Juda. Jøderne er rigtigt nok mænd af Israel – eller folk af Israel – men de er ikke af den nation som kaldes Israels Hus eller Israels Rige.
De der benægter denne sandhed, slår op på skriftsteder som: “Resten af israelitterne, præsterne og Levitterne boede i alle de andre byer i Juda, hver på sin ejendom” (Neh. 1:20). Da ordet “Israel” er brugt, påstår de, at dette gælder de tolv stammer. Men her tales specielt om præster og Levitter -- og de er af huset Juda og ikke af ti-stamme-huset Israel. De var i sandhed “resten af Israel” – “resten” af de tolv stammer. De var israelittere, men de tilhørte ikke nationen som hed Israels hus. De vendte tilbage til deres ejendomme i landet Juda.
Nehemias siger klart og tydeligt: “Følgende er de folk fra vor landsdel, der drog op fra landflygtigheden og fangenskabet. Kong Nebukadnezar af
71
Babel havde ført dem bort …” (Neh. 7:6). Ingen af de ti stammer var blevet tilbage i Palæstina efter at assyrerne tog dem til fange over 100 år tidligere (2. Kong. 17:18).
Ezra siger: “Så fejrede israelitterne, præsterne, Levitterne og de andre, der havde været i landflygtighed, gudshusets indvielse med glæde” (Ezra 6:16). Dette var folk af Judas kongerige – ikke Israels rige – men de var “børn af Israel”.
Navn og slægtstavler over dem der kom tilbage til Palæstina fra Babylon -- er opført i Ezra og Nehemias – og der er ingen fra de ti stammer! Derfor var de der levede i Jerusalem på Kristi tid alle af disse tre stammer og ikke af huset Israel. Og de fleste, måske alle, af dem der blev omvendt tilhørte Benjamins stamme, ligesom Paulus siger, at han selv gjorde.
Huset Israel blev kendt som de tabte ti stammer! De er nu kendt under et andet navn og med et andet sprog!
Hvilket navn har de i dag? Hvem og hvor de end befinder sig, så er det dem og ikke jøderne, der er indehavere af førstefødselsretten. Det er dem og ikke jøderne, der, efter at straffen var udløbet i 1800 til 1803 e. Kr., er arvinger til de ubrydelige løfter Abraham fik om national storhed, naturresurser, rigdom og magt. Det er Manasse som efter år 1800 skulle blive verdens største enkeltnation, og Efraim en stor sammenslutning af nationer. Hvem kan de være, nu i vore dage?
72
