Kapitel 7
ORDET "søndag" forekommer intet sted i Biblen.
Men udtrykket "den første dag i ugen" findes i det Ny Testamente. Det findes i nøjagtig OTTE passager. Så det vil ikke tage lang tid at undersøge disse otte tekster.
Hvis dagen var blevet forandret med BIBELSK autoritet – hvis kristne skulle kunne finde en hvilken som helst BIBELSK AUTORITET der siger, at søndag er "Herrens Dag" så må denne autoritet findes i en af disse otte tekster!
Lad os ANERKENDE, eftersom den syvende dag i ugen klart er etableret som den bibelske sabbat helt op til korsfæstelsen, at der ikke kan være nogen BIBELSK AUTORITET for at overholde søndagen, med mindre vi finder det klart og tydeligt nedskrevet i en af disse otte Ny Testamente passager.
Så lad os eksaminere dem omhyggeligt, med et ærligt og bedende sindelag.
(1) Mathæus 28:1: "Men efter sabbaten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se graven." Dette er det første sted i Biblen, hvor "den første dag i ugen" er nævnt. Mattæus skrev disse ord inspireret af den Hellige Ånd seks år efter stiftelsen af Ny Testamente Kirken. Denne tekst siger: ...efter sabbaten da det GRYEDE AD (græsk, ind i) den første dag i ugen. Dette skriftsted, må vi indrømme, fortæller os klart, at tre dage og tre nætter efter at alt var "afskaffet og naglet til korset," fortsatte sabbaten stadig ligesom dagen FØR den første dag i ugen – stadig er den syvende dag i ugen.
Et punkt er hermed klart bevist. Mange fortæller os, at Sabbats-budet kun blev givet som "en dag ud af syv" – at det ikke nødvendigvis skal være DEN syvende dag i ugen, men alene en syvende del af den. Deres argument er, at søndag er en dag ud af syv, og at den også opfylder budet. Men her er denne passage i det NY Testamente - inspireret af den Hellige Ånd og skrevet seks år efter at den NY Testamente Kirke blev indført - der i klar tale meddeler, at tre dage efter, at al afskaffelse af ting der var afskaffet, var sabbaten stadig i eksistens og at den faldt på den syvende dag I UGEN – dagen før den FØRSTE DAG I UGEN. Det er bevist, og må således forblive afgjort for alle dem der ærligt søger og anerkender Biblens autoritet. Men blev dagen forandret på et senere tidspunkt?
(2) Markus 16:2: "Og ganske tidlig på den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op." Dette er Markus's version af besøget ved graven ved solopgang. Dette blev skrevet ti år efter korsfæstelsen. Denne første dag i ugen var også "EFTER at sabbaten var OVRE," ifølge vers 1. Dette vers beviser – ligesom det ovenstående – at den første dag i ugen var heller ikke dengang (tre dage efter korsfæstelsen) sabbaten, men dagen EFTER sabbaten. Sabbaten var altså – også dengang – den SYVENDE dag i ugen.
(3) Markus 16:9: "Da han var opstanden, tidlig om morgenen på den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv onde ånder ud af." Denne tekst handler om Jesu tilsynekomst for Maria Magdalene senere den samme dag – dagen EFTER sabbaten.
Vi må indrømme, at her er der intet, der henviser til den første dag i ugen som den kristne sabbat. Ingen tale om "Herrens Dag." Intet der helliger søndag eller siger, at Gud helligede den. Intet bud om at overholde den. Intet der tilsidesætter den som et minde om opstandelsen eller andre formål. Intet bud eller eksempel på at det er en HVILEDAG – intet bud om at holde søndag.
(4) Lukas 24:1: MEN VED DAGGRY PÅ DEN FØRSTE DAG I UGEN kom de til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt."
Denne tekst beretter det samme som Mattæus og Markus, og den viser, at på DEN FØRSTE DAG I UGEN kom disse kvinder for at udføre et dagligdags arbejde, EFTER at have hvilet på sabbaten "efter lovens bud." For vi læser i det foregående vers,"Så vendte de tilbage og tilberedte vellugtende salver og olier; men sabbaten over, holdt de sig stille efter lovens bud." Skal vi forstå, at disse kvinder endnu ikke vidste, at dette bud var afskaffet? Nej, det skal vi ikke, for det var ikke kvindernes udtalelse, men det var inspireret af den HELLIGE ÅND. Gud vidste at sabbaten ikke var afskaffet. Og dette blev skrevet omkring tredive år efter indstiftelsen af Ny Testamente Kirken! Gud inspirerede dengang denne udtalelse, at "hvilen" – at de holdt sig stille – disse kvinder skulle observere på sabbaten var ifølge lovens bud. Denne udtalelse ville ikke være mulig, havde budet været afskaffet.
Denne tekst fastslår dermed, at søndagen tre dage efter korsfæstelsen var en almindelig arbejdsdag og endvidere, at på den tid var budet om at hvile på sabbaten ikke afskaffet.
(5) Johs 20:1: "TIDLIGT DEN FØRSTE DAG I UGEN mens det endnu var mørkt, kommer Maria Magdalena ud til graven."
Dette blev skrevet 63 år efter korsfæstelsen og er Johannes' version, der beskriver samme besøg ved graven. Det bekræfter kendsgerningerne nævnt ovenfor.
(6) Johs 20:19: "Da det nu var blevet aften den samme dag, DEN FØRSTE DAG I UGEN, og disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt blandt dem, og han siger til dem: Fred være med Eder!"
Lad os omhyggeligt gennemgå dette. Der er folk som påstår, at dette var en religiøs sammenkomst for at fejre opstandelsen. Men læg mærke til, at det er den samme første dag i den uge der KOM EFTER sabbaten. Det var den første mulighed Jesus havde for at kunne træde frem for Sine disciple. Han havde været sammen med dem konstant i tre og et halvt år på ALLE ugens dage. At han her kom til dem kunne ikke alene fastslå hvilken som helst dag som sabbat.
Var de da forsamlede for at fejre opstandelsen og dermed etablere søndag som den kristne sabbat til minde om opstandelsen? Teksten siger, at de var forsamlede fordi de "frygtede jøderne." Jøderne havde netop korsfæstet deres Mester. De var bange, dørene var lukkede fordi de var bange – de var sikkert låste. Hvorfor var de forsamlede? Fordi de "DE FRYGTEDE JØDERNE," som denne tekst siger, og også fordi de alle boede sammen i denne sal ovenpå (Apo.g. 1:13). De kunne ikke være kommet sammen for at fejre opstandelsen, for DE TROEDE IKKE PÅ, AT JESUS VAR OPSTANDEN (Markus 16:14; Luk 24:37, 39, 41). Intet her helliger søndagen eller gør den speciel. Der er ingen autoritet i disse skriftsteder, der ændrer et af Guds bud!
(7) Apo.g. 20:7-8: "På DEN FØRSTE DAG I UGEN da vi var samlede for at bryde brødet, samtalede Paulus med dem, da han næste dag ville rejse derfra, og han blev ved med at tale lige til midnat. Og der var mange lamper i salen ovenpå, hvor vi var samlede."
Til sidst finder vi her et religiøst møde på den første dag af ugen. Men det var ikke et SØNDAGSmøde!
Bemærk at Paulus fortsatte med at tale til midnat! "Og der var mange lamper i salen ovenpå, hvor vi var samlede." Det var EFTER SOLNEDGANG, før midnat den første dag i ugen. På den tid begyndte den første dag i ugen ikke ved midnat, som den gør i dag. Dagene begyndte VED SOLNEDGANG! Alle dagene i Biblen begynder og ender ved SOLNEDGANG. Overalt i datidens romerske verden og mange hundrede år derefter, begyndte og endte dagene ved solnedgang. Traditionen med at starte den nye dag ved midnat kom til meget senere. Derfor fandt dette møde med Paulus' prædiken sted, i de timer vi i dag kalder LØRDAG AFTEN – det var ikke et søndags møde.
Oversættelsen i Today's English Version er korrekt oversat fra den inspirerede græske tekst: "Lørdag aften samledes vi om et måltid. Paulus talte til folket og blev ved indtil midnat, eftersom han skulle rejse den næste dag."
Lad os nu tage tråden op her i denne beretning i vers 6:
"Vi andre sejlede efter de usyrede brøds fest ud fra Filippi, og fem dage derefter stødte vi til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv dage. På den første dag i ugen, da vi var samlede for at bryde brødet, samtalede Paulus med dem, DA HAN NÆSTE DAG VILLE REJSE DERFRA."
Paulus og hans selskab havde opholdt sig i Troas i syv dag. De andre af hans gruppe var taget afsted på et skib lige efter solnedgang. Paulus blev tilbage for at deltage i dette afskedsmøde. Han prædikede til midnat, "da han næste dag ville rejse derfra." Ved daggry – ved solopgang søndag morgen – "drog han bort" (vers 11).
Se nu hvad hans rejsekammerater havde foretaget sig. "Vi andre var i forvejen gået om bord og vi sejlede til Assus, hvor vi skulle tage Paulus med; thi således have han bestemt det, da han selv ville gå til fods. Da han nu stødte til os i Assus, tog vi ham om bord" (versene 13-14 ).
Se på kortet. Paulus' selskab skulle hele vejen rundt om halvøen – en rejse på halvtreds eller tres mil, medens Paulus gik ca. 19½ mil til fods. Han kunne gå denne tur hurtigere end de kunne sejle den lange omvej, og det gav ham lejlighed til at blive længe efter at de var sejlet, og give denne sidste afskedsprædiken og være sammen med brødrene.
Forstår du nu sammenhængen? Paulus' ledsagere udførte ARBEJDET med at ro og sejle båden mens Paulus forkyndte den lørdag aften indtil midnat – på den første dag i ugen. De andre satte sejl lørdag aften, EFTER AT SABBATEN VAR OVRE. Paulus blev tilbage for at give en sidste afskedsprædiken. Derefter tidlig søndag morgen, startede Paulus til fods – at gå var et arbejde – de 19½ mil fra Troas til Assos! Han ventede til sabbaten var ovre, før han begyndte denne lange tur – en hel dags hårdt arbejde, hvis du engang prøver det! Han gik på den første dag i ugen! Det var en almindelig arbejdsdag!
Jamen, siger denne tekst ikke, som mange påstår nu om dage, at disciplene altid holdt nadver den første dag i ugen? OVERHOVEDET IKKE!
Den siger først og fremmest intet om, at noget bliver gjort HVER første dag i ugen. Det beretter KUN begivenhederne, der fandt sted denne ene særlige første dag i ugen. Der er ikke tale om nogen TRADITION, men om begivenheder under Paulus og hans ledsageres syv dages besøg i denne by på deres vej.
Jesus indførte "Herrens Nadver" som del af Påsken. Den er indledning til den årlige højtid "De usyrede Brøds Dage." Det er ikke mere nødvendigt at slagte et lam eller at spise stegt Påskelam, efter at Kristus, VOR Påske, er blevet ofret for os. Alligevel er Påsken påbudt TIL EVIG TID (2. Mose 12:24). Ved Sin sidste Påskenadver erstattede Jesus lammeblodet, der havde været symbolet på hans udgydte blod, med vinen. Han erstattede det stegte lammekød, der havde symboliseret Hans brudte legeme for os, med det usyrede brød. Disciplene fortsatte med at holde Påsken hvert år, men i form af "Herrens Nadver," hvor de brugte brød og vin til IHUKOMMELSE AF MIG (1. Kor 11:24) OG HERRENS DØD, INDTIL HAN KOMMER [IGEN] (vers 26). De fortsatte med at holde de usyrede brøds dage (Apo.g 20:6).
Netop dette år havde de holdt de usyrede brøds dage og "Nadveren" i Filipi, hvorefter de rejste til Troas på fem dage og blev der i syv dage.
Da sabbaten var ovre ved solnedgang, "på den første dag i ugen ... kom disciplene sammen for at BRYDE BRØDET."
Folk er GÅET UD FRA, at dette var udtryk for, at de deltog i "Nadveren". Men læg mærke til at Paulus prædikede og fortsatte sin forkyndelse helt til midnat. Da først havde de mulighed for at "bryde brødet."
Folk har ANTAGET, at denne vending dækkede over "Nadveren". Men se nu her! Paulus prædikede uden stop indtil midnat. Der var ingen anledning til at stoppe og "bryde Brød" inden da. Da Paulus "kom op igen" – efter at have opvakt den unge mand der var styrtet ned fra tredje stokværk – "brød han brødet OG SPISTE" (vers 11).
Så du det! "Brød brødet OG SPISTE." Denne "bryden brød" var ikke Herrens Nadver, det var indtagelse af et almindeligt måltid. Dette var det almindelige udtryk for at spise et måltid. Man kan stadig møde dette udtryk i nogle egne i USA.
Bemærk Lukas 22:16. Jesus præsenterede Herrens Nadver for sine disciple og sagde: "Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds Rige." Men alligevel, dagen efter Hans opstandelse, efter at havde vandret sammen med to disciple til Emmaus, "... da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det" (Lu 24:30). Jesus "brød brødet" her, men det var ikke Herrens Nadver, som han havde sagt at han IKKE ville deltage i igen. Det var et "almindeligt måltid".
Se nu Apo.g 2:46."Enigt og vedholdende kom de (disciplene) daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed."
Igen, da Paulus led skibbrud på sin rejse til Rom, havde sømændene af skræk intet spist. Men "Paulus opmuntrede alle til at tage FØDE til sig og sagde: I har i dag i fjorten dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer. Derfor opfordrer jeg jer til at tage FØDE til jer, thi det hører med til jeres redning... Efter at han havde sagt dette, tog han brød og takkede Gud for alles øjne og brød det og begyndte at spise" (Apo.g. 27: 33-35). Her brød Paulus brød og gav det til uomvendte sultne sømænd.
Sandheden er, at INTET STED I BIBLEN dækker udtrykket "at bryde brød" eller "bryde brød" over "Herrens Nadver". I alle disse tekster betyder det ganske enkelt at spise et måltid. Når vi læser i Apo.g 20:7,11, "da vi (apostlene)var samlede, for at bryde brødet" og hvordan Paulus "brød brødet og spiste", ved vi fra skrifternes udlægning, at det kun drejede sig om at spise et måltid og ikke om Herrens Nadver.
Vi kommer nu til ottende og sidste sted hvor udtrykket "den første dag i ugen" bliver brugt i Biblen.
(8) 1. Korinterbrev 16:2: "Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til."
Ofte ses denne tekst på små offerkonvolutter på bænkene i populære kirker, og vi bliver fortalt, at denne tekst fastsætter DEN FØRSTE DAG I UGEN som det tidspunkt, der skal foretages en indsamling til at udføre Guds arbejde, betale præster osv.
Lad os begynde med det første vers og virkelig forstå meningen med verset.
"Med hensyn til indsamlingen til de hellige, skal I gøre, som jeg foreskrev menighederne i Galatien. Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer."
Der er tale om en indsamling – men fra HVEM – og til HVAD? Læs det! IKKE til præsten – ikke til forkyndelse – men "indsamling til DE HELLIGE." De hellige i Jerusalem der var fattige og led under tørke og hungersnød. De havde brug for MAD og ikke for penge. Læg mærke til at Paulus havde givet samme instrukser i andre kirker. Se hans instruks til romerne:
"Men nu rejser jeg til Jerusalem med hjælp til de hellige. Thi Makedonien og Akaja har gerne villet samle en fælles gave til de fattige blandt de hellige i Jerusalem ... Når jeg nu er blevet færdig med dette og har bragt dem denne frugt i god behold, vil jeg derfra rejse til Spanien" (Rom 15:25-28).
Fik du fat i det? Det var ikke penge, men FRUGT der blev pakket til at sejle det til de fattige i Jerusalem! (Det græske ord kan også betyde, korn, vin og andre produkter, der kan opbevares i lang tid uden at blive fordærvet.)
Tilbage til 1. Korinterbrev 16. Paulus taler her om indsamlingen TIL DE HELLIGE! Hver første dag i ugen skal de gøre HVAD? Læs det! Står der at de skal lægge en mønt i kirkebøssen ved gudstjenesten? Bestemt ikke!
Der står, "Da skal hver af jer lægge noget til side hjemme." Læs det! LÆGGE NOGET TIL SIDE! HAN SKAL GØRE DET hjemme! Ikke lægge noget til side i kirkerummet – men HJEMME.
HVORFOR? "... for at der ikke først skal finde indsamling sted, når jeg kommer." Folk INDSAMLER frugt i frugthaven – de SAMLER rødder fra jorden for at OPLAGRE dem. At lægge en mønt i kirkebøssen eller aflevere tiende konvolutten kunne ikke kaldes en INDSAMLING, men rettere en offering.
Læg endvidere mærke til: "Men når jeg kommer, vil jeg sende dem, I selv vælger, til Jerusalem med breve for at overbringe jeres kærlighedsgave. Og hvis det er værd, at jeg selv rejser med, kan de (flere end en) rejse sammen med mig" (versene 3-4).
Der var tilsyneladende brug for flere mænd til at bære denne indsamling til Jerusalem. Havde det været tiende eller offering til at præsten kunne forkynde evangeliet, kunne Paulus have overbragt den alene.
Således ser vi, at den sidste tekst i Biblen, hvor vi finder "DEN FØRSTE DAG I UGEN" nævnt, er en ARBEJDSDAG – en dag til at indsamle frugt og rødder fra have og mark og oplagre det. Det var det FØRSTE arbejde i ugen, eftersom det var den første dag i ugen lige efter at sabbaten var ovre!
Vi ser nu, efter grundig og ærlig undersøgelse, at IKKE EN ENESTE af passagerne der omtaler "DEN FØRSTE DAG I UGEN" fastsætter den som en hviledag. Ikke en eneste helliger den eller kalder den sabbat eller giver den andre hellige titler. I ALLE tilfælde er den første dag i ugen en almindelig arbejdsdag.
På INGEN af dem var der religiøse møder eller forkyndelser i de timer vi nu kalder SØNDAG. INGEN AF DEM GIVER ET GRAN AF bibelsk autoritet, der byder dem overholde søndagen! Der er ingen beretninger i biblen der højtideligholder opstandelsen på søndagen.
Åbenbaringen 1:10 bliver fremført som bibelsk autoritet til at kalde søndagen for "Herrens DAG." Verset siger: "På Herrens dag kom jeg under Åndens magt, og jeg hørte bag mig en stærk røst." Men dette siger ikke "den første dag i ugen," eller at "søndag" er "Herrens dag. I virkeligheden taler den ikke om NOGEN ugedag overhovedet, men om "Herrens dag" – tidspunktet hvor de kommende PLAGER vil blive klimaks - dagen for Kristi genkomst og tusindårsriget. Dette er TEMAET i Åbenbaringen. Men hvis man ønsker at argumentere og insistere på, at denne tekst henviser til en ugedag, skal man lede andetsteds for at se HVILKEN dag BIBLEN kalder "HERRENS DAG." Teksten her definerer ikke NOGEN dag i ugen.
Men Jesus sagde, at han var Herre over sabbaten, og hvis han er HERRE over denne dag, da tilhører den ham og den er Hans dag. Derfor er sabbaten Herrens dag (Mark 2:28). Esajas 58:13 Kalder sabbaten (den syvende dag i ugen) "MIN HELLIGDAG". Det er Gud der taler. Så sabbaten er HERRENS DAG.
I det oprindelige bud i 2. Mose 20:10, læser vi: "Men den syvende dag skal være hviledag (sabbat) FOR HERREN DIN GUD." Ikke MIN eller DIN dag. Søndag er MIN dag, og det er mandag og alle de andre ugedage til mit arbejde og mine andre behov. Men den syvende er IKKE min - det er HERRENS! Den tilhører HAM, og Han HELLIGEDE den og befalede os at hold den hellig. Vi har HVERKEN ret eller lov til at bruge den til os selv. Det er HANS DAG!
Lad os nu kortfattet gennemgå det Ny Testamente for at finde HVILKEN DAG Paulus overholdt og lærte hedningerne at holde.
Se på hvilken dag Paulus og Barnabas holdt gudstjeneste for hedningerne:
(1) Apostelens gerninger 13:14-15, 42-44: "Men selv drog de videre til Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Og PÅ SABBATSDAGEN gik de ind og satte sig i synagogen. Efter loven og profeterne var oplæst, sendte synagogeforstanderne bud til dem og lod sige: Brødre! Har I et formaningsord til folket, så sig frem!"
Da stod Paulus op og talte og forkyndte Kristus til dem.
Men da de gik ud, bad man om, at der også næste sabbat måtte blive talt til dem om dette.
Eftersom Paulus forkyndte "Guds nåde" (vers 43), var dette hans chance til at forklare disse hedninger, at sabbaten var afskaffet. Hvorfor skulle han da vente en hel uge for at tale til dem DEN NÆSTE SABBAT, hvis den var ændret til søndag. Hvorfor fortalte Paulus dem ikke, at de ikke skulle vente en uge, men at den næste dag, søndag var den rette dag til gudstjeneste? Men læg nu mærke til hvad Paulus gjorde.
"Den FØLGENDE SABBAT samledes næsten hele byen for at høre Guds Ord." Paulus ventede en hel uge, passerede søndagen, og forkyndte for HEDNINGERNE på den næste sabbatsdag.
(2) Apo.g 15:1-2, 14-21: Læs hele denne passage grundigt. Visse mænd var kommet ned fra Judæa og Antiok og havde forlangt af hedningerne, at de skulle omskæres og holde Moses' skik for at blive frelst. Stor uenighed opstod imellem dem og Paulus og Barnabas. Så det blev bestemt at Paulus og Barnabas skulle gå til Jerusalem til apostlene og de ældste og forelægge dem sagen.
Ved konferencen i Jerusalem, afgjorde Jakob sagen.
"Derfor holder jeg på, (versene 19-20) at man ikke skal gøre det for vanskeligt for de hedninger, som vender sig til Gud, men kun skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguderne og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod."
Han sagde ikke at de skulle holde de Ti Bud, det var ikke dem der var uenighed om – det var kun den rituelle lov om omskærelse, og det var en fuldstændig SEPARAT lov. Han nævnte kun fire forbud og på anden vis skulle de ikke adlyde Moseloven.
Men hvorfor SKRIVE denne afgørelse til dem? Bemærk det!
"Thi Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byerne; hver sabbat oplæses han jo i Synagogerne."
Så du det? Moseloven – de første fem bøger i Biblen – blev allerede lært i synagogerne HVER SABBAT. Apostlene SKREV kun disse fire afgørelser, FORDI DE OMVENDTE HEDNINGER ALLEREDE GIK I KIRKE PÅ SABBATEN. De havde hørt Guds lov oplæst og forklaret hver sabbat i synagogerne og havde ikke behov for yderligere instruktion desangående. Det viser, at OMVENDTE HEDNINGER OVERHOLDT OG GIK I KIRKE PÅ SABBATEN! Og apostlenes brev irettesatte dem ikke for at holde sabbaten.
Dette er meget vigtigt, eftersom HEDNINGERNE ALDRIG FØR HAVDE OVERHOLDT SABBATEN. Derfor er det noget disse hedningerne var BEGYNDT på efter at de var blevet omvendt ved Paulus' og Barnabas' lære!
(3) Apo.g 16:12-15: Her finder vi Paulus og Silas i Filippi. Og "... derfra til Filippi... hvor vi opholdt os nogle dage. På SABBATSDAGEN gik vi uden for byporten langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus; og vi satte os og talte med de kvinder, som var kommet sammen. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurkræmmerske fra byen Tyatira, lyttede til, og Herren åbnede hendes hjerte... og hun og hendes husstand var blevet døbt..."
Her ventede Paulus og hans følge igen til det blev sabbat og gik da til et sted, hvor der blev tilbedt; de forkyndte og denne kvinde, muligvis en hedning, blev omvendt. Passagen viser, at det var SKIK OG BRUG at mødes om sabbaten, og at det var SKIK for Paulus og hans følge at gå til bøn og tilbedelse når sabbaten indfandt sig.
(4) Apo.g 18:1-11: "Derefter forlod Paulus Aten og kom til Korint. Der traf han en jøde ved navn Akvila... med sin hustru Priskilla... disse to sluttede han sig til, og da de havde samme håndværk, blev han hos dem, og de arbejdede sammen; de var nemlig teltmagere af håndværk. Men hver sabbat førte han samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere."
Hvis vi kunne finde blot én tekst i det Ny Testamente med lige så stærk understregning af at holde søndag, som dette taler for sabbat overholdelse, ville vi bestemt have Biblens AUTORITET! Her ARBEJDEDE Paulus på ugedagene og underviste HEDNINGER så vel som jøder hver SABBAT.
Budet lyder: "I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning," ligesåvel som det siger, "Kom hviledagen i hu så du holder den hellig." Det er lige så meget påbudt at arbejde seks dage, som det er befalet at hvile på den syvende. Derfor, hvis dagen var blevet ændret, ville Paulus have været nødt til at arbejde på sabbaten for at kunne gå til kirke og forkynde hver søndag. Men her ser vi, at han ARBEJDEDE på ugedagene og gik til kirke og prædikede HVER SABBAT – ikke kun ved specielle lejligheder – men HVER SABBAT.
Han forkyndte Kristus og evangeliet om Guds Rige. Og da jøderne blev fornærmede og spottede, vendte han sig fra dem og forkyndte KUN TIL HEDNINGERNE (vers 6), og han slog sig ned hos dem et år og seks måneder (vers 11) – og arbejdede alle ugedage – og forkyndte KUN til hedningerne HVER SABBAT!
Kan vi forlange MERE afgørende bevis? Kan der være STÆRKERE Bibelbevis i det NY Testamente end dette, der viser hvilken dag er den sande Sabbat? I halv andet år opholdte Paulus sig der og arbejdede på ugens seks dage – også om søndagen – og forkyndte eksklusivt for Hedningerne HVER SABBAT! Det var hans rutine, hans skik! Det ville han selvfølgelig ikke have gjort, hvis sabbaten var afskaffet eller var blevet ændret til en anden dag.
Til disse hedensk fødte korintere, BEFALEDE Paulus: "Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg er Kristi efterfølger" (1. Kor 11:1).
"... og efter sin sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre SABBATER samtalede han med dem ud fra skrifterne" (Apo.g 17:2). Det var hans SÆDVANE, hans RUTINE, som vi har bevist i fire og firs forskellige sabbater beskrevet i Biblen, som Paulus overholdte.
Fulgte Paulus Kristi eksempel på denne måde? FULDSTÆNDIGT! "Og PÅ SABBATSDAGEN gik han efter sin sædvane ind i synagogen" (Lu 4:16).
Det var Jesu sædvane. Paulus gjorde det samme og BEFALEDE de omvendte hedninger at følge efter ham, ligesom han fulgte Kristus.
